01 januar 2021

CHIPS 2020 PT. I

Vi har taget hul på et nyt årti, og jeg fortsætter ufortrødent med mine anmeldelser af chips, eftersom strømmen af nye snacks heldigvis ikke er blevet mindre gennem årene. (Senest har jeg fået fingrene i de tre nye "dobbelt"-varianter fra KiMs, men den anmeldelse følger først i næste runde, så stay tuned) Til at skyde 2020 i gang har jeg smagt på KiMs festlige blå og røde franske kartoffelchips, der var ganske interessante.

Min mand fik lov til at vælge først, så vi startede med de røde franske kartofler med salt & vinegar-smag. Det var en spændende kartoffelsort, der havde en dejlig form og størrelse og smagte meget af kartoffel - det lille hint af vinegar var ikke dominerende, men meget passende til denne variant. De var en anelse porøse, men heldigvis ikke alt for olierede, hvilket ellers godt kan være tilfældet med den type - der var dog ikke så meget bid i dem. Min mand og jeg giver dem et otte-tal; havde jeg spist dem med lukkede øjne havde de nok kun fået en syver, men den flotte, røde farve trækker op.

De blå franske kartofler med havsalt er meget blålilla og utroligt flotte. De ligner næsten rødbedechips, men det er kartofler - der dog som posen lover smager lidt mere cremede og søde end normale kartofler. De er hårdere i konsistensen end de røde chips, men stadigt mere porøse end de almindelige. De smager helt ærligt ikke af ret meget, og de er lidt kedelige, men farven gør dem ekstra interessante og lægger igen en karakter til bedømmelsen, der ender med et otte-tal fra min mand, men kun et syv-tal fra mig.

Som tidligere nævnt er min mand gået all-in på mit anmeldelsesprojekt, og han bringer ivrigt nye varianter hjem - nogle gange lidt for ivrigt. Jeg prøver som udgangspunkt at holde mig til kartoffelsnacks (og flere og flere med majs), men som følge af min kærestes velmenende handling, kommer her en bedømmelse af tre varianter med 23% rismel. Der er også både kartoffel- og majsmel i blandingen, og grundchippen adskiller sig i virkeligheden ikke ret meget fra de normale Pringles - bortset fra en anelse mere porøs konsistens, der åbenbart er et tema denne gang.

Det røde rør var med Malaysian Red Curry, og selvom karrysmag på chips nok aldrig bliver en rigtig god idé, giver det i det mindste lidt mere mening på en risvariant, og de smagte faktisk af det, de skulle. Uden at have ret stor viden om asiatisk mad, smagte varianten malaysisk og sød, og den får et syv-tal fra os begge. Den grønne variant var med Peking Duck & Hoisin Sauce-smag, og fik mine tanker hen på kinesisk mad, men på den lidt uheldige måde. Det er en interessant smag i små mængder, men de var desværre bare ikke ret gode, og den sødlige smag trækker helt ned på et fem-tal. Den orange og sidste variant holder også hvad den lover, og duftede kraftigt af Indian Chicken Tikka Masala. Det virkede tillokkende, men smagen var ikke god på denne rismels/kartoffel/majs-blanding, og de når kun akkurat op på et lille seks-tal i vores bedømmelse. Det var et spændende eksperiment, der må få pluspoint for at leve op til deres navne, men jeg ville nok ikke købe nogle af varianterne igen.

Jeg glemte helt denne grønne, græske pose i sidste anmeldelsesrunde, men i Athen faldt vi over Taco-Doritos, og selvom det ikke var et vanvittigt interessant bekendtskab, skal de trekantede majschips stadig have et par ord med på vejen. Men et par ord er alt, det kan blive til, for jeg vil aldrig komme til at forstå folk, der frivilligt vælger denne variant frem for den orange Nacho Cheese-udgave, der er uendeligt meget bedre. Doritos bud på taco-smag er en halvkedelig omgang, der lige slæber sig op på et seks-tal.

Min mand rettede op på ris-fadæsen ved at bringe to "Dinner Party Edition"-Pringlesrør med hjem, for jeg ER glad for Pringles, og jeg elsker at smage meget specifikke smagsvarianter, hvilket disse to må siges at være. Chipsene i det flotte, lilla rør smager præcis, som billedet antyder - som om de har ligget sammen med en honningglaseret skinke. Billedet er i øvrigt totalt over the top, men jeg er vild med chipsenes placering, der leder tankerne hen på spareribs eller en steg. Smagen er noget speciel, men den er ret godt afbalanceret mellem det søde og salte, og den er hverken for røget eller smager for meget af kød. Det bliver aldrig en af mine favoritter, men jeg giver den alligevel et pænt syv-tal, hvorimod min mand, der egentlig ikke er stor Pringles-fan, smider et begejstret ni-tal efter den.

Den næste smagsvariant er endnu mere avanceret; alene duften af "Cheese Fondue with Garlic & White Wine Flavour" må være en af de mest varierede jeg er stødt på, og jeg var ikke overraskende ret vild med den. Det er også en ret interessant smag, hvor den kraftige, lidt "gamle" ostesmag træder mest tydeligt frem, hvorefter hvidvinen med et lille touch af hvidløg dukker op. Jeg kunne forestille mig, at det er en variant, der deler vandene - men jeg er som sagt særligt glad for nye og uprøvede smagssammensætninger, og jeg giver dem gavmildt et ni-tal. Min mand nøjes med otte, men var også glad for dem.

Nu, hvor jeg alligevel har anmeldt tre risvarianter, kan jeg lige så godt kaste mig over en af de mest traditionelle majssnacks; nemlig Bugles fra Chicago. Ligesom alle andre, har jeg også leget heks med Bugles på fingrene som barn, og jeg kan ikke udelukke, at nostalgifaktoren gør mig lidt venligere stemt end jeg ellers ville være.

Jeg var i hvert fald overrasket over min begejstring for de helt originale Bugles, som jeg ikke havde smagt i hundrede år og ikke havde forventet at synes særligt godt om. De var slet ikke så kedelige, som jeg huskede dem, og jeg synes sagtens de kan spises uden dip. De får et solidt otte-tal fra min søster og jeg, der med glæde åbnede den næste pose med nacho cheese-smag. De var ikke overraskende vores favoritter, og det lækre crunch var i perfekt samspil med ostesmagen, der dog godt kunne være en anelse kraftigere. Denne lille detalje trækker dem ned på et (stort) otte-tal for mig, mens min søster gladeligt giver dem ni. Den sidste variant var med roasted paprika-smag, hvilket jeg ikke normalt er så glad for, så mit seks-tal er egentlig ganske pænt. Min søster giver dem syv, men vi er begge enige om, at man aldrig behøver at købe andre end ostevarianten. Selvfølgelig.

Denne årets første runde er blevet lidt atypisk, og for at slutte af i samme ånd, bliver den sidste variant en noget forsinket julepose fra svenske Estrella. Grundchippen er mere eller mindre en skamløs kopi af Bugles-hornet, men selvom jeg er ked af at indrømme det, har de faktisk et endnu bedre crunch end originalen. Der er ikke meget jul over smagen, men den milde Jalapeño er overraskende god, og det lille touch af hvidløg trækker for anden gang i dag en smagsvariant op. Min mand mener dog, at netop denne detalje trækker ned, da han af uforklarlige årsager ikke mener, at hvidløg hører hjemme på chips(?), men vi ender begge på et pænt otte-tal.

(UDGIVET MARTS 2020)
Det er ikke ret længe siden min sidste anmeldelsesrunde, men i disse undergangstider, hvor chips, slik og junkfood udgør en lang større bestanddel af danskernes kost end normalt - fornemmer jeg - tænkte jeg det kunne være passende med en lille guide til nye varianter man kan trøstespise, imens man bladrer Netflix igennem for tyvende gang.

Rundens første pose er endnu en variant, der bevæger sig lige på kanten af hvad jeg kan retfærdiggøre at anmelde. Kommentarfeltet til sidste indlæg afslørede dog, at jeg ikke er den eneste, der har forelsket mig hovedkulds i Smash! fra KiMs, og med dem kan jeg starte denne omgang med en stor omgang positivitet. For jeg ELSKER dem. Det er selvfølgelig ikke ligefrem en original præference at kunne lide salt og sødt sammen, men kombinationen bliver ofte overladt til forbrugeren, der derfor er henstillet til selv at måtte eksperimentere med diverse chokolader og chipsposer. Her er det klaret for én, og de lækreste, sprødeste Bugles-kopier er overtrukket med et perfekt lag af chokolade, der sætter mig i øjeblikkelig ekstase i det sekund, jeg bider ned på dem. Nogen vil mene, at de klart er over-the-top - jeg mener, at de er helt perfekte, og kvitterer med topkarakteren 10. 
De næste tre poser er også fra KiMs, og er nyfortolkninger af deres grundchips; skruer, snackchips og de riflede. For at skille sig yderligere ud fra mængderne på snackhylderne, er de alle "dobbeltkrydrede", hvilket tilsyneladende bare indebærer, at de har fået et ekstra lag olie før krydderierne kom på. Det er ikke min mening at lyde negativ, for jeg sætter altid pris på nye, spændende varianter, men nu er jeg snart så gammel og garvet i det her game, at jeg godt kan spotte deres små tricks. (Jeg skal snart til at opdatere mit CV, og jeg tænker, at det er en kvalitet, der bliver sat stor pris på i erhvervslivet). Jeg giver dog point for poserne, der er enormt flotte og iøjnefaldende, med skarpt design og flotte billeder af lækre ingredienser, og det er ikke deres skyld, at jeg ikke kunne tage et ordentligt billede af dem. 

Ved første øjekast troede jeg, at jeg ville være gladest for den gule pose. Jeg kan godt lide skruer, og jeg kan godt lide ost - og disse "Hot Cheese"-skruer skulle smage af lagret cheddar og chiliolie, så den burde sidde lige i skabet. Min begejstring steg yderligere, da jeg så skruernes størrelse - de var dobbelt så store som normalt, og så meget mere luftige ud, men det viste sig hurtigt, at det skyldes deres hovedbestanddel; skruerne var ikke kartoffelskruer, men LINSEskruer! Det reklamerer posen ikke ret meget med - det er kun det høje proteinindhold, der afslører, at der er noget på færde. Konsistensen var uhyggeligt lækker, og det var svært ikke at fråde dem, og det er uden sammenligning de bedste linsechips, jeg nogensinde har smagt - men de havde også lidt uforklarligt en bismag af baconchips (de der ulækre, lune klamheder, man kan købe til suspekte byfester), hvilket trak ned for mig. Jeg ender på syv, mens min mand begejstret giver ni Pringlesrør til posen. 
Den grønne pose indeholdt en ny variant af snackchips, og jeg havde derfor på forhånd dømt dem ude. Men smagsvarianten "Mexifiesta" med basilikumolie, jalapenos og hvidløg var overraskende god, og klart den bedste af sin slags, og især basilikumsmagen var dominerende. De er gode at fråde, og kan sagtens være tilbehør til (eller helt erstatte) et måltid i disse tider, og det er også nødvendigt at spise mange af dem på én gang for at få chili-smagen frem. Min mand synes den smagte som en stærk hvidløgsudgave af sourcream & onion, og eftersom han er glad for grundchippen, giver han også denne pose ni Pringlesrør. Jeg holder mig på otte, hvilket nu også er en ualmindeligt flot karakter for en snackchip-variant. 

Den sidste dobbeltkrydrede pose i denne omgang var "Margherita" med tomat, ost og basilikumolie på riflede kartoffelchips, og dermed også den mest "sikre" variant. Der er mange chips, der smager af pizza, men denne kommer tættere på en lækker, simpel, italiensk pizza end en vulgær kødpizza fra den tyrkiske på hjørnet, og det er selvfølgelig et klart plus. For mig trækker det op, at de ikke har en dominerende oregano-smag, men derimod blot et hint af basilikum i den lækre tomat- og ostesmag. Her er altså endnu en variant, der snildt kan bruges som substitut for et måltid mad, og det får de et otte-tal for - min mand er helt ustyrlig, og giver også denne sidste KiMs-pose et ni-tal. 
Rundens Pringles-variant er med forårsløg, der bliver vist meget kunstfærdigt frem på det ikke så kønne, lysegrønne rør. De holder, hvad de lover og smager kraftigt af forårsløg - jeg har efterhånden lært, at "forårsløg" betyder smag af løg, og "løg" betyder grillsmag, når det kommer til chips, og det passer også denne gang. Smagen var dog lidt kedelig i sig selv, og jeg blev træt af dem i længden - selvom jeg er utroligt glad for Pringles-chips, skal de helst smage af noget, jeg virkelig godt kan lide, og denne variant ender med et lille syv-tal. 
Min søster er blevet en ivrig aktør i mit foretagende, og hun bragte betænksomt tre norske poser chips med hjem til mig fra deres skiferie. De første to poser er Sørlandschips, og jeg bliver simpelthen nødt til at rose posedesignet mere end normalt; allerførst er det uendeligt sejt at lade chipsene stå på ski og dase på stranden, men endnu sejere er deres miljøbevidsthed, der gør det nemt både at spore kartoflerne til gården, de kommer fra, at bruge posen som chipsskål, og nemt at affaldssortere den bagefter. Derudover er der utroligt mange fine, lidt unødvendige informationer, blandt andet ovenstående, der klart får point fra mig. 

Det er heldigt, at chipsene er pakket ind i verdens sejeste poser, for selve chipsene er desværre ikke noget at råbe hurra for. Vi spiste først varianten med tang, der - måske ikke så overraskende - smager meget af tang. På den dårlige måde. De smager anderledes end de lugter, og smagen ændrer sig også, når man har tygget lidt på dem - eftersmagen er en mere fredelig salt og peber-smag. Grundchippen er lækker og har et godt crunch, men det kan alligevel ikke blive til mere end et fem-tal fra mig - mest på grund af posen - og min søster kan kun give fire. Den anden pose med havsalt var noget bedre - her kom selve chippen til sin ret, selvom de som så mange andre grovchips også smagte lidt rigeligt af olie. De får et pænt syv-tal, og så håber jeg, at jeg får lejlighed til at smage på nogle flere af Sørlandschips' varianter engang. 
Den sidste norske pose var fra mærket med det episke navn Totenflak, der nu bare hentyder til det område, de kommer fra, og som ellers ikke gjorde det store væsen af sig på designsiden. Det var endnu en grovchip, hvor der bliver gjort meget ud af håndarbejdet og langsommeligheden, og også disse kartofler kunne spores tilbage til oprindelsesgården - en kombination, der fik mig til at længes efter en norsk bondegårdsferie. Selve chipsene var ultratynde af grovchips at være, meget mørke, og måske stegt lige rigeligt, og der var godt med smag i dem. Rømme smager af (og er nærmest) sourcream, og urterne og krydderierne smager af, ja, onion, så det er en gammel kending i forklædning, synes jeg. Det gør dem nu ikke dårligere, og de fik et pænt syv-tal fra min far og jeg, mens min strenge søster nøjes med et seks-tal. 

Selvom ikke alle varianter er lige lette at få fat i i disse karantæne-tider, er KiMs altid en trofast leverandør, og jeg håber I kan bruge denne gennemgang som inspiration til madlavning i denne periode, hvor vi har al tid i verden, men ikke overskud til noget som helst. 

(UDGIVET MAJ 2020)
I morgen er det allerede sommer - både ifølge kalenderen og det helt forrygende vejr - så det er ved at være på tide at få anmeldt disse umanerligt lækre snebolde fra svenske OLW. Cheez Snow Ballz med white cheddar & sourcream er mindre end jeg havde forventet (og lidt mindre end de regulære Cheez Ballz, der for to år siden fik et 9-tal i en ren lovprisning af en række svenske chips), men det gør det heldigvis kun til en sjovere oplevelse at fylde munden med dem, hvilket de klart opfordrer til. Smagen sidder lige i skabet, for jeg kan faktisk smage både sourcream og den hvide cheddar, som jeg elsker, og konsistensen bliver næsten helt cremet, når man tygger på dem. Jeg er helt vild med dem, og fordi jeg er i ekstra godt humør, får de topkarakteren 10. Min mand er også glad for dem, men ønskede sig en anelse kraftigere ostesmag og ender på et 9-tal. 
Jeg har tidligere anmeldt andre varianter af KiMs Crunch Cut, og jeg kastede endda begejstret et 10-tal efter - ikke overraskende - sourcream & onion-posen for fire år siden. Nyhedens interesse er dalet en anelse, men jeg er stadig virkelig glad for den lækre udformning af chipsene, der ender med en konsistens som de tynde sticks, som jeg også er fan af. Denne variant er med rødløg og vinegar, hvilket i mine øjne er en interessant kombination, og jeg kan godt lide blandingen af rødløgets sødme og den skarpe eddikesmag. De får et solidt 8-tal af mig, mens min mand giver et syvtal og et ønske om mindre rødløg. 
Jeg er generelt glad for ostepops, osterejer og ostekugler, så jeg var SÅ klar, da min mand havde hele to nye varianter med hjem til os. De iøjnefaldende poser fra Double Dutch bød på en god grundsnack med en lækker konsistens, men der er stadig længder op til både KiMs og OLWs varianter, så det var smagen, der skulle overbevise os. Den første pose med jalapeño skulle angiveligt være de stærkeste - det var de ikke, men de var gode. Jalapeñosmagen overdøvede næsten smagen af ost, og selvom én bestemt smager af flere, får de kun et 7-tal af min mand og mig. 

Lidt bedre gik det for den gule pose med habanero, for selvom forsiden af posen ikke reklamerer synderligt for det, betyder "cheesy" i dette tilfælde helt klart blue cheese. Det skal man nok lige være både forberedt på og glad for, hvis man skal kunne sætte pris på dem, men det er jeg, og de er stærke på en syrlig, næsten frisk måde (jeg er dog næsten overbevist om, at friskheden ikke strækker sig til ens ånde efter indtagelse). De får et stort 8-tal af mig, og et 9-tal af min mand. 
I sidste anmeldelsesrunde lovpriste jeg Smash! fra KiMs, der er et sandt lille mirakel  med sin perfekte kombination af sødt og salt, og i dag er det blevet tid til den svenske fætter OLWs variant. De har dyppet deres 'cheez crunchers' i chokolade, og det er slet ikke så ulækkert som det lyder - men mest af alt, fordi de slet ikke smager af ost, hvilket trods alt nok er meget godt. De er nærmest ikke salte overhovedet, men de har et godt crunch, og det ér bare en god idé at dyppe ting i chokolade, så jeg kvitterer med et lille 9-tal. 
Rundens tre sidste poser kommer fra spanske Quillo; et ambitiøst venneprojekt og helt klart mærket med den allermest... polerede instagramprofil. Grundchippen er også af den klassiske, sydeuropæiske karakter; en tyndtskåret og ret olieret kartoffelchip, der passer bedre til tapas og rødvin end til rød sodavand og fredagsslik (ikke altid et plus i min bog, men mine smagsløg er jo heller aldrig blevet rigtigt voksne). Selvom indholdet i disse flotte poser ikke var overvældende, bliver jeg nødt til at vende tilbage til dette mærke engang, alene for at smage denne variant med Fried Egg! Jeg giver altid mentale pluspoint til mærker, der afprøver spændende smage. 

Den første pose smagte lige som den skulle - af en rigtig lækker, modnet spansk skinke. De konstituerer næsten et lille måltid i sig selv, og når jeg ender på et 7-tal, er det kun fordi jeg helt overordnet ikke er så begejstret for kødsmag i chips. Den næste pose både duftede og smagte umanerligt meget af trøffel, hvilket nok også er en aquired taste, men i små mængder var de meget gode. Chips der smager af rigtig meget er altid interessante, men de kan heller ikke få mere end 7. 

Den sidste pose var helt klart også den mest interessante - de sprøde kartoffelchips skulle angiveligt smage af lemon & pink pepper, og det kan godt være lidt et minefelt at bringe (citrus)frugt ind i den salte ligning. De smagte dog overraskende godt; citronen fik næsten tankerne hen på en Limoncello, og for anden gang i dag bruger jeg ordet "frisk" om normalt tunge kartoffelchips. Pink pepper kunne jeg ikke smage noget af, men posen ender - ligesom resten af Quillo-holdet - med et stort 7-tal. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar