CHIPS 2014

(UDGIVET MARTS 2014)

Der har været gang i chipsesmagningen det sidste stykke tid. Første pose på bordet var fra en god veninde, der havde taget en spændende Lays-variant med hjem til mig fra Vietnam. Jeg sætter virkelig stor pris på, at mine venner hjælper mig i dette vigtige, videnskabelige projekt. Desværre var smagen nok lige en tand for eksotisk for mig, for posen lyver ikke - de smager virkelig af tang, og det spiser jeg altså kun, hvis der ligger et stykke sushi ved siden af. Min kæreste var dog ret glad for dem, så de gik skam ikke til spilde. Af mig kan de dog ikke få mere end 3/10 pringlesrør.

Lovepops har jeg efterhånden spist et par gange, for selvom de ikke er helt lige så gode som ostepops, er de en ganske rimelig erstatning, når man har brug for lidt afveksling. De har en god størrelse, men der kunne godt være lidt mere ostepulver på - helt 'max cheddar' er det altså ikke. Jeg vakler mellem seks og syv pringlesrør men hælder til det sidste, da jeg giver lidt ekstra point for den symbolske værdi i at få en pose fyldt med kærlighed.

Denne omgangs værste chips er 'Det' Najs'-posen, der også har testens med afstand værste navn. Jeg er i forvejen ikke alt for vild med fennikel - og vel egentlig heller ikke timian, og så var posen en måned for gammel, men det har sikkert ikke påvirket smagen. Den var nok bare dårlig. Skam dig, Lotte! Jeg kunne have lavet en meget mere spændende chipsvariant. 1/10 pringlesrør, og det ene point går til udskæringen af kartoflen.

En anden kandidat i chips-valget var Jørgens egne Wild West-chips, og selvom de klart vinder over Lotte og hendes klamme fennikel-chips, er jeg ikke fuldstændig overbevist om nødvendigheden af denne pose. Generelt er jeg fan, lige så snart der står 'sour cream' på posen - om den anden ingrediens så er løg, peber eller ranch-krydderi er ikke så vigtigt, men her bliver slutresultatet et underligt miskmask af sour cream & onion-chips og barbecue-chips, som er nogle af de eneste chips jeg ikke er så glad for. Jeg er ikke helt overbevist, men bestemt heller ikke afvisende. 6/10 pringlesrør.

Rosinen i pølseenden i denne omgang er denne Lays-pose købt i Den Dominikanske Republik, der ikke havde et specielt spændende udvalg i chips. De havde ret mange banansnacks, især af den ikke-søde variant plantain, men det er kun majs- og kartoffelchips der klarer denne bedømmelses strenge adgangskrav. (Det har også lidt at gøre med, at jeg ikke fik taget billeder af alle de andre snacks vi spiste på ferien). Queso Blanco er en cremet og blød hvid ost, og den egner sig særdeles fremragende som chipsvariant. Chipsen er helt tyndtskåret og lækker, og så er der bare afsindigt meget af det her ostepulver på, der smager en lille smule yoghurt-agtigt. På den gode måde. Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg spiste nok seks poser queso blanco-chips på fjorten dage... Jeg er kæmpefan, og slet ikke i tvivl om at uddele topkarakteren: 10/10 pringlesrør.

(UDGIVET AUGUST 2014)

Indlægget om mine opdagelser på det portugisiske marked for chips og snacks har været lidt længe undervejs, da jeg med rette havde forventninger om at kunne tilføje et par tyske smagsvarianter efter min tur til Bayern. Jeg kan dog afsløre med det samme, at ingen af denne rundes chips bliver tildelt en topkarakter, så man er ikke gået glip af noget særligt, hvis man skulle være rejst til Portugal og hjem igen i mellemtiden. 

Disse gourmetchips fra Lay's er nok nogle af de tykkeste chips jeg er stødt på, og det er klart et plus. De mindede lidt om de tynde kartoffelskiver, der lå under min torskeret, og jeg tror at de generelt er gode som tilbehør, ligesom den næste poses indhold også kun blev bedre i forbindelse med mad. Vi havde købt ind til regnvejrshygge på hotellet og havde lyst til at fråde chips, men det egner de sig ikke til. De blev en anelse kedelige i længden, de larmede sindssygt meget, og så var de alt for hårde at tygge. Ikke en tømmermandschips. 6/10 pringlesrør. 

Den største og billigste pose var de ultratynde pomfritlignende stænger, 'A Saloinha', der endda har deres egen hjemmeside, hvor man næsten kan forstå hvad de skriver på engelsk.  De var gode - jeg nød især, at de var så tyndtskårede, men det blev hurtigt trivielt med en smag, der var lidt for olieret og fritureagtig. På festivalen blev de brugt som ingrediens i en traditionel portugisisk burger-lignende ret med pandestegt kød i en bolle, og her kom de virkelig til deres ret. I den samlede bedømmelse ender A Saloinhas knasende snack med en karakter højere end hvad den egentlig fortjener, da jeg må give ekstrapoint for på hjemmesiden at have madopskrifter, hvor chips er en vigtig ingrediens. Den tankegang kan jeg kun tilslutte mig. 7/10 pringlesrør.  

Den sidste portugisiske pose var den næsten perfekte osteblanding af en af  mine favoritter; de trekantede vidundere Doritos, de lidt-dårligere-end-ostepops Cheetos og et møde med de lækre 3D's, der vel er en slags Bugles med samme indbyggede mulighed for leg med heksefingre. For at få topkarakter skulle der have været ostepops i posen i stedet for Cheetos, og så måtte posen i øvrigt gerne have været lidt større, for den forsvandt hurtigt mellem os to glubske, tømmermændsramte og salthungrende jyder.  Men det var klart rejsens bedste snack! 9/10 pringlesrør.   

På min Tysklandstur var jeg ikke så eventyrlysten, og jeg spiste to grønne Pringles-rør. Efter jeg er kommet hjem, er det gået op for mig, at jeg vist aldrig har anmeldt Pringles på bloggen, og det er jo helt fjollet, når karaktersystemet nu er bygget på pringlesrør. Det må jeg råde bod på snarest. Udover de aldrig skuffende Pringles, prøvede jeg denne pose med chips lavet af blå kartofler. Jeg har aldrig nogensinde oplevet en pose med så meget luft i som denne - jeg kunne slet ikke åbne den, og endte med at måtte punktere den med en kniv, men resultatet var til gengæld også nogle smukke, hele chips, der faktisk lignede dem på posen. Jeg har smagt dem før i et mix med andre chips lavet af rodfrugter, og det klæder dem at være en del af en blanding. Alene er de også gode, men en anelse kedelige i længden. 6/10 pringlesrør. 

Endnu engang må jeg undres over det sparsomme udvalg af salte smagsvarianter i et land som Tyskland, der ellers har til overflod af underligt slik og fyldt chokolade. Jeg undgik et par poser, der lovede 'Afrika'- eller 'Asien'-smag, men ellers var der ikke så meget at vælge imellem. I mangel på egnet kildemateriale smagte jeg på min fars 'Kessel Chips' med salt & vinegar-smag. Det var en ganske hæderlig, grov og bitter udgave af klassikeren, og selvom jeg normalt ikke er så vild med det sure, var de ganske gode til en øl. Og så kan jeg godt lide, at de kommer fra et firma med det fantastiske navn 'Funny-frisch'. 7/10 pringlesrør. 

(UDGIVET DECEMBER 2014)

Denne omgang chips til anmeldelse er en god, rodet bunke, jeg har samlet ind over det sidste halve års tid. De første er en limited edition-pose fra Lays med smag af 'french garlic baguette', og det var en lille positiv overraskelse fra en af mine yndlingsproducenter af chips. Smagen er ikke voldsomt gennemtrængende, og det er lækkert med antydningen af hvidløg. Selve chippen er lige en lille smule tykkere end deres classics (måske er det noget jeg bilder mig ind), hvilket resulterer i en god tyggeoplevelse. Overordnet set er jeg ret tilfreds med denne variant (der vist allerede er forsvundet fra hylderne igen), selvom det ikke er en pose, man fråder det hele af i ét hug. Otte ud af ti pringlesrør.    

Da jeg for snart hundrede år siden besøgte mine venner i Malmø, gik det op for mig, at Sverige er et fremragende chipseland. Jeg har tidligere brokket mig lidt over, at et land som Tyskland - landet med de tusind chokoladevarianter - ikke har et større og mere spændende udvalg i chips, men ind fra venstre kom altså Sverige med et væld af ukendte mærker og varianter. Derfor er det måske liiiidt kedeligt, at de eneste jeg har at vise er en kæmpe pose 'Sourcream & Peppar Chips', men jeg synes posen så enormt indbydende ud. (Spiste i øvrigt også en pose færdigpoppede popcorn med ostepulver. Fik ikke taget et billede, men er heller ikke helt sikker på at de kvalificerer sig til testen.) Chipsen skuffede heller ikke - dejligt store, bølgede, tykke chips med masser af smag - og en god smag, hvor peberet dominerede. Syv ud af ti pringlesrør. 

Jeg har ikke ret meget at sige om Pulled Pork-varianten fra Kims. Selve chipsen er den klassiske riflede variant, mens smagen egentlig bare er en mindre sød udgave af barbecue-varianten, som jeg ikke har anmeldt og heller ikke er specielt vild med. Smagen er også for markant til at de kan bruges som tilbehør til mad, hvilket jeg ellers er stor fan af. Måske er de gode i en skål til en fest, men det kan ikke blive til mere end fire ud af ti pringlesrør fra mig. 

 

Jeg er normalt ikke så meget til ketchup, og når jeg en sjælden gang spiser det, skal det helst være den fra Beauvais. Den billige ketchup holder jeg mig langt fra, selvom det oftest er den, vi har stående i køleskabet. Min kæreste mener nemlig ikke, at der er nævneværdig forskel på kvaliteten på de kendte mærker og den billige fra fakta, og på det punkt bliver vi nok aldrig enige. Det skulle dog ikke afholde mig fra at prøve Lays-varianten med smag af Heinz-ketchup, og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde. Den smager af meget, er syrlig og sprød på den helt rigtige måde, og Lays kartoffelchips er generelt altid af virkelig høj kvalitet, så denne pose er faktisk endt i min indkøbskurv et par gange siden jeg først smagte på dem. Jeg synes ikke, at de specifikt smager af Heinz-ketchup, og de dufter i hvert fald mere af eddike end af ketchup, men gode er de. Ligesom testens første Lays-pose er denne variant muligvis også en limited edition-udgave, desværre, men det afholder mig ikke fra at give dem otte store pringlesrør. 

Sidste pose i denne omgang er en gave fra min veninde, der også bidrog til morskaben i forrige runde af anmeldelser med en Lays-variant fra Vietnam. Denne gang har hun været et smut i Irland og hjembragt en lille pose af disse giftigt udseende 'Meanies'. Selve snacken er puffy små udformninger af de små djævle på posen, og de smager faktisk som lovet af... noget syltet. Jeg er ret vild med smagen, og den lille pose var helt perfekt i størrelsen, for de var lidt stærke. Selvom 'Meanies' ikke er en kartoffelsnack, indgår den stadig i bedømmelsen, og opnår en fin karakter på syv ud af ti pringlesrør.