nothing will ever stay the same

- Jeg endte faktisk på Brøndby Stadion i søndags, da jeg fik lokket min yndlingskollega med på udebaneafsnittet, selvom hun - gys! - er FCM-tilhænger. Hun klappede og sang dog langt mere af AaB, end jeg nogensinde ville kunne gøre af FCM, så årsagen til nederlaget må findes et andet sted - men det er da påfaldende, at min 15-år lange stime af AaB-sejre på Brøndby Stadion lige skulle slutte i søndags. Jeg har også været heldig og har overværet de rigtige kampe, men nu gik den altså ikke længere, og det var en laaang tur hjem fra stadion.

- Min gode veninde Heidi har fået udgivet et debatindlæg i Politiken, der handler om at vokse op som homoseksuel i et kristent miljø. Det er både interessant og rørende læsning, og jeg synes det er helt ufattelig sejt, at hun har skrevet det. Jeg lærte hende først at kende som voksen, men de to efterskoler hun nævner i sit indlæg, er faktisk fra min hjemby, så jeg kender godt til netop det miljø hun omtaler. Det kræver nok lidt mere uddybning, men det har også været en af grundene til, at jeg i dag er ateist og udmeldt af folkekirken. 

- I dag har jeg for første gang nogensinde fået professionel massage. Min arbejdsplads er tilknyttet en sundhedsordning, der tilbyder både fysioterapi og massage, men jeg har aldrig tidligere gjort brug af det. Det har virket utroligt grænseoverskridende for mig; og det er svært at forklare, at det ikke så meget skyldes, at nogen skal røre meget ved min krop, men mere, at det hele udelukkende handler om mig, når jeg nu ikke fejler noget. Men tilbuddet er også forebyggende, og min kollega kunne ikke komme til sin aftale, så jeg tog en hurtig beslutning og snuppede en halv time på briksen. Dét var dejligt, og jeg kunne godt finde på at gøre det igen - og tænk, at der skulle gå 36 år før jeg prøvede dét. 

- Det var i det hele taget en begivenhedsrig dag på arbejde, da jeg også måtte anmelde en arbejdsskade, fordi jeg havde fået én dråbe desinficerende middel i øjet. Det var vitterligt én dråbe, og jeg tror min kontaktlinse fangede det meste, men jeg skyllede også lige de anbefalede ti minutter. Jeg har altid været lidt hysterisk omkring mine øjne, og det var lidt dårlig timing at det skete så kort tid efter jeg læste om ham, der blev blind efter at have spist en burger(!), men jeg mærker heldigvis ikke noget til det nu. 

I let my mind give in

 

I hele sidste uge var jeg nedlagt af en grusom forkølelse, der hverken lod mig bygge LEGO eller nyde en tv-serie, men i stedet krævede 15-16 timers søvn i døgnet under planeterne. Jimmy udnyttede hurtigt muligheden for at tage adskillige middagslure sammen med mig i løbet af dagen, og når vi af og til kom op til overfladen, nød vi lidt frisk luft og sol på altanen. Derude hilste vi også på edderkoppen Mattias, som efterhånden har boet længe i vores oliventræ, og et par dage senere blev jeg helt trist over at opdage, at spindelvævet var blæst væk i stormen. Men Mattias havde heldigvis gemt sig godt, og han har nu bygget endnu et fint spind mellem bladene. 

Det har været liiidt hårdt at arbejde i denne uge, og min hoste er stadig en trofast følgesvend, men i dag går det lidt bedre, og min mand og jeg cyklede en tur ind til byen og spiste grilled cheese sandwich, tuna melt og hash browns på The Midwestern Diner. Det var fedtet og lækkert, og bagefter spadserede vi en tiltrængt tur i en solbeskinnet Ørstedsparken inden vi satte os i Imperials røde sæder og så Dune. Det er helt klart en af de film, der fortjener at blive set i biografen, og jeg nød virkelig at blive blæst helt væk af lydsiden og de flotte billeder. 

the night is long since you went away

Jeg kan lige så godt fortsætte, hvor jeg slap, og lade King og Klodsers første rigtige indlæg omhandle Stephen King, for der er som altid noget nyt under solen - denne gang en miniserie i otte afsnit på Apple TV+. Første gang jeg skrev om Lisey's Story var i 2012, seks år efter romanens udgivelse, og jeg er stadig særligt glad for denne noget specielle kærlighedshistorie fra King. Det er ikke mange af mandens udgivelser, der undgår en adaption af den ene eller den anden slags, og det er altid med lige dele bankende hjerte og bange anelser, at jeg kaster mig over tv-serier og film med King-tema. Jeg har dog mest bare glædet mig til at se Lisey's Story på skærmen - Stephen King har nemlig selv skrevet manuskriptet, og med Julianne Moore og Clive Owen i hovedrollerne kunne det aldrig gå helt galt. I det følgende uddyber jeg miniseriens styrker og svagheder uden de helt store spoilers.  

DET FUNGEREDE RIGTIG GODT: 
- Jeg er rigtig glad for, at der stort set ikke er lavet om i historien, der følger romanen næsten til punkt og prikke. Det er en meget personlig roman for King, der på sin vis også reflekterer over, hvad der kunne være sket - med både hans familie og hans uudgivne værker -  hvis han var død i den ulykke, der næsten tog livet af ham i 1999. Undtagelsen er inddragelsen af Liseys søstre i serien, hvilket er en velkommen tilføjelse og giver mulighed for mere dialog, der kan fortælle os om Liseys tanker, som hun i romanen ellers mest holder for sig selv.

- Netop søstrene fortjener et punkt for sig selv. Jennifer Jason Leigh og Joan Allen spiller Darla og Amanda, der er henholdsvis en no-nonsense pragmatiker og en psykiatrisk, katatonisk patient. Og det gør de altså godt!   

- Serien er helt ufatteligt flot. Der er et smukt, næsten dæmpet farvevalg igennem hele serien, og selve fantasiverdenen Boo'ya Moon er lige, som jeg havde forestillet mig den. The Long Boy er forrygende uhyggelig og - synes jeg - godt lavet. Der er lidt delte meninger om seriens visuelle udtryk, men jeg synes den næsten kitchede grafik fungerer rigtig godt.  

- Jeg sætter pris på den ærlige portrættering af selvskade, som jeg havde frygtet de ville skrive ud eller censurere. Et af de største temaer i historien er ubehandlet psykisk sygdom i både Scott og Liseys fortid og familier, og serien er bestemt ikke bange for at skære helt ind til benet. Michael Pitt (som jeg for altid vil huske bedst som Jenns uskyldige kæreste Henry i Dawson's Creek) er helt uigenkendelig i rollen som Scotts plagede far, og den rolle spiller han skræmmende godt. 

DET FUNGEREDE MINDRE GODT:  

- Jeg er lidt usikker på, om tv-seriens opbygning og struktur gør det for svært af følge med, hvis man ikke kender historien på forhånd. Den er fyldt med time-jumps og flashbacks - og dobbelt-flashbacks - og det er ikke altid nok at holde tungen lige i munden. Dermed ikke sagt, at den er action-packed, for det er bestemt ikke tilfældet - jeg tror tværtimod at den vil afskrække en del seere med sin langsommelighed. Måske det ikke kun er en fordel, at King har skrevet manuskriptet - eller måske er Lisey's Story bare ikke for alle. 

- Det er som udgangspunkt en fordel, at serien ligger så tæt op ad romanen, men Scott og Liseys interne 'par-sprog' var tåkrummende at læse, og næsten ulideligt at lytte til. Det er hverken Owen eller Moores skyld, men de mange 'babyluv' fik mig ud af den hver gang. På den anden side understreger det jo også parrets samhørighed og den fortrolighed, der kan opstå efter mange år sammen - det er bare lidt for meget af det gode. Moore og Owen er før set bedre, i øvrigt - hvilket er lidt en skam, når man ved hvad de kan. 

- Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre forklaring af Boo'ya Moon-verdenen. Jeg er villig til at lade min fantasi strække sig langt og selv udfylde nogle huller, men jeg mangler virkelig lidt mere forhistorie om især The Pool og The Long Boy. 
  

Jeg har ikke nogen Lisey's Story t-shirt, men jeg kan altid få et Dark Tower-motiv til at passe, og "Go then, there are other worlds than these" er ikke engang et stretch, da der lige præcis ER en anden verden i Lisey's Story - og så er der faktisk også et DT-easter egg i serien, da Scott finder Charlie the Choo Choo på biblioteket, og fortæller hvordan det var hans yndlingsbog som barn. Den bog (der selvfølgelig også er skrevet af King) har stor betydning i Dark Tower-universet. 

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for miniserieudgaven af Lisey's Story. Den vælter ikke nogen omkuld - men det gør romanen jo heller ikke, og jeg er bare taknemmelig for, at tv-serier efterhånden er blevet et medie med højt til loftet og plads til også de mere langsomme historier. Helt ærligt kunne der godt være skåret et enkelt afsnit af de otte, men jeg tager det hele med. Jeg er især glad for, at historien starter to år efter Scotts død, hvor alle omkring hende stadig kondolerer, og hvor hun stadig sørger - men også er på vej lidt videre, for det er en sjælden vinkel at få på en sorgproces. Man kan godt argumentere for, at Lisey's Story egentlig mest er Scotts historie, men det er Lisey vi følger, og det er igennem hende, at vi oplever Scott fortælle om sin ekstremt traumatiske barndom. De sidste to afsnit er det hele værd og en stor forløsning, men jeg er ikke sikker på, at alle seere når hele vejen, desværre - og jeg kan heller ikke sende en ubetinget anbefaling efter Lisey's Story, hvis man ikke er King-fan i forvejen. 

can't decide what words to wear

Velkommen til! Det føles underligt grænseoverskridende at skrive disse linjer; ikke ulig den følelse jeg fik, dengang jeg trofast skrev dagbog i hånden hver eneste dag, og af og til skulle starte på den allerførste side i en helt ny notesbog. I dag får jeg sjældent nedfældet mine tanker på papir, men de sidste elleve år har jeg delt ud af dem på domænet MusicIsMySecret. Lang historie kort blev mine billeder taget som gidsel af min hosting-service, så jeg tog en rask beslutning og slettede mit bagkatalog, der især tidligere lagde vægt på mine fotografier. 

Og nu bor jeg her! Jeg har også skiftet navn, men indholdet ændrer ikke karakter - jeg har stadig tænkt mig at have en upassende bred og ufokuseret samling af indlæg om Stephen King, LEGO, chips, trolde, memes, AaB, min kat Jimmy og mine tanker om alt og ingenting. Og den vågne læser har måske bemærket, at dette teknisk set heller ikke er King og Klodsers første indlæg, for jeg kunne naturligvis ikke bare droppe mine samlinger af netop King, LEGO, chips, tv-serier og trolde, så de har alle fået deres egen side i panelet til højre - og jeg har for overblikkets skyld givet hvert indlæg en udgivelsesdato i starten af 2021, med den originale udgivelsesdato nævnt i toppen af indlægget. Det kunne jo være, at nogen havde lyst til at læse mine observationer om de polske chips, jeg købte i 2013. 

Og hvorfor netop i dag, d. 21. september? Det er selvfølgelig fordi Stephen King blev født på denne dag for 74 år siden, og hvilken bedre anledning til at starte et nyt kapitel som constant reader? Det virker i hvert fald ikke som om King har tænkt sig at sætte tempoet ned, og jeg er stadig kun i halvfemserne i min gennemgang, så jeg løber ikke tør for materiale lige med det samme. (Min LEGO-samling vokser sig også større måned for måned, men det er en helt anden snak...)

Jeg håber, at I har fundet med herover og stadigvæk har lyst til at læse med. Jeg bliver altid enormt glad, når jeg får en ny kommentar, og det betyder meget for mig at vide, at nogen faktisk synes min sære sammenblanding af interesser er meget hyggelig. Jeg tror slet ikke, at jeg ville kunne finde ud af at stoppe nu - heller ikke, hvis der ikke var nogen, der læste med - men det ER nu engang sjovere med lidt interaktion. Tak fordi I er her! <3 Jeg kunne virkelig også godt bruge nogle flere blogs på min læseliste, så kom endelig med tips i kommentarfeltet!