LOCKE & KEY

(UDGIVET FEBRUAR 2020)
Jeg ejer ikke nogen Locke & Key-t-shirt, men Hills historie byder også på en gruppe weirdos, der bliver gode venner, så 'It'-motivet kan retfærdiggøres, synes jeg.

Jeg har egentlig længe set bort fra, at resten af Stephen Kings familie også er forfattere i større eller mindre grad; konen Tabitha og sønnen Owen King har jeg ikke behov for at stifte nærmere bekendtskab med lige nu (sidstnævnte var medforfatter på den ikke overbevisende Sleeping Beauties), men storebror Joseph Hillstrom King kan jeg ikke længere ignorere. Han skriver horrorhistorier ligesom sin far, men ville bevise sin egen kunnen uden King-navnet, og udgiver derfor under navnet Joe Hill. Hans dække er selvfølgelig for længst afsløret (ikke mindst fordi han ligner sin far på en prik) - men han nåede at få en rigtig god modtagelse for de første par udgivelser inden da, og han har bestemt vist sit værd på egen hånd. Jeg har slugt alle hans udgivelser i løbet af de sidste par år, og de fortjener bestemt også en mere grundig gennemgang, men først vil jeg kaste mig over et helt andet projekt fra hans hånd, der kun gør ham mere interessant i mine øjne - nemlig tegneserien Locke & Key, som han har lavet sammen med tegneren Gabriel Rodriguez, og som nu er kommet som tv-serie på Netflix. 

Locke and Key består af seks navngivne værker, der hver indeholder seks mindre udgivelser, og da det var lige voldsomt nok at investere i, har jeg lånt serien på biblioteket - helt uden ventetid. Det var selvfølgelig også før tv-serien blev annonceret, så der er måske lidt større efterspørgsel på dem nu, men mon ikke de stadig er til at få fingrene i på den måde. Der var også noget ved den lidt naivistiske, "barnlige" tegnestil (jeg har ikke den rette terminologi til overhovedet at prøve at udtale mig om det, beklager), som det tog mig et stykke tid at blive rigtig glad for, så Locke & Key bliver nok ved med at være den eneste King-relaterede udgivelse, der ikke står på min egen reol. Det betyder dog ikke, at jeg ikke er meget glad for især historiedelen af tegneserien, der er lidt mere young adult-orienteret end hvad jeg ellers plejer at læse, men den glimtvise brutalitet er spot-on, og Joe Hills kække karakterinteraktioner kommer godt til udtryk i tegneseriens kortere, direkte format. Hver udgivelse har desuden meget læseværdige introduktioner skrevet af bl.a. Warren Ellis og Brian K. Vaughan, og jeg kan godt forstå, at serien blev samlet op til TV. 

Historien følger de tre Locke-børn Tyler, Kinsey og Bode, der flytter fra Seattle med deres mor Nina til det lille samfund Matheson i Massachusetts efter deres far er blevet brutalt myrdet. Locke-familien har ejet det enorme Keyhouse i generationer, og børnene begynder snart at opdage husets mange hemmeligheder, der hænger sammen med de mange gådefulde nøgler, som de finder gemt rundt omkring i huset. Hver nøgle har en ny, unik egenskab, og børnene eksperimenterer ivrigt med at forvandle sig til dyr, det modsatte køn eller et spøgelse, åbne døre til hvor som helst med The Anywhere Key - eller få kontrol over et egern. De finder dog hurtigt ud af, at nøglerne ikke kun er harmløse, og deres forsøg på at kontakte deres afdøde far går heller ikke som planlagt - og hvem er den uhyggelige pige, der bor ude i brønden? Kunne det have noget at gøre med den tragedie, der ramte byen for snart 30 år siden, da deres far gik på gymnasiet? Jeg måtte næsten tvinge mig selv til at nyde tegningerne på hver side, da historien var så spændende, at jeg mest af alt bare havde lyst til at læse tegneserien færdigt så hurtigt som muligt. 

Jeg var dog ikke helt overbevist om historiens kvaliteter i de første udgivelser, der virkede lidt for uambitiøse, for selvom det var sjovt at læse om nøglernes mange kvaliteter, gik der lidt for meget "Key-of-the-week" i den, og jeg kunne ikke helt se den dybere mening. Mytologien bag nøglerne bliver dog heldigvis udforsket senere, og jeg blev oprigtigt, glædeligt overrasket over flere uventede twists i historien, der også udviklede sig meget mere voldsomt og uhyggeligt, end jeg havde forventet. Jeg endte også med at holde af den klassiske tegnestil, der passede godt med voldsomhed og uhygge, og efter at have læst mange små, sort/hvide graphic novels på det seneste, var det rart med en historie med smæk på farverne.

Jeg endte altså med at være rigtig glad for Locke & Key, og det er bestemt en historie, jeg godt kunne finde på at vende tilbage til - især med den viden, man har fået ved at læse historien til slut. Det var et vildt og underholdende ridt (da historien lige kom op i fart), og jeg nød virkelig at læse noget helt andet, end jeg plejer. Jeg færdiggjorde den sidste år, og kort efter annoncerede Netflix, at de ville adaptere tegneserien til TV, så jeg har ventet med min anbefaling til nu - TV-serien udkom nemlig for et par uger siden. 

Og dét projekt er de sluppet ganske godt afsted med, hvis man accepterer, at serien er lavet til et lidt yngre publikum. De tre børn spilles af skuespillere, der er lidt ældre end deres karakterer, men det synes jeg kun er en god ting, og de har fundet tre ganske fine unge mennesker til rollerne (Bode spilles af samme skuespiller der var George Denbrough i It). Deres intriger og problemer med venner og kærester i skolen får måske lov til at fylde lidt for meget i serien, men de er heldigvis nogle ganske sympatiske karakterer, så det gør mig ikke så meget. (Der er dog stadig langt, langt op til de fremragende børnepræstationer i 'It' og 'Stranger Things', og hvis jeg skal sammenligne med dem, føler jeg kun halvt så meget  for Kinsey, Tyler og Bode.) Jeg blev alligevel helt grebet af historien og slugte sæsonen på en weekend, hvilket ikke mindst skyldtes at serien har lavet relativt store ændringer i historien, så jeg aldrig helt vidste, hvad der ville ske. Det var ikke alle forandringer, der var til det bedre, men flere af dem var nødvendige for at tilpasse tv-formatet - og enkelte fandt endnu bedre løsninger til at vise nøglernes egenskaber, som f.eks. The Head Key, der bød på visuelle lækkerier.

Serien er ikke bange for at vise trauma, sorg og voldsomhed, men ellers lægges der meget mere vægt på fantasy-delen end på horror-delen, og det er virkelig en skam, for når serien ville være uhyggelig, lykkedes den faktisk ret godt med det - det var f.eks. oprigtigt skræmmende at se moderens forsvinden ind bag spejlet, og de senere afsnit bød også på kuldegysfremkaldende scener. Det trækker også lidt ned, at sæsonen tydeligvis er indspillet i håbet om at få en sæson to til at færdiggøre historien, for begivenhederne trækkes lidt i langdrag, ligegyldige subplots introduceres, og der dykkes slet ikke nok ned i nøglernes oprindelse. Jeg lyder måske lidt skuffet, men alt i alt er Netflix' Locke & Key ret meget som jeg havde regnet med - hverken værre eller bedre - og jeg var som sagt ret godt underholdt. Ligesom med tegneserien er det dog vigtigt, at man lige giver historien en chance for at udfolde sig lidt, for det første kvarter var virkelig ikke ret overbevisende.