my cheeks are chewed down to the bit

I anledningen af Halloween har jeg lavet en lille liste over uhyggelige emner, der har optaget mig den sidste tid: 

- Allermest uhyggeligt og skræmmende på den bedste måde var min tur på Frilandsmuseet i sidste weekend, hvor jeg sammen med min veninde havde en "horror-teateroplevelse" med temaet "Den Sorte Død". Jeg har aldrig været på Frilandsmuseet før, og det bidrog til uhyggen at jeg slet ikke kendte det område, vi gik rundt i - og der var helt mørkt. Det var fra start til slut et vanvittigt gennemført arrangement med meget overbevisende skuespillere, og det var fyldt med små detaljer, som man selv måtte opdage, hvilket gjorde oplevelsen langt mere uhyggelig. I et mørklagt hus vi gik forbi spottede vi to piger, der stod helt stille og tæt sammen i vinduet og kiggede ud på os, og det var ekstremt meget mere skræmmende end hvis vores "guide" havde lyst lommelygten på dem. Jeg vender helt sikkert tilbage, hvis de har et lignende arrangement næste år. 

- Næsten lige så skræmmende var AaBs nederlag til Viborg i mandags. Jeg var helt tom for ord bagefter, men jeg er faktisk stadig optimistisk generelt - selvom jeg finder det bekymrende, at AaBs formkurve har været nedadgående siden jeg så dem på Brøndby Stadion. Jeg beklager, hvis jeg har været medvirkende til den seneste tids elendighed. Pokalnederlaget i går til Midtjylland var derfor forventet, men heldigvis med meget bedre AaB-spil, og jeg tror stadig på projektet og Cífuentes. 

- Jeg finder også min politikerlede ret skræmmende. Jeg gik meget op i politik, da jeg var yngre - det gør jeg for så vidt stadigvæk, selvom jeg ikke længere synes jeg kan finde et tilholdssted. Jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på lige om lidt - jeg ved kun, hvem jeg IKKE skal stemme på. Jeg er gået så langt som at læse op på nogle obskure lokallister, for selvom jeg har forståelse for, at man ikke kan være enig om det hele, er der nogle emner jeg ikke er villig til at gå op kompromis med. 

- Mindst uhyggelig var Venom 2: Let There Be Carnage, som jeg så i biografen i går sammen med nogle gode kollegaer. Hende jeg sad ved siden af måtte dog flere gange gemme hovedet bag popcornene, og jeg er altid fascineret af hvor forskelligt man kan opfatte en film. Til gengæld var den virkelig sjov og fjollet - jeg ved ikke, om jeg har sænket mine filmsnob-standarder de sidste par år, men jeg var altså rigtig godt underholdt. Og så elsker jeg Woody Harrelson!  

in the shadow you gave me a rainbow

 

Det er en udfordring for mig at finde tid til at dykke ned i Stephen Kings bagkatalog og fortsætte min kronologiske gennemgang, for manden er jo heldigvis stadigvæk enormt produktiv, og så går der nærmest ikke en måned uden noget nyt King-relateret medie. Men i sommerferien fik jeg endelig tid til at genbesøge Different Seasons fra 1982, der byder på fire fortællinger med underoverskrifter, der relaterer til hver af de fire sæsoner. Fælles for dem alle er (stort set) fraværet af overnaturlige elementer, og King fik slået fast med syvtommersøm, at han ikke behøver monstre eller magi for at skrive en god historie. Jeg har også lige skullet tage tilløb til at kaste mig over samlingen, der indeholder flere af de HELT store King-historier - det virker helt underligt at skulle snakke om dem nu, efter jeg har skrevet om King i så mange år. 

I dag skal det handle om en særdeles ikonisk én af slagsen; samlingens forårsnovelle 'Rita Hayworth and Shawshank Redemption' med undertitlen Hope Springs Eternal. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at det er så godt som umuligt for mig at adskille bog og film i dette tilfælde - Morgan Freeman ER jo bare fortælleren Red, ligesom den opportunistiske Andy Dufresne ikke kan spilles af andre end Tim Robbins (selvom det ellers var tæt på!). Frank Darabont behandler desuden materialet med så stor respekt, at filmen ligger meget tæt på den skrevne version - og der er vist generel konsensus om, at der her er tale om et af de usandsynligt få øjeblikke, hvor filmen er bedre end bogen. Det giver derfor heller ikke helt mening at lave en lige så skarp inddeling mellem bog og film i det følgende som jeg normalt ville gøre. Filmen er i øvrigt fra 1994 og som nævnt instrueret af Frank Darabont, der senere skulle instruere en anden fængselshistorie fra Kings hånd; nemlig The Green Mile. 

Ultrakort fortalt handler Shawshank Redemption om Andy Dufresne, der i 1947 bliver idømt livsvarigt fængsel for drabet på sin kone og dennes elsker. Han hævder, at han er uskyldig, og Andys historie fortælles af medfangen Red, der er fængslets ekspert i at indsmugle nødvendigheder fra omverdenen. Over de næste 28 år udvikler der sig et dybt venskab mellem de to mænd, og det er imponerende, hvor meget historie, der kan presses ind på så kort tid. Jeg beklager, hvis jeg spoiler slutningen for nogen, men jeg tror ikke jeg kender nogen, der IKKE har set filmen, og dermed ikke har set de ikoniske scener af Andy, der igennem årene nøjsommeligt har gravet et hul i væggen i sin celle, og som kravler en kilometer igennem lort og mudder for at nå friheden. 

Det var en af Kings allerførste historier, der blev fortalt i første person, og selvom det glipper af og til, giver det historien en troværdighed og oprigtighed, når Red f.eks. siger, at han ikke ved, hvad Andy tænkte, da denne flygtede, men at han forestiller sig at det forløb sådan som han fortæller det. Fortælleteknikken bruges også langt hen af vejen i filmen, der dog (heldigvis) også tager sig nogle friheder til at vise os de ting, Red ikke er vidne til. 

Red og Andy er naturligvis novellens hovedpersoner, men selve fængslet er nok den allervigtigste karakter, og King bruger mange linjer på at beskrive dets udformning og stemningen blandt de indsatte. Historien udspiller sig (næsten) udelukkende inden for fængslets mure, hvilket bidrager til den altdominerende følelse af klaustrofobi, og der bliver sat en stor streg under dén følelse, da Andy sendes i isolation i flere måneder i træk. Institutionalisering er et af de største temaer, og en af filmens mest rørende scener viser den milde Brooks, der slet ikke kan finde ud af verden uden for murene efter et helt liv bag tremmer, og som ender med at hænge sig selv. Når settingen er et fængsel for livstidsfanger, vil mange af karaktererne have gjort noget relativt slemt, men man glemmer øjeblikkeligt hvem mændene var, før de kom til Shawshank.  

Man bliver dog aldrig for alvor bekymret for Andy, der vel nærmest er personificeringen af håb. Han arbejder utrætteligt videre; han arbejder sig op i systemet og outsmarter både betjente og fængselsdirektør(er), og så får han også udvidet Brooks' gamle bibliotek, der i sig selv kan sprede glæde og håb (det ville det i hvert fald gøre for mig). Og så er det bare bad-ass at han graver sig ud, forfalsker sin identitet og udlever sin drøm i Zihuatanejo. Novellen slutter lidt mere åbent - Red skriver de sidste ord efter at være blevet løsladt fra fængslet; og efter en skattejagt er han nu på vej til Mexico for at finde sin ven. Helt i tråd med temaet om håb, ender han med at sige, at han håber, at han finder ham. (Men who am I kidding - jeg foretrækker filmen, der ender i et bjørnekram mellem Andy og Red og forsikrer os om, at det hele ender godt.)

Det er jo bare en helt åndssvagt god film. Den er ikke blandt mine favoritter, og heller ikke i top ti, men det er nok alligevel en af de film, jeg har set allerflest gange. Morgan Freeman er den mest behagelige, tillidsvækkende fortæller, og når man nu ubestrideligt ser ham i rollen som Red, er det endnu sværere at forestille sig, at det kunne være gået meget anderledes. Rob Reiner (der instruerede Stand By Me - også fra denne fortælling) ville nemlig frygtelig gerne have haft lov til at instruere The Shawshank Redemption - med Harrison Ford som Red og... Tom Cruise som Andy. Ahem. Et andet tidligt bud på Andy var faktisk Nicholas Cage, og så ville filmen jo øjeblikkeligt have været ødelagt for mig. Tim Robbins shiner som Andy, og en yngre Clancy Brown som ondsindet fængselsvagt bidrager til et tårnhøjt niveau af skuespil, og jeg er lykkelig for, at vi endte med Darabonts version. Og ja, det er måske lidt trættende, at man næsten SKAL kunne lide The Shawshank Redemption, men der er ingen vej udenom; den har fortjent sine priser og de høje placeringer på alverdens lister, for det er en smuk fortælling om håb og venskab.  

all the trees are turning color now

 

Da jeg fremviste Medieval Blacksmith nævnte jeg, at det var et af mine nyeste yndlingssæt, men at det trods alt var overgået af Tree House, som det skal handle om i dag - og jeg forudser, at det bliver svært at slå af pinden, for jeg har genopdaget så mange fede detaljer ved at tage billeder til indlægget, og jeg var helt solgt i forvejen. Det er på én gang en forrygende byggeoplevelse med mange forskellige teknikker og en tilfredsstillende stabilitet, og en invitation til at lade fantasien folde sig løs - og hvem har ikke drømt om at flytte ud i skoven mindst en gang eller ti i løbet af de sidste halvandet år? Hvis jeg fik muligheden, ville jeg i hvert fald flytte ind i LEGOs udgave på et splitsekund - især, hvis der også lige var nogen, jeg kunne ringe til, når noget skal fikses... Det ultimative træhus vil for mig i øvrigt altid være det fra Valhalla-tegnefilmen. 

Jeg elsker alt ved sættet; både ude og inde. Udenfor er jeg meget betaget af bækken, der er virkelig fint designet og en tydelig opgradering fra min barndoms printede plader (der nu bestemt også havde sin charme). De forskellige blomster og svampe pynter i landskabet, og på bålet kan man lave snobrød eller riste skumfiduser. Og gyngen! Ej, men jeg kan nærmest ikke forestille mig noget mere dejligt end at sidde på dén gynge en varm solskinsdag - måske efterfulgt af et dyp i vandet. 

Jeg kan også rigtig godt lide, at det ikke 'bare' er en klubhus-lignende hytte, men rent faktisk en permanent bolig. Eller - i hvert fald i sommerhalvåret - jeg er ikke sikker på, at det er specielt hyggeligt at spise aftensmad udendørs i februar måned, og eftersom hytterne er reserveret til badeværelse og soveværelser er indretningen måske ikke helt gennemtænkt. Men okay - hvem kan sige nej til et træk-og-slip-toilet i toppen af et træ? Det bidrager kun til sættets awesomeness, og jeg kan anbefale det til alle, der har lyst til at bygge noget lidt anderledes og virkelig fedt. 1799,- på LEGOs hjemmeside, og sikkert lidt billigere andre steder. 

En ekstra detalje ved det i forvejen imponerende sæt er i øvrigt muligheden for at skifte bladene ud med efterårsfarver i gule og orange nuancer. Det var egentlig min intention at få udskiftet bladene og få taget lidt flere billeder (jeg havde tydeligvis indlægstitlen klar), men I må vente i spænding lidt længere - eller google det. Jeg undskylder mig med Chorizo (min Far Cry 6- amigo), der er en hund efter flere eventyr, og jeg kan i hvert fald ikke sige nej til de øjne. 

there's something living in these lines

Fredag aften var jeg til kulturnat sammen med resten af København - og to gode venner, der heldigvis havde helt samme afslappede indstilling til programmet som jeg selv. Vi fik alligevel oplevet lidt af hvert - vi startede med 'Rundetaarn i kvindernes tegn', hvor vi blandt andet stødte på en overdimensioneret klitoris-skulptur, der rystede mit selskabs yngste (og af hankøn) medlem i sin grundvold. I en lidt anden boldgade besøgte vi også flere kirker på vores vej, og tændte et lys for min mor i den ene, hvorefter vi havde en fed tur i Odd Fellow-palæet, der var fyldt med uendelige rum, gange, trapper og døre; ligesom deres store logesal var perfekt. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi med vores bekendelse til ateismen aldrig kan blive logemedlemmer, så jeg må nøjes med at besøge palæet til kulturnatten, hvor de også underholder med fægtning(!). 

Vi nåede også forbi konservatoruddannelsen inden vi nåede aftenens højdepunkt - min mand skulle optræde på Medicinsk Museion sammen med en af sine tidligere kollegaer, og det ville jeg absolut ikke gå glip af. Det blev beskrevet sådan her: "Mutantgruppen Dødstrompeterne udfører et sonisk ritual, der bearbejder, hvordan vi alle tilsyneladende er adskilte, men alligevel sammenviklede via svampesporer, lydlige vibrationer og livets vilde netværssystemer", og det var mindst lige så underligt, som det lyder. Jeg viser lige et billede engang, hvis jeg får fat i ét - min mand var meget yndig som svamp.

Hele dagen i går blev brugt på at spille Far Cry 6. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave noget andet om aftenen, men udsigten til at få den ekstremt nuttede Chorizo som følgesvend i spillet, fik mig til at spille til langt ud på natten. Det var det hele værd, og jeg er virkelig godt underholdt! 

I dag tog jeg mig sammen og cyklede et smut til Korsgadehallen og Nørrebronx Tegneseriedage. Det er en tegneseriemesse primært for de små forlag og de uafhængige og selvudgivne kunstnere, og jeg kiggede forbi af en helt særlig årsag. For et par måneder siden var jeg til koncert i Støberiet, hvor jeg faldt pladask for en helt vidunderlig udstilling af tegninger på væggene. De fortæller sammen historien om en verden, som menneskene har forladt, men som hundene stadig nyder at gå på opdagelse i, og jeg købte en original, som jeg bliver glad af at kigge på hver eneste dag. Det lyder banalt, men jeg bliver næsten helt ydmyg, når jeg ser hvor tilfreds hunden bliver af en solstråle, og mit humør stiger et par grader hver eneste gang. Kunstneren er Michael Schiøler Tingsgård, og nu har han fået tegningerne samlet i en udgivelse, så de rigtig kommer til sin ret - og den skulle jeg altså hente i dag. Jeg vidste, at det ville blive en umulig opgave kun at købe Hundenes Dage, og jeg kom da også hjem med fire andre udgivelser, som jeg glæder mig til at kigge nærmere på - især Wayfinders: Off Course, der ser SÅ flot og spændende ud, og hvis skabere jeg fik lejlighed til at snakke lidt med i dag. Den regner jeg bestemt med at fortælle mere om engang. Men nu - tilbage til Chorizo og befrielsen af Yara!

and the doorknob becomes your enemy

Jeg mødte en af mine bedste veninder på grundforløbet til dyrepasseruddannelsen, og vi har hængt sammen lige siden, selvom hun hurtigt skiftede drømmen om en elevplads ud med at læse biologi på universitetet. Lang historie kort er hun nu ved at undersøge forekomsten af Toxoplasma-parasitter i sjællandske vildkatte, og det foregår på den gamle Landbohøjskole midt på Frederiksberg, hvor jeg havde de nok bedste måneder af min elevtid for tre år siden. Det var fedt at være tilbage igen, spændende at kigge min veninde over skulderen, og skønt at nyde solen i Landbohøjskolens Have, der så ud til at være kommet lidt skævt ind på årstiderne – men jeg klager bestemt ikke over forårsfornemmelser i oktober.

I de sidste dage af min ferie har jeg også binget tv-serier i en helt uhørt grad, og jeg har været ret godt underholdt af Midnight Mass, Kastanjemanden og Squid Game - ligesom alle andre. Jeg var gladest for Mike Flanagans Midnight Mass, der har tydelige Stephen King-vibes og en fantastisk setting i et klaustrofobisk ø-samfund. Den er velfortalt, stemningsfuld og ikke bange for at være langsom, og jeg er virkelig vild med den. Kastanjemanden var ganske fin, selvom dansk krimi måske ikke ligefrem er min favorit - men folk skal altså lige slappe lidt af med de kastanjer dér. Og så kommer jeg til at lyde usandsynlig arrogant i det kommende, men nu er jeg altså bare ret glad for japansk og koreansk horror i det hele taget og har set meget af det - og jeg tror en stor del af Squid Games succes er baseret på chokeffekten; mange er slet ikke vant til at se noget så voldsomt og absurd, og så lader man sig måske lidt rive med. Men det er bestemt en underholdende serie med virkeligt fede og intense scener, og jeg vil anbefale, at man ikke læser noget om den, før man ser den. Eller at man ser Battle Royale i stedet.

Det må gerne begynde at regne og ruske lidt udenfor for min skyld, for jeg forudser, at jeg alligevel vil bruge det næste lange stykke tid inden døre i selskab med Far Cry 6, som jeg i skrivende stund er ved at installere på min Xbox. Jeg var helt utroligt godt underholdt af spillets forgænger, og jeg er spændt på at se, hvordan jeg denne gang redder en lille del af verden.  

ain't no other way to make a reason

Det er efterhånden ved at være længe siden (alt er relativt) siden jeg sidst snakkede om chips, men i år har jeg selvfølgelig heller ikke været på spændende udlandsrejser til eksotiske snackdestinationer, så det er måske ikke så underligt at udvalget har været beskedent. Jeg har derudover haft travlt med at få lavet en oversigt over alle mine chipsanmeldelser, og det har altså ikke været en lille opgave, skulle jeg hilse at sige. Men nu skal det være - og jeg præsenterer hermed King og Klodsers første chipsanmeldelser.

Jeg syntes derfor, at der burde være noget lidt særligt over dagens første pose, og selvom den ikke ser ud af meget - og må leve med et billede taget indendørs i dårlig belysning - er den lidt speciel. De helt almindelige, franske kartofler fra KiMs har i denne udgave nemlig fået følgeskab af Mariager Sydesalt, hvilket i denne anledning er interessant, fordi jeg er opvokset i netop Mariager, der har en - hvis vi nu skal være helt ærlige - lidt stenet turistattraktion i form af et Saltcenter, der er et museum for... salt. Man kan også bade/dyppe sig i en mikroskopisk pool med samme saltindhold som Det Døde Hav, og udenfor kan man få lov til at syde sit eget salt. Sælger jeg den godt nok? Nej? Ovenstående billede er ellers et still fra en tv-reklame, jeg medvirkede i som 13-årig, da halvdelen af min klasse fik lov til at skippe en skoledag for dette noble projekt. Den var nok ikke gået i dag. Det er mig til højre, i øvrigt, men jeg tænker, at mine ret karakteristiske kinder afslører mig - dem har jeg altid haft, også da jeg var en streg i luften. 

Nå, men tilbage til dét, det handler om - jeg har ikke ret meget interessant at sige om chipsene. Jeg kunne ikke smage forskel på almindelig salt og salt fra Mariager, og alle ved, at lige netop når det kommer til franske kartofler, er Taffel KiMs totalt overlegne. Eller lidt, i hvert fald - KiMs har godt styr på en solid grundchip, og den kunne også sagtens anvendes til jyde-nachos med den brune sovs, så den ender alligevel på et pænt otte-tal.   

Rundens næste poser kommer fra Norge - eller fra fakta, hvor de har været på tilbud de sidste mange måneder. Jeg har tidligere anmeldt et par varianter fra Sørland, hvor de fik point for posen, men ikke så meget for indholdet - og det er lidt samme problematik med denne omgang. Den første pose er med havsalt og "pragtfuld peber", og de er så friterede, at kartoffelsmagen næsten er væk. De smager mest - men ikke for kraftigt - af en pebersmagsforstærker, og man kan lugte den olie, de er lavet i, men selvom vi ikke ville købe dem igen, er de ikke decideret dårlige, og de får et sekstal fra min mand og jeg. 

En anelse bedre gik det med posen med sweet chili, der smagte af lige netop dét, og så var chipsene heller ikke helt så friterede som de første. Det er små gitterchips; næsten som de helt tynde kartoffelsticks, men endnu sprødere. Der er meget smag på dem og ikke så meget chip, hvilket ofte er tilfældet, når der er meget olie - og selvfølgelig når formen er et pulveropsamlende gitter. De får et syvtal fra både min mand og jeg. 

Bedst af de tre var ikke overraskende den "skønne sour cream" og skalotteløgspose, hvis chips var en mere almindelig grovchip - men en god en af slagsen. Kartoflerne er af en god kvalitet, hvilket man ikke helt kunne smage hos gitterchipsene, og det klædte blandingen med den mildere smag af skalotteløg frem for den nogle gange dominerende løgsmag. Posen får også et helt point alene for at have en chips-ko på forsiden, og dermed ender den på et pænt ottetal. 

De næste tre poser købte vi i vores trofaste bland selv-slikbiks, der byder på mange, mange interessante snacks fra alle mulige og flere umulige lande. Jeg er ret glad for de almindelige cheetos, men jeg havde på forhånd ret lave forventninger til disse varianter, der mest af alt var for store, for luftige og for anonyme majssnacks. Den første pose var fromage-flavoured og snacksene udformede som sten, saks og pote, så man - hvis man virkelig, virkelig keder sig - kan spille en halvdårlig udgave af klassikeren. Det er det mest spændende ved dem, for selvom konsistensen er god på de crispy poter, er sour cream-smagen for mild, og de kan ikke få mere end et lille sekstal.  

Formen på de næste snacks kom ikke som den store overraskelse, da de netop var poterne fra den første pose. Denne gang skulle de dog tilsyneladende smage af oste-toast med ketchupsmag ('serowy' er jo en ganske logisk oversættelse af cheddarost), og det gjorde de faktisk også, selvom de var ramt af samme forbandelse med at smage af for lidt. Smagen er kun på overfladen, og de skal frådes lidt; og når man har munden helt fuld af poter, er de egentlig fine nok. De får også pluspoint for posen, og når derfor op på et syvtal.

Ost og ketchupsmagen gik igen hos den sidste Cheetos-variant, der var kæmpestore, luftige majsspiraler. Igen var udformningen det bedste ved snacksene, og det var umuligt at spise dem elegant - men efter et par sekunders tyggetid havde de præcis samme konsistens som de forrige. Jeg har engang smagt en riskiks med cheddar, hvilket var en stor fejl, og de smagte af lidt af det samme - men spiralerne har slet ikke samme mængde pulver på. Vi sluttede af med den dårligste variant, og var enige om at give dem et lille femtal. 

Jeg er lidt træt af, at KiMs bruger så meget energi på at nyfortolke deres snackchips, som i mine øjne med afstand er deres mindst interessante produkt. Men min mand er vild med dem, og jeg var også nysgerrig på at se størrelsen på disse nye MEGA snackchips - og anmeldes skal de jo under alle omstændigheder, så vi har været i gang med begge poser. De ER store, og de er ikke knækkede i posen - og ellers er de præcis, som de normale snackchips. Jeg har faktisk overladt det til min mand at anmelde en pose alene, eftersom det var det eneste, han havde i lejligheden en sen aften jeg var i Jylland. Han kastede sig over den umiddelbart mindst interessante variant med holiday + onion, og de smagte mest bare af rød og grøn peber - en slags intens holiday-smag, der alligevel ikke ville have været noget for mig. De får også kun et sekstal fra min mand.  

Den røde pose lugtede meget af ost og bacon, men smagte desværre primært af sidstnævnte, og lidt ligesom de dårlige, lune baconsnacks, man køber af tvivlsomme sælgere i omrejsende tivolier. Baconsmagen er for vulgær, men de ville nok være gode til dip - og så er det lidt sjovt, at de er så store - og at man ikke kan høre noget som helst, når man spiser dem. Det er dog ikke nok til at bringe dem op på mere end et femtal fra mig, imens min mand lige sniger sig op på seks - selvom han foretrækker de klamme tivolisnacks.   

Den sidste pose i denne omgang er en limited edition-udgave fra Taffel; nemlig 'chili & sourcream chicken style'-kyllingelår. Jeg er ret glad for udgaven med kylling og fritter, og jeg synes det er lidt ærgerligt, at der ikke er kartoffelsticks med til disse, for udformningen betyder faktisk overraskende meget. De smager ikke ret meget af chili, men derimod en del af løg, selvom det jo ikke umiddelbart er en del af ingredienserne, og selvom de er ganske gode, kan jeg godt nøjes med de almindelige fremover. Vi slutter af med et pænt syvtal, og så håber jeg at kunne give topkarakter i næste runde i stedet. 

your feet can just lose track of time

 

De sidste par dage hos min søster i Nordjylland blev lige, som jeg havde håbet på - og endda uden den lovede heldagsregn. Om formiddagen tog min svoger på arbejde; min niece var i børnehave, og min søster og maven hvilede - så jeg fik lejlighed til at gå nogle lange ture ved fjorden med skiftevis Esther og Quark. I flere timer var de eneste lyde omkring mig hundenes poter på græsset, fuglene ved det rolige vand - og indimellem min egen stemme, der med relativt korte intervaller fortalte hundene, hvor fantastiske de er. Det lyder så banalt, men den stilhed må ikke undervurderes, og det er så vigtigt for mig at have mulighed for at få den af og til. I skrivende stund denne fredag aften larmer det ret meget i min lejlighed på Amager - jeg kan høre biler og unge nede på gaden, Nirvana hos naboen (i det mindste bedre end det, de plejer at høre), børnene ovenpå og en ubestemmelig bankelyd; måske fra underboen, der er ved at lave køkken. 

Vi gik all-in på efterår og samlede kastanjer i skoven bag min søster og svogers hus. Der var varmt nok til at gå rundt i t-shirt, hvilket også var en glimrende anledning til at fremvise endnu en ka-tet19 t-shirt (okay, det er et reach, men jeg har SÅ. MANGE. T-SHIRTS jeg ikke har vist endnu, og jeg kan jo ikke blive ved med at få alt til at relatere til The Dark Tower). Hjemme igen drak vi kakao med skumfiduser og lavede kastanjedyr (ja, jeg ER i gang med Kastanjemanden, men googly eyes og glimmer kan tage uhyggen ud af det meste), hvilket fremkaldte gode minder fra min barndom - min far var den bedste til at lave kastanjedyr. Jeg ville ønske jeg kunne slutte mig til flokken, når de skal besøge min far i efterårsferien, for jeg er sikker på, at han nok skal vise min niece nogle tricks, jeg har glemt. 

would you capture it or just let it slip?

 

I fredags afholdt mit arbejde endelig årets sommerfest, og det var ret tydeligt, at vi alle sammen havde trængt til at grine og danse sammen igen efter halvandet år uden at kunne samles. Jeg havde egentlig planlagt at holde lidt igen grundet lørdagens program, men de grønne granatæbleshots ville det anderledes, og det var befriende at danse rundt på gulvet i vores frokoststue og forsøge at rappe med på 'Lose Yourself' (da vi havde fået vristet playlisten ud af hænderne på de unge elever, der i fem-seks timer ikke havde spillet et eneste nummer, jeg kunne genkende), hvorefter to kollegaer og jeg glædestrålende delte historien om Eminems nye restaurant 'Mom's Spaghetti' til alle, der gad lytte. Jeg cyklede fuld og lykkelig hjem, og var ikke alt for bekymret over at have blandet bobler, øl, shots, cocktails (jeg kan drikke gin igen - sådan en Gin Hass er lige mig!) og slush-ice-koncentrat, selvom tidligere erfaringer burde have givet mig et varsel om, hvad der ventede mig lørdag. 

Det var ikke dødstømmermændene, som jeg har oplevet dem to eller tre gange før, hvor jeg har ligget i rutefart mellem seng og toilet og brugt flere dage på at komme mig igen, men timingen kunne have været bedre, da jeg lørdag eftermiddag skulle flyve til Aalborg. I et fly uden faste pladser. Med mundbind på. (Sidstnævnte skjulte i det mindste min knaldblå tunge, som jeg ellers havde børstet så godt jeg kunne komme til det uden at kaste op). Jeg havde så ondt af mig selv, at jeg kortvarigt overvejede at udsætte min flyvetur til dagen efter - men min far fyldte altså 65 i lørdags, og jeg ville meget gerne give ham et fødselsdagskram. Min søster diskede op med en perfekt flæskesteg, brun sovs og kartofler - det kunne gå begge veje, men det var den helt perfekte tømmermændskur. Min niece ville "mosle på moster", hvilket er en aktivitet, jeg liiige skal være i humør til, og det var altså ret hårdt i lørdags - men jeg har taget revanche de sidste par dage. 

I går var min søster og jeg i Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg til koncert med Lau Højen, der netop her i oktober har været et betydningsfuldt element i vores liv i hele tyve år. Mit forhold til Carpark North kræver en hel føljeton at få afdækket, og det føles næsten forkert at tage hul på dén historie uden at dykke ned i den - men Laus relevans for min søster og jeg er i hvert fald ikke ligefrem blevet mindre, siden han mistede sin mor og begyndte at synge om det. Det clashede nok en lille smule med CPNs sædvanlige univers, og derfor kan jeg kun bifalde, at han valgte at gå endnu længere ned af den sti og lave en soloplade på dansk, som han nu turnerer med. 

I går sad min søster og jeg på første række og følte det hele - jeg græd flere gange, og var absolut ikke den eneste. Det lyder nok helt bizart og som alt for meget, men det var simpelthen så dejligt at være til en koncert, hvor der var plads til sorgen og savnet. Selvom musikken ellers ikke er sammenlignelig, havde jeg lidt den samme oplevelse til den helt forrygende Sufjan Stevens-koncert i Falconer Salen i 2015, hvor han også sang om sin døde mor - omend dét forhold var helt anderledes kompliceret. Når Lau fortalte om sin mor, om sygdomsforløbet, døden og tankerne omkring det hele, kunne min søster og jeg genkende så utrolig meget, og det gjorde ondt og godt på samme tid. Der var nu også plads til grin, popmusik og velspillende musikere, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne dele det med min søster. 

Det var svært ikke at bevæge sig lidt i stolen og vippe med fødderne til koncerten, og min søsters mave ville også danse med. Da Lau slog strengene an til det første nummer, mærkede jeg et par gevaldige karatespark gennem hendes maveskind, hvilket jo ikke gjorde hele situationen mindre rørende. Jeg skal nemlig være moster til endnu en lille pige, og i dag fik jeg også lov til at komme med til scanning på Aalborg Sygehus, hvor jeg så hende møve sig rundt i min søsters mave. Jeg har aldrig været med til en scanning før, og det er det tætteste jeg kommer på selv at opleve det, så det var en stor oplevelse for mig. Min søster er desuden også så langt henne, at det rent faktisk var tydeligt at se, hvad vi kiggede på, og selv 3D-scanningen til sidst var en rørende oplevelse. Dem har jeg ellers haft det liiiidt svært med (i det mindste var det ikke en MRI-scanning), og jeg er ret overbevist om, at min glæde udelukkende skyldes, at jeg rent faktisk kunne genkende ansigtstræk fra min snart fireårige niece på det lille myr derinde.

Min søsters graviditet er selvfølgelig ikke en nyhed for mig, men de sidste par dage har alligevel været særligt følelsesladede, fordi jeg er kommet lidt ekstra tæt på. Jeg bliver dog nødt til at slutte af med et lille aber dabei og dreje fokus tilbage på mig selv og en detalje, jeg bare skal se at komme over - men da jeg sendte en snap af scanningsbilledet (med tilhørende tekst om min søster) til mine veninder, var der TRE(!), der reagerede med "CHOK!" og "Ej, jeg troede lige". Én ting er, at det ville være et medicinsk mirakel, eftersom jeg blev steriliseret for to år siden (og desuden har set alle veninder inden for den sidste måned) - men jeg blev faktisk en lille smule ked af, at de overhovedet kunne tænke tanken. Jeg ved godt, at det bare var et splitsekund, men jeg føler, at mit fravalg af børn er så stor og vigtig en del af mig, at der ikke burde være den mindste tvivl fra mine gode veninders side. 

Ekstreme first world problems aside, så har jeg to dage mere hos min søster, og jeg ligger i skrivende stund i min seng under skråtaget og lytter til regnen mod vinduet. I morgen vågner jeg til hønsenes kaglen, og hvis der er bare et enkelt ophold i den lovede heldagsregn, vil jeg gå en laaang tur med min søsters hund og nyde efterårsfarverne ved Limfjorden.