THE TALISMAN & BLACK HOUSE

(UDGIVET AUGUST 2018)

I slutningen af foråret og henover sommeren har jeg været på endnu en af Stephen Kings episke rejser. Jeg er sikker på, at havde The Dark Tower-serien ikke eksisteret, ville dagens fortælling The Talisman fra 1984 have en langt større plads i folks bevidsthed som Kings anden store fantasy-roman på niveau med The Stand. The Talisman - og efterfølgeren Black House fra 2001 - er begge skrevet i samarbejde med Peter Straub, og det er et parløb der virkelig bærer frugt. Jeg havde ikke læst The Talisman siden jeg var ung teenager - kun lidt ældre end Jack i historien - og jeg må lidt skamfuldt indrømme, at jeg tilsyneladende lige har læst Black House for første gang. Jeg kan i hvert fald overhovedet ikke huske den, og det passer meget godt med at den udkom på et tidspunkt hvor min King-interesse var på sit laveste. The Talisman havde jeg gemt lidt med vilje, for jeg ville genlæse den på et helt særligt tidspunkt - og hvilken bedre lejlighed end min rejse til USA. Det har været et helt forrygende gensyn med en gammel klassiker og et møde med en ny favorit, og her følger en anbefaling af dem begge.

The Talisman handler om den unge Jack Sawyer fra New Hampshire, der må rejse både tværs over USA og igennem parralleverdenen The Territories for at finde en mytisk talisman, der er det eneste der kan redde hans døende mor. Som det forrygende navn The Territories antyder, er historien placeret solidt i fantasy-genren, og det er et helt fantastisk eventyr med overraskende innovative koncepter og enormt velskrevne karakterer. Jack møder mange farverige karakterer på sin vej; de fleste desværre ude på at udnytte den 12-årige Jack på den ene eller den anden måde, og det bliver ikke bedre af at de fleste mennesker har en såkaldt Twinner på den anden side i The Territories; en person, der ligner dig af sind, så stakkels Jack må så grueligt meget igennem på sin vej.

Heldigvis er der undtagelser blandt alle skurkene - en af dem er en af mine all-time favoritkarakterer fra Kings hånd, nemlig varulven Wolf. Jack møder denne enormt sympatiske, 16-årige varulv, da denne i menneskeskikkelse vogter nogle bizarre fårelignende kreaturer i The Territories. Han bliver snart Jacks følgesvend, hvilket er både sjovt, rørende og frustrerende, da den lidt simple Wolf konstant bliver ganske overvældet af vores verdens lyde og lugte. Han er så kærlig og umiddelbar, og hans konstante krav på opmærksomhed redder Jack fra ensomheden og mismodet. RIGHT HERE AND NOW!

Ligesom Roland i The Dark Tower stræber efter - ja - tårnet, er Jacks rejse også med et konkret mål for øje; den berygtede talisman. Det er svært ikke at få associationer til Tolkien og en vis dragende guldring, men det gør egentlig ikke noget, og King og Straub lægger ikke skjul på deres inspirationskilder. Mod historiens slutning får vi en hæsblæsende tur gennem The Blasted Lands (på en togvogn, der uundgåeligt vækker minder om Blaine the Mono fra The Dark Tower); et smadret atomlandskab med mutanter og monstre der er Mordor værdige. Det er en pageturner af dimensioner med en stærk slutning - det kan ellers godt være en af Kings svagheder, men måske har han denne gang fået hjælp fra Straub.

Helt utroligt nok er The Talisman ikke filmatiseret, hvilket nok også er en af grundene til at den ikke er så omtalt. Med alle de mildest talt forfærdelige adaptioner af korte, middelmådige King-noveller, er det helt ufatteligt, at ingen har kastet sig over dette episke værk endnu. Steven Spielberg tilegnede sig rettighederne til historien nærmest i det øjeblik den blev udgivet, og det ville være et ret godt match, tror jeg - selvom filmen gerne må være lidt mere explicit end familievenlig. Han har dog ikke gjort noget ved det i over tredive år, og selvom der løbende er rygter, vil jeg ikke få for høje forventninger før jeg ser en officiel bekræftelse.

Jeg måtte som sagt erkende, at jeg åbenbart ikke har læst opfølgeren til The Talisman før nu, men mit første møde med Black House fra 2001 var et perfekt et af slagsen - det har været en gave af dimensioner at opdage en +800 siders fortælling fra min yndlingsforfatter, og det er jo bare en ekstra bonus at det samtidig er blevet en af mine favoritter. Det er også værd at nævne, at hvor The Talisman som udgangspunkt ikke foregår i samme univers som The Dark Tower, er Black House i allerhøjeste grad en Dark Tower-roman, med så mange referencer og direkte overlap at jeg slet ikke kunne få armene ned. Det er IKKE en roman for den mere casual King-læser, da man både skal have læst The Talisman og egentlig også de første fire DT-romaner for at få mest ud af den, men det er samtidig også det, der gør den til en sand skattekiste for constant readers.

Ganske kort fortalt: Den 33-årige Jack Sawyer er en tidligere meget succesfuld LAPD-lieutenant, der dog har trukket sig tilbage efter lidt for mange grusomme mordsager, hvoraf den sidste muligvis var en gammel bekendt fra The Talisman. Han er flyttet til den lille by French Landing i Wisconsin og har nydt en stille tilværelse med den farverige ven Henry, men snart bliver idyllen brudt af en række bortførelser og brutale mord på flere af byens børn. Jack må nødtvungent hjælpe, og det bliver endnu en afsindigt spændende rejse, hvor han sammen med en universitetsuddannet, liberal motorcykelbande må bekæmpe The Crimson Kings højre hånd, der er en seriemyrdende gammel mand besat af et børneædende monster med en krage som sidekick. Ingen snakker om denne bog overhovedet, og det er helt sindssygt - den er SÅ god.

Men faktisk møder vi slet ikke Jack Sawyer før et godt stykke inde i fortællingen. Historien åbnes nemlig helt eminent op med et bogstaveligt fugleperspektiv over French Landing og dens indbyggere, og vi præsenteres for historiens tydeligvis to forskellige fortællere - det bliver ikke nævnt direkte, at det er King og Straub, men jeg synes det er tydeligt at læse, hvem der står bag hvilken stemme. Det er dog langt fra et forstyrrende element, og den lidt mere tydelige fortællerstemme binder historien klogt sammen med supplerende oplysninger og karakterportrætter, og sporadiske udråb som: "We want excitement, we want fun!" (sagt i forbindelse med grufulde mord på børn, i øvrigt.) For læserens vedkommende er der ikke den store mystik omkring hvem, der står bag forbrydelserne, og det giver et unikt indblik i et meget forstyrret, plaget og besat sind, og jeg er stor fan af fortællestilen.

Det er en sprudlende og levende tekst, og rent kronologisk i Kings forfatterskab lige, hvad den fantasy- og horrorhungrende fan havde brug for efter en årrække med mere realistiske fortællinger. Det er ikke at spoile noget, da det kraftigt antydes i navnet på huset, men selve The Black House er et sted fyldt med ondskab, og alene beskrivelsen af husets indre og ydre er en forrygende læseoplevelse. Det bliver nemt at forestille sig dette ellers umuligt udseende hus, der hele tiden skifter form og størrelse, og det er blandt andet den leg med sproget, der gør det til sådan en god oplevelse at læse Stephen King. Der er også et par passager af bodyhorror der er så ekstreme, at jeg faktisk lige måtte holde en pause, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile over dedikationen - og jeg er stor fan af splat og gore, så det var bestemt kun et plus.

Hvor The Talisman som sagt ikke havde direkte forbindelser til The Dark Tower-serien, er Black House spækket med steder og personer fra universet, og jeg har set den omtalt som 'the last great Dark Tower-novel' flere steder. Der er endda en direkte reference til Roland og hans ka-tet, og det var et øjeblik, der fik mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Det er mere end bare fanservice; The Crimson King er den reelle trussel mod dette lille bysamfund, og Jack må snart sande, at der findes flere verdener end bare vores og The Territories. Ved mødet med Judy Marshall, der er mor til den forsvundne Ty, finder Jack en ligesindet, der er ved at forsvinde ind i sindssygen, fordi ingen vil tro hende, når hun snakker om 'The Faraway'. Det er et smukt og rørende møde, og en enorm lettelse for Jack at kunne tale om sine tidligere oplevelser, og det fletter historien godt sammen med dens forgænger. I The Talisman invaderer vores verden The Territories, i Black House er det omvendt.

The Talisman og Black House er noget af det allerbedste, der nogensinde er kommet fra Stephen Kings hånd, og jeg er så glad for at jeg valgte at genlæse dem lidt for tidligt i forhold til kronologien, så jeg kunne opdage det mesterværk, jeg nu vil kalde The Black House. Der har i øvrigt længe været tale om en tredje bog, men som årene går tror jeg mindre og mindre på det, selvom jeg bestemt synes det kunne være spændende.