01 januar 2021

PET SEMATARY II (FILM)

(UDGIVET AUGUST 2019)
Jeg gentager mig selv, men 2019 er det vildeste år at være Stephen King-fan i. Anden del af IT er lige på trapperne, hans nye roman The Institute bliver udgivet om under en måned, Ewan McGregor ser interessant ud som Danny Torrence i den kommende Doctor Sleep, for ikke at tale om den strøm af tv-serier, der beriger os med nyfortolkninger af lækkert King-materiale den næste tid. Men jeg er faktisk ikke helt klar til at slippe Pet Sematary endnu, selvom jeg allerede har fortalt indgående om min favoritroman, den gamle film fra 1989 og forårets noget skuffende reboot, for i 1992 vendte instruktør Mary Lambert tilbage til universet og instruerede Pet Sematary Two, der ikke har ret meget med forgængeren at gøre, men som er så utroligt underholdende, at den fortjener sit eget indlæg.

Overskriften til dagens anmeldelse havde jeg faktisk fundet inden jeg genså filmen, der i min tågede hukommelse fremstod decideret elendig, og jeg så frem til at hagle den totalt ned. Jeg havde IKKE forventet at være vidne til en helt vanvittig og overdrevet kitchet film, der på mange måder er meget bedre end sin forgænger - måske fordi den overhovedet ikke tager sig selv seriøst. Først overvejede jeg at lave en spoiler-fri anmeldelse, men hvis jeg nu skal være helt ærlig overfor mig selv, er der nok en forsvindende lille chance for, at bare én af mine læsere kaster sig over Pet Sematary Two, så her følger et hæsblæsende resumé:

Tonen sættes fra starten, da den smukke horror-darling Renee lider en grusom død under indspilningen af en gyserfilm. Hendes unge søn - vores hovedperson Jeff, spillet af en teenagesurmulende Edward Furlong - overværer ulykken, hvor hun får elektrisk stød og lider voldsomt, hvilket ikke overraskende påvirker vores helt, der flytter med sin dyrlæge-far (selveste Dr. Greene fra ER!) til en lille by med en dyster hemmelighed. Dyrekirkegården bliver brugt meget mere i denne efterfølger, og det er en fed location, hvor byens børn og unge samles til Halloween for at fortælle den uhyggelige historie om Louis Creed og hans døde søn. Det er et fedt - og nødvendigt - callback, selvom det måske er lidt underligt med spøgelseshistorieformatet, for det kan vel ikke være ret længe siden det skete (der er kun tre år mellem de to film).

Jeff er selvfølgelig en udstødt særling (men han tager altså også en kattekilling med i skole. Dude, don't.), og finder derfor ganske forudsigeligt sammen med et andet mobbeoffer - den overvægtige Drew. Og her kommer filmens sande stjerne ind i billedet; Drews ekstremt onde stedfar Gus - der også er byens sherif - spilles bizart, overdrevet og underholdende af Clancy Brown, der måske vendte lidt tilbage til denne rolle i Desperation fra 2006. Gus er SÅ OND; perfekt illustreret ved hans kyniske nedskydning af Drews nuttede hund Zowie, der naturligvis begraves på indianergravpladsen og hurtigt vender tilbage. Da Gus går langt over stregen og tæsker sin stedsøn voldsomt, bliver han dræbt af monster-Zowie, og drengenes lidt overraskende reaktion er at begrave Gus på indianergravpladsen, hvilket selvfølgelig ender helt galt.

Gus er en utroligt god skurk, og Clancy Brown er virkelig filmens højdepunkt. Vendt tilbage fra de døde er han kun endnu mere ondskabsfuld, og snart følger en forrygende scene, hvor han fræser ansigtet af en ung knægt med hjulet på en motorcykel. Han er i det hele taget temmelig nådesløs og får mange liv på samvittigheden på ultrakort tid, inden Pet Sematary Two kulminerer i en absurd fællesindsats fra Gus og drengene, hvor de graver den døde skuespillermor op igen. Det er en overvejende dårlig idé, hvilket vel ikke kan komme bag på nogen, og vores dyrlægehelt Dr. Greene må redde dagen i nogle episke slutscener.

Til allersidst en lille disclaimer: Det er lidt uvant for mig at plastre bloggen til med billeder af mig selv, og der har været ret mange på det sidste. Som den skarpe læser måske har opdaget, bærer jeg dog en t-shirt med King-tema på alle billederne; nogle referencer er tydeligvis mere åbenlyse end andre, og jeg er faktisk gladest for dem, der er lidt mere subtile. Jeg køber mine pinligt mange t-shirts hos ka-tet19, og jeg må snarest få lavet et helt indlæg dedikeret til min yndlingswebshop.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar