BAG OF BONES

(UDGIVET MARTS 2012)

Bag of Bones fra 1998 er en af de mest stemningsfremkaldende og uhyggespredende romaner jeg nogensinde har læst. Ligesom en anden King-favorit, Duma Key fra 2008, handler den om en kunstnerisk mand, der efter store ændringer i sit liv trækker sig tilbage til et feriehus ved vandet. I Bag of Bones en forfatter med en alvorlig skriveblokering, der tager til Maine (hvor ellers), og i Duma Key møder vi maleren Edgar, der er at finde i en usædvanlig King-setting, nemlig Florida. I Bag of Bones er hovedpersonen forfatteren Mike Noonan, der har svært ved at komme videre i livet efter konens pludselige død. Nemmere bliver det ikke da han opdager, at hun var gravid - for han kan ikke selv få børn. I huset ved søen begynder han at finde små tegn på, at hun prøver at kommunikere med ham og fortælle, hvilke opdagelser hun har gjort sig i den meget interessante lokalhistorie. Men hun er ikke den eneste, der prøver at kontakte ham fra den anden side...

Bag of Bones er meget højt placeret på listen over mine yndlings Stephen King-romaner; og derfor var jeg særdeles bekymret, da jeg så, at Mike Garris havde kastet sig over det store projekt det er at adaptere historien til det store lærred - eller det lidt mindre lærred er det jo i dette tilfælde, da det endte med en miniserie lavet til TV. Mike Garris har også instrueret tv-udgaven af en anden favorit, The Stand, hvilket han faktisk slap hæderligt fra; en nyere adaption af The Shining, der er bogen mere tro, samt Desperation, der var ret forfærdelig. Man ved ikke helt, hvad man kan forvente fra den gode Garris. Nu Bag of Bones - med Pierce Brosnan i hovedrollen..? Really..? Men når man ikke har nogle forventninger, er det sværere at blive skuffet, og der er bestemt også et par gode elementer og uhyggelige overraskelser i Bag of Bones.

Desværre er der bare endnu mere, der IKKE fungerer. Stephen King er ikke kendt for begrænsningens kunst, og hans fortællinger bliver endnu bedre af de mange sidehistorier, der til sidst føres sammen i en stor finale. Det kan være svært at presse ind i en film, og selvom der her er tale om en miniserie på fire timer, virker visse passager meget forhastede. Det hele går alt for hurtigt, og jeg nåede ikke for alvor at fatte sympati med nogle af karaktererne. Et andet af Kings kendetegn er en stor brug af indre dialog, der også kan være vanskeligt at vise på film. En af de allerstørste bommerter er i mine øjne at give Brandon fra Beverly Hills en havlstor rolle. Åh gud, Pierce Brosnan OG Jason Priestly? Jeg vil i stedet anbefale alle at læse bogen, der også er et rigtig godt sted at starte, hvis man ikke kender så meget til Stephen King.