RUNDE RIE OG SIMON & ANINE

  

(UDGIVET MARTS 2021)
Jeg er midt i min velsignede lange påskeferie og er nu nået til Nordjylland efter at have haft besøg af min far og søster siden fredag. Jeg havde efterhånden fået besøgt alle trolde på Sjælland undtagen Runde Rie ved Lynghøjsøerne uden for Roskilde, så det var en ekstra gave, at jeg endelig kunne krydse hende af på listen. Vejret kunne dog godt have været lidt bedre, for det småregnede og blæste en halv pelikan - og jeg synes generelt, at jeg har været lidt uheldig i dén henseende på mine troldeture - men Runde Rie var det hele værd. Hun blev med det samme en af mine favoritter, og jeg vil gerne besøge hende til sommer også - og måske springe en tur i søen fra hendes fiskesnøre. 

Resten af min familie er også blevet troldetossede, og med en bil er det noget nemmere at besøge flere på én dag, så vi snuppede et par mere og startede med Kaptajn Nalle i Nordhavn. Ham har jeg besøgt en gang før, men han er blevet flyttet nogle hundrede meter siden sidst, og er nu kommet en del tættere på det vand, han leder efter til sin båd. Denne gang havde vi ham for os selv, og jeg benyttede lejligheden til at kravle en tur i båden, hvilket min søster ikke var sen til at forevige. På Amager fandt vi Bjarke Cirkelsten - det var mit tredje visit hos den rolige kæmpe i skoven, men jeg er noget utilfreds med, at han har fået knaldblå øjne siden sidst. Og så er jeg helt generelt lidt træt af, at jeg ikke kan tage mig sammen til at bruge enten mit spejlrefleks- eller systemkamera noget mere, for de fine trolde fortjener en bedre skæbne end mit fedtede mobilkamera. 

I går sejlede vi med resten af Sjælland til Århus, og Kombardo-sangen har siddet fast i min hjerne lige siden. Stadig i troldehumør tog vi en lille omvej omkring Tilst inden vi kørte nordpå, og på den mest mærkelige placering nogensinde, sad troldene Simon og Anine, bygget i 2015. Jeg kan ret godt lide, at man normalt skal lede lidt for at finde Dambos trolde - selvom den enorme interesse for hans trolde har fjernet lidt af mystikken - men det var tydeligvis ikke tilfældet i starten, og Simon Selvgjort sidder det mest charmeforladte sted jeg længe har set. Umiddelbart virker det også lidt makabert, at han sådan sidder og hamrer på Anines hoved, men der er faktisk en meget sød historie bag. Og ligesom med den noget grove Ben Chiller i Mørke, kan jeg godt lide, at man kan se den store udvikling i troldebyggeriet gennem årene.