CHIPS 2019 PT. I

(UDGIVET FEBRUAR 2019)
I dag har jeg nået en vigtig milepæl - det er blevet tid til at anmelde chipsvariant nummer 200 her på bloggen. (Ved nærmere eftertanke er det jo et grotesk højt antal chipsposer, og jeg kunne virkelig godt tænke mig at se dem alle samlet i min stue på én gang - og derefter gå amok i et vanvittigt chipsorgie.) Fordi mit rating-system er baseret på uddeling af Pringles-rør fra 1-10, har en Pringles-runde været længe undervejs, og jeg har naturligvis valgt en Pringles-variant til min anmeldelse nummer 200. Det blev det flotte, blå rør med havsalt og urter, der snuppede pladsen for næsen af hele fire andre rør - og den blev udvalgt udelukkende på baggrund af udseendet. Smagen levede heldigvis også op til forventningerne, og der var rigeligt af den - så hvis man kan leve med de langt fra naturlige, maskinelt sammenpressede kartoffelpulverskiver, er det en god chip. Jeg ELSKER Pringles på trods af den lidet flatterende fremstillingsform, ligesom jeg også elsker naturlige grovchips - jeg elsker alle chips - og denne jubilæumsvariant ender med otte, pæne Pringles-rør.

Til denne anmeldelsesrunde har jeg haft en helt særlig gæsteanmelder på besøg - nemlig min svigerindes 11-årige søn, der til min store glæde og overraskelse også elsker chips lidt mere end normalt, hvilket hans storesøster ofte dokumenterer på instagram. Vi smagte og bedømte hele fire forskellige chipsvarianter, både med og uden dip, og min nevø havde nogle gode observationer.

Vi kastede os først over endnu et Pringlesrør - denne gang Cheddar Cheese-varianten, hvilket straks fik mine tænder til at løbe i vand. Jeg er en sucker for alt oste-relateret, og jeg blev heller ikke (meget) skuffet over denne udgave, der dog godt kunne have smagt af lidt mere for min skyld. Det var også min kærestes kommentar, imens min nevø lagde utrolig hårdt ud og kynisk konstaterede, at de smagte af pap. Han gav dem sølle tre rør, min kæreste gav seks, og jeg gav otte. Selvom chips skal vurderes på deres egne præmisser, er det værd at nævne, at de spillede utroligt godt sammen med dip, hvilket fik min nevø til at hæve sin karakter med hele tre rør.

Min nevø var også med til at anmelde Hot & Spicy-varianten fra Pringles, som han faktisk var lidt nervøs for at skulle smage. Han endte dog med at være ret begejstret - de var stærke, uden at være for stærke, og det kan jeg sagtens tilslutte mig. Jeg synes dog desværre, at der var lidt for stor variation imellem mængden af pulver på de enkelte chips, og det trak meget ned for mig. Jeg kan kun give dem et seks-tal, min kæreste kalder dem lidt gennemsnitlige og giver dem syv, mens min nevø begejstret kaster otte rør efter dem.

De to sidste Pringles-varianter i denne omgang prøvesmagte min kæreste og jeg alene. Paprika-varianten er en gammel klassiker på nye rør, og mine forventninger var ultra-lave, men jeg blev faktisk virkelig positivt overrasket. Der var enormt meget pulver på, og de smagte ikke alt for meget af peber, hvilket paprikachips ellers nemt kan komme til (selvfølgelig), men havde i stedet en tydelig bismag af sukker, der gjorde varianten meget mere interessant for mig. De får - måske lidt gavmildt - et ottetal fra os begge. Cheese & Onion smagte mere af løg end af ost, og den første var næsten lidt for meget - jeg kunne næsten mærke den dårlige ånde vokse frem. Det hjalp lidt, da jeg havde kværnet nogle stykker i træk, men de skal nok spises relativt hurtigt, og er i hvert fald ikke en egnet fest-chip. Jeg havde håbet på mere ostesmag, og kan kun give dem et lille syv-tal, desværre.

Intet jubilæumsindlæg uden KiMs, og jeg har fået ualmindeligt meget hjælp til at anmelde den flotte, nye kyllingevariant af de ikoniske snack-chips, der desværre aldrig har været min kop te. Selve smagen var dog lige i skabet; de havde også en sukker-undertone, og de smagte lidt af kyllingelår, som min nevø sagde. Han var helt vild med dem og gav dem et stort ni-tal, min kæreste var lige bag ham med et otte-tal, min far roste sprødheden og gav dem syv, min søster fandt dem lidt for stærke og gav dem seks, mens hunden Silke og jeg ikke kunne give mere end fem rør. Min niece elskede den lilla pose, og baseret på hendes interesse for posen alene, vil jeg vurdere, at hun giver dem mindst et otte-tal, og denne pose er et af de bedste eksempler på, hvordan en pose chips ikke bare er en pose chips.

Min nevø var med til at anmelde en sidste pose - også fra KiMs; nemlig 'Sweet 'N' Juicy Barbecue'. Vi var helt overordnet lidt undervældede af chipsene, der manglede både smag og intensitet, men ellers var der stor uenighed blandt testpanelet. Min nevø kommenterede den manglende duft, og nævnte, at de manglede lidt barbecue-smag, mens min kæreste syntes, at de smagte rigeligt af barbecue, endda med undertoner af pulled pork. De var dog enige om at give posen et syv-tal, mens jeg ikke kan give mere end seks rør.

Den næste pose i bunken var det krydrede fødselsdagsmix fra KiMs. Selve posen er lidt konservativ og ikke specielt festlig, desværre, og man har også været lidt nærig med mængden af krydderi på de forskellige varianter i blandingen. De er alle ret uskadelige, og derfor passer de måske netop godt til fødselsdage med chips, dip, sodavand og ballondans (min absolutte hadeaktivitet som barn - jeg har en underlig fobi for balloner), men alene kan de altså ikke imponere mig. Smagen er ellers god, men der er simpelthen ikke nok af den - fødselsdagsmixet er en fuser, og må nøjes med et seks-tal.

Rundens sidste to poser burde strengt taget have været gemt til næste indlæg, da jeg har anmeldt otte varianter allerede, men jeg MÅ dele min begejstring for disse to med det samme. Treat Food er KiMs nyeste satsning med lækre, tykke og velsmagende chips, der indeholder 30% mindre fedt - og de er overraskende gode! En salsavariant får mig sjældent helt op i skyerne, men krydderierne var helt perfekt afstemt, og passede godt til de lidt tørre (på den gode måde) og meget knasende chips. De får et pænt otte-tal fra min kæreste og jeg. Cheese & Onion smagte af rigtig meget, og i modsætning til Pringles-røret med samme navn, dominerede den lækre ostesmag heldigvis - og løget var en dejlig detalje. Vi har spist fire poser på en uge herhjemme, og jeg er glad for at kunne slutte mit jubilæumsindlæg af med at uddele topkarakteren på 10 Pringlesrør til den gule pose (der dog var tæt på at blive trukket i point pga. den tåbelige tag-line 'Smagens Power Couple'.)

(UDGIVET MAJ 2019)

Jeg har spist flere chips. Mange flere. What a time to be alive! Dagens første testvarianter fik jeg i fødselsdagsgave af min kæreste, der efterhånden også er blevet ret investeret i mit anmeldelsesprojekt. Det sætter jeg stor pris på, da endnu en testspiser kan give mere objektive anmeldelser.

De første var en ny variant af de lækre Cheez Cruncherz - 'Texas Ranch', med smag af grillet paprika og løg. De var nogenlunde, men det skyldes primært den usandsynligt lækre grundsnack, som jeg har sendt topkarakter efter flere gange, for selve smagen var jeg ikke stor fan af denne gang. Jeg vil altid vælge den originale variant eller undtagelsesvis dem med chili, og denne pose kan jeg kun give et lille syv-tal. Min kæreste er fan og giver dem et stort otte-tal.

Den anden variant vækkede øjeblikkeligt min interesse - 'Bacon Mac & Cheese' lyder jo som et match made in heaven, og de var også ret gode. Jeg forstår godt hvorfor varianten har fået dens navn, men jeg synes de smagte meget mere af min yndlingspastaret, Spaghetti Carbonara. Baconsmagen var heller ikke den kunstige, klamme smag, der ofte er på chips, men føltes mere som rigtig bacon, og min kæreste giver dem gavmildt et ni-tal. Det ville jeg også gøre, men det kan desværre ikke blive til mere end et stort otte-tal fra mig, da jeg forudsigeligt nok ønskede mig en lidt kraftigere ostesmag til at overdøve baconsmagen. 

Min kæreste er som sagt en god chips-pusher, og han havde disse to varianter med hjem til mig fra Tyskland i eksamensgave. Jeg kender godt Crunchips, som jeg har anmeldt flere gange, men jeg kan aldrig helt huske, hvilke varianter jeg har haft fingrene i. Måske fordi de sjældent virker specielt tiltalende for mig, men jeg er altid glad for at anmelde interessante smagssammensætninger, og her er Crunchips altid en sikker leverandør. 

Den første pose bød på intet mindre end 'The Incredible Paprika & Sour Cream Pleasure", der nok ikke helt kunne leve op til det ekstravagante navn. Chipsen var der dog ikke noget galt med; det var en lækker bølgechip med rigelige mængder pulver, og heldigvis for mig var smagen af sour cream klart mest dominerende i den lidt søde chip. De ville være gode til dip, tror jeg, men uden må de nøjes med et pænt syv-tal fra mig og et otte-tal fra min kæreste. 

'Western Style' var overraskende lækre. Posen lovede en sødligt krydret smag på de tyndtskårede, sprøde chips, og det var præcis, hvad de leverede. Mange af dem var krøllet helt sammen om hinanden, hvilket i dette tilfælde dog ikke er et kritikpunkt, for det gjorde dem bare ekstra crunchy. Jeg sender et stort syv-tal i deres retning, imens min kæreste er noget mere begejstret og giver dem ni.

Jeg har her og der skrevet en anmeldelse af en variant fra engelske Tyrrell's, men som jeg tidligere har nævnt kan jeg ikke stå for deres posedesign og sjove smagsvarianter, så i dag tager jeg et grundigere kig på det charmerende mærke. Deres hjemmeside er ret fin, og her kan man læse, at kartoflerne primært høstes i Herefordshire, og at de derudover slår sig op på at lave deres chips på gammeldags facon med tykke kartoffelskiver med skræl på, der præpareres i små batches. Lækre er de i hvert fald, og først skal det handle om to virkeligt flotte poser. 

'Sour Cream & Serenade Chili' var en rigtig lækker overraskelse. Jeg er som nævnt hundrede gange meget glad for sour cream, men det plejer som oftest at have følgeskab af løg. Denne variant var i stedet næsten cremet, og chilien var langt fra stærk nok til at være dominerende, men brød i stedet den bløde smag helt perfekt. Tyrell's er gode til at finde på nye varianter, og det giver som oftest pote - jeg kaster i hvert fald et ni-tal efter den flotte, grønne pose. 

Posen med 'Sweet Chili & Red Pepper' smagte først og fremmest meget af mad, hvilket måske er en ret dårlig måde at forklare det på, men det er helt ubetinget et kompliment. De havde næsten en hjemmelavet vibe over sig, og den lækre grovchip mindede mig om det asiatiske køkken, hvilket sikkert skyldes den søde chili. De har i hvert fald deres helt egen smag, hvilket altid er et stort plus, så selvom posen ikke lige er tilpasset mine smagsløg, vil jeg stadig gerne give dem et syv-tal. Min kæreste giver dem otte, og giver også point for mærkets evne til at sende interessante varianter på markedet. 

Vi snupper lige to mere fra Tyrrell's - denne gang varianter fra deres 'Deep Ridges'-serie, der umiddelbart virker en tand mere discount-agtige? Jeg har flere gange rost Tyrrell's enormt seje posedesign, der helt eminemt kombinerer gamle sort/hvid-motiver med kækt indsatte kæmpeingredienser, men denne gang er det altså gået lidt for hurtigt, da landmanden med kæmpekartoffelchippen blev genbrugt på den røde pose - for hvad SKER der for hans mærkelige, lange arm?!? Det er så dumt, at det næsten giver ekstra point. 

Den første pose er Tyrrell's bud på en klassiker, nemlig 'Sea Salt'-varianten, der også denne gang havde denne 'hjemmelavede' feeling over sig. Som de eneste i dagens test var de dog lidt for olierede efter min smag - eller også smagte olien bare af lidt for meget, men ellers var de ganske rimelige. Det bliver til et jævnt syv-tal fra min kæreste og jeg. 'Aberdeen Angus Beef' er måske et lidt for prangende navn til en bredbølget bbq-chip, men deres force var, at de smagte meget mere af kød og bøf end netop barbecue, og det var ret lækkert. Ligesom chili-varianten smagte de af 'rigtig' mad, og vækkede minder om gourmet-chips på display til madfestivaler og i Torvehallerne. De var heller ikke for fedtede eller olierede, og så er de stegt lige til grænsen, hvilket er lækkert. Min kæreste kan ikke få armene ned og belønner med topkarakteren 10, mens jeg holder mig til et flot otte-tal. 

Den sidste pose i dagens test er leveret af min anden trofaste chipspusher - nemlig min far, der også køber sjove varianter til mig på sine udflugter rundt omkring. Denne pose havde han med hjem til mig fra Tyskland, og trods dens lidt anonyme og discount-agtige udseende, var chipsene faktisk en god lille overraskelse. Det var en ganske tynd, sprød kartoffelchip med skræl på, og selvom det lidt uheldigt ikke fremgår af posens forside, skulle de have smag af yoghurtdressing. Umiddelbart en lidt besynderlig smagsvariant, men det ER det, chipsene smager af, og det er bedre, end det lyder. De smagte friskere end forventet, men ikke af så meget, og posen slutter af med samme karakter som mange af testens andre; nemlig et syv-tal.