11.22.63 (TV)

(UDGIVET MAJ 2016)

Jeg anmeldte Stephen Kings tidsrejse-roman 11/22/63 da den udkom i 2011, og nu har den fundet vej til skærmen i form af miniserien 11.22.63 på otte afsnit med James Franco i hovedrollen. Jeg har altid en sund skepsis over for King-adaptioner, men denne er faktisk ganske hæderlig og til tider virkelig spændende - måske fordi J.J. Abrams (Lost, Fringe) og Bridget Carpenter (Friday Night Lights) har produceret. Der er en del meget heldige, 'tilfældige' plotudviklinger, og man skal nok enten være glad for Stephen King, sentimentalt periodedrama eller amerikansk historie (eller James Franco) for virkelig at kunne sætte pris på serien, men den ligger bestemt i den høje ende af skalaen af King-fortolkninger. Hele writer-teamet er kæmpestore fans af Stephen King, og det kan mærkes.

I serien følger vi den unge high school teacher Jake Epping, der en dag opdager eksistensen af et ormehul, der leder tilbage til 1960. Den gamle og døende diner-ejer, der fortalte Jake om hullet, videregiver en opgave til Jake - i fortiden skal han prøve at forhindre mordet på JFK tre år senere. Jake rejser frem og tilbage i tiden et par gange - uanset hvor længe, han bliver i fortiden, er der kun gået to minutter i nutiden, og hver gang han rejser tilbage, bliver hans tidligere gerninger i fortiden nulstillet, og han ankommer på det præcis samme tidspunkt - en sommerdag i 1960. Efter at have besluttet sig for at påtage sig opgaven og blive i fortiden (Jake har, meget belejligt, hverken familie, en kæreste eller tætte venner han skal undvære), går de følgende år med at udspionere og aflytte Lee Harvey Oswald, for at finde ud af, om det overhovedet var ham der skød, og hvorvidt han arbejdede alene.

I bogen arbejder Jake selv alene - med et hav af fremragende indre monologer til følge - men i serien introduceres den unge, uregerlige knægt Bill, der pepper scenerne lidt op med noget dialog. Ham kunne jeg godt have undværet - også fordi han konstant sætter missionen på spil med sin skødesløshed og sit temperament - men jeg forstår godt nødvendigheden af hans karakter. Bedre går det med Jakes uundgåelige love-interest Sadie, der er en ret perfekt karakter. Sarah Gadon er virkelig en klassisk, pæn pige, der passer som fod i hose ind i seriens tresser-univers med fine kjoler og lækre biler, og hende og James Franco er virkelig godt castet sammen. Jeg kom flere gange til at tænke på den overdrevent romantiske (men faktisk enormt gode) The Notebook med Ryan Gosling og Rachel McAdams - så perfekte og søde er Franco og Gadon sammen, og kærlighedshistorien fylder faktisk noget mere, end jeg havde regnet med.

Som Stephen King-fan er serien ekstra interessant, fordi den er spækket med easter-eggs og henvisninger til andre King-værker. Der er faktisk så mange, og de er så åbenlyse, at det næsten er forstyrrende for handlingen, men det gjorde mig ikke noget, for jeg elsker easter eggs. Det gør Stephen King også selv - hans bøger er fyldt med henvisninger til andres og egne værker, og writer-teamet på 11.22.63 har også sagt, at alle seriens henvisninger er en lille hyldest til Kings univers.  Et af de fedeste easter eggs var, da Sadies (selvfølgeligt onde) eksmand dukkede op i selveste Christine-bilen - og der var faktisk også et par shoutouts til Carpenters tidligere serie, Friday Night Lights (som jeg vist ikke behøver at nævne igen, hvor meget jeg elsker).

Alt i alt er jeg ret godt tilfreds med adaptionen af 11.22.63, og den gav mig også lyst til en hurtig lille genlæsning af dens litterære forlæg på knap nihundrede sider. Jeg bliver aldrig træt af Stephen King.