CHIPS 2020 PT. II

 

(UDGIVET JULI 2020)
Lidt før tid kommer årets første omgang sommerchips, for jeg har smagt helt overvældende mange nye varianter på det sidste, der alle fortjener at få et par ord med på vejen, og min tur til Tyskland bød også på et par gode overraskelser - men de må vente til næste gang. 

Første Pringles-rør i denne pulje var med pizzasmag, og de var faktisk overraskende gode. Igen skal man jo nok også være glad for den sammenpressede grundchip af kartoffel, ris-, majs- og hvedemel samt en masse stivelse, men det er jeg åbenbart (#noshame), og pizza-varianten komplimenterede Pringles-chippen godt. De smagte af en god, italiensk Margheritapizza; af tomat, ost og måske basilikum - jeg kunne i hvert fald ikke smage den nogle gange altoverskyggende oregano, og det var et klart plus. Jeg giver dem otte store Pringlesrør som kompensation for min kærestes fedtede seks - han er helt generelt af den underlige opfattelse at chips ikke skal smage af pizza. 

Førsteudfordreren til KiMs trone af chips og snacks er Taffel, der denne gang har tre varianter i puljen. Den første er en nyhed med smag af Mixed Chillies & Sourcream, der på posen fortæller om en styrke på 2/3 chilier, hvilket ikke er forkert, men måske i den høje ende, da de kun lige bider lidt. De smager godt og præcis som de skal - af tomat og chili - og af sourcream, der udligner den stærke smag. Der er både sød og stærk chili i posen, der ender med en karakter på syv Pringlesrør, for havde de været mindre stærke, ville de hurtigt blive lidt kedelige. 

Den næste - ret grimme - pose bød på Peanut Rings, der smager af min barndoms ferier i Tyskland. Det er et simpelt koncept, som Taffel udfører til punkt og prikke - deres ringe er måske en anelse tyndere, konsistensen lidt tungere og grovere, men ellers er det bare en fråderen snack, der smager af peanuts. Man skal selvfølgelig være i humør til dem, og jeg har personligt sjældent lyst til ret mange af gangen, men derfor giver jeg dem stadig et syv-tal.

Den sidste pose bød på intet mindre end 'Southern Tasty Spare Ribs With A Brush of Sweet Marinade"-chips, og de duftede indbydende af søde spareribs. Selve chippen er af den sædvanlige gode Taffel-kvalitet; en tyk, bredbølget kartoffelchip med rigeligt pulver, der i dette tilfælde måske smagte lidt mere af sweet marinade end af spareribs. Jeg er ikke kæmpe fan af dem; primært fordi kødsmagen trods alt skinner igennem, men de er interessante nok til også at få et syv-tal af både min mand og jeg.   

En ny Bugles-variant fandt hurtigt vej til bloggen, men der er helt ærligt ikke så meget interessant at sige om dem. Bugles ER bare gode, og denne udgave med sød chili er ikke nogen undtagelse - de får et stort syv-tal, da jeg kun har lyst til nacho cheese-varianten hver gang jeg spiser Bugles, men det er jo ikke den gule poses skyld. Min mand svinger sig op på et otte-tal, fordi han deler min overbevisning om grundbuglens kvaliteter og godt kan lide chili. 

Nu bliver det rigtig slemt. De næste fem(!) poser er skrækeksemplet på, hvor meget man må ofre sig som chipsanmelder, for vores madkonto har modvilligt givet hele hundrede kroner til projektet, selvom jeg egentlig godt vidste at de nordmakedonske kartoffelsticks købt hos vores importkioskmand ikke ville gå over i historien som verdens bedste snacks. Jeg havde dog ikke forventet, hvor dårlige de ville være, og jeg må med skam melde, at vi langt fra fik spist indholdet i alle poser.

De første sticks med red hot chili lugtede af de klamme, lune baconchips man kan købe i snuskede boder i omrejsende tivolier, og jeg syntes også, at de smagte lidt derhenad. Konsistensen var egentlig god nok; luftig og en anelse klistret, men de efterlod en klam bismag og var aaalt for salte - det gjorde sig i øvrigt desværre gældende for alle varianterne. Jeg kan ikke give dem mere end fire Pringlesrør, imens min mand lidt storsindet giver dem fem.

Noget uventet var den næste pose desværre også den bedste - ketchup-varianten var uden den skarpe vinegar-smag, vi ellers har vænnet os til fra andre mærker, og smagen fik snarere tankerne hen på en billig, sød discoutketchup, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. På en god dag giver jeg dem et fem-tal, og min mand - der altid er glad for ketchupvarianter - svinger sig helt op på seks rør. 

Den tredje pose virkede uskadelig nok med sin lovning om salty classic-sticks, men de var en forfærdelig overraskelse. De smagte og lugtede også af billige bacopchips, hvilket er ualmindelig klamt, når de bare burde være salte. Det er fair, hvis de gerne vil smage af noget andet, men det bør i så fald tydeliggøres på posen. Jeg synes bare de er ulækre og giver sammen med min mand to små Pringles-rør til den salte variant.

Alle sticksene lignede hinanden i både udseende og smag, så jeg havde med rette ikke de store forventninger til de to sidste poser. Pizza-varianten var modsat dagens første Pringles-rør fyldt med oregano, hvilket jeg aldrig er glad for, og da de samtidig manglede ostesmag, fandt jeg dem mest af alt lidt kedelige. Noget af det eneste tilnærmelsesvis positive jeg kan sige om dem, er deres evne til at få specifikke minder frem i min hukommelse - de smager nemlig lidt som de foccaciaboller, jeg nogle gange købte til frokost i Irma overfor FONA, men det er også et meget subjektivt vurderingsgrundlag, så de ender på et lille fire-tal.

Endelig var vi nået til vejs ende, men jeg var efterhånden noget bekymret for, hvad chicken-varianten ville udsætte os for. Og hvis chilivarianten smagte lidt af baconchips, smagte kyllingevarianten præcis som baconchips, og jeg kan kun give dem et meget lille tre-tal. Min mand var ikke enig - han kan godt lide baconchips og syntes, at disse sticks smagte for meget af kylling, ligesom fisk også kan smage for meget af fisk. Han ender også med tre Pringles-rør til kyllingesticksene, og så var vi gudskelov igennem denne rundes største prøvelse. 

I forbindelse med vores renovering-af-lejlighedsprojekt har vi været i IKEA flere gange, og jeg opdagede til min lidt for store begejstring, at de nu også har lavet chips!!! Vi åbnede fluks den første pose med salt, og min mand kunne konstatere, at de også lugtede lidt af IKEA - men på den gode måde, hvad det så end skal betyde. De har en god konsistens; de er tynde, sprøde og tilpas olierede, men en anelse for letsaltede for mig, der stadig vil foretrække franske kartofler fra Taffel, hvis jeg skal have saltede chips. De er ganske fredelige og ender med et syv-tal fra os begge.

Jeg havde ikke overraskende lidt større forhåbninger til sour cream & onion-varianten, der  bød på samme gode, sprøde kartoffelchip, og nu med overraskende meget, lækkert cremet smagspulver. Min mand går så vidt til at erklære dem bedre end selveste KiMs og giver dem otte store Pringles-rør - det er blasfemi i mine ører, men selvom IKEA-udgaven  ikke er helt så festlige som posen lover, er de gode, og får derfor også otte rør af mig. 

Det er næsten en fornærmelse at kalde Taffels mixed chilies for stærke, når de bliver anmeldt i samme omgang som rundens næste pose; 'Flamin' Hot Nacho Cheese' fra Doritos - for de trekantede majssnacks er virkeligt stærke. Det er næsten svært at smage osten, men den er der, og de smager som de skal - som ostedoritos med masser af chili. Jeg kan ikke spise mere end et par stykker, før der er ild i min mund, men de har også en rigtig god eftersmag, der alligevel giver lyst til mere. På posen står der, at man skal vaske hænderne grundigt efter håndtering, og no kidding - de er altså afsindigt stærke. De får et flot otte-tal fra min mand og jeg, for det er godt, at de findes - vores smagsløg er bare lidt for sarte. 

Rundens sidste chips er to fodboldvarianter fra Pringles, der tydeligvis også havde glædet sig til EM - heldigvis skød de ikke lanceringen af rørene til det udsatte EMs start, så jeg kan slutte hvor jeg startede - med Pringlesrør.  Det første rør, 'Sweet Chili Kicker', var lidt en skuffelse, men nu har vi også smagt mange gode varianter med chili på det sidste. Der var ganske meget pulver på dem, og selvom de var søde, havde de også et lille bid i sig, men de smagte lidt for kunstigt. For mig er de stadigvæk bedre end Taffels chilivariant, men de kan ikke få mere end et syv-tal, og min mand kan kun svinge sig op på et lille seks-tal.

Jeg lever for de sjove varianter, og jeg elsker, at der findes Pringles med smag af Döner Kebab. Og det er præcis, hvad de smagte af - krydret kebab - og af at være en kødvariant, fandt jeg dem faktisk både interessante og overraskende gode, hvilket skyldes at de primært smagte af kebabkrydderiet; kanel, karry osv. Vi kan ikke give mere end et syv-tal, men det er 'nice at de findes', som jeg har griflet ned i mine noter. 

(UDGIVET SEPTEMBER 2020)
Kalenderen siger efterår, og jeg har ikke fået delt mine seneste, tyske chipseventyr endnu - fordi jeg også var bagud sidste gang jeg snakkede om salte snacks. Men i dag skal det være, for jeg har allerede spottet endnu flere spændende poser, hvis indhold jeg snarest må sætte tænderne i.

Rundens første pose er endnu en crunch cut-variant fra KiMs. Jeg var usædvanligt begejstret for især purløg & sour cream-varianten, da den kom på markedet for fire år siden, og selvom min begejstring måske er dalet en anelse siden, er jeg stadig glad for udformningen af chippen, så jeg havde højere forventninger til denne paprika-pose end jeg har normalt. Det er ikke min favoritsmag, men det hjalp med et hint af den krydrede tomat, der gjorde chippen lidt spicy. De kan alligevel ikke få mere end syv (som altid ud af ti) Pringlesrør, men det er min meget subjektive holdning til paprika, der er på spil her. Jeg vil gerne give dem point for at basere smagen og navnet på få ingredienser - det bliver lidt trættende i længden med navne som "festsmag", "pizzasmag" osv. Min mand er heldigvis mere gavmild og giver otte pæne rør. 

Det gør mig altid glad, når jeg kan have et Pringles-rør med i puljen, og denne gang har jeg smagt på hele tre af slagsen. De er flankeret af mit bedste Tysklands-køb - miniature-colaer, der både var absurd nuttede og indeholdt præcis den mængde cola, jeg havde lyst til, og selvom jeg godt ved, at de små dåser er helt åndssvage, ville jeg ikke drikke andet hvis jeg havde muligheden. 

Men til det, det hele handler om - det første Pringles-rør var en focaccia-variant, hvilket faktisk ramte meget godt plet. Det hjalp nok en del at vide, hvad den skulle smage af, for ret beset var det bare en mild rosmarinsmag på en kraftigt saltet chip - hvidløg og olivenolie var der ikke meget af. Det var dog en ganske lækker smag - "not bad, actually", var min mands første ord (om disse chips, obviously) - og de får henholdsvis en lille otter og en stor syv'er fra ham og mig. Et ekstra lille plus får røret for designet, der viser en Pringle flyve med en drage lavet af focacciabrød i et ørkenlandskab.

Det næste rør var en salt-og-peber-variant, der spillede på de to farver med skakbræt-designet. Vores forudsigelse var, at de ville være  lidt kedelige, men med salt og peber er der heller ikke så meget at spille med, og de smagte ganske rigtigt af en meget mild peber. Min mand vil hellere spise disse end de originale Pringles, som han aldrig har været stor fan af, men når krydderiet ikke er mere spændende eller kraftigere, kan han kun give dem syv. Jeg er nok helt nede på et sekstal, men jeg er heller ikke så glad for peber alene. 

Det sidste rør bød på endnu et design-mesterværk - en Pringle der cykler gennem et skovlandskab på en cykel med hjul af agurkeskiver og tzatziki i cykelkurven. Jeg var SÅ klar på tzatziki-varianten, der heldigvis heller ikke skuffede - den smagte overraskende præcist af tzatziki, og vi bildte os endda ind, at vi næsten kunne smage agurken. Ellers bidrog hvidløg og den græske yoghurt selvfølgelig til smagen, og det salte og syrlige samspil fungerede rigtig godt. Syrligheden klædte Pringles, der ellers har en ret sød grundkartoffel, og jeg giver den et lille nital for den spændende variant. Min mand ender noget lavere på et syvtal, da han (som tidligere nævnt) ikke er glad for hvidløgssmag på chips. 

Sommerens Tysklandstur gav som sagt anledning til indkøb af flere nye varianter, men jeg glemmer altid at tjekke hvilke poser, jeg allerede har anmeldt - og så ender jeg med at købe nogle underlige poser, som jeg er helt sikker på, at jeg aldrig har smagt. Det gør sig især gældende i år, hvor jeg kom hjem med søde jordnødderinge, endnu en kødvariant fra Crunchips og en pose løgringe, som jeg har kigget på i årevis. 

Den første pose indeholdt "Donuts Erdnuss Karamell Style", hvilket var for stor en fristelse at lade mine smagsløg gå forbi. Jeg troede, at de ville være helt skrækkelige, men jeg blev faktisk overraskende glad for karamelsmagen på de i forvejen søde peanutringe. De var store og tykke og et langt bedre format end peanutkugler, og jeg giver dem et pænt ottetal. Min mand vurderede, at han ville have givet originalen et nital, men det søde trækker så meget ned for ham, at han ender på et sekstal. Han understreger, at han nærmest er irriteret over, at varianten findes, da han heller ikke mener, at sukker hører til på chips. Jeg er - ikke overraskende - uenig. 

Chips med kødsmag når sjældent op blandt mine favoritter, men "Roasted Spare Ribs" fra Crunchips smagte mere af den marinade, kødet ville være dyppet i. Det er for mig en klar forbedring, da kødsmag på chips godt kan blive lidt klamt, og både min mand og jeg kvitterer med et ottetal for indsatsen, og synes de har en god, afbalanceret smag. 

Løgringene "Zwiebli-Ringe" fra funny frisch lugtede ikke overraskende ret meget af løg. De havde en god størrelse, var meget porøse og havde en god konsistens - først kunne man frygte, at de ville klæbe til ganen, men det var heldigvis ikke tilfældet. De smagte også rigtig meget af løg, og kunne for min skyld også godt have smagt af sourcream, for i længden blev de en anelse kedelige. De ender på et syvtal fra mig, og en otter fra min mand.  

Den sidste Tysklandspose var episk. Jeg sagde godt nok tidligere at jeg var træt af chips med den lidt udefinerbare "pizzasmag", men i dette tilfælde må jeg tage mine ord i mig igen. "Rocky Balboa Pizza Philly Style"-posen fra Chio var jo helt fantastisk (jeg elsker spøgelseshånden, der kvaser chips!), og chipsene var heldigvis også ganske gode. De dufter af ost og oregano, og det smager de såmænd også af, ligesom de fleste andre pizzachips - men med en god overvægt af ost. Selve chippen var jeg ekstra vild med; den var hverken for grov eller olieret, og eftersom min mand og jeg smagte varianten i en frokostpause midt i en idyllisk, grøn skov, ender vi begge på et gavmildt ottetal. 

Jeg ved ikke om Cream Cheese & Onion-varianten fra Taffel er ny, eller om den bare er gået min næse forbi, men jeg skyndte mig i hvert fald at putte den i kurven, straks jeg så den første gang. Jeg elsker Taffels franske kartofler, og denne variant var tilsyneladende af samme grundchip frem for de bølgede, som jeg godt kan blive lidt træt af, så jeg havde store forhåbninger. De skuffede heldigvis ikke, og den milde syrlighed og de sparsomme krydderier spillede perfekt sammen med den klassiske franske kartoffelchip - og de løber med et stort ottetal fra mig. Min snart treårige niece mente, at de smagte af chokolade; hunden Quark kunne ret godt lide dem, men jeg stoler ikke på hans dømmekraft- men da min søster også endte på et stort otte-tal, tør jeg godt anbefale dem. 

Tiger-butikkerne har endelig fået en chips-variant, jeg ikke kunne holde fingrene fra, for alle osteposer har en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Disse tyndtskårede kartoffelchips er lige på grænsen af at være for olierede, men de har et rigtig godt crunch som følge deraf - jeg ville dog foretrække dem tykkere og med mindre olie. De smager af både ost og hvidløg, men kunne godt have haft meget mere pulver på sig, og måske lidt mindre salt i krydderiblandingen. Jeg ender alligevel på et ottetal, for jeg synes at posen er sød - min mand lader sig ikke forblænde af så nemme tricks, og han slutter af med en syver; også på grund af det allestedsnærværende hvidløg. 

(UDGIVET DECEMBER 2020)
Hvilken bedre afslutning på året end endnu en længe ventet chipsanmeldelsesrunde? Det er vist på tide, for de første poser i denne omgang blev prøvesmagt helt tilbage da der stadig var grønne blade på træerne, hvilket virker som en evighed siden lige nu. Indholdet var også tre 'varme' varianter med forskellige former for chili, og da de var fra det solide mærke Herr's fra Pennsylvania, havde jeg ganske store forhåbninger til de store majssnacks.  

To af poserne var med de efterhånden velkendte cheese curls, og vi startede med Buffalo Blue Cheese-varianten, der får point for originalitet trods den lidt kiksede pose. Den tilsigtede smag er blåskimmelost kombineret med hot wing-sauce, hvilket amerikanerne lykkes ret godt med. I starten er smagen meget speciel og umiddelbart meget saltet, men efter lidt tyggetid kommer smagen af sourcream frem, der dominerer over smagen af blue cheese og chili. De kunne godt have skruet op for blåskimmelosten for min skyld, for de ender med at blive en anelse ensformige og næsten lidt for sprøde - jeg savner en lidt mere cremet konsistens i de store og porøse curls. De ender med at få et stort syv-tal af mig, for de er svære at stoppe med at spise, når man først kommer i gang - og min mand giver dem af samme årsag et otte-tal.

Rundens anden cheese-curl-variant er Carolina Reaper-flavored, og posen advarer om 'scorchin' hot'-ness, men de duftede ikke af noget særligt, da vi åbnede den luftige pose. Chilien kommer langsomt snigende, og man tænker først, at de ikke er så slemme - men det kommer! Doritos Roulette er nok stadig de stærkeste chips, jeg har smagt, men Carolina Reaper er lige i hælene på dem, for selvom der ikke er så meget pulver på majssnacksene, er chilien altdominerende. Jeg savner lidt mere ostesmag, for de smager kun af chili og paprika, men hvis man er på udkig efter en fest i munden, kan jeg sagtens anbefale dem. Jo flere man spiser, jo heftigere bliver det - også efter man er stoppet med at spise dem. Det trækker klart op, at de er så stærke, som de lover (1500000 Scoville Heat Units, åbenbart), men jeg kan ikke give dem mere end et stort syv-tal, da de helt subjektivt er for stærke for mig. Min mand ender igen på otte, og roser også, at man ikke kan fråde dem - man får helt naturligt brug for en pause, når man har spist en god håndfuld.

Den sidste Herr's-pose var Crunchy Cheestix med jalapeño-smag, og de ligner landschipsene Cheetos på en prik. De dufter ikke af meget, og ligesom ved Carolina Reaper-snacksene, kan man i første omgang kun smage jalapeño, men med en undertone af enten tomat eller paprika - ost er der desværre ikke meget af. Grundsnacken er god, men Cheetos er klart bedre, og for tredje gang ender jeg på et syv-tal, imens min mand kaster otte Pringlesrør efter posen, som han synes smager af en mexicansk pizza. 

Vi skal også en tur til Sverige i denne omgang, hvorfra rundens næste tre poser stammer. De første chips i den pæne blå pose smager af Ranch & Sourcream, hvilket ikke er så langt fra KiMs Holiday-variant, men heldigvis uden rød peber-elementet. Det trækker op for mig, at jeg kan smage både løg, tomat, ost og hvidløg, og det balanceres nærmest perfekt af den lækre sourcream. Det er en god kvalitetschip; relativt tyktskårede kartoffelskiver stadig med skræl, men uden at være hverken for rustikke eller olierede. Smagen er ganske interessant, og min mand og jeg kunne nemt blive enige om at give dem et stort otte-tal, ligesom vi også godt kunne tænke os at prøve smagen i en dip, frem for den overvurderede Holiday.

Den næste pose var straks mere spændende i mine øjne, der lynhurtigt spotter alt osterelateret. Chipsene duftede også af ost, og man kunne faktisk godt smage, at det var cheddarost - måske ikke en stærk, modnet én af slagsen, men stadig en cheddar. Mine ostehungrende smagsløg kunne godt have ønsket mig lidt mere pulver på de tykke, bredbølgede chips, men de er bestemt virkelig gode, og eftersmagen med sourcream er perfekt afbalanceret. Nogle gange er der ikke så meget at sige om en variant, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og den gule pose hiver to små ni-taller ud af min mand og jeg.   

Vi er ikke helt færdige med Sverige endnu, for jeg har også smagt på OWLs Hot Ranch-variant, der passer meget godt med dagens hidtidige tema; chilier og ranchdressing. Den bredbølgede chip er som altid af god kvalitet, og den smager faktisk af en lidt stærkere udgave af ranch-dressing, hvilket er en god idé til den slags chips. Det er ikke en variant, jeg normalt ville købe, men den barbecue/Holiday-hybrid, som jeg synes ranch-chips nogle gange kan være, er blevet meget bedre af at få lidt ekstra bid. Der er meget pulver på, hvilket også trækker op, og min mand ender på et solidt otte-tal, imens jeg ikke kan give mere end syv. 

Tyskland hopper med på bølgechippen med deres "Terrifying Jalapeño & Cream Cheese Inferno"-pose fra gode gamle Crunchips, som jeg efterhånden har været omkring mange gange (ja, jeg skylder stadig den oversigt - måske et nytårsforsæt?). Deres chip er den med de bredeste bølger i denne runde, hvilket skaber en anderledes, lækker tyggeoplevelse, og så er de lige så stærke som de lover. De smager af det, de skal - jalapeño med creme fraiche med en snert af ost, og de har en både salt, syrlig og stærk eftersmag. De stærke jalapeños er på grænsen til at smage for meget af grøn peber, og da flødeosten samtidig smager af pikantost, rammer smagsvarianten lidt forbi mål for mit vedkommende, men de holder hvad de lover, og fortjener mindst et syv-tal - min mand giver dem heldigvis otte, hvilket jeg tror er en mere objektiv korrekt bedømmelse. 

Jeg har ikke helt glemt Danmark i denne runde, for KiMs nyeste variant af snackchips er med OST, hvilket naturligvis øjeblikkeligt fangede min opmærksomhed. Jeg må sige det med det samme - der er intet overraskende overhovedet ved denne variant, men som før nævnt er det heller ikke altid nødvendigt. Det er den helt klassiske snackchip med ostepulver, der leder tankerne hen på ostepops - det er bestemt et kompliment, men jeg synes desværre ikke helt, at de smager af nok. Min mand synes de smager af rigeligt, og svinger sig faktisk helt op på et ni-tal, mens selv ostesmagen ikke er nok for mig til at jeg kan give en snackchips-variant mere end syv. 

Jeg tror aldrig, at jeg løber tør for chipsvarianter at anmelde. Jeg har længe haft et godt øje til Kettle Chips-varianterne på Nettos hylder, men jeg har indtil nu haft munden fuld af andre mærker - altså lige med undtagelse af min meget kortfattede anmeldelse af cheddar-posen for fem år siden (den er vokset meget i min anseelse siden). Men nu skulle det være, og jeg har glædet mig til at sætte tænderne i de engelske kartoffelchips.  

Den første pose var med soja, ingefær og chili, hvilket for mig ikke lyder videre tiltalende. De var dog meget bedre, end jeg havde frygtet - de var slet ikke så stærke, og soja og ingefær smager okay sammen. Smagene er godt afstemt i forhold til hinanden, selve chippen er lækker og kraftig, men selvom de bliver bedre og bedre, jo flere man spiser, bliver de aldrig mine favoritter, og jeg må nøjes med et syv-tal - min mand giver otte. 

Den sidste pose var indbydende med sin flotte, blå farve og løfter om salt&vinegar-lækkerier; det er nemlig intet mindre end Balsamic Vinegar of Modena der giver smag til disse lækre, crunchy kvalitetschips. Jeg var ret begejstret for dem og det strejf af sødme, der gjorde balsamicoeddiken helt perfekt, og både min mand og jeg slutter året af med karakteren ni ud af ti Pringlesrør. Godt nytår!