WIZARD AND GLASS

                    

(UDGIVET MAJ 2021)
Wizard and Glass er den fjerde installation i Stephen Kings The Dark Tower-saga, og fordi jeg startede min gennemgang med bog fem, seks og syv, er det også den sidste i serien, jeg mangler at skrive indgående om. Den udkom i 1997 - seks år efter The Waste Lands - og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor lang den ventetid må have været med dén cliffhanger. Men jeg kan godt forstå, at den delte vandene lidt, for lige som tingene er allermest spændende for Roland og hans ka-tet, bruger King stort set hele bogen på ét langt flashback til Rolands ungdom, og det har nok været lidt frustrerende for mange læsere, der havde ventet i årevis på nyt. På min første tur til tårnet var jeg heller ikke ovenud begejstret for afbrydelsen, men over de sidste par gange er jeg for alvor begyndt at sætte pris på denne romantiske fantasy/sci-fi/western, der er som intet andet, King har skrevet før eller siden, og som jo i virkeligheden er begyndelsen på det hele. På dette tidspunkt i serien vil det være fuldstændig umuligt at skrive noget fornuftigt uden at komme til at spoile både det ene og det andet, så læs ikke videre, hvis du ikke vil have oplevelsen ødelagt af dét.

Wizard and Glass begynder bogstavligt talt samme sted, som The Waste Lands sluttede - midt i det hæsblæsende opgør med det hyperintelligente højhastighedstog Blaine, der hellere end gerne vil tage sine passagerer med sig i døden, hvis de ikke kan stille ham en gåde, han ikke kan svare på. Uden for toget farer Midworld forbi, og King excellerer som altid med sine malende beskrivelser af omgivelserne, der blandt andet byder på groteske mutanthjorte og den forladte westernby Candleton, der er så karikeret og anderledes end de nærliggende byer Lud og Topeka, at den må have fungeret som en temapark - nu kun befolket af døende robotter (skaberne af Westworld har tydeligvis læst The Dark Tower). Eddie ender lidt overraskende med at redde ka-tetten ved at smide fjollede og meningsløse jokes efter Blaine, hvis avancerede algoritmer og systemer ikke kan klare at tage fejl eller blive gjort til grin, og som derfor langsomt går i stykker af at skulle nedlade sig til at svare på tåbelige gåder. Det finder jeg enormt relaterbart. 

Endestationen er Topeka, og et eller andet sted på rejsen har væggen mellem de forskellige verdener - eller niveauer af tårnet - været så tynd, at ka-tetten er krydset over til den verden, der er beskrevet i The Stand. Topeka ligger øde, og på gamle aviser kan de læse om den frygtelige Captain Trips, der tog livet af menneskeheden i denne del af verden. Deres tur igennem en forladt zoologisk have er noget af det sørgeligste, jeg har læst; en overflod af dyr, der havde lidt en langsom sultedød og havde prøvet at kradse og bide sig ud af bure og indhegninger, og da Oy sætter sig ved en død ulv og hyler hjerteskærende, må jeg også fælde en tåre. 

På den anden side af Topeka følger de motorvejen og snor sig gennem forladte bilvrag og mumificerede lig, og da de en aften slår lejr for natten, begynder Roland at fortælle historien om dengang han som fjortenårig sammen med to venner blev sendt til den landlige provins Hambry af deres fædre - officielt som optællere af alt fra heste til fiskenet; uofficielt for at komme på afstand af urolighederne i Gilead. Her møder Roland sin første og største kærlighed Susan, og vi ved allerede fra begyndelsen, at det er en historie uden en lykkelig slutning - men jeg tager alligevel mig selv i at håbe på et andet udfald hver eneste gang, jeg læser den. Udover et kort interlude og en efterfølgende bizar konfrontation med The Tick-Tock Man i en homage til Wizard of Oz, foregår resten af Wizard and Glass altså i Hambry, og det er et modigt valg af King.  

Selvom det skal forestille at være Rolands fortælling, er resten af bogen skrevet i samme maleriske sprog med en alvidende fortæller, og det er rart at få det fulde billede frem for Rolands version alene. I stedet får vi både tanker og dialog fra alle medvirkende, og også de forskellige dialekter bliver brugt til at beskrive dette lille samfund og mødet mellem flere kulturer. Første kapitel af bogens anden del er et regulært eventyr - den første karakter er den frastødende heks Rhea, der bor i en lille hytte sammen med sin seksbenede kat Musty (som jeg elsker) og giftslangen Ermot, og hendes yndlingsbeskæftigelse er at udspionere byens indbyggere i sin krystalkugle. Vi er dog noget tættere på Brødrene Grimm end på Disney, for Rhea er et virkelig ubehageligt bekendtskab, der som noget af det første skal tjekke en ung piges jomfruelighed, hvilket er præcist lige så skrækkeligt som det lyder. Den unge pige er Susan, der kommer til at gå så grueligt meget igennem, og allerede her er hendes skæbne beseglet - til efteråret skal hun 'hjælpe' Major Thorin med at producere en arving (men nok mest tilfredsstille en liderlig, gammel mand); en aftale indgået af hendes lige så ubehagelige tante Cordelia.

På den lange vej tilbage fra Rheas hytte møder Susan og Roland hinanden for første gang - ligesom det er vores første introduktion til den unge version af vores gunslinger. Han er charmerende og klog, og virker nok lidt ældre end sine fjorten år. Det samme gør resten af hans originale ka-tet, Cuthbert og Alain, der er et par yderst sympatiske knægte - Cuthbert minder læseren en del om Eddie, selvom førstnævnte har lettere til latter. Med vores helte introduceret skifter fokus til de lige så velskrevne skurke i Big Coffin Hunters; en trio af lige-ved-og-næsten-gunslingers drevet af bitterhed og grådighed. Den første konfrontation mellem dem er et helt episk showdown på The Traveller's Rest; byens propfyldte saloon der bliver helt stille, da de nyankomne unge knægte outsmarter de ældre. Det er et forrygende kapitel, hvor man er inde i hovedet på både Big Coffin Hunters og flere af barens gæster, og jeg ville sådan elske at se den på TV.  

Jeg har lyst til at gennemgå hele bogens handling slavisk, for der er så meget godt gemt i dette forrygende, dystopiske westerneventyr. Det er først og fremmest en fortælling om ung kærlighed, og det slipper King faktisk rigtig godt fra - selv de ømme sexscener er faktisk slet ikke så forfærdelige, som de nogle gange kan være fra hans hånd. Ved denne fjerde gennemlæsning havde jeg ikke travlt, men nød i stedet mit ophold i Hambry - og det var en hel oplevelse i sig selv at lytte til podcasten Kingslingers sideløbende, for de nørder virkelig hver eneste detalje, og har åbnet mine øjne for ting, jeg aldrig selv ville have opdaget.

Der sker en lang række skelsættende ting i løbet af de måneder Roland befinder sig i Mejis. Længden på historien midt i historien er nok heller ikke tilfældig, da den sætter en tyk streg under vigtigheden af Rolands forhistorie, og det føles som en gave at få lejlighed til at se en ung og ubekymret Roland, der står i skarp kontrast til den fåmælte, alvorlige gunslinger, vi senere følger. Men eventyret må slutte, og trods fornuftig planlægning fra ka-tetten, der er blevet udvidet med både Susan og den loyale Sheemie, bliver drengene anholdt uden problemer af Big Coffin Hunters, der desværre havde gennemskuet deres plan. Herfra fylder King siderne med en uhørt mængde af foreshadowing, men han er også mesterlig til det, og det fungerer til perfektion her.

Den unge Roland havde egentlig bestemt sig for at opgive sin utroligt korte karriere som gunslinger til fordel for et lille landsted, hvor han kunne slå sig ned med Susan. Men historien eskalerer hurtigt, og alting ændrer sig dog i det sekund, han kigger ind i Maerlyn's Grapefruit; heksens krystalkugle, der kan vise både fortid og fremtid. Han får det allerførste blik af The Dark Tower, og her starter hans besættelse. Han ser også hvilken forfærdelig skæbne, der vil overgå Susan - men han er ikke i stand til at nå frem til hende i tide, og han erkender, at han har ladet sig lede på vildspor alt for nemt. I Susans sidste øjeblikke skifter perspektivet til hende, og hun er næsten overjordisk fattet, da hendes tante sætter ild til det bål, hun er bundet til. Hun er til allersidst taknemmelig for, at hun mødte Roland - imens han derimod senere konkluderer, at det ville have været bedre, hvis han aldrig havde mødt hende. Det er hjerteskærende, at Alain og Cuthbert slet ikke kan kende deres bedste ven efter den oplevelse, men det er også en god del af forklaringen på, hvorfor Roland er som han er i dag. 

Tilbage i nutiden får vores ka-tet ikke lejlighed til at dvæle ret meget ved Rolands fortælling, for på vejen foran dem står fem par glitrende, røde sko. Og så går King all-in på fanfiction og leverer direkte scener fra Wizard of Oz, klogt blendet sammen med en konfrontation med The Man in Black. Han bliver ikke skadet af deres kugler, men efterlader krystalkuglen Maerlyn's Rainbow til dem, så Roland kan vise sin nye ka-tet, hvad der skete, da han vendte hjem fra Hambry efter Susans død. Ved at kigge i krystalkuglen er det som at være der selv, og det er klogt at lade scenen udspille sig gennem Jakes perspektiv, for han forstår Rolands komplicerede forhold til forældrene. Ligesom Roland er Jake overbevist om, at han pludselig ser heksen Rhea i moderens værelse, og kun Susannah kan se, at det er et grusomt trick, der lokker Roland til at slå sin egen mor ihjel. Efter dette pinefulde flashback vågner ka-tetten op på The Path of The Beam; udstyret med madpakker og NozzALa-cola og klar til at begive sig videre på vejen mod tårnet.   

Andre gode øjeblikke:
- Toget Blaine siger, at han 'identifies as a man', fordi Susannah kommer til at tiltale ham forkert - meget woke.  
- Eddie, der prøver at komme i tanke om et bestemt minde. King beskriver helt perfekt følelsen af at tænke 'sidelæns' eller omkring mindet, ligesom man også glemmer en drøm, hvis man prøver for hårdt at huske den.

- Beskrivelsen af Hambry og Mejis, der med afstand er det mest smukke og idylliske, vi har mødt i Mid-World endnu, og det er hjerteskærende at the world has moved on og efterladt alle i små, primitive samfund, der er meget langt fra tidligere tiders storhed.

- Det faktum, at Wizard & Glass ER Kings Romeo & Julie - han citerer den endda i starten. Det er en kærlighedshistorie spækket med smukke beskrivelser af ung kærlighed - blandt andet denne: "He accepted love like a fact rather than a flower." 

Jeg vil ikke dvæle ved den TV-serie, vi aldrig fik, for det er simpelthen for smertefuldt. Jeg har lyttet til flere King-podcasts, der har haft lejlighed til at se pilotafsnittet, og de siger alle, at Glen Mazarras Mid-World sad lige i skabet. Han ville starte fortællingen om The Dark Tower med Wizard & Glass, hvilket kronologisk giver ekstremt god mening, men Amazon besluttede desværre og uforklarligt at stoppe produktionen efter indledningsvist at have kastet mange penge efter projektet. Det er helt ubærligt. (Og jeg beklager t-shirt-spam - jeg har bare SÅ MANGE at vise frem endnu...)