CASTLE ROCK (TV)

(UDGIVET SEPTEMBER 2018)

Sidste år blev udråbt til at være Stephen Kings år. Han fyldte halvfjerds, udgav Gwendy's Button Box og Sleeping Beauties - og så var 2017 også året, hvor adaptioner af The Mist, Mr. Mercedes, The Dark Tower, It, Gerald's Game og 1922 så dagens lys. Det var helt vanvittigt, og jeg havde ikke turdet håbe, at det fortsatte i år - men nu er det igen blevet Stephen Kings fødselsdag (tillykke med de 71!); vi har allerede fået den solide The Outsider, Mr. Mercedes er i gang med sin anden sæson, og nu er vi også blevet berigede med tv-serien Castle Rock fra Hulu. Teknisk set er hovedfortællingen i serien slet ikke en King-historie, men jeg har nærmest aldrig set den særlige King-stemning afbilledet så godt som her, så jeg betragter den i allerhøjeste grad som et King-værk. Den er skabt af Dustin Thomason og Sam Shaw, J.J. Abrams er executive producer - ligesom King himself i øvrigt, men han har vist bare godkendt det meste de sendte i hans retning (forståeligt nok).

Castle Rock er tænkt som en antologiserie, hvor hver sæson har fokus på en enkelt historie i byen af samme navn, der i Kings fiktion er hjemstedet for The Mist, Cujo, The Dead Zone, The Dark Half, Needful Things og mange flere, og fra de to sidstnævnte har vi lært at elske sheriffen Alan Pangborn, der som den eneste deciderede King-karakter dukker op i den nye serie. Det var i øvrigt et underligt rørende øjeblik for mig at se Alan Pangborn portrætteret så forrygende af Scott Glenn, og han var en af seriens klare højdepunkter i et ellers virkeligt stærkt cast, der også består af blandt andre André Holland, Bill Skarsgård (Pennywise himself!), Sissy Spacek og Frances Conroy. Serien er i det hele taget så spækket med referencer til Kings univers, at det nogle gange går fra det geniale og meget subtile til det decideret forstyrrende, men serien lykkedes virkelig med at binde trådene sammen og operere med hele Kings multiverse, og det gør mig meget, meget glad. Jeg har lyttet til og læst flere interviews med serieskaberne Dustin Thomason og Sam Shaw, og de har et enormt stort kendskab og en ligeså stor kærlighed til Kings værker, og det har også været vigtigt for dem at være tro mod Kings ånd.

Kort fortalt handler første sæson om Henry Deaver, der som voksen vender tilbage til sin adoptivmor (Spacek) og sin barndomsby Castle Rock, hvor han som 11-årig var forsvundet i et par uger i 1991. Nu er han advokat og er vendt hjem pga. et mystisk opkald fra Shawshank Prison (yep), hvor en endnu mere mystisk ung mand (Skarsgård) er blevet fundet isoleret i et bur dybt nede under fængslet. Herfra udvikler historien sig i flere forskellige retninger; oveni udfordringerne med The Kid prøver Henry at acceptere moderens alzheimersygdom - og hendes forhold til Alan Pangborn; i nabohuset sidder Henrys barndomsveninde; den deprimerede ejendomsmælger Molly, der tilsyneladende har telepatiske evner, og så har jeg slet ikke nævnt Odin i skoven og The Schisma, der er en KLAR reference til The Dark Towers thinnys (thinnies?). Der sker meget, men jeg synes næsten, at alle historier bliver ført helt til dørs.

Helt op til afsnit ni (af ti) var jeg blæst helt bagover, og kunne næsten ikke være i mig selv af glæde over så god en King-relateret serie. De første tre afsnit blev udgivet samtidig og var bestemt en god og lovende start, men først efter afsnit fires vanvittige slutning var jeg helt solgt. Stemningen er trykkende, mørk og knugende, og når serien var bedst, så jeg elementer af både The Leftovers og Twin Peaks. Og det syvende afsnit alene burde vinde en tv-pris. Det er en sand tour-de-force af Sissy Spacek, der på fornemste vis giver et indblik i livet med alzheimers - og hvad der nu ellers måtte være på spil for hende - og man skal holde tungen lige i munden, når sindet og serien hopper i tid og rum.

Desværre har J.J. Abrams haft sine fedtede fingre over projektet, hvilket betyder, at der er SÅ mange løse tråde, uopklarede spørgsmål og forklaringer, der er meget åbne for fri fortolkning. (Jeg aner ingenting om, hvilken indflydelse den stakkels mand har haft på Castle Rock - jeg får bare Lost-vibes, når jeg støder på uopklaret mystik, og gode gamle Terry O'Quinn har da også en rolle i Castle Rock). Det er dog mest det sidste afsnit, der irriterer mig på den front, og selvom det er rigtig ærgerligt at sæsonen skulle ende så åbent, ødelægger det ikke hele oplevelsen for mig. Jeg kan også godt leve med de få andre irritationsmomenter - blandt andet den helt malplacerede Jackie Torrence (really?), der er en ret unødvendig "sjov" karakter, og serien lægger desværre lidt op til, at hun får en større rolle i næste sæson. Jeg håber bare, at det var en ikke særlig subtil reference til The Shining.

Alt i alt er jeg dog virkelig begejstret for Castle Rock, og jeg er helt euforisk over at se King-materiale behandlet med så stor respekt. (Det var sådan, The Dark Tower-filmatiseringen fra sidste år skulle have været - og der var alle muligheder for det, for instruktør (danske) Nikolaj Arcel er faktisk også stor King-fan, men nej.) Jeg er lidt i tvivl om Castle Rocks appel til den helt neutrale seer, der slet ikke kender noget til Stephen King, men jeg har hørt fra flere der synes den er rigtig god - i hvert fald ind til det sidste afsnit. Min far, som jeg har arvet min King-mani fra, var ikke ubetinget begejstret og synes bedre om tyske Dark - og jeg kan sagtens se lighederne i de to serier, men er KLART mest på Castle Rock. Overordnet set er jeg positivt stemt, irriteret over slutningen og fuld af håb for en kick-ass anden sæson.