HEARTS IN ATLANTIS

(UDGIVET JULI 2018)

Da jeg første gang læste samlingen Hearts in Atlantis fra 1999, gjorde den ikke det store indtryk på mig, men med denne gennemlæsning har jeg læst den som en del af The Dark Tower-universet, hvilket straks gør historierne noget mere interessante - men jeg synes godt jeg alligevel kan tillade mig at sige, at den stadig ikke er blandt mine favoritter. Historierne er en hyldest til tresserne; den periode, Stephen King selv voksede op i, og som han her har et både rosenrødt og problematisk forhold til; her er både studenteroprør og Vietnamkrig, og det er tydeligt at mærke, at King skriver om emner han har et nært forhold til.

Samlingen består af hvad jeg vil kalde to korte romaner og tre noveller, og den starter med den længste, Low Men in Yellow Coats, der også er forlæg til filmen Hearts in Atlantis fra 2001. Her er hovedpersonen den 11-årige Bobby Garfield, og selvom det langt fra er første gang Stephen King skriver om børn, er det en af mest naturlige; måske fordi King selv var barn dengang og voksede op uden en far. Der er elementer af både It, The Talisman, The Gunslinger og Insomnia i denne historie, men udover de stærke karakterer, virker det hele for mig desværre lidt som en lettere fortyndet blanding af dem alle.

Bobbys far er død, og han vokser op med en mildest talt anstrengende mor, der dog heller ikke selv har et særlig nemt liv. Hun er selvcentreret og dømmende, men prøver alligevel så godt hun kan - og det er med til at gøre deres forhold noget mere komplekst. Temaet synes at være, at verden ikke er fair, men vi må prøve at få det bedste ud af livet alligevel. Den lidt forsømte Bobby får et tæt forhold til bygningens nye lejer, Ted Brautigan, der har en mystisk fortid og er på flugt fra de såkaldte low men. Historien udvikler sig ganske dramatisk, og det er klart samlingens bedste - især med The Dark Tower-elementet, der er et stort plus. Det er først med Ted Brautigan, at vi stifter bekendtskab med det ultraseje begreb 'breakers', der også omfatter karakterer som Carrie, Charlie fra Firestarter og Danny Torrance, og som spiller en afgørende rolle i universets fremtid.

De efterfølgende historier har alle referencer, callbacks eller karakterer fra Low Men in Yellow Coats, og den opsætning fungerer virkelig godt for mig. Den første foregår i 1960, og den sidste slutter i samme lille by næsten fyrre år senere, og selvom historierne for mig ikke er de allerstærkeste, er jeg ret glad for denne kronologi. Den næste historie hedder faktisk Heart in Atlantis og foregår på University of Maine i 1966, hvor hovedpersonen sammen med resten af kollegiet bliver helt opslugte af kortspillet 'Hearts' (jeg kender det ikke, hvilket faktisk var lidt forstyrrende). Det er en fin historie om universitetsliv i tresserne og starten af studenteroprøret.

De sidste historier har også relationer til Low Men in Yellow Coats - vi finder ud af, hvad der er sket med Bobbys bedste ven Sully John og hans barndomskæreste Carol, der viser sig at være den røde tråd igennem alle historierne. Det er nogle ret eksplicitte og ubehagelige krigshistorier, der er både opfindsomme og gruopvækkende, men det er desværre tydeligt at læse at en historie som 'Blind Willie' er skrevet langt før de andre og blot er blevet tilpasset samlingens tema.

Filmatiseringen fra 2001 af Low Men in Yellow Coats hedder forvirrende nok Hearts in Atlantis, men det er forståeligt nok at instruktør Scott Hicks har valgt den bedste fortælling - og én, der indeholder børnevenskaber; et gennemgående, succesfuldt tema i Stephen King-filmatiseringer. Jeg må desværre sige med det samme, at jeg var ganske undervældet af denne film, der uden Dark Tower-referencerne virker ganske overflødig og uden et egentligt mål. Det er en skam, for King-gengangeren David Morse (The Green Mile OG The Langoliers) spiller ganske udmærket, ligesom Anthony Hopkins som Ted Brautigan er helt forrygende - deres velleverede replikker falder bare lidt til jorden, når man ikke er investeret i historien. Anton Yelchin spiller den egentlige hovedrolle Bobby, og man kan heller ikke for alvor sætte en finger på hans præstation - det hele er igen bare lidt fladt, og virker som en sloppy blanding af tidligere og bedre King-filmatiseringer.

Et af mine yndlingsøjeblikke fra både bog og film, er da Ted Brautigan snakker om glæden ved at læse bøger. Han beskriver, hvordan man nogle gange skal læse en bog for historiens skyld, uden at være snobbet eller have fordomme over for genren - mens man andre gange skal læse en bog for sprogets skyld, for begge dele er en gave. Jeg er meget enig, og jeg har for længe siden lært ikke at skamme mig det mindste over at elske Stephen King, selvom han mildest talt ikke indgår under kategorien finkultur.

Det er lidt pudsigt, at jeg læste lige netop Hearts in Atlantis inden min tur til USA og Stephen Kings hjemby Bangor. Som allerede vist måtte jeg tage en signeret bog med hjem, og lidt tilfældigt (+prismæssige hensyn) faldt valget på en samling af essays netop relateret til den tid, Stephen King gik på college. Der er fortællinger fra medstuderende og venner - og ikke mindst fra mesteren selv - og jeg glæder mig til at læse den. Den ligger dog ikke øverst i bunken lige nu, da jeg stadig har næsten hele Joe Hills forfatterskab til gode, hvilket altså trækker en del mere. I morgen starter Castle Rock- serien på Hulu (på HBO Nordic i overmorgen), og den har jeg virkelig også set frem til. Det er gode tider at være Stephen King-fan!