CELL

(UDGIVET DECEMBER 2016)

Jeg har brudt min kronologiske gennemlæsning af Stephen Kings værker for lige at genlæse horrorromanen 'Cell' fra 2006. Jeg faldt pludselig over filmen, der er indspillet i 2014, men som jeg overhovedet ikke har hørt om, og jeg ville gerne læse bogen igen før jeg så filmatiseringen. I Cell følger man comic book-writeren (en ganske lille afvigelse fra den sædvanlige forfatter-hovedperson) Clayton, der befinder sig i Boston under 'The Pulse' - et altødelæggende signal, der pludseligt og aggressivt spredes via mobiltelefoner og forvandler deres brugere til zombie-agtige, vanvittige dræbere, der overfalder alt omkring sig. Det er en af de mest intense åbningsscener jeg nogensinde har læst i en bog, og der er generelt et højt tempo de 350 sider igennem, hvilket er lidt atypisk for King, der normalt elsker de laaaange beskrivelser af både byer og personer.

Clay slipper væk fra det værste kaos, men er desperat efter at finde sin søn hjemme i Maine (but of course), og han slår sig sammen med den sympatiske Tom og den unge teenager Alice på vejen. King excellerer igen i at skrive relaterbare karakterer i alle aldre, og selvom man aldrig når at komme helt ind under huden på dem alle, virker deres handlinger og reaktioner ganske naturlige i en forrykt verden. 'Zombierne' i Cell kaldes phoners, og de er ikke helt så uintelligente som den klassiske zombie, ligesom de heller ikke virker helt uden for rækkevidde. Deres floktendenser gav mig oprigtigt kuldegysninger, og der er nogle ret heftige, eksplicit ulækre scener, når vores venner kommer i karambolage med dem - det er længe siden jeg har oplevet King skrive horror på den måde, og jeg er vild med det.

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for Cell. Jeg behøver vel snart ikke sige det, men verdens undergang er et af mine favoritemner i litteratur og på film, og Cell er langt hen af vejen et godt alternativ til de sædvanlige scenarier. Der er lidt paperback, hurtig-krimi over historiens opbygning, men det fungerer langt hen af vejen. Til sidst må jeg dog sige, at slutningen trækker kraftigt ned i mit samlede indtryk af romanen. Ingen spoilers, men jeg hader den.

Som trofast Stephen King-fan lærte jeg ret hurtigt ikke at forvente meget af bøgernes adaptioner til det store lærred. Af og til er det dog svært at lade være med at få forhåbningerne op, og da jeg pludselig faldt over filmatiseringen af Cell, der var fløjet fuldstændig under min radar, blev jeg faktisk helt begejstret. Jeg er som sagt ret glad for Cell, og med castingen af John Cusack og Samuel L. Jackson (der havde et fedt samspil i en sjældent vellykket King-film, 1408) kunne det vel ikke gå helt galt. Det undrede mig dog lidt, at jeg slet ikke havde hørt om filmen - men det skulle ret hurtigt vise sig hvorfor.

Filmen er ELENDIG. Den havde så meget potentiale, men det blev på ingen måde indfriet i dette usammenhængende kaos af en overflødighed. Jeg så filmen sammen med min far, der er lige så stor Stephen King-nørd som jeg er, men selvom han altså også har læst bogen for nogle år siden, fattede han ingenting af filmen - og jeg gjorde næsten heller ikke. Hvis man ikke har bogen frisk i erindringen giver filmen slet og ret ingen mening; essentielle scener er klippet ud, og det er absurd, at den overhovedet er blevet udgivet. Det er en skam, og ikke engang Cusack og Jackson kan redde dette makværk - de har simpelthen bare et ekstremt ringe screenplay at arbejde ud fra, og kun et minimum af den dialog, der gjorde romanen god.

Filmens eneste formildende omstændighed er brugen af Trololo-sangen i en af nøglescenerne, der faktisk også ender med at blive lidt uhyggelig, hvilket var lidt uventet i en så dårlig film. Alt i alt er det dog en af de værste King-filmatiseringer, jeg nogensinde har set, og det siger altså ikke så lidt.