WOLVES OF THE CALLA

(UDGIVET OKTOBER 2018)

Det sidste års tid har jeg været på endnu en tur til The Dark Tower - jeg læste de første fire i forbindelse med udgivelsen af den forfærdelige film sidste år, og så holdt jeg (ligesom Stephen King) en lang pause, før jeg slugte de sidste tre hen over sommeren. Jeg har egentlig skrevet om The Dark Tower før, men det er så stor og vigtig en serie, at jeg nu synes at hver bog fortjener sit eget indlæg ligesom alle de andre King-bøger, jeg genlæser, og min syv år gamle notits yder bestemt ikke bøgerne retfærdighed (og med flere anmeldelser får jeg også lejlighed til at flashe flere King t-shirts.) De første fire bøger i serien får en anbefaling på min næste tur til tårnet, for i dag skal det handle om nummer fem; Wolves of the Calla fra 2003. Bøgerne i serien er udgivet fra 1982 til 2004, men de sidste tre er tydeligvis skrevet på samme tid, hvilket den næste i rækken, Song of Susannah, måske lider en anelse under. Wolves of the Calla er derimod en stærk tilbagevenden til universet efter seks års pause, og det er en af mine favoritter - ikke bare i denne serie, men blandt King-udgivelser generelt.

Ved udgivelsen af Wolves of the Calla havde min far endelig fået mulighed for at købe hardbacks frem for paperbacks, og de sidste tre bøger i Dark Tower-serien er så flotte. De er fyldt med fantastiske og farverige illustrationer af Bernie Wrightson og Michael Whelan, og de har været med til at forme mit billede af Roland og hans ka-tet (a group bound together by fate to achieve a common goal). Jeg har dog løbende lavet nogle tilpasninger i mit hoved, og denne gang har mit hold set således ud; Viggo Mortensen er en dyster Roland (Sorry, Idris Elba), Ruth Negga er Susannah, Aaron Paul er en selvskreven Eddie, og min Jake er en ti år yngre Alexander Gould.

Forgængeren Wizard & Glass fra 1997 var ét langt flashback til Rolands teenageår, hans store kærlighed Susan og hans første ka-tet, og det er også en af mine yndlingshistorier. King havde en nogenlunde færdig plan for resten af DT-serien, men 19. juni 1999 blev King kørt ned af en bil, da han var ude på en gåtur i nærheden af sit hjem, og nærdødsoplevelsen og den forfærdelige genoptræning fik ham til at overveje at trække sig tilbage fra skriveriet. Men The Dark Tower-serien skulle færdiggøres (mange constant readers havde frygtet, at ulykken ville få tårnet til at styrte) - og som før nævnt føles de sidste tre bøger også næsten som én - og så må vi ellers bare konstatere, at King heldigvis ikke trak sig tilbage efter udgivelsen af den sidste Dark Tower-bog i 2004. Ulykken ændrede tydeligvis meget for King - og også for resten af The Dark Tower-fortællingen, der nu fik et noget andet forløb end først planlagt. Og man kan virkelig mærke, at King havde mere på hjerte med Roland, for Wolves of the Calla er en vild tour-de-force i alt det, der gør DT-universet så fedt - her er vampyrer, robotter, talende dyr, Harry Potter-referencer og krystalkugle-magi i en helt old-school setting blandt hårdtarbejdende bønder i et primitivt samfund, og jeg elsker det.

Roland og hans ka-tet er (obviously) på vej mod The Dark Tower, og efter at være rejst gennem The Waste Lands, når de grænsen til The Borderlands og landsbyen Calla Bryn Sturgis, hvis indbyggere har brug for hjælp. En gang i hver generation bliver landsbyen angrebet af kappeklædte ulve på hesteryg, der bortfører et barn fra hvert tvillingepar i byen; og eftersom tvillinger er normalen, går det ud over stort set alle familier. Børnene vender senere tilbage, men bliver aldrig helt rigtige i hovedet - de er roont, og når de vokser op, er det med sådan en kraft og hurtighed, at de ender med at dø af det. Roland har en mistanke om, at de kræfter, der ønsker at styrte tårnet, står bag disse bortførelser, og de beslutter sig for at hjælpe landsbyen. Det er et virkelig godt set-up til en spændende historie, som jeg selvfølgelig ikke vil spoile mere af.

Jeg må dog nævne én ting - så læs ikke videre, hvis du slet ikke vil have ødelagt din oplevelse; men historien byder på et virkelig velkomment gensyn med Father Callahan fra Salem's Lot, og det kan jeg slet ikke få armene ned over. Vi finder ud af, hvad der skete med ham efter han forlod Jerusalem's Lot i skam, hvordan han kunne identificere vampyrer i New York, og hvordan han blev forfulgt af The Low Men, som vi kender fra Hearts in Atlantis. Han ender i Midworld tæt på Calla Bryn Sturgis og bliver hurtigt accepteret af landsbyen, og jeg er SÅ glad for, at King valgte at gøre ham til det femte medlem af Rolands ka-tet og så stor en del af Dark Tower-historien.

Og så finder jeg det enormt interessant med alle de intertekstuelle referencer og hentydninger til andre værker af litteratur og musik. Det er mere end namedropping, for Shardik the Bear, Emerald City, Hey Jude, Dr. Doom, Magnificent 7 og ZZ Top spiller vigtige roller i historien, der efter min mening kun bliver endnu bedre af det. Jeg synes ikke, at det virker forceret, når der pludselig optræder sneetches (det kalder King dem) fra Harry Potter i universet, for det bliver forklaret med en stigende sammenblanding af de forskellige verdener - og det er vigtigt, at der ikke pludselig er lyssværd og Star Wars-robotter i Midworld - de har pludselig altid været der, og der er stor forskel.

Alt i alt er jeg virkelig glad for Wolves of the Calla, der til tider er hæsblæsende intens, men som også giver plads til en hel del karakterudvikling. Vi får lov til at se Jake som den 12-årige dreng han er, men også hvordan omstændighederne kræver, at han vokser hurtigt op; vi ser nye, mere afslappede sider af den ellers så bistre Roland, og beskrivelsen af landsbyboerne er så god og præcis, at man hurtigt bliver investeret i deres skæbne. Wolves of the Calla er en god start på slutspurten mod det mørke tårn, en spurt, der dog kommer lidt ned i gear i efterfølgeren Song of Susannah.