CHIPS 2017

(UDGIVET MARTS 2017)

Selvom de allerbedste franske kartofler bliver lavet af Taffel (jeg har underligt nok ikke anmeldt dem endnu), er den økologiske variant fra KiMs nu heller ikke helt uden evner. så jeg blev ganske begejstret da jeg så den nye variant sidste år. Det visuelle udtryk er også ret vigtigt for mig, når jeg anmelder chips, og jeg synes bestemt, at denne pose er tiltalende. Endnu vigtigere, så repræsenterer den også chipsenes faktiske udseende og smag ganske godt, for det var nogle lækre og sprøde franske kartofler, der smagte godt af hvidløg, ramsløg, oregano og persille. På en god dag (og det er en god dag i dag!) vil jeg gerne give dem et flot ni-tal.

Min svenske chipspusher har heldigvis ikke været sen til at levere endnu et par smagsvarianter fra Gårdschips-serien, som jeg roste til skyerne i sidste indlæg. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke kunne blive ved med at være lige heldig, og sidste gang jeg smagte lime-chips var det en skrækkelig oplevelse. Denne gang gik det heldigvis noget bedre, men lime bliver nok aldrig mig, og trods den tynde og sprøde kartoffelchips gode kvalitet, kan den kun skrabe et lille syvtal til sig. Min kæreste svinger sig helt op på et stort otte-tal.

De urter, der bruges i testens anden svenske variant, er med overvejende sandsynlighed primært rosmarin. Det er i hvert fald næsten det eneste, de smager af, og det er ikke lige mig - jeg synes for eksempel at for meget rosmarin nemt kan ødelægge en god pizza. Chipsene får et femtal fra mig, og syv fra min kæreste, og selvom ingen af poserne endte med topkarakterer, er jeg stadig ekstra glad for at kunne skrive dem på min liste.

Jeg har svært ved at forestille mig en dag, hvor KiMs ikke længere er min danske favoritproducent, men Taffel fortsætter altså med at imponere mig og viser stadig større bredde i deres sortiment. På Taffels hjemmeside præsenteres dagens to varianter som snacks, men jeg har før været villig til at afvige en del fra det rene kartoffelchips-koncept. I den første pose med Chicken Pomm's, som jeg efterhånden har købt med hjem et par gange, bliver der for alvor leget med udformningen af de lækre snacks, der ligner kyllingelår og pomfritter. De får point for udseendet alene, men også teksturen er rigtig lækker, og heldigvis lever smagen også op til det gode, visuelle udtryk. Chicken Pomm's får et stort otte-tal herfra.

Den anden Taffelpose indeholder Chili Cheese Rings, der også er en rigtig partysnack. I det hele taget er Taffel et mærke med knald på - der er smæk på farverne, der bliver leget med formerne, og der er langt til sarte farver og økologiske grovchips. Det er bestemt ment som et kompliment, for det er af og til præcis, hvad man (jeg) har brug for. Chili Cheese Rings var et nyt bekendtskab, som jeg ikke havde de store forventninger til, men de overraskede positivt ved at være ret stærke. De smagte noget mere af chili end af ost, men de ender alligevel på et pænt, lille ottetal.

Sidst men ikke mindst har jeg denne gang haft en helt særlig gæst i mit testpanel, nemlig Ellie på snart otte måneder. Sammen testede vi nogle store, ostereje-lignende snacks fra Ella's Kitchen, der skulle smage af noget så eksotisk som jordbær og banan. Det ved jeg ikke rigtig, om jeg synes de gjorde. Måske i et halvt sekund når de rammer tungen, men man er hurtigt efterladt med en stor, intetsigende, paplignende masse, der absolut ikke smager af mere. De minder mig om de berygtede Gangnam Snacks fra Marokko, men Ellas papsnacks får trods alt (og lidt ufortjent) alligevel et to-tal, fordi jeg var i så godt selskab. Ellie var nemlig noget mere begejstret end mig - jeg tror, at hun fandt teksturen ret interessant, og hvis jeg skal prøve at oversætte hendes ivrighed og ansigtsudtryk til Pringles-skalaen, vil jeg sige, at hun ville give vores Melty Puffs omkring otte rør. Og hun er nok trods alt lidt nærmere målgruppen, kan man sige.

(UDGIVET JUNI 2017)

Jeg er som sagt begyndt at se flere kvaliteter i Taffel end bare deres klassiske, franske kartofler (som stadig er de bedste på markedet), og denne gang har jeg afprøvet endnu et par varianter; nemlig Dild, American Ranch og Sourcream & Onion. 

På bagsiden af posen står der om American Ranch, at smagen tager udgangspunkt i amerikanernes yndlingssalatdressing - ranch-dressing - der ifølge teksten smager 'absolutely fantastic af ost, løg, tomat, hvidløg og et spark af syrlig creme fraiche - yihaa!' Trods den lidt pinlige, kække tekst (der minder lidt for meget om KiMs All In-chips) lød chipsene meget interessante, og jeg bed mærke i, at den på posens forside dominerende peberfrugt slet ikke blev nævnt. Jeg er IKKE glad for peberfrugt, hvilket betyder at den populære KiMs Holiday-variant slet ikke falder i min smag. American Ranch smager ikke af peberfrugt, men de smager af meget, hvilket er et stort plus i min bog. Samtidig er de småtriflede - en anden god egenskab til denne type chips - og alt i alt når posen helt op på et lille otte-tal.

Dild-chipsene var faktisk lidt bedre end forventet. Jeg kan godt lide dild - så godt, at jeg gav KiMs 'Sour Cream & Dild'-variant hele ni pringlesrør - men meget af successen tilskriver jeg den store mængde sourcream. Dild i sig selv kan godt blive en anelse kedeligt, og jeg nåede da også at blive lidt træt af smagen før jeg nåede helt til bunden, men de trækker stadig et lille syv-tal hjem for en hæderlig indsats.

Tilfældigt udvalgt, men lidt i samme boldgade som American Ranch, er American Grill fra KiMs. Det er en ganske nydelig og indbydende pose, og chipsene er tyndtskårede og småtriflede, men derudover kan jeg ikke finde på så meget mere pænt at sige om dem. De er en favorit hos mange, men ligesom jeg heller ikke er glad for strukturen i Snack Chips eller barbecue-smag generelt, må bedømmelsen af denne KiMs-variant stå som endnu et eksempel på, at bloggens anmeldelser af chips er ekstremt subjektive. Jeg er ikke glad for den let røgede smag, og American Grill får kun et femtal med fra mig. 

Min far har endnu engang budt ind med en pose til anmeldelse - han er ret god til at finde dem rundt omkring, og jeg kan ikke helt huske om denne er fra Aldi eller Lidl. Posen har også et lettere discount-agtigt skær, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og beskrivelsen med 'mature cheese and onion' lød særdeles lovende. Det er en af mine yndlingssmage, og især Irland var leveringsdygtige i nogle virkeligt lækre varianter. Min far, søster og jeg åbnede posen fulde af forventning - og blev mødt af en distinkt... aroma af babybræk. Vi havde stadig ikke opgivet håbet, for nogle gange lugter lækre chips rigtig dårligt, men det var desværre ikke tilfældet her - de både lugtede og smagte rigtig klamt. En anelse harske, faktisk, og vi endte med at levne halvdelen af posen. Det sker alligevel sjældent. Min søster giver karakteren 3, mens jeg har noteret, at både min far og jeg svinger os helt op på et lille fire-tal, hvilket jeg ikke helt forstår. Måske var jeg gavmild på grund af det gode selskab. 

De salte skruer fra KiMs er vel egentlig en klassiker i sig selv, og selvom de mere er en snack end en egentlig chips-variant, fortjener de stadig en plads på bloggen. De har i hvert fald været på markedet i hundrede år, og de smager af klassefester i folkeskolen. Lige så snart den lidt pap-agtige, men stadig lækre skrue rammer min tunge, bliver jeg sendt tilbage til fødselsdage med ballondans og rød sodavand. De salte skruer er trods alt lidt for kedelige til at opnå topkarakter, men både min kæreste og jeg sender et pænt syvtal efter dem.

Vi slutter hvor vi startede - nemlig hos Taffel, der på falderebet skulle prøve at imponere mig med deres bud på min all-time yndlingsvariant, Sourcream & Onion. Taffels chips er tykke, og virkede også en anelse tykkere end favoritten fra KiMs, men det er faktisk kun et plus. De er store, de har et virkelig godt crunch, og de er fyldt med en lækker krydderiblanding, der kun er få procent fra at opnå topkarakter. Når Taffel er på tilbud, tøver jeg ikke med at smide deres variant i kurven frem for KiMs, for selvom den ikke er heeeelt lige så god, er den alligevel rigtig lækker og anderledes nok til at være en god afveksling. Både min kæreste og jeg giver posen et stort ni-tal, og Taffel har taget endnu et stort skridt mod toppen af chips-hierarkiet. 

(UDGIVET AUGUST 2017)

Det passede ikke helt, da jeg sagde, at jeg var færdig med dette års Tysklands-indlæg, for jeg har naturligvis også benyttet lejligheden til at smage på nye varianter af chips fra vores naboland. Denne gang kan jeg præsentere hele tre gæsteanmeldere til at give jer et mere objektivt billede af chipsenes standart, nemlig min far, søster og min søsters kæreste. Hundene kunne egentlig også have været med, men de virkede umiddelbart til at ville give alle poser topkarakterer, og det er ikke særlig repræsentativt.

Første pose til bedømmelse var Käse Bälle fra Wurzener, der havde lavet en særdeles kreativ og indbydende forside. Desværre kunne indholdet ikke helt leve op til den lovende pose; majsboldene var lige luftige nok og smagte mere af pap end af ost. Man skal dog ikke undervurdere udformningen, for de var sjove at spise og nemme at fråde, og testpanelet er derfor blevet enige om et lille fem-tal til den grønne pose. 

Crunchips fra Lorenz er altid leveringsdygtige i en interessant, ny, limited edition-variant, og denne gang skulle de tyndtskårede kartoffelskiver altså smage af det mayonnaise, der puttes oven på hollandske pomfritter - en meget specifik smag, men jeg kan selvfølgelig godt se, at 'mayonnaise med antydning af sennep' ikke virker helt så appellerende. Crunchips ligger i discount-enden af skalaen, og laver med det i mente faktisk nogle ret fine poser, og jeg synes da også at denne var ganske tillokkende med lækre pomfritter, kæk dreng og flotte farver. Indholdet var der lidt delte meninger om, hvilket kan tilskrives vores varierende forhold til sennep - min søster og jeg fandt dén del lidt for dominerende, og det ødelagde for os en ellers interessant smag. Hun og jeg endte på et fem-tal, mens min far og svoger svingede sig helt op på et syv-tal. 

Tredje pose var også fra hyldens billige ende, men jeg bliver altid fristet af poser, der har et stort billede af ost på forsiden. I år var jeg faktisk overrasket over det relativt store sortiment af chips - jeg plejer ellers at være lidt skuffet over Tysklands beskedne udvalg på chipsfronten - men det kan nok også skyldes, at vi i år besøgte de helt store, to-etagers varehuse, der også lokkede med alverdens Kinder-produkter, Käsespätzle på brev og rørende billig shampoo og Nutella. Det var derfor svært at vælge bare fire poser, når der også skulle være plads til gensyn med gamle klassikere, men jeg er ikke ked af, at disse Riffel Chips med Sauerrahm & Käse blev en af dem. Chipsene var store, tykke og lækre, og selvom smagen gerne måtte have været dobbelt så kraftig, var den god og oste-agtig. Jeg ender på et syv-tal, min søster én karakter lavere, og min svoger er af uransagelige årsager helt nede på et to-tal - min hukommelse sviger mig, og jeg kan ikke huske hvorfor. 

Som jeg lige har beskrevet, er ostechips helt uimodståelige for mig, så da jeg så at mit tidligere favoritmærke Pringles (jeg er med tiden blevet lidt træt af deres ensformige, ofte underkrydrede kartoffelpulverskiver) var kommet på banen med en Emmentaler-variant, kunne jeg ikke få armene ned. De levede heldigvis op til mine høje forventninger, for smagen var utrolig lækker og rigelig, og jeg giver med glæde røret et stort ni-tal. Jeg smagte først chipsene, da jeg var tilbage i København, og jeg er virkelig ærgerlig over, at jeg kun havde et enkelt rør med hjem i kufferten - men af samme årsag ved jeg ikke, hvad resten af testpanelet ville have givet chipsene; jeg kan kun huske, at min søster efterspurgte endnu mere ostepulver (hvilket for mit vedkommende ville have givet karakteren endnu et nøk opad.) Nu håber jeg bare, at Emmental-varianten bliver en fast del af sortimentet, så jeg kan hamstre Pringlesrør, når jeg vender tilbage næste år. 

(UDGIVET OKTOBER 2017) 

Det er dejligt at se, at de danske producenter ikke ligger på den lade side i forhold til at introducere nye chipsvarianter til markedet (selvom jeg stresser lidt for at følge med - har lige opdaget KiMs fire nye slow cooked-varianter, og har allerede endnu et indlæg liggende i mine kladder.) Denne gang har markedet tilsyneladende besluttet sig for at køre et rødt tema, og jeg startede med at smage på 'Chipotle Cheddar' fra Taffel. Selve chippen er Taffels karakteristiske, tykke bølgechips, som jeg er ret glad for, men smagen var desværre ikke helt som jeg havde håbet på. Som nogen ved, er jeg måske lidt for overbegejstret for alt der smager af ost, men det kan i hvert fald forklare min milde skuffelse over disse chips, der klart smager mere af chipotle end af cheddar. Det er jeg ikke helt tilfreds med, selvom det da er nogle udmærkede chilichips, og jeg kan derfor ikke give posen mere end syv pringlesrør. Min kæreste er noget mere gavmild og kaster gladeligt hele ni rør efter chilichipsene. 

Lidt bedre er Hurraaa-chipsene fra KiMs, selvom jeg helt ærligt ikke forstår hverken tema eller indpakning. Jeg forstår godt, at vi har haft 20 år med Jørgen, men kommer ikke til at forstå hvorfor det fordrer en helt almindelig ny pose bølgechips. Jeg forventede noget kunstigt klassefest-fremkaldende barbecue-tema, men blev heldigvis virkelig positivt overrasket over selve chipsens smag, der ganske rigtigt var 'italiensk inspireret', som bagsiden diskret antydede. Mere konkret var det noget tomat, paprika og persille (og 'krydderiblanding', der i hvert fald indeholdt oregano), og det var faktisk ret lækkert. Selve chippen virkede tykkere end de normale bølgechips i familien, men det kan være indbildning. Jeg synes virkelig, at denne variant er markedsført helt forkert, men jeg er stadig villig til at kaste otte pringlesrør efter den, mens min kæreste ender på syv. 

For at bryde det røde hav af kartoffelchips kaster jeg lige disse to discount-poser med majssnacks købt i Rema1000 på bordet. Jeg blev helt klart tiltrukket af posen, der måske ikke er noget æstetisk mesterværk, men i det mindste fangende og farverig på en ikke alt for discount-in-your-face-måde. Selve snacksene var identiske, så snart man havde tygget på dem to gange, men de var faktisk overraskende lidt pap-agtige. Det kan ellers godt være en udfordring for majssnacks, ligesom underdosering af ostepulver kan være det, og på dette punkt faldt oho!s snacks desværre igennem. De var ikke dårlige, men fortjener heller ikke mere end seks pringlesrør. 

KiMs har også sendt en anden, relativt ny rød variant på markedet. Når jeg ikke anmelder chips, går jeg faktisk meget sjældent efter de røde poser, da de som regel indeholder varianter af barbecue, paprika, chili og lignende, og jeg er meget gladere for de grønne og gule poser - jeg foretrækker generelt løg og ost i alle afskygninger. Denne nye udgave af de gode Crunch Cut-chips smager også af netop paprika og krydret tomat, og selvom de bestemt ikke var dårlige, fik de mig mest af alt til at sukke efter den grønne variant, som jeg i sin tid måske lidt generøst gav topkarakteren på hele ti pringlesrør. Den røde pose halter altså noget bagefter, og selvom det helt sikkert bare er en smagssag, kan den kun med nød og næppe hive syv små pringlesrør hjem. 

Vi slutter hvor vi startede med en rød(orange) Taffel-pose. Dette barbecue-mix indeholder både skruer, rør og nogle runde ringe, der pepper mixet en anelse op fra at være en totalt kedelig, standard blandingspose. Taffel er ligesom KiMs ofte liiiige kække nok i deres produktbeskrivelser, der er mere irriterende end informative, men denne gang er det gået helt galt og bliver næsten pinligt. Chipsene selv er heller ikke specielt interessante, og fortjener ikke mere opmærksomhed - det bliver et sekstal fra mig for posens høje fråde-kvaliteter, og af samme grund giver min kæreste posen syv. 

(UDGIVET DECEMBER 2017)

Jeg tror snart jeg må holde KiMs og Taffel ansvarlige for mine ekstra efterårshyggekilo, for de bliver ved med at sende nye, gode varianter på markedet, som jeg naturligvis må anmelde så hurtigt efter lancering som muligt. Dagens første fire poser er KiMs fortolkning af slow cooked-chipsen, der for alvor er slået igennem de seneste år, og KiMs satser med hele fire smagsvarianter, der alle var ganske hæderlige. Poserne er flotte i både design og farver, og selve chippen er tilpas sprød og knasende. 

Min veninde og jeg havde brug for noget distraherende til et afsnit af The Walking Dead, så vi begyndte smagsfesten med en nyfortolkning af en klassiker - sour cream, forårsløg og sort peber. Forårsløg er en lille og ubetydelig afvigelse fra de sædvanlige løg, mens det sorte peber også er en kærkommen tilføjelse, og alt i alt er smagen knap så sød som den originale sour cream & onion. Den var stadig rigtig god, og den indkasserer et otte-tal fra både min meddommer og jeg. Næste variant til anmeldelse var den mørkeblå pose med havsalt og balsamico, og til min store glæde var det en ret sød en af slagsen. Jeg kan godt lide salt&vinegar-chips, men er klart gladest for dem i den søde ende. De får også et otte-tal - denne gang fra min kæreste og jeg. 

Ved den lilla pose bevægede vi os ind på ukendt territorium med smagsvarianten sour cream, ramsløg og timian. Jeg er faktisk ikke den store fan af timian, og jeg er helt sikker på, at en pose chips med timian alene ville være alt for meget - men det spiller faktisk rigtig godt sammen med ramsløg, og den nye smagsoplevelse giver lyst til mere. Jeg er tilbøjelig til at kaste et otte-tal efter denne pose også, men for at bryde monotonien må de nøjes med et syv-tal, der også er min kærestes karakter. Den sidste pose var også samlingens kedeligste - efter at have smagt en variant med både balsamico og havsalt, virker en pose med havsalt alene noget trist. Den fejler dog ingenting, men må altså nøjes med et syv-tal.

Vi startede ret solidt ud med de fire KiMs-varianter, men det gik hurtigt ned ad bakke, da jeg nåede til Taffels Super Snacks med American Ranch-smag. Jeg havde ikke regnet med at kunne lide dem, da jeg kun kunne smide et fem-tal efter en tilsvarende pose Super Snacks med sour cream and onion-smag, og mine forventninger blev desværre også indfriet af de sødligt duftende kartoffelmassechips. Jeg er simpelthen bare ikke glad for snackchips uanset smagsvariant - heller ikke selvom Taffels chips er en anelse tyndere end KiMs. Posen er blevet noget mere tjekket på de to år der er gået, siden jeg anmeldte fætteren, men det ser stadig helt fjollet ud med de overhovedet ikke tilfældigt placerede chips på en ellers flot, blå baggrund. Super Snacks med American Ranch vinder hverken på smag eller indpakning, og jeg kan ikke forsvare at give posen mere end et fire-tal - mens min kæreste er noget mere gavmild og helt uforståeligt kaster et syvtal efter chipsene. 

Midt i det hele støder vi pludselig på en variant fra svenske Estrella - og det til trods for, at jeg faktisk har et helt indlæg om svenske chips i støbeskeen. Det er dog allerede fyldt med i forvejen alt for mange varianter, så nu får de bølgede grill-chips lov til at snige sig med i denne anmeldelsesrunde. På posen ses et grillet løg - simpelt, men effektivt, og chipsene smager da også ganske kraftigt af løg, hvilket kun er et plus. De er saltede, sprøde og lækre, og de får et stort otte-tal med herfra - de ville måske have fået et ni-tal indtil jeg opdagede, at der også findes en variant med grill og cheddar, som jeg nu har tårnhøje forventninger til. 

Næste pose til eksamen var en pose meget bølgede og tykke kartoffelchips fra Lay's med smag af American BBQ. Jeg er normalt ikke ret glad for barbecue-smagen, men denne gang blev mine forventninger gjort til skamme, da smagen var markant sødere og mindre røget end hos andre varianter. Følelsen af at knase de bredbølgede chips trækker også klart op, og noget overraskende ender jeg faktisk med at give posen et otte-tal. 

Der ligger en enorm bland-selv-biks ikke så langt fra hvor vi bor, og i deres sortiment finder man af og til særligt spændende chipsvarianter fra det store udland. Min kæreste har heldigvis indset alvoren af mit chipseprojekt, og han er god til at tage en pose med hjem i ny og næ, selvom de ikke ligefrem er billige. Denne gang havde han en spændende spand crunchy Cheetos med til mig, og selvom vi kun fik tre gram chips for en krone, er jeg tilbøjelig til at synes, at det var det hele værd. De var SÅ lækre. De var ekstremt crunchy, og der var vulgært meget ostepulver på, hvilket naturligvis trækker meget op. Min kæreste ender med at give dåsen 10/10, imens jeg holder mig på et stort nital.