CHIPS 2015

(UDGIVET MARTS 2015)

Når jeg bedømmer chips bruger jeg Pringles-skalaen, der går fra nul Pringles-rør til ti, da netop den grønne Pringles-variant er en af mine absolutte favoritter blandt alverdens lækre chips. Det er lidt tåbeligt, at jeg ikke har anmeldt selve moderchipsene noget før, men nu har jeg lavet dette indlæg dedikeret til tre af mine all-time yndlingschips, og jeg starter med de ikoniske formede Pringles. De har en helt særlig plads i mit hjerte, og selvom det måske er en smule sørgeligt, vil mange af mine venner kunne udpege dem som 'mine' chips (og jeg har også en helt særlig måde at spise dem på, men det er for klamt til at fortælle mere om på bloggen). Jeg lærte at elske Pringles på de tyske motorveje for mange år siden, og de er den perfekte bilsnack, som jeg nu altid spiser mindst ét rør af på vores sommerferiekøreture.

Egentlig kan jeg bedre lide tanken om 'ægte' kartoffelskiver i stedet for disse kunstige støbninger lavet af kartoffelmasse (Pringles består af omkring 42% kartoffel), men de smager bare så usandsynligt godt og kan i kraft af deres udformning have store mængder lækkert pulver på sig. Alt i alt ender jeg, selvfølgelig, på ti ud af ti pringlesrør.

En anden af mine favoritter er også en klassiker i mange andre hjem - nemlig Kims Ostepops. Det er jo strengt taget ikke en kartoffelsnack, men på den anden side husker jeg ikke at have skrevet noget sted at andre snacks er udelukket fra testen, så her er en lille hyldest til en af de allerbedste majsbaserede (det skriver de på hjemmesiden!) snacks. Da jeg var yngre og ikke kunne fordrage ost, var de mine hadesnacks, men de seneste ti år har jeg virkelig fået øjnene på for deres genialitet. Der er ikke noget bedre end at proppe munden med de små lækkerier, og de opnår også topkarakteren på ti ud af ti pringlesrør.

Jimmy hjalp med fotograferingen af produkterne til anmeldelse. Han forstod vigtigheden i projektet og forsøgte hele tiden at ændre på opstillingen af poserne, så jeg kunne fotografere dem fra en anden - og ifølge ham bedre - vinkel.

Sidste pose i denne æresrunde er en anden Sour Cream & Onion-variant - og de er ligesom de lækre ostepops fra mit yndlingsmærke Kims. Jeg har stillet planten op for dramatisk effekt, da chipsene er SÅ gode, at de fortjener lidt ekstra lir. De har den perfekte tykkelse, de ligner chipsene på billedet, og de er smækfyldt med en krydderiblanding der er noget grovere end Pringles, men mindst lige så god. Jeg tør ikke helt tænke på, hvor mange poser chips jeg har spist i mit snart tredive-årige liv (det er mange), men denne grønne pose har nok udgjort i hvert fald en trediedel af dem. Sammen med de traditionelle franske kartofler fra Taffel (der egentlig også fortjener en plads her) er det dem, jeg husker bedst fra min barndom, og min ældgamle favorit får naturligvis også karakteren ti ud af ti pringlesrør.

(UDGIVET MAJ 2015)
De forskellige poser chips til anmeldelse i denne omgang kommer fra så eksotiske steder som England og Sverige. De første fire, små poser havde min kæreste med hjem fra et besøg i London, og trods deres beskedne størrelse var de et fint bekendtskab - med de brede, riflede Cheddar & Onion-chips fra McCoy's som en af de to bedste. Chipsene var så dejligt tykke, at stort set ingen af dem var knækket i posen, og det var et stort plus, da jeg ikke er fan af smulder. Selve smagen var fin; med lidt mere løg end ost, men den kunne måske godt have været lidt mere dominerende. Jeg ender med karakteren syv (ud af ti) store pringlesrør.    

Min kæreste havde også tre små poser Walkers med hjem - Walkers er ejet af Frito-Lays Corporation og er derfor basically det samme som Lays, der er et af mine favoritmærker. Jeg var dog noget skeptisk over for disse tre eksemplarer, da jeg måske ikke synes rejecoctail og worcestersauce er oplagte smagsvarianter - men i England er de altså en del af det faste sortiment. Fælles for dem alle var en lækker konsistens og udformning af nogle tynde, smagfylde kartoffelskiver, der heller ikke går for meget i stykker i posen - og en fuldstændig ugennemsigtig varedeklaration, der ikke helt fortalte om indholdet i krydderierne, men lad nu det ligge.

Jeg tog det sikre valg og startede med Simply Roast Chicken-varianten, der faktisk var overraskende lækker. Den gode smag af grillkylling var ret autentisk og ikke tung eller overvældende; hvilket chips med kødsmag ellers godt kan have en tendens til at være, og posen var min anden, engelske favorit. De ender med karakteren syv ud af ti.  Famously Worcester Sauce-varianten var næste pose til bedømmelse, og her var smagen virkelig gennemtrængende. Jeg har aldrig smagt saucen irl, men internettet fortæller mig, at chipsene smager præcis sådan. De var ikke lige mig, men jeg må give point for en kraftig smag, og de får seks ud af ti pringlesrør. Definitively Prawn Cocktail var jeg mest forbeholden overfor. Jeg er egentlig glad for både skaldyr og fisk, men måske ikke i forbindelse med chips. Det skulle dog vise sig, at chipsene slet ikke smagte af rejer, men af det der dressing, der altid er i en rejecocktail - og så virkede det straks mindre ulækkert. I stedet var de bare lidt kedelige, og må også nøjes med seks rør.  

Posen med Hockeychips er denne rundes fineste, trods de associationer den giver til en vis forfærdelig fodboldklub. Men skriften er pæn, chipsene ligner sig selv, og farverne er trods alt flotte. De er bragt til København fra Malmø af min kollega og ven David, og jeg har forhåbninger om et fremtidigt samarbejde med henblik på at fremme interessen for svenske chips. Selve chipsen lever desværre ikke helt op til den smukke indpakning - det er en ganske reel grovchip, der minder om dem fra Netto og Fakta (som jeg åbenbart ikke har anmeldt.) De er altså ikke decideret dårlige - men bare heller ikke specielt spændende. Hockeychipsene kan lige akkurat snige sig op på syv ud af ti pringlesrør, også fordi de støtter det svenske hockeylandshold.   

Den sidste pose i denne omgang er også svensk - denne gang en gave fra min kæreste, der spillede en koncert i Lund tidligere på året. OLW er et udmærket mærke, der laver store, tykke, riflede chips, og denne gang skulle jeg prøve Grill Cheese & Onion-varianten. Jeg er meget ambivalent omkring varianten, for på den ene side er det nok det tætteste jeg er kommet den fabelagtige Queso Blanco-variant fra Den Dominikanske Republik, men på den anden side er der bare ikke nok pulver på chipsene. Smagen bliver nogle gange lige grillet nok, men alt i alt er de ret lækre, og jeg spiser meget gerne en pose igen engang, når nu jeg ikke kan få den bedste i kategorien. Otte ud af ti pringlesrør. 

(UDGIVET SEPTEMBER 2015)

Jeg har været i himlen. Irland er uden sammenligning det bedste chipseland, jeg nogensinde har besøgt. (Må lige understrege, at jeg nu også er ret glad for Danmarks udvalg. Vi har fat i den lange ende.) I Irland var der SÅ mange forskellige mærker og spændende smagsvarianter - og så er det helt normalt lige at snacke en lille pose chips til sin sandwich. I flyet kunne man endda bestille en toast KUN med smør og chips. Her er en gennemgang af alle de lækre chips, jeg fik fingrene i på ferien - bemærk venligst, at mange af poserne er i miniaturestørrelse - jeg har (trods alt) ikke spist tolv store poser chips på en uge. Karakterskalaen rangerer som altid fra nul til ti Pringlesrør. 

Keogh's blev mit nye favoritmærke, for alle de tre varianter jeg smagte, var ganske enkelt fremragende. Gæsteanmelderen var også meget begejstret, som man kan se på det lettere maniske fjæs, der kigger frem bag bilsædet. Selve chipsen fra Keogh's var grov og sprød, men helt uden den lettere olierede, uheldige bismag, der ellers ofte kendetegner grovchips - det var et klart plus. Det trak også gevaldigt op, at chipsene smagte af så meget; man har ikke været nærig med krydderier og pulver, og især varianten med irish cheese & onion var decideret himmelsk. Jeg troede ikke, at jeg ville være glad for den med roast beef & stout, men det var faktisk en meget afbalanceret udgave, hvor kødsmagen ikke var hverken kunstig eller altdominerende. Til sidst må jeg også rose Keogh's for deres lækre design - poserne var flotte, farverne pæne og skrifttypen god, og så er det et ekstra plus, at man kan se på hver pose, hvor kartoflerne er dyrket. Det bliver et pænt otte-tal til den røde pose, og to store ni-taller til den grønne og den blå variant. 

Hunky Dorys var bestemt heller ikke uden evner - en lidt mere traditionel form for bølgechips, der ikke lå langt fra Kims udvalg herhjemme. Igen må jeg rose mængden af krydderi og smagspulver, der i min verden er altafgørende for bedømmelsen af chips - og det har de altså fuldstændigt styr på derovre. Den i Irland ikke helt så almindelige sour cream & onion-variant var et solidt bud på en gammel klassiker, og den hiver et stort syv-tal hjem. Buffalo-varianten er vel at sammenligne med vores barbecue-smag, og selvom den ikke var dårlig, er det normalt en af de poser, jeg holder mig fra. På grund af den fine pose sniger den sig lige op på et seks-tal. 

Herhjemme har sour cream & onion-varianten længe været den mest populære smagsvariant, men den var som sagt en lidt mere sjælden gæst i Irland. Deres go-to-flavour må helt klart være cheese & onion, som jeg så i ufatteligt mange udgaver, og resten af denne omgangs testmateriale består da også af netop denne variant. Den første fra O'Donnells blev indtaget om bord på en turistbus i det regnfyldte Dublin, og den forsøgte ligesom Keogh's at markedsføre sig på det autentiske og rustikke. Her var desværre bare et eksempel på en grovchip med lidt for meget olie og lidt for lidt smag. Fem pringlesrør herfra. Straks bedre gik det for Tayto-varianten, der trods den grimme pose virkelig har fat i den lange ende. Chipsen er ganske tynd og sprød, men går ikke i stykker i posen - og så smager den næsten som de sagnomspundne Queso Blanco-chips. Jeg er i gavehumør i dag, så de sniger sig også op på et nital. 

De sidste tre små poser snuppede jeg med hjem fra lufthavnen, og her var det igen varianten i den grimmeste pose, der overraskede positivt. Chipsen fra King var nemlig ikke langt fra Tayto-varianten, omend noget mere salt. Det kan nogle gange være lækkert, men her overskyggede det næsten ostesmagen, og det trak det samlede indtryk ned på et syvtal. Kettle-chipsene havde jeg forventet mig meget mere af - de lokkede også med lækkert design og autencitet, men selvom jeg må give pluspoint for at bruge rødløg i stedet for almindelige løg, kommer de heller ikke over syv. Den sidste pose har droppet friturestegningen og ladet kartoflerne 'poppe' i stedet, hvilket ifølge hjemmesiden skulle gøre dem både sundere og sjovere. Det er løgn. Det med sundheden er sikkert rigtigt nok, men det er nogle af de mest triste og kedeligste chips jeg nogensinde har smagt. I Danmark har jeg smagt noget tilsvarende i ISIS-udgaven, og de er faktisk ikke så dumme endda, men deres irske/britiske fætter er altså en tør kiks.Det kan ikke blive til mere end to Pringlesrør. 

Jeg startede med det bedste og sluttede med det værste, men konklusionen er klar - Irland er et fantastisk sted, hvis man er glad for chips.   

 

(UDGIVET OKTOBER 2015)

'Er det allerede blevet tid til endnu en omgang spændende anmeldelser af chips', tænker I, og ja, det er det faktisk, for der sker interessante ting på chips-fronten. Sidste omgang bød på en hyldest til det irske chipsemarked, og denne gang bringer min rejselyst mig et smut til Tyskland - men dette efterårs helt sensationelle nyhed fortæller om en regulær chips-krig på det danske marked. Det tyske mærke Taffel har udfordret selveste Kims og deres firkantede Snack Chips ved at lave en næsten identisk pose kaldet Super Snacks, og Kims har efterfølgende slæbt Taffel i retten med påstanden om, at Kims er de eneste, der må sælge firkantede chips. Mens retssagen kørte, ændrede Taffel formen på deres nye Super Snacks, så de nu er ovale. Sagen endte i øvrigt (lidt kedeligt) med, at Kims trak sagen tilbage, og historien melder ikke noget om, hvorvidt Taffel begynder at lave firkantede chips igen. 

Når alt det er sagt, så købte jeg faktisk posen ved en fejl, for jeg er slet ikke begejstret for Snack Chips-formatet, og havde faktisk ikke bemærket, at posens indhold var de meget tykke, ikke særligt velsmagende chips, der rigtig nok minder uhyggeligt meget om Kims i både smag og struktur. Snack Chipsene har jeg aldrig anmeldt, men de ville nok få et lille femtal (på den sædvanlige skala fra 1-10 Pringlesrør), ligesom disse nye Super Snacks gør det. Her er min anmeldelse dog ekstremt subjektiv, da jeg kender flere, der bizart nok har Snack Chipsen som favorit.

Det er i det hele taget trængte tider hos min yndlingsproducent Kims, hvis sidste tiltag virker en kende desperat. De er gået ALL IN på at være ung med de unge, og har lavet hele fire nye varianter med skøre dyr, vilde farver, alternativ stavning og 9gag-slang på poserne, og selvom jeg på den ene side synes det er uendelig plat, er det svært ikke at holde af en pose chips, der har et billede af en odder med en hund på hovedet på forsiden. I min ivrighed over muligheden for at kunne smage en ny pose chips, bemærkede jeg ikke, at også denne Cheezburger-variant var lavet på de føromtalte, nederen Snack Chips, og jeg blev simpelthen så skuffet da jeg åbnede den. Når det så er sagt, var smagen af cheeseburger faktisk ganske hæderlig - den mindede vel mest af alt om den gennemtrængende Big Tasty-dressing fra McDonald's - og eftersom jeg også må give originalitetspoint for posen, hiver den sig alligevel op på et seks-tal. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at ikke alle ALL IN er af Snack Chips-varianten, så jeg kunne nok godt finde på at prøve et par af de andre - hold øje med kommende anmeldelser!

Min far er en ret god leverandør af nye chips til anmeldelse. Han finder dem i sortimentet hos Aldi og Lidl, hvor han køber ost og sjove non-food ting. Denne gang havde han fundet en variant med honning og sennep i en pose, der prøvede at løbe fra at være fra en discountbutik. Min søster var ret kontant i sin anmeldelse og gav chipsen NUL Pringlesrør, og selvom jeg vil forsøge at være lidt mere forsonende, var jeg heller ikke begejstret for smagen. Jeg er ikke voksen nok til at have lært at holde af sennep, og jeg kan kun give posen fire.

De sidste tre varianter er alle fra min sommerferie til Schwarzwald, og min søster har også her været en ivrig medanmelder - vi var dog ret enige om det meste. Den første smag på bordet var Pringles-varianten Tortilla Chips med Nacho Cheese, og jeg havde ret høje forventninger. Desværre smagte de ret kedeligt og billigt, og der var slet ikke nok ostepulver på chipsene - de kom ikke i nærheden af min Doritos-favorit, og de kan også kun slippe afsted med et fire-tal. 

Vi kunne ikke stå for posen med den rare bondemand, og nu er jeg også en sucker for oste-chips, så igen var forventningerne skruet lidt i vejret på forhånd. Det var da også nogle lækre chips, men de smagte lidt mere af olie end af ost - for den der 'Milder Käse' var vist lidt for mild. Et stort seks-tal til den flinke bonde. 

Jeg bliver åbenbart ved med at købe chips med cheeseburger-smag, og jeg ved ikke helt hvorfor, for de er sjældent blandt mine favoritter. Jeg er dog ret vild med selve grundformen på Crunchips, så denne pose havde en klar fordel i forhold til den føromtalte Cheezburger allerede inden jeg smagte dem. Selve smagen var nu ikke specielt overvældende - en for mild blanding af de fremragende ketchup-chips fra Lays og Big Tasty-smagen fra tidligere; og posen kan jeg heller ikke give bonuspoint for. De får et seks-tal fra mig, mens min søster kun vil slippe en femmer. 

Denne omgang har været fyldt med middelmådige og decideret dårlige chips. Jeg kan dog berolige alle med, at jeg allerede er i gang med forberedelserne til den næste omgang anmeldelser, og her er jeg stødt på en vaskeægte nyklassiker og måske en udfordrer til Kims monopol som mit danske favoritmærke.