NEEDFUL THINGS

(UDGIVET JUNI 2015)

Jeg har længe haft lyst til at genlæse Needful Things af Stephen King, så da jeg forudså muligheden for en del restitueringstid i Barcelona, var det denne mursten fra 1991 med et sidetal på den gode side af ni hundrede, der røg med i tasken. Og jeg fik da også masser af tid til at fordybe mig i bogen; både i flyet, på stranden og på hotellet, så den var relativt hurtigt læst. Handlingen foregår i en af Kings fiktive Maine-byer Castle Rock, og hele vejen igennem er historien spækket med referencer til tidligere romaner og noveller - og jeg burde egentlig have genlæst i hvert fald The Dark Half først, da man møder flere af bogens karakterer allerede der. Nu har jeg læst alle bøgerne tidligere, så det gjorde mig ikke så meget, men førstegangslæsere vil få mere ud af at læse bøgerne kronologisk.

'Needful Things' er navnet på en ny antikvitetsbutik, der åbner i den lille by, der har været så frygtelig meget igennem. Den venlige ejer Leland Gaunt har noget til enhver kunde, ja, faktisk finder næsten alle indbyggere netop den ting, de altid har ønsket sig - et sjældent, signeret baseballkort, en fiskestang, en splint af Noahs Ark og Elvis' solbriller er bare nogle af varerne på hylderne, og de har en næsten overnaturlig tiltrækning på kunderne. Kontantprisen er også overraskende lav - som en del af betalingen skal man bare lige spille et lille, uskyldigt prank på en af byens andre indbyggere. Og langsomt vokser den lille by fra at være et harmonisk samfund til først at være fyldt med mistænksomme, forvirrede indbyggere med stigende paranoia, for senere at forvandle sig til et sandt inferno af eksplosioner og massedrab. Og det er enormt underholdende hele vejen.

Bogen igennem er vi helt inde i hovederne på skiftevis ti-femten af byens indbyggere i kapitler af varierende længde. Det er en velkendt og velfungerende fortælleteknik fra Stephen King, der især benytter sig af den i sine lange romaner, og det gør bogen næsten umulig at lægge fra sig, da man altid lige kan snuppe et kapitel mere. Og selvom der dermed ikke er en egentlig hovedperson, er sherif Alan Pangborn nok det, der kommer tættest på. Han er en virkelig sympatisk fyr, der har mistet sin kone og sin søn i en trafikulykke, og han prøver nu at forstå, hvad der får indbyggerne i hans by til at opføre sig så underligt. Hans spirende forhold til den gigtplagede Polly er et meget fint beskrevet bekendtskab, der viser betydningen af fortidens spøgelser, og jeg er ret glad for deres historie. Der er også nogle karakterer, der egentlig er ligegyldige for handlingen, men som er enormt sjove at følge - som f.eks. de to husmødre , der får fat i hver deres Elvis-memorabilia og mister al kontakt med virkeligheden opslugt i seksuelle fantasier om The King.

Needful Things er en Stephen King-roman lige efter opskriften; her er sympatiske, velskrevne, identificerbare karakterer; men også de ekstremt stereotype af slagsen. Her er langsomt opbygget drama med flashbacks, men også hurtigt eskalerende action, her er isnende uhygge og dårlig humor, og her er virkelig detaljeret gore. Og vigtigst af alt - her er en meget overbevisende skurk. Slutningen lever desværre ikke helt op til den lange opbygning, men den er bestemt acceptabel, og det var alt i alt et virkelig fornøjeligt gensyn.

Hvor bogen er fremragende, er filmen fra 1993 - som det desværre ofte er tilfældet med filmatiseringer af Stephen King - ganske rædselsfuld. Allerede den første scene illustrerer den elendighed, man har i vente; her introduceres Ed Harris nemlig som en ekstremt douchy udgave af Alan Pangborn. Hans overspiller på halvfemsermåden, men er ikke alene - alle karakterer (med undtagelse af en altid god Max Von Sydow som Leland Gaunt) er simpelthen så utroværdige, klichéfyldte og irriterende, at man lynhurtigt mister al interesse i deres videre skæbne.

Filmens største udfordring har været at overbringe essensen af al den indre monolog, der optager langt over halvdelen af romanen. Tankerne bliver på skærmen i stedet til dialog, hvilket betyder, at folks craziness kommer frem i lyset med det samme, og en af bogens forcer - den langsomme udvikling med stigende paranoia og intriger på kryds og tværs - bliver dermed skrottet totalt. I bogen mødes Alan og Leland Gaunt først til allersidst; en god, gammeldags konfrontation mellem det gode og det onde, men i filmen mødes de to som noget af det første til en hyggelig sludder på den lokale café (hvor en i øvrigt ikke synderligt gigtplaget Polly åbenbart sagtens kan bære rundt på tunge tallerkner).

Det er altså bare ikke særlig godt. Filmen er så mangelfuld, at jeg ikke kan forestille mig, at man kan få noget som helst ud af den uden at have læst bogen - men når man omvendt har læst bogen, er filmen en udvasket og nedtonet kopi, hvor blandt andet en elleveårig drengs selvmord nu bare er et ikke overbevisende selvmordsforsøg. Den mangler også det komiske Elvis-element, men jeg kan læse mig til, at der åbenbart findes en længere, tre-timers version af filmen, hvilket forklarer en del. Jeg kan bestemt anbefale bogen, men filmen kan I godt holde jer fra.