(UDGIVET JUNI 2018
Del to af beretningen om vores Stephen King-tour starter med det allerbedste - besøget til Stephen Kings helt fantastiske bopæl. Det havde været lidt svært ikke at køre et smut forbi inden vores tur med Stu, men jeg vidste også, at han sikkert ville kunne gøre besøget endnu mere specielt med sine gode historier, så jeg ventede tålmodigt. På turen var Kings hus et af de sidste stops, og Stu parkerede bilen rundt om hjørnet og snakkede om huskøbet i næsten tyve minutter, indtil jeg til sidst næsten ikke kunne være i min krop af bare spænding. (Det var nu ellers en ret god historie; det har været King-parrets drømmehus siden de var helt unge.) Det var så surrealistisk at køre op foran den åbne(!) port på den mennesketomme gade og vide, at Stephen King højst sandsynligt var LIGE INDE I HUSET!!! Stu udpegede i hvert fald både 'Steve & Tabby's caaaahs' oppe ad den åbne indkørsel, og King plejer at tilbringe sommerhalvåret i Maine, så jeg synes godt vi kan tillade os at regne med, at han var hjemme. Den lille hvide knaldhytte ved siden af er i øvrigt deres gæstehus.
Jeg har altid været fangirl. I mine teenageår har jeg skrevet stakkevis af breve til mine idoler, belemret musikere med analyser af deres tekster, og været pennevenner med halvstore profiler i diverse superligaklubber. Men den ekstase jeg mærkede i kroppen foran Stephen Kings hus, har jeg kun oplevet én gang før - og det var da jeg så Michael Jackson i Parken som 12-årig. Min kæreste pointerede da også tørt, at jeg ser gladere ud på King-billederne end på vores bryllupsbilleder, ahem. Jeg har over hundrede billeder fra 47 W Broadway i Bangor, og jeg nænner ikke at slette nogen af dem - især ikke denne billedserie. Selvfølgelig ville det have været helt fantastisk, hvis Stephen King havde stukket hovedet ud og sagt hej (det gør han ind imellem, siger Stu), men det var stadig en helt episk oplevelse for mig.
Jeg skal nok gøre det næste lidt kort, da vi for alvor er nået ned på detaljeniveau nu, og spring endelig over, hvis I er helt ligeglade med King - jeg er bare stadig helt overvældet over, hvor mange inspirationskilder han har haft i Bangor. Det har været meget interessant at få mere indsigt i, hvordan han arbejder som forfatter, og hvordan han har fået flere af sine idéer (og de kommer ikke fra en gyde bag O.Frati's Pawnshop, som han ellers brugte som standardsvar på dét spørgsmål i en lang periode). Navnet på superskurken Randall Flagg, der spreder død og ødelæggelse i flere episke King-romaner, kommer såmænd fra en ganske uanseelig butik med køkkenudstyr, og jeg kom til at snakke rigtig skidt om The Langoliers-filmen, inden jeg fandt ud af, at Stu havde en lille rolle i den (han var heldigvis ret enig i, at det er en forfærdelig film). Sidst på denne collage er Bangors gamle vandværk, hvor flere scener af Graveyard Shift er filmet.
Denne beskedne kanal øverst til venstre er inspirationen bag den grusomme åbningsscene i It-romanen, hvor den homoseksuelle Adrian Mellon blev myrdet af Pennywise efter at være blevet knivstukket, tævet og kastet over broen af lokale rednecks. Historien er desværre baseret på en virkelig hadforbrydelse, da den unge Charlie Howard druknede i samme kanal, efter at være blevet tævet og kastet over broen i Bangor i 1984. Den tilforladelige græsplæne ved siden af er hjemstedet for The Lonesome Death of Jordy Verrill, hvor Stephen King selv spiller hovedrollen helt eminent dårligt på den allerbedste måde. Tredje billede er Bangor Public Library - naturligvis inspirationen for biblioteket i Derry, hvor Mike Hanlon endte med at arbejde efter de andre Losers var rejst fra byen, og i en anden af mine favoritter, Bag of Bones, bliver historien sat i gang af et dødsfald på netop denne parkeringsplads ved Rite Aid Pharmacy. Jeg har aldrig følt mig så meget som skør turist, som da jeg tog de her billeder - men det var det hele værd.
Sidste billede i denne omgang er af et helt specielt vejskilt - det markerer nemlig netop den vej, der var udgangspunktet for hans i princippet første roman The Long Walk, som jeg er noget mere glad for end min beskedne anmeldelse fortæller. Bagved er et sneak peek af Mt. Hope Cemetery, hvor mit tredje og sidste Stephen King-indlæg i denne omgang vil foregå, når jeg engang får det skrevet. Lige nu bruger jeg hvert et ledigt øjeblik på at læse i hans nyeste roman The Outsider, der udkom for et par uger siden - og umiddelbart er det noget af det bedste, jeg har læst fra hans hånd i årevis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar