CHIPS 2019 PT. II

(UDGIVET SEPTEMBER 2019)

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har snakket om chips, men jeg har ikke ligget på den lade side hen over sommeren, og i dag fortæller jeg om en række varianter, der for de flestes vedkommende er indtaget i solskin med en iskold cola, hvilket muligvis kan have haft en positiv effekt på karaktergivningen.

For et par måneder siden besøgte jeg en af mine gode venner, der er flyttet til Brønshøj, og vi gik en tur ved mosen og spiste pizza, og så gik vi på eventyr i den lokale føtex. For snart mange år siden var vi roommates i en lejlighed på Frederiksberg Allé, hvor vi ofte frekventerede den lokale, kæmpestore føtex, hvilket gav denne tur en vis nostalgifaktor, der gjorde mig villig til at betale TRES kroner for to poser chips. Men de var også fra Herr's; det fremragende amerikanske mærke, der tidligere har fået et 10-tal af mig for deres variant med jalapeños, hvilket altså lokkede lidt ekstra.

Første pose, 'Deep Dish Pizza', blev åbnet i selskab med min ven, og vi kunne konstatere, at de ikke duftede af ret meget, men lokkede med deres meget store og luftige format. Smagen var heldigvis ganske kraftig, og selvom de smagte mere af en Dolmio-sauce end af pizza, var de stadig ret lækre. Det var svært at holde fingrene fra dem, og jeg giver dem et stort otte-tal, mens min ven lidt nærigt kun giver syv.

Jeg gemte dem med ost til sidst, da jeg var sikker på, at jeg ville elske dem - og så var smagen umiddelbart den mest normale og dermed mindst interessant for anmeldelsen. Jeg elskede dem dog slet ikke, for der var langt fra ostepulver nok på de ellers stadig lækre, store stænger, og det var en ubeskrivelig skuffelse. Jeg kan ikke give dem mere end et lille syv-tal, for de er selvfølgelig stadig frådeværdige, men langt fra de små bidder af himlen, som jeg havde forventet.

Faste læsere vil vide hvor unaturligt glad jeg er for de lige så unaturlige Pringles, og varianten Cheesy Cheese fik mig hurtigt til at hamstre rør i Lidl, da jeg til min store glæde opdagede et lille parti i spotvarerne. Ved første øjekast ser de ikke ud af meget, og den allerførste chip var også undervældende, men efter at have frådet et par stykker, kom den lækre ostesmag til sin ret. De mindede mig om nogle af mine favoritter fra Lay's med hvid ost, som jeg desværre kun har fundet i Den Dominikanske Republik, men i længden kom jeg også til at savne variation i chipsenes udformning, for smagen er ikke helt speciel nok til at kunne bære et helt rør sammenpresset kartoffelmasse. Det har været en af de få gange, hvor Pringles-formatet har trukket den samlede oplevelse ned, men jeg vil stadig gerne give det knaldgule rør et pænt ni-tal.

Gennem tiden har jeg haft mange gæsteanmeldere, men den klart mest entusiastiske (ud over de to hunde, selvfølgelig) har været min nevø, der har kastet sig over projektet med stor begejstring. Så selvom jeg egentlig prøver at holde mig til kartoffelsnacks (eller i hvert fald snacks fra de kendte mærker), kunne jeg ikke sige nej til at anmelde denne fine pose, som han selv har købt til mig. Han har altid gode observationer, og mente, at disse sprøde majssnacks duftede af ost og bacon - jeg synes ikke, at de duftede af noget særligt. Vi var alle enige om, at de smagte godt, men af alt for lidt - og i hvert fald ikke af ost. De er glutenfri og fedtfattige, og de kunne sagtens frådes i mangel af bedre, men de får kun et seks-tal af min kæreste og jeg, imens min nevø og svigerinde var endnu strengere og tildelte et lille fem-tal.

KiMs er en trofast og pålidelig leverandør af nye varianter til mine anmeldelser, og denne gang har jeg kastet mig over deres 'Ostehuller', der lover en smag af krydret ost. Posedesignet er lidt halvpinligt og unødvendigt, men det er måske et forsøg på at fjerne fokus fra det noget intetsigende indhold. Konsistensen af majsringene er egentlig god nok, og inviterer ligesom mange andre af dagens chips til at blive frådet, men smagen er ikke lige mig. Ostesmagen fortrænges af det krydrede, der leder mine tanker hen på pikant smøreost, og det er ikke en smag jeg ønsker i mine snacks. De får et meget lille seks-tal fra mig, men de er endnu et godt eksempel på vildt divergerende holdninger i husstanden, da min kæreste med rolig hånd giver dem et ni-tal.

Næste pose var også særligt udvalgt af min nevø, og jeg har utroligt nok ikke anmeldt den før nu, trods den ellers noget almindelige paprika-smag, men så vidt jeg kan se, har den ikke tidligere været i det faste sortiment i Danmark. Selve chipsene havde et godt crunch og var skåret af lækre kartofler - hvilket man altid kan regne med fra Lay's. Der var en fin mængde pulver på, men de smagte ikke af ret meget - for mit vedkommende gjorde det ikke så meget, da jeg ikke er stor fan af peber og paprika, men min nevø var ret skuffet. Vi sender begge et syv-tal efter den blå pose, mens min kæreste igen er mere gavmild med et otte-tal.

Dagens sidste varianter er tre flotte poser fra engelske Tyrrell's, som jeg skrev lidt mere om i mit sidste indlæg. Disse tre smager helt overordnet af mad, hvilket bestemt er ment som et kompliment, for jeg er virkelig imponeret af Tyrrell's evne til at finde på interessante smagssammensætninger - også selvom de ikke alle falder i min smag.

Den første pose var også umiddelbart den mest almindelige - med havsalt og sort peber. De smagte dog af utrolig meget; faktisk var de næsten lidt for stærke, men de gav mig en ustyrlig lyst til en bøf med bearnaisesauce. De får et syv-tal - og igen trækker posedesignet lidt op.

De furede, tykke kartoffelchips med ost og syltede løg er en af de varianter, der gør det sjovt at lave anmeldelser af chips. De er på samme måde utroligt ulækre og sært dragende, men under alle omstændigheder ret interessante, og jeg er sjældent stødt på chips, der har smagt af så meget. Eddikesmagen er næsten altoverdøvende, men der er også en undertone af kraftig ost - og ikke på den gode måde. Jeg synes de smager lidt af brændt pickle, og jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end et lille fire-tal, hvilket er en chokerende lav karakter til noget, der indeholder ost. Min kæreste er helt i den anden grøft og ville først have givet dem ti; men efter at være blevet lidt hurtigt træt af dem, sænker han sin karakter til et stadig meget pænt otte-tal (hvilket er sindssygt.)

Dagens sidste pose er også en af de sødeste, og jeg giver uden at blinke et helt point til posen alene. Jeg er klar over absurditeten i at dåne over en nuttet gris, når man skal til at spise den, men den er altså ubeskriveligt cute. Selve chipsene smager klart mest af kraftigt røget skinke/BBQ, imens antydningen af tranebær måske også er at smage på hver femte chip. Smagen er lidt for kraftig og 'brændt' til mig, men den smager som den skal, og med det ekstra point for billedet af grisen, når den lyserøde pose op på syv Pringlesrør. Tyrrell's varianter har denne gang ikke fået topkarakter hos mig, men jeg føler endnu engang et behov for at rose dem for deres originalitet.

(UDGIVET NOVEMBER 2019)

Jeg snakker meget om at prøve at gøre de ting, der skaber glæde hos mig, og mine chipsanmeldelser og dertilhørende indtag af store mængder chips hører klart til i dén pulje, så i dag deler jeg mine nyeste erfaringer. Jeg prøver løbende at rette op på den åbenlyse fejltagelse det er, at jeg indtil nu kun har anmeldt fem forskellige Pringles-varianter på bloggen, så dagens runde starter med en limited edition med smag af Spicy BBQ Ribs. Billedet illustrerer smagen meget godt; det er en blanding af tomat, hvidløg og kød dyppet i BBQ-sauce. Der er meget pulver på dem, og de smager ikke kunstigt, men bare meget af en kraftig marinade, og dén smagt er måske ikke lige så meget mig. Som Pringles-variant fungerer de dog som de skal, og jeg sætter pris på det lille touch af sukker, der bringer dem op på et lille syv-tal, hvilket min kæreste også giver dem. 

For snart fire år siden gav jeg begejstret topkarakter til en ny Taffel-variant med skovsvampe, urter og creme fraiche, og en af dagens to Taffel-poser fik derfor for alvor forventningens glæde frem i mig. Begge poser er flotte og sommerlige, men hvis jeg skal starte med efteraberen, kunne den desværre ikke helt leve op til sin episke forgænger. Den var god og smagte umiskendeligt af svampe - men den smagte ikke rigtig af nok, og den kan kun få et lille otte-tal af mig. Varianten med karamelliserede rødløg smagte heller ikke af meget, men trods alt af nok - der er mere en antydning af søde rødløg end en dominerende smag, hvilket passer udmærket til chipsen. Jeg tror ikke, at man kan lave en rødløgsvariant, der er bedre end denne, og den får et pænt otte-tal. Begge poser vinder på at have en meget lækker kartoffelchip som hovedingrediens, for her er Taffel stadig blandt de førende på markedet, og så er jeg åbenbart så hungrende efter blå himmel i øjeblikket, at jeg også synes poserne er flotte. 

Jeg elsker, når KiMs sender nye varianter på gaden, og selvom jeg foretrækker at anmelde forskellige udgaver af kartoffelchips, er det ind imellem også meget sjovt med noget helt andet - som denne omgangs Fest-mix og Sour Power Bomber. Det samme synes min kæreste, der prompte gav kuglerne topkarakter og fremhæver deres luftige konsistens og spændende smag. Jeg er ikke helt så begejstret og kan kun svinge mig op på et syvtal, da smagskombinationen af sour cream og sød chili ikke lige var mig. Andre vil mene, at det sure og søde netop komplimenterer hinanden godt, og jeg tror jeg står alene med min lidt-over-middelkarakter.  

Jeg havde ikke de store forventninger til nogen af poserne, men festblandingen var en overvældende positiv overraskelse! Det er sjældent, at blandingsposerne er særligt spændende, men denne sammensætning var helt perfekt, og de enkelte elementer forskellige nok til at gøre hver mundfuld interessant. Jeg var overbevist om, at stjernerne, stængerne, skallerne og spiralerne smagte af sour cream & onion, men ifølge posen er de bare 'krydrede'. Jeg vil kalde det en pikant løgsmag, og der er utroligt meget af pulveret - så jeg giver gavmildt et stort ni-tal til posen. Min kæreste nøjes med et otte-tal, og jeg var tæt på at gøre det samme, da jeg læste beskrivelsen bagpå, hvor der (blandt meget andet) står: "Er der noget sjovere end at invitere sig selv til verdens fedeste fest? KiMs Festmix indbyder dig til at dele det gode selskab. Stemningen er frisk og varm. Den får dine smagsløg til at danse i det grønne, det gule og det røde, cremede lys(...) Det, de unge vil have." Helt ærligt, KiMs. 

Som tidligere nævnt er min kæreste blevet en trofast leverandør i nye chipsvarianter til anmeldelse, og senest havde han tre svenske poser med hjem fra et af yndlingsmærkerne i nabolandet. De helt almindeligt saltede franske kartofler var et solidt bud på en klassiker - de er ikke helt på siden af Taffel og KiMs, men stadig langt over discountmærkerne, og jeg tror også, at de er en anelse tykkere. Vi giver begge den gule pose et pænt otte-tal.

Bølgechipsene med grillsmag er den perfekte snack, hvis man er lidt småsulten og godt kan lide en god, røget løgsmag. Jeg synes normalt, at grill- og barbecuechips kan blive lidt for røgede og kraftige i smagen, men det var slet ikke tilfældet her, og de får et lidt overraskende stort otte-tal fra os begge. Den sidste pose er naturligt nok grøn, da indholdet gerne skulle smage af dild og purløg - og det gør de lækre, bølgede kartoffelchips heldigvis også. Jeg er generelt ret glad for dildchips, og disse var sprøde, pulveret var rigeligt, og purløgene gav et ekstra pift, så i min bog er de et godt bud på en nyklassiker. De får et flot ni-tal af mig, og et pænt otte-tal af min kæreste, der synes at man godt kunne eksperimentere med flere varianter med forskellige urter. 

Vores tur til Grækenland bød heldigvis også på nye smagsoplevelser, og dagens sidste syv poser er købt i Athen. Lays er et populært mærke over hele verden, så jeg kan ind imellem finde nye varianter, når jeg besøger nye steder, og Athen var ikke nogen undtagelse med hele tre lækre poser. Den første med oregano smagte præcist som forventet - en simpel, men ganske velsmagende kartoffelchip med en god mængde af oreganopulver. Den får et otte-tal fra min kæreste og jeg, og det er værd at bemærke, at det er en god variant til når man er rigtig sulten. 

Den lyslilla sommervariant med Prawn Cocktail lokkede med en dejlig duft, men selve chipsene smagte desværre ikke af ret meget. Kartoffelsmagen overdøver det udefinerbare hint af noget andet, der i hvert fald ikke er rejecocktail, men mest af alt bare eddike, og det var noget af en skuffelse fra et ellers solidt mærke. Min kæreste var hård i sin dom og tildeler et fem-tal, imens jeg kaster et ekstra rør i puljen og giver seks - men ikke fordi de lever op til beskrivelsen.

Jeg havde glædet mig mest til den sidste pose, der lokkede med en flot, blå farve og lovning om smag af tzatziki. Smagen sad heldigvis lige i skabet og var stort set som forventet; og selvom de nok mest af alt smagte af hvidløg, bilder jeg mig også ind, at jeg kunne smage noget agurk. Jeg er klar over, at det er noget af en bedrift at få en kartoffelchip til at smage af agurk, men med billedet af en portion tzatziki på nethinden, er det en oplagt association. Både min kæreste og jeg giver dem et stort otte-tal, og selvom det er inderligt ligegyldigt, har jeg overvejet i dagevis, om jeg burde give dem ni i stedet. De er i hvert fald gode. 

Det sjoveste er dog altid at smage landenes egne mærker, selvom de sjældent opnår de højeste karakterer. Det gør sig også gældende for græske Tsipers, der nu ellers som udgangspunkt er nogle udmærkede discountbølgechips. Udgaven med salt smager nærmest af KiMs havsalt-variant; den er ikke for olieret og knaser godt, og den får et ottetal fra os begge. Den grønne oregano-pose kommer dog ikke i nærheden af førnævnte udgave fra Lays, og oregano-smagen overdøves af salt og andre krydderier. Den får et seks-tal, men helt skidt bliver det først med barbeque-posen, der smager fladt og brændt. Jeg giver dagens laveste karakter på fire Pringlesrør, imens min kæreste svinger sig op på fem. 

Dagens sidste pose kommer fra det græske mærke Ohonos, og det idylliske, tegnede landbrug skruede for alvor mine forventninger op - selvfølgelig sammen med udsigten til chips med cheddar cheese & parmesan-smag. Jeg ved ikke, om det skyldes deres glutenfri eller kogte egenskaber, men konsistensen er utroligt lækker, og lidt mere 'tør' end normalt. De er tyndtskårede og krøllede, og selvom de umiddelbart ikke ser ud til at have meget pulver på sig, smager de ret kraftigt - det er næsten som om smagen sidder i kartoflen. Jeg giver gavmildt et ni-tal, men min kæreste ødelægger den gode stemning og slutter af med et lille syv-tal og kommentaren om, at de er for krøllede og smager unaturligt og ikke af kartoffel. Oh well.