THE WASTE LANDS

 

(UDGIVET JANUAR 2021)
Jeg er glad for at jeg kan begynde 2021 med at anbefale en af mine yndlingsbøger; nemlig den tredje bog i Stephen Kings The Dark Tower-serie – The Waste Lands fra 1991. Det er nu, at Rolands ka-tet endelig bliver forenet; det er nu, vores helte må stå overfor episke fjender (som en over tyve meter høj robotbjørn og et sindssygt højhastighedstog), og det er nu, at vi for alvor bliver introduceret for Rolands Midworld gennem Kings helt eminente worldbuilding. Stephen King har udtalt, at The Dark Tower er hans bud på en Lord of the Rings-lignende saga, og i The Waste Lands bliver paralellerne for alvor tydelige. Det er efterhånden lidt omsonst at skrive om de enkelte bøger i serien uden at spoile, så træd varsomt, hvis du ikke vil have alt for meget afsløret.

I bogens begyndelse er der for en gangs skyld ro på vores foreløbige ka-tet bestående af Roland, Eddie og Susannah. Efter de to første, hæsblæsende installationer er det meget rart at starte helt nede i gear og lære om Midworld sammen med Eddie og Susannah, der begge hurtigt viser sig at have flair for livet i en postapokalyptisk parallelverden. Roland forklarer dem noget af mytologien og historien om gunslingers, og jeg bliver helt varm om hjertet når jeg læser, at han ser sine nye bekendtskaber som venner frem for (alene at være) instrumenter for at nå tårnet.   

Eddie og Susannah får hurtigt brug for deres nyfundne evner som sharpshooters, da de støder ind i Shardik, der er en af mine yndlingskarakterer nogensinde - men hvem ville ikke elske en tyve meter høj robotbjørn? Der er efterhånden et tykt fantasy- og sci-fi-lag udover fortællingen, og det bliver kun mere udtalt her, hvor begreber fundamentale for forståelsen af universet forklares. Det er alt for kompliceret at redegøre for på et par linjer, men kort fortalt er The Dark Tower en struktur, der står i midten af alting og holder hele universet sammen (no biggie); dette tårn holdes oppe af seks såkaldte beams, der igen beskyttes af 12 guardians, der har skikkelse af forskellige dyr (nørdefact – skildpadden Maturin, der spiller en stor rolle i It, er også en guardian of the beam). Bjørnen Shardik er en anden af disse guardians, men efter at have patruljeret skovene i flere tusinde år, er den frygtindgydende cyborg døende – blandt andet på grund af en virkelig klam ormeinficering i hans hjerne, der også gør ham blind af raseri. Jeg er vild med kampen mod giganten – som de ikke ville have haft en chance imod, hvis han havde været i topform - og den efterfølgende opdagelse af The Beam, der viser sig ganske subtilt i skyernes og fuglenes bevægelse, træernes groretning og meget andet, og det føles lidt som om, at historien først for alvor starter her.

Men vores ka-tet er ikke komplet endnu, for i New York går stakkels Jake, som vi mødte første gang i The Gunslinger, rundt i en døs og angst for at være ved at blive vanvittig. En lang sektion af bogen er dedikeret ham alene, og det er svært ikke at føle med den unge dreng, der på én gang føler sig død og levende. I Drawing of the Three reddede Roland Jake fra at blive skubbet ud foran en bil, hvormed han forhindrede de efterfølgende begivenheder i at ske, men det har nu skabt et ubrydeligt paradoks i dem begge, der er ved at splitte dem ad. Kapitlet er helt forrygende, og vi fornemmer den støt stigende desperation i Jake, der har livlige drømme om Midworld, og som en dag bliver draget mod en enkelt rose, der står midt på en overgroet byggeplads. Der finder han også en nøgle; og den samme nøgle går Eddie samtidig i gang med at snitte en version af i Midworld, da også han drømmer om Jake, og fornemmer at nøglen er vigtig. Der sker så mange betydningsfulde ting i Jakes kapitel, at det er umuligt at tale om dem alle (deriblandt Jakes eksamensopgave og besøget hos boghandleren Calvin Tower, der solgte ham en bog med gåder og den ildevarslende Charlie the Choo Choo), men det vigtigste er næsten Jake og Rolands lidelser, der er eminent godt beskrevet.

Jeg prøver virkelig på ikke at genfortælle hele romanen, men jeg ELSKER den her bog, og det hele føles SÅ vigtigt. Uden at afsløre for meget om hvordan, lykkes det gruppen at trække Jake til Midworld, efter at Susannah tager en for holdet og har sex med en dæmon. Genforeningen er rørende, og det er specielt overvældende at se Roland og Jake falde hinanden om halsen imens Jake spørger ”You won’t let me drop this time?”

Og så sker det. Øjeblikket, jeg venter på med længsel hver gang jeg læser The Dark Tower. Beviset på, at jeg er utroligt nem at overbevise som læser, dukker op i skikkelse af den nuttede billy-bumbler Oy. Billy-bumblers er Stephen Kings helt egen opfindelse, men de er vaskebjørn/hunde-hybrid nok til at gå lige i hjertet på letpåvirkelige constant readers som mig. Og Oy kan TALE – eller i hvert fald gentage ting, hvilket også gav ham sit navn, der bare er en billy-bumblers version af ”boy”. Jeg har allerede haft præfikset yndlings- foran flere ting, men Oy er min ultimative yndlings, ikke-menneskelige karakter, og han er en vidunderlig tilføjelse til historien. Han beviser i øvrigt sit værd flere gange allerede kort efter sin ankomst, men det var der nok aldrig den store tvivl om.

Roland har ikke stødt på andre mennesker end sin ka-tet siden massakren i Tull i The Gunslinger, men i River Crossing tilbringer de en dejlig aften i selskab med en gruppe ældgamle mennesker, der falder på knæ for Roland og hans pistoler, og som kan fortælle en masse om storbyen Lud, der ligger et par dages rejse væk. Lud er… episk, og beskrivelsen af den fik mig til - sammen med The Stands kaotiske dommedagsbeskrivelser fra et pandemi-ramt New York – for alvor at elske postapokalyptiske historier. Jeg kunne læse en hel bogserie, der foregik udelukkende i Luds ruiner og ødemarken omkring den, for byen, dens historie og dens indbyggere er noget helt specielt.

Efter en virkelig dramatisk introduktion til byen, en bortførelse og en genforening, møder vores ka-tet endelig Blaine the Mono. Han er et ekstremt langt, pink, hyperintelligent højhastighedstog, der ligesom Shardik også er blevet lidt rusten i maskineriet, og så elsker han gåder. Han er en totalt vanvittig tilføjelse til historien, og en herligt uforudsigelig karakter, der endnu engang får os til at frygte for vores venners liv. Heldigvis har de Jakes bog med gåder, ligesom Roland noget overraskende viser sig at være ganske habil i kategorien – i hans gamle Gilead blev der afholdt årlige gådekonkurrencer blandt gunslingerne, og selvom han aldrig vandt, kan han stadig huske mange af gåderne. Det er heldigt, for efter at være steget mere eller mindre frivilligt ombord på Blaine, laver de en aftale med ham om at underholde det selvmordstruede tog længe nok til at køre til hans slutdestination – og hvis de vinder over ham, tager han dem måske ikke med i døden.

Bogen slutter lige dér; med 1400 kilometer i timen og ubesvarede gåder, og jeg er SÅ glad for, at jeg ikke var nødt til at vente fem år, før jeg kunne læse videre. Men det måtte de constant readers, der læste med fra starten, og de var mildest talt ikke begejstrede for denne cliffhanger. 

Jeg har allerede spoilet helt ekstremt meget OG skrevet voldsomme mængder af tekst, men jeg har alligevel et par afsluttende observationer, der i flere tilfælde er endnu mere afslørende end ovenstående – så stop endelig her, af den ene eller anden årsag!

-     - Allerførst MÅ jeg simpelthen snakke noget mere om alle Lord of the Rings-forbindelserne. Det er næsten umuligt ikke selv at lægge mærke til flere af dem -og jeg er helt overbevist om, at det er ganske bevidst fra Kings side- men podcasten The Kingslingers (endnu en forrygende podcast, jeg ikke har anbefalet endnu) har også fået mine øjne op for et par stykker. Der er næsten for mange at nævne, men tiden i River Crossing er i allerhøjeste grad en parallel til The Council of Elrond, hvor missionen planlægges, og Aunt Talitha er en tydelig Galadriel; en mystisk og omsorgsfuld karakter, der sender vores ka-tet videre med lys og håb i hjerterne. Roland er totalt Aragorn; begge deres fædre var konger, og nu vandrer de udstødte rundt i ødemarken – og Jakes bortfører Gasher kan nemt sammenlignes med en ork. Ved synet af det egentlige, miserable The Waste Lands citerer Susannah endda Tolkien direkte: ”This is what Frodo and Sam saw when they reached the heart of Morder – these are the cracks of Doom”.

-     - Landskabsbeskrivelserne fortjener endnu en hyldest, for både Shardiks frodige skove og The Waste Lands står helt levende for mit indre blik – sidstnævnte desværre befolket af misshapen flying things with leathery wings. Skaberne bag Fallout: New Vegas kunne sagtens have læst The Dark Tower før de kreerede deres postapokalyptiske univers, og det er bestemt et kompliment. En anden fascinerende ting ved Rolands verden er geografien, der ikke er konstant – Roland har brugt årevis på at tilbagelægge en strækning, der tidligere ikke var mere end 1500 km.

-     - Blaine og interaktionen med ham er forrygende bizar. Hans ondskab er kalkuleret og grusom, og han nyder at se forfærdelsen i ka-tettens ansigter, når han zoomer ind på rædslerne omkring toget (Det er det værste, Roland nogensinde har været vidne til – og det siger ikke så lidt). En æra sluttede, da Blaine udløste giftgas i hele Lud, og han har ikke noget at tabe- og han er en virkelig interessant skurk. Det må i øvrigt have været svært at indtale The Waste Lands på lydbog, for toget taler udelukkende i CAPS LOCK, hvilket godt kan blive liiidt trættende.

-    - Vi får også endelig vores første, rigtige beskrivelse af The Dark Tower. Lidt overraskende kommer den ikke fra Roland, men det er det helt rigtige valg at lade os opleve tårnet sammen med Eddie, der ser det klart og tydeligt for sig i en drøm. Som læser er det også svært ikke at blive draget af den fængende beskrivelse, og man begynder at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Roland at nå sit mål.

-      - Hvis der stadig skulle herske den allermindste tvivl, så vil jeg bare slutte af med at sige, at jeg ELSKER The Waste Lands, og det er den jeg oftest læser ude af kontekst – bare fordi jeg godt kan lide at være sammen med karaktererne.