we've all got hungry bellies

 

Jeg er blevet rigtig glad for LEGOs Creator 3-in-1-sæt, hvor man - som navnet fortæller - kan bygge tre modeller ud fra én samling klodser. Ikke overraskende er jeg særligt glad for dyrene i serien, og den flotteste (og dyreste) i serien lige nu er helt klart Majestic Tiger-sættet (31129). Selve tigeren er klart den mest imponerende model af de tre - han kan virkelig være majestætisk, samtidig med at han også kan se helt ualmindeligt goofy ud, og jeg synes sjældent Creator-dyrene har så meget karakter som tigeren. Og ja - jeg må jo nævne den anatomisk korrekte, lyserøde klods, der på fineste vis illustrerer et tigernumsehul, for det er en episk detalje. 

Koi-fisken er også ganske fin, men sættets mindste model er klart den mest nuttede. Jeg er helt vild med den røde panda! Designet er ret groft, og der er malet med den brede pensel, men jeg synes alligevel også at pandaen får et fint udtryk. 

Jeg er blevet ret aktiv på min instagram-profil, hvor jeg er blevet ganske overvældet af LEGO-communityets størrelse og imødekommenhed - men det er også lidt farligt, for det er meget nemt at blive inspireret. Jeg prøver at holde mig i skindet og lade være med at købe FOR mange nye sæt, men heldigvis er der også mange brugere, der deler alternative byg af allerede udgivede sæt - og man kan købe instruktionerne for ganske rimelige penge. Jeg er især blevet glad for BrickSmart Workshop, der laver de fedeste modeller af 3-in-1-sæt, og denne frie, eventyrlige fortolkning af en tigerhaj er lige mig. 

in my heart there's flowers growin'

I torsdags havde jeg fødselsdag. Jeg fyldte 37, hvilket jo i sig selv ikke rigtigt er noget at fejre, men de sidste par år er jeg blevet utroligt forkælet på min fødselsdag, og jeg er overraskende glad for det. Det plejer virkelig ikke at betyde ret meget for mig, og de første år efter min mors død, synes jeg mest bare dagen var lidt træls - men nu har jeg altså fået nogle kollegaer, der gerne vil gøre hverdagene lidt mere festlige, og det er jeg utroligt taknemmelig for. Jeg blev både flaget og sunget for (det er ellers nogle år siden), og min ene kollega havde bagt en usandsynligt lækker kage til os, imens en anden kollega havde hamstret endnu mere kage, som jeg kunne spise fra min oppyntede plads i frokoststuen. 

Med to forskellige kager i maven og dagens første to colaer drukket, var vi alle ret enige om, at det nok ville være en meget god idé at løbe op ad trapperne til den øverste etage i Mærsk-Tårnet. Det gør vi en sjælden gang imellem, når vi bliver ramt af momentan sindssyge, og det er SÅ hårdt. Udsigten er dog altid det hele værd, selvom det er lidt pinligt at stå prustende, svedende og ildrøde i hovederne ved siden af stakkels studerende, der troede de havde fundet en rolig læseplads. 

Min mand hentede mig på arbejde, og efter vi havde provianteret med en bubble tea, satte vi os hen på Dronning Louises Bro sammen med resten af København og nød solskinnet. Det var tiltrængt, for lidt senere tog vi i Grand og så 'Speak No Evil' - for mit vedkommende for anden gang. Den er simpelthen decideret fremragende! Min veninde var ikke overbevist da vi så den i mandags, men min mand var noget gladere for den, og vi snakkede om den resten af aftenen. Den er bidende skarp og sætter virkelig danskernes høflighed på spidsen - og så er den voldsomt ubehagelig på den allerbedste måde. 

Hele min fødselsdag foregik i en slags sukkerchok, og det fortsatte hos The Midwestern Diner, der simpelthen forærede mig en freakshake on the house til min tuna melt, sweet potato fries, mozzarellasticks og løgringe. Vi måtte trille hjem, og foran døren stod en smuk buket blomster fra min gode veninde i Jylland, hvilket var et dejligt punktum på en virkelig skøn dag. 

to help you shape the way you play

Jeg har tidligere nævnt hvordan det førhen har været svært for mig at gå til frisøren - ikke på grund af pengene, for jeg vil gerne betale for godt håndværk, men fordi jeg er så afsindig dårlig til at smalltalke. Og så har jeg det svært med, at det så ubetinget handler om mig; og det er noget, der ikke er strengt nødvendigt ligesom at gå til tandlæge eller i terapi (jeg har dog fundet verdens bedste og sødeste frisør i Anne Ravn - hende kan jeg snakke helt naturligt med, og hun forstår mit mærkelige, tynde hår). Af samme årsag har jeg kun en enkelt gang fået en ansigtsbehandling sammen med mine gode veninder, og indtil for nylig har jeg kun fået massage én gang i mit liv; nemlig på ferie med min mor i Tyrkiet i 2006.

Min arbejdsplads har en sundhedsordning der tilbyder fysioterapi, massage og kropsterapi, men på grund af ovenstående årsager skulle det tage mig fem år at begynde at benytte mig af tilbuddet. Min søde kollega lod mig lidt spontant overtage hendes tid for et par måneder siden, og den enormt sympatiske behandler forsikrede mig om, at massage skam også kan være forebyggende. Desuden har jeg jo rent faktisk et relativt hårdt fysisk job, så det giver nok god mening at passe lidt på den - så i sidste uge havde jeg mit fjerde besøg på briksen. Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg har været lidt skeptisk omkring kropsterapi, og noget af det virker lige specielt nok for mig, men denne gang kunne min behandler mærke nogle ekstra spændinger hos mig, hvilket ikke er overraskende, men stadig fascinerende. Og pludselig virkede det ikke helt så dumt at prøve at trække vejret med hjertet imens hun udøvede magi på min krop. 

Jeg er virkelig glad og taknemmelig for, at der er nogle ting, der er blevet lettere for mig. Jeg har meget, meget nemmere ved at navigere rundt i hverdagen nu end for ti-femten år siden, og det øver jeg mig i at huske på. Jeg er blevet meget mere åben og mindre fordomsfuld, og så har jeg med alderen også fået lidt nemmere ved at se igennem fingrene med både mine egne og andres fejl. Det er okay at fejle, og jorden går ikke under, selvom det hele ikke er perfekt. Når tingene er hårde, har jeg svært ved at få ro på tankerne, og jeg griber fat i hvert eneste, flygtige scenarie, der opstår i mit hoved og følger det til ende - men jeg kan til gengæld gå på trapper uden at tælle, og jeg føler f.eks. ikke længere at det er tvingende nødvendigt at se alle rulletekster (og alt ekstramateriale) til de film jeg ser - og så kan jeg generelt bevæge mig rundt i København med en noget større lethed, eftersom jeg ikke har dødsangst for metroen og ikke tror på apokalypsen, hvis jeg ikke får mit sædvanlige sæde i bussen. Så kan jeg godt leve med et forhøjet tvangstanke-niveau i en periode, selvom det er drænende. 

I like potato chips, moonlight and motor trips

Nye chipsvarianter er en trofast konstant i mit liv, og denne gang har jeg kigget nærmere på tre helt særlige Pringlesrør; nemlig dem min fantastiske læser Carina havde med hjem til mig fra Spanien. Det første rør, der i øvrigt også flashede det nye design (der er forfærdeligt)  havde smag af skinke, og chipsene smagte lige som de skulle. Jeg synes, at de var overraskende gode, og nu siger jeg noget kontroversielt, men de smagte faktisk lidt af baconchips, som jeg ellers hader intenst. De var dog hundrede gange bedre, fordi det er Pringles og ikke de underligt luftige tivolisnacks, og både min mand og jeg giver dem et otte-tal. Det er er en høj karakter for os begge; han er ikke normalt kæmpe fan af Pringles, og jeg er normalt heller ikke glad for kødsmag i mine chips. 

Jeg var mest spændt på at smage Ham & Cheese-varianten - jeg er ret forudsigelig, når der er ost i farvandet - men førstehåndsindtrykket var desværre mere skinke end ost. Chipsene smager af en rigtig god toast, og under skinkesmagen er der en dejlig smag af en lækker ost, der dog gerne måtte have været mere dominerende for min skyld. De får et pænt otte-tal.  

Det sidste rør var med Medium Kickin' Sour Cream, hvilket også giver anledning til at reflektere lidt over min karaktergivning, der jo baserer sig på dette rørs klassiske fætter med Sour Cream & Onion, der opnår topkarakteren ti. Og hvis jeg skulle vælge, ville jeg altid gå til dem - og kan jeg så virkelig retfærdiggøre at give denne nye variant et otte-tal? Bevares; det er spændende med chili-delen, men i virkeligheden trækker den jo bare ned - selvom jeg må give den point for at smage lidt af chili bernaise. Det var tre spændende varianter, og jeg sender lige endnu en kærlig tanke mod Carina. <3 

Jeg nævner det ofte, men jeg forudser virkelig ikke, at jeg nogensinde løber tør for nye chipsvarianter at anmelde. Før jeg overhovedet kan arbejde mig igennem alle de tilgængelige poser på bare det danske marked, kommer der hele tiden overraskelser ind fra venstre; enten fra gode venner, min mand eller simpelthen bare nye varianter fra de store mærker. Og dette forår er KiMs på banen med to eksotiske poser, der skal bringe tankerne hen på sommer og solskin. 

Den første variant hedder 'Cancun' og er med taco-krydderi. Der er ikke så meget slinger i valsen; de smager af hvidløg, chili og oregano, og heldigvis ikke alt for meget af rød peber. Der er dog lidt mere salsa end taco over smagen, men det gør ikke noget, for smagen passer glimrende til de småtbølgede kartoffelchips, der altid er gode, når der står KiMs på posen. Min mand havde håbet på lidt mere tex mex-smag og giver lidt slukøret et otte-tal; jeg giver det samme, men er ganske godt tilfreds. 

Den anden variant hedder 'Marrakech' og er med en harissa-krydderiblanding, der består af hvidløg, tomat, persille og lidt chili - og det er præcis dét, de både dufter og smager af. Der er lidt marrokansk barbecue-smag over dem, uden det nødvendigvis betyder en kødsmag, og de ville helt sikkert være rigtig gode til dip. Der er også kommen i en rigtig harissa-blanding, og min mand mener også at kunne smage det i chipsene, og han ender med et flot ni-tal. Jeg kan kun give dem syv - smagen er ikke lige mig, men konceptet er godt. 

Da der stadig lå sne på jorden, overraskede min mand mig med en sand mexicansk gamechanger; nemlig de i Sydamerika særdeles populære Takis, der er sammenrullede majstortillachips med et hav af forskellige smage - mange af dem i den stærke ende. De er sygt fråderen!!! De er på størrelse med en cigaret, og udformningen giver én lyst til at spise dem - og så har de en virkelig lækker, næsten porøs konsistens med det helt perfekte crunch. Der findes som sagt mange, mange forskellige varianter, men i denne omgang har vi prøvet syv forskellige. 

Vi startede med den lilla pose, 'fuego', med chili og lime, der hele tiden smagte af lidt mere, selvom de egentlig var for stærke til vores smag. Men de smagte netop både stærkt og friskt, hvilket var et klart plus, og de får et ni-tal af min mand og et otte-tal fra mig. Der var ikke nogen chiliangivelse på denne pose, hvor de andre advarede med f.eks. fire ud af seks chilier. 

Next up var den gule pose med salsa brava-smag, der duftede ret kraftigt af rød peber. De smagte dog heldigvis meget mere af en tomatsalsa, og de ville være perfekte til øl. De er ikke alt for stærke, og i denne pose var den underliggende majssmag mere gennemtrængende - også end hos f.eks. Doritos -  hvilket kun var en god ting. De har alle nogle ret intense farver alt efter hvad de smager af, og jeg er helt ærgerlig over jeg ikke fik samlet nogle forskellige til fotografering. Min mand sender et otte-tal efter den gule pose, imens jeg holder mig på syv.

Den tredje variant havde jeg glædet mig meget til, for de var med guacamole-smag og dyppet i grønt snask. De holder hvad de lover, for på posen er guacamolen ledsaget af jalapeños, der var meget gennemtrængende i smagen. Jeg synes desværre det gjorde dem en anelse for stærke, og jeg ville gerne have smagt dem uden - men de var helt bestemt meget lækre. Der var to deformiteter i posen med mange folder og ekstra meget krydderi; det gør mig normalt skeptisk, men her var mutanterne enormt lækre. Min mand er endnu engang gavmild og giver ni, imens jeg giver et stort otte-tal.  

Vi var lidt nervøse for at smage den røde pose med lovning på xtra hot intensidad maxima, men til at starte med var de slet ikke så stærke som frygtet. De smagte lidt som rullerne fra den lilla pose; af lidt chili/paprika/salsa og måske en anelse for salte, men snart kommer det stærke snigende og overrumpler alle smagsløg. Jeg kunne mærke mit hjerte banke en lille smule hurtigere, og så ved jeg, at de er for stærke for mig. Jeg giver dem dog alligevel et syv-tal, for jeg kan godt lide, når en variant går hele vejen, og min mand giver dem otte af samme årsag - hvilket er ret højt for noget, han nærmest ikke kunne spise - og spekulerer i at servere dem til en fest. 

Den rødorange pose lovede 'queso TNT', og selvom jeg så frem til ostesmagen, var jeg også forberedt på at de nok mest af alt igen ville smage af chili, hvilket de i hvert fald også duftede af. Men de smagte faktisk overraskende meget af ost; en helt uskadelig, cheddarlignende sag, der bragte tankerne hen på en klassisk omgang cheesy nachos. Forudsigeligt nok var disse mine favoritter, og jeg giver dem et ni-tal - min mand var også glad for dem og giver det samme, men han fandt paradoksalt nok ostesmagen lidt for dominerende(!). Vi synes selve chippen er bedre end Doritos' grundchip, mens dennes 'nacho cheese'-smag dog lige er en anelse bedre.

Den sidste pose i første omgang bød på intet mindre end en random variant, der smagte af en slags sød tomatsauce; måske med et pift af noget rejecocktail/ketchup-lignende Thousand Island-med-chili. Min mand er ret begejstret, men vil ikke give topkarakter til en ukendt variant, så vi ender begge på endnu et flot ni-tal til en pose, som internettet siger blandt andet smager af hvidløg.

Takis var generelt en stor succes - så stor, at min mand blev særdeles grebet af stemningen og købte en ENORM pose med blå Takis og lovning på mere intensidad maxima. Vi havde generelt lidt udfordringer med at differentiere mellem 'extreme', 'experto' og 'intensidad maxima' - OG de forskellige chiliangivelser, men for nemhedens skyld kan jeg præcisere, at de alle var ret stærke. Ligesom der findes blå kartofler findes der også blå majs, og jeg var lidt spændt på, om man kunne smage forskellen - men det ser ud til, at den helt vilde, kunstige blå farve udelukkende sidder i pulveret. Det er en fascinerende farve, men for mig trækker det altså lidt ned, at majsmelet er præcis det samme som hos de andre, når der nu rent faktisk var mulighed for at lave noget med blå majs. Selve smagen adskiller sig heller ikke voldsomt fra de andre- der er smag af barbecue, lime og chili, og min mand synes også han kan smage et hint af bacon. Vi ender på et syv-tal og med en gigantisk pose, vi spiste af i over en uge (det er uhørt for en chipspose i vores hjem!). 

Jeg er ret sikker på, at KiMs kartoffelpinde med havsalt har været på markedet i et stykke tid - de minder mig i hvert fald om barndom og camping og kanoture på Gudenåen, og det alene er et klart, omend meget subjektivt plus. Kartoffelpinde er normalt ikke det allermest sindsoprivende, men disse er perfekt afstemt mellem salt og olie og har en utroligt lækker konsistens, og jeg overvejer næsten at give dem et lille ni-tal. Min mand giver dem otte, og han har nok ret i, at de alene pga. typen ikke burde kunne opnå en topkarakter - men de er bare så lækre!

Dagens sidste pose er fra Sverige, hvor Estrella lokker med Västkust Chips med hvidløg, purløg og chili. Der er skruet godt op for designet på posen, hvor man bagpå også kan hilse på en af kartoffelavlerne, og selvom det også er lidt kikset, fangede posen bestemt mit blik med den smukke solnedgang. De lover også at være de allersprødeste - og det var de; det var nogle utroligt lækre, tykke, bølgede, grove kartofler med skal, og der var et helt andet crunch i dem end hvad jeg er vant til - især fra Estrella. Purløg kunne man ikke rigtigt smage, imens den dominerende ingrediens heldigvis var hvidløg og ikke chili, og de ender faktisk med et flot ni-tal fra både min mand og jeg - der er ikke meget, der kan gøres bedre. 

er det karma der prøver at fortælle mig noget her?

Jeg har det rigtig underligt i øjeblikket. Der sker en hel del både på hjemmefronten og på arbejdet, men der er ikke rigtig noget af det, der egner sig specielt godt til at komme på en offentlig blog som min. Og det betyder tilsyneladende, at jeg heller ikke er i stand til at skrive om noget som helst andet. Det har før været en udfordring, men ikke som nu, hvor alle grænser flyder ud, og hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved alting - ikke mindst mig selv - men jeg kan jo heller ikke udbasunere problemstillinger, der ikke kun handler om mig. Og undskyld. Jeg ved godt, at det er utroligt irriterende "skriv PB"-agtigt, men det er altså ikke min hensigt - bare en forklaring på stilheden. 

Mine sidste uger på tre linjer: "The Batman" er overraskende nok den bedste Batman-film, jeg har set endnu; jeg hører pinligt meget Andreas Odbjerg, og AaB er kommet i top 6 - primært fordi AGF også fuckede op. Og jeg har de bedste venner og den sødeste mand i verden. 

people are strings that we never untie

 

Det har været en virkelig underlig uge. I sidste uge var jeg igen-igen-igen helt sikker på, at jeg havde fået corona, og denne gang blev jeg faktisk hjemme fra arbejde i et par dage. Ingen corona, dog - og heldigvis for dét, for lørdag skulle jeg i byen med mine to gode veninder fra gymnasiet. I år har jeg kendt dem i tyve år, og vi havde endelig fundet plads i kalenderen til at gå ud - og dét gjorde vi. Vores logeopsparing tillod os at flotte os lidt, så vi startede med at spille petanque på Boulebar med tilhørende bobler (jeg tabte stort) før vi spiste en absurd lækker middag på den feststemte restaurant Llama. 

Vi var slet ikke færdige med at hygge os, så vi gik på bar, indtil de lukkede. Det var... festligt. Jeg har altid spekuleret på hvem der kunne finde på at spise de ultraklamme, syltede æg, der står i krukker på diverse bardiske, og nu kender jeg svaret - det kan jeg åbenbart, når bare jeg er fuld nok. Mine veninder har tidligere hjulpet ivrigt med chipsanmeldelser; blandt andet da vi var på ferie sammen i Irland, så vi kastede os ud i at smage på Pipers, som jeg utroligt nok ikke har fået anmeldt endnu. Mine noter er dog fra klokken 01.44 og lyder sådan her: "God aroma, mild vinegar, pub friendly. Burde have mere vinegar. Sea salt and vineger den med salt ikke 15 kr. Ost klart den bedste! 9 fra C og færing, 8 fra S og mig. Anden færing kan bedst lide salt" - så det kan jeg ikke bruge til super meget.

Søndag troede jeg, at jeg skulle dø, og da jeg egentlig bare fik det værre mandag, måtte jeg indse, at det nok ikke kun var tømmermænd, men at jeg var blevet syg igen (eller ikke var blevet rask...). Jeg har haft et par dage med feber, kvalme og muskelsmerter, men stadig ingen corona, og nu er jeg endelig blevet frisk nok til at tage på arbejde i morgen. Jeg har et absurd lavt sygefravær, men har alligevel vanvittigt dårlig samvittighed over den sidste uges sygdom, så det skal blive godt at komme tilbage til normalen. 

Der er naturligvis andre ting, der også fylder i øjeblikket, men det har jeg simpelthen ikke noget klogt at skrive om, og jeg vil hellere helt lade være, end at gøre et halvhjertet forsøg.