CHIPS 2018 PT. II

(UDGIVET JULI 2018)

Jeg havde virkelig set frem til at opleve udvalget af chips på det amerikanske marked, og selvom jeg bestemt har smagt nogle vindere, er jeg nok helt overordnet en lille smule skuffet - jeg tror faktisk, at vi har flere forskellige varianter i Danmark. Når det er sagt, blev jeg ikke skuffet over mængden af chips, der smagte af ost, og jeg spiste allerflest Cheetos, som jeg allerede har givet topkarakter. (Jeg spiser faktisk også en pose i skrivende stund; købt til overpris i kiosken med bland-selv-slik.)

Fra Cheetos kom også disse to poser White Cheddar Cheetos Puffs, der gjorde et positivt indtryk lige fra starten ved at være noget helt andet end hvad jeg kender. Posedesignet var ganske indbydende med lækre oste og rolige farver, mens indholdet helt ærligt så lidt utiltalende ud; den hvide cheddar fik de lange majssnacks til at ligne kedeligt pap. Min veninde var mere ærlig og kaldte dem sygt klamme, og hun uddeler et fem-tal og et tre-tal til poserne med hård hånd. Jeg var meget mere begejstret og har savnet smagen af hvid ost, og det blev kun bedre med et touch af jalapeno. De får et stort otte-tal og et lille ni-tal af mig.

Der var også en del kendte mærker på hylderne i de amerikanske supermarkeder, men jeg stødte heldigvis på et varianter fra Lay's, som jeg ikke har set herhjemme. Den første skulle være med smag af Dill Pickle, og det var en mild og god vinegar-chip med en ret dominerende dild-smag, der trak et otte-tal hjem fra min kæreste og et syv-tal fra mig. Min veninde bryder sig dog hverken om dild eller vinegar og giver den chokerende lave karakter på ét Pringlesrør. Lidt bedre gik det for den orange pose indeholdende chips med Cheddar & Sour Cream-smag, der havde virkelig meget pulver på sig og var ret ostede på deluxemåden. Smagen af sourcream brød ostesmagen lidt, og chipsene får et stort otte-tal fra både min veninde og jeg.

På en af mine udflugter i Boston købte jeg to poser potato skins, der begge lovede en umiskendelig smag af KØD. Til min frokost delte jeg Baby Back Ribs-posen med mine nye egern-homies, og vi var alle ret begejstrede for den måske tykkeste chip, vi nogensinde har smagt. Selvom chippen tydeligvis er lavet i en form på Pringles-måden, smagte de ret naturlige og havde en god tekstur. Der var såååå meget pulver på dem, og det smagte forrygende - og det var derfor ikke noget stort offer, at jeg måtte slikke mine egerngaver rene før overleveringen. (Ja, jeg er sikkert bare hysterisk. Men jeg tror ikke, at små dyr har godt af SÅ meget salt.) Jeg giver posen et stort ni-tal, mens egernet var på en klar tier. Bacon Ranch-varianten delte jeg med mine menneske-værter, og jeg blev noget skuffet, fordi jeg havde været så glad for de andre. Der var ikke nok pulver, og de smagte lidt for kunstigt, og jeg kan kun give dem et seks-tal. Min veninde er på et otte-tal, og hendes mand går all-in og giver rundens andet ti-tal.

Jeg har før smagt popchips og fundet dem ret kedelige. Denne variant var dog rundens tredje med hvid cheddar, og da den samtidig lokkede med Star Wars-formede snacks, kunne jeg ikke lade dem stå på hylden. Men ak, trods den ellers fine smag, er der slet ikke nok af den - det hjælper desværre ikke at være popped with the force. Jeg kan kun dem et fem-tal, og min veninde holder sig på et lille fire-tal.

Midt i dette chipsorgie faldt jeg også over nye Coca Cola-varianter, som jeg naturligvis måtte afprøve. Jeg har altid været gladest for originalen, og jeg havde glædet mig til at smage den amerikanske original, men uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, kan jeg bedre lide den europæiske. Den mexikanske - flaskerne til højre - smagte meget mere som den cola, jeg kender - måske det skyldes kilden til sukkeret. Georgia Peach-varianten var faktisk et overraskende fint lille bekendtskab, som jeg sagtens kunne finde på at købe igen, hvis jeg fik muligheden - den er klasser bedre end den monstrøse Coca Cola Cherry.

Dette indlæg bliver et af de længere, men rundens to sidste mærker er særdeles aktuelle, selvom de er danske. Både Taffel og KiMs har nemlig udgivet en limited edition-pose i anledning af VM, og hvilket bedre tidspunkt at anmelde dem på? (At der så også tilfældigvis var andre nye varianter på hylden, kan jeg jo strengt taget ikke gøre for.) Taffel slipper bedst fra udfordringen med deres Bacon & Cheddar Cheese Balls, der har en god tekstur og en ganske interessant og kraftig smag. Jeg spiste dem under Danmarks sidste VM-optræden, og selvom kampen havde en sørgelig udgang, vil jeg stadig gerne belønne de små fodbolde med et ni-tal.

Taffel har også en anden sommervariant på banen; nemlig bredbølgede chips med smag af Southern Tasty Spare Ribs - og den smag rammer de faktisk ret præcist. Jeg synes ofte, at barbecue-lignende chips kan komme til at smage lidt for røget, men her er sødmen langt mere dominerende, hvilket virkelig falder i min smag. Jeg giver dem et otte-tal, mens min kæreste flotter sig med et stort ni-tal.

Sidst er tre nye varianter fra mit gamle ubestridte favoritmærke KiMs, der dog er begyndt at falde gevaldigt af på den, desværre. VM Mixet var en kedelig omgang skruer og rør (undskyld, 'målstænger'), mens de tørre baconchips skulle ligne fodbolde. De smagte ikke rigtig af noget, og de kunne helt klart have nydt godt af noget dip, men en chip skal bedømmes på dens egne præmisser, og her fejler den grimme blå pose. Jeg er streng og går ikke højere end et fem-tal.

Lidt bedre går det KiMs to andre poser, der dog lider under lidt af det samme - det bliver for kedeligt og genkendeligt, og slet ikke nyskabende nok. Grundchippen i de to poser er den gode variant vi kender fra de fleste andre KiMs-poser; en tætbølget, sprød kartoffelchip med en rimelig mængde pulver. I osteposens tilfælde smagte pulveret dog slet, slet ikke af nok - og det er en skam, for jeg roser egentlig modet til bare at kalde en variant for OST. Chili-varianten smagte af lidt mere, chilismagen var både sød og stærk uden at være tårefremkaldende, og begge poser ender med lige at snige sig op på et syv-tal.

 

(UDGIVET AUGUST 2018)

Sensommerens chips er endnu en særdeles blandet omgang, med en overvægt af halvkedelige, nye majsvarianter fra Taffel. Jeg har forsøgt at peppe anmeldelsen af den første pose med Tortilla Chips lidt op med et billede af Jimmy, for der er helt ærligt ikke ret meget at sige om dem - det er en solid omgang tortillachips, der er meget bedre end discountudgaverne, men ikke helt så god som mine favoritter fra Doritos, der topper Taffel i pulvermængde. De får et pænt ottetal (som altid ud af ti) fra mig, og faktisk et nital fra min kæreste, der vist var lidt sulten da vi anmeldte dem. 

De to næste poser er fra mærket REAL fra South Wales, og det er et mærke, jeg længe har haft lyst til at kaste mig over. Man kan finde de ret hipsterprægede poser til overpriser flere steder i København (og et par af de kedelige varianter i Normal), og jeg starter med at anbefale poserne med Ollie og Horatio Mansfield II. (Det hedder de altså - se bare her). Selve chipsene er lækre grovchips med masser af smag, og den første pose med Cheese & Onion var ikke overraskende min favorit. Selvom det egentlig var Horatio på den gule pose der frembragte tanker om sofistikerede osteborde og portvin, overbeviste Ollie mig nu også om, at ostechipsene var noget helt særligt. De får et stort nital fra mig; et lille nital fra min kæreste, og vi var helt kede af, at vi kun havde en lille pose. Horatios udgave med skinke og sennep var jeg som udgangspunkt ikke begejstret for, men smagen af sennep var slet ikke så dominerende, og gav i stedet chippen et strejf af både skarphed og sødme. Derfor belønner jeg med et lille syvtal, mens min kæreste giver otte. 

Min helt fantastiske far og søster havde pakket tre poser chips med i omsorgspakken fra Tyskland. Min far var lidt nervøs for, at jeg ikke ville kunne lide dem, men min søster havde den helt rigtige indstilling og valgte de klart mest interessante. De var rigtigt nok ikke overvældende gode, men det er da klart sjovere at nedgøre 'Voodoo Party'-chips end saltchips fra Netto. Og lad mig fortsætte med det - den første variant smager nemlig ret stærkt, men desværre ikke ret godt; mest af alt som en billig og kedelig paprika-chips med undertoner af chili. Mærket Crunchips har jeg anmeldt flere gange før (og nu må jeg snart få lavet den oversigt), og jeg er egentlig meget glad for den helt tynde chip, der dog medfører en del knuste stumper i bunden af posen. Voodoo Party var dog en kedelig omgang, og jeg kan ikke give dem mere end et firetal.

.Min skønne niece insisterede på at være med til at anmelde, og hun viste klart mest interesse for posen, der lovede noget så eksotisk som 'African Style'. Det var desværre et rigtig dårligt valg, for de smagte mest af alt bare af karry, hvilket lige umiddelbart ikke er en fantastisk smag at putte på chips. Karry figurerede dog (uforståeligt nok) heller ikke på listen over ingredienser, der i stedet bød på gurkemeje, fennikel, hvidløg og løg, og den undertone reddede dem fra at være helt forfærdelige. (Edit: En venlig læser gjorde mig opmærksom på, at karry ikke er ét krydderi, men en blanding af flere; blandt andet gurkemeje. Mindblown!) Løgsmagen altså - fennikel er bestemt heller ikke en favorit hos mig. Min søster er hård og giver dem tre; min far og jeg er mere gavmilde med et par femtaller, og jeg vurderer, at Vibe ender på et firetal. 

Sidst, men klart mest interessant, var Stadionwurst-posen, der smagte lige som de skulle - mest af sennep og med en undertone af pølsesmag. Det kan man jo mene om hvad man vil, men de lever i hvert fald op til forventningerne - så meget, at min kæreste i ren eufori giver dem topkarakteren 10. Jeg er ikke stor fan af sennep, men de smager alligevel hele tiden af mere, så de får et syvtal af mig. 

Rundens dummeste pose er så plat, at den næsten ikke fortjener at blive anmeldt. KiMs har før forsøgt at være ung med de unge med deres chips, men denne gang bliver det decideret pinligt med deres Sprøde Bamser med omvendt kasket. Bagpå posen er en tåkrummende patetisk tekst om at give sin dag et bamse-dab, og i min research har jeg faktisk også fundet en musikvideo, hvilket er helt sindssygt. (Jeg må dog indrømme, at jeg er lidt imponeret over dedikationen). De besidder lidt af Menu-chippens kvaliteter med at klistre godt til tungen; en effekt, jeg tidligere slet ikke brød mig om, men som har vokset på mig de senere år - og så smager de svagt af paprika. Med andre ord - en hel standard snack, der får en helt standard middelkarakter på fem fra min kæreste og jeg. 

Sidste poser til anmeldelse i denne omgang er et relativt nyt påfund fra Taffel; deres majs-Cornados, der minder så meget om klassikeren Bugles, at det er svært ikke at sammenligne. Havde Taffel været et billigt discount-mærke, havde de måske kunnet konkurrere med Bugles, men til prisen kan de slet ikke hamle op med heksefingrene. Designet på poserne er også så afsindigt grimt, at de virker discount-agtige, og jeg plejer ellers at være ret glad for Taffels poser. Når alt kommer til alt er de dog langt fra dårlige, og selvom de er lidt tyndere end jeg foretrækker, er det svært ikke at spise dem alle, når man er kommet i gang. Især med dip, men det indgår ikke i bedømmelsen - alle snacks skal bedømmes på deres egen præmis. Salttornadoerne får et syvtal og osteposen et lille ottetal, og denne gang var min kæreste og jeg helt enige. 

 

(UDGIVET DECEMBER 2018)

Det har stået lidt sløjt til på chipsefronten på det seneste. Jeg har selvfølgelig stadig spist enormt mange chips, men de fleste har været de lækre Cheetos-efterligninger fra OWL eller en solid omgang Sour Cream & Onion fra KiMs, og jeg har ikke haft mod på så mange nye varianter. Jeg har dog fået samlet lidt sammen over de sidste måneder, og I skal ikke snydes for dem, jeg trods alt har fået afprøvet (hvor der var flere fine overraskelser undervejs). Utroligt nok optræder hverken Lays, Taffel eller KiMs i dagens indlæg, og vi starter med en mystisk sort pose fra Spanien.

Faktisk er den fine, sorte pose måske fra Sardinien - det var i hvert fald dér, min kæreste købte posen til mig, men teksten bagpå er spansk. Det er dog 'bare' saltede kartoffelchips, men en ret god udgave af den gammelkendte variant. De havde en god tykkelse, var ikke knækkede på rejsen, og havde en helt tilpas mængde af lidt større saltkorn. De undgik også den klassiske oliefælde, og jeg giver dem syv solide Pringles-rør (som altid ud af ti.)

I vores trofaste slikimport-biks fandt jeg disse majschips fra intet mindre end Syrien. Hvorfor de Bugles-lignende tornadochips skal præsenteres af en lidt bistert udseende mexikaner ved jeg ikke; men ellers giver jeg point til posens faverige og detaljerede illustrationer. På plussiden var snacksenes kompakthed og deres rigelige mængder pulver; især pizzasmagen var god i den lidt utraditionelle kombination med majschips, men jeg fandt dem også lidt trættende i længden. Som en lille snack var de dog en god afveksling fra kartoffelchipsene, og både min kæreste og jeg giver dem syv Pringles-rør. Ostevarianten blev noget hurtigere kvalm, og selvom det ikke ligner mig, må jeg nøjes med at give den et femtal. 

Det er på tide med en anmeldelse af endnu en variant fra engelske Tyrrell's, for jeg er en letpåvirkelig forbruger, der er faldet totalt for deres charmerende posedesign og heldigvis også lækre chips. På trods af min grundige oversigt over mine anmeldelser (der kommer på bloggen med links, når jeg lige har en hel dag i overskud til dét projekt - måske forståeligt nok ikke en førsteprioritet lige nu), mister jeg af og til overblikket, så da min far havde købt to poser til mig, tog jeg et nydeligt fælles-foto. Jeg har dog allerede givet cheddar-posen et ni-tal i en noget kortfattet anmeldelse fra 2016, så i dag skal det handle om varianten med pesto og parmesan; to ting, jeg holder meget af. Og ligesom Tyrrell's andre smagsvarianter holder posen faktisk hvad den lover - det er en meget lækker grundchip med tydelig smag af begge ingredienser, og modsat forventningen bliver de ikke trættende i længden. De er ikke helt lige så gode som cheddar-varianten, men de får otte store Pringles-rør af mig. 

Crusti Croc er Lidls eget snack-mærke, og jeg har tidligere givet Sour Cream&Onion-varianten et seks-tal. Men Lidl kan mere, end man umiddelbart skulle tro, og ligesom jeg bliver mere og mere begejstret for butikken generelt (de har SÅ.MANGE.GODE.TING!), vinder Crusti Croc også ind på mig. Den lave karakter til SC&O kan skyldes mine høje forventninger til en klassiker og min all-time yndlings-smagsvariant, men deres bølgechips med smag af 'Grilled Steak' var overraskende lækre. De havde en god konsistens og en kraftig smag, der kom ret tæt på min forventning til 'grilled steak' (uden at jeg dog kan definere det nærmere), og jeg giver dem gavmildt otte Pringles-rør. 

Sidste pose i denne omgang er også den flotteste; en yndig, mintgrøn pose fra 'Sal de Ibiza' med smag af 'White Truffle'. Chipsene er tyndtskårede og måske lidt rigeligt olierede, men posen holder hvad den lover, for smagen af trøffel er meget dominerende. Det kan man naturligvis ikke klandre dem for; i en objektiv anmeldelse ville det være et klart plus, men smagen er lidt for overvældende til mig, og jeg får hurtigt nok af dem. Jeg kan derfor kun give dem seks Pringles-rør, men heldigvis ville min kæreste hellere end gerne udrydde posen, og kaster et stort otte-tal efter dem. Jeg kunne godt tænke mig at opstøve Salt&Vinegar-varianten, da jeg som sagt er en sucker for godt posedesign (den var i øvrigt guldfarvet indeni) , og så var selve chippen også ganske god, hvilket trods alt er vigtigst.