THE MIST

(UDGIVET AUGUST 2017)

Som jeg kort var inde på her, har jeg længe glædet mig til at skulle anbefale Stephen Kings The Mist i forbindelse med den nye tv-serie, for novellen er fremragende, og jeg huskede også filmen som værende et sandt mesterværk. Min hukommelse har delvist snydt mig, for selvom novellen ganske rigtigt er fantastisk, er filmen egentlig ikke noget at skrive hjem om. Den 134 sider lange novelle er først udgivet i en horrorantologi i 1980, og dernæst i novellesamlingen Skeleton Crew fra 1985.

Ligesom størstedelen af Stephen Kings historier udspiller The Mist sig i en lille by i Maine, og godt nok er vores hovedperson David Drayton ikke forfatter, men han er grafiker og kunstner, og det kan vel godt siges at være i samme boldgade. Han bor med sin kone og søn i et dejligt hus ved en af de mange søer, og jeg får altid enormt meget lyst til at rejse en tur til Maine, når jeg læser Stephen King. Dog ikke mens The Mist ruller ind over byen Bridgton, for i historien er David snart fanget i byens supermarked med sin søn og andre skræmte byboere, der hjælpeløse må se til, mens uhyggelige monstre i tågen tilintetgør forsvarsløse ofre udenfor. Et par soldaters mærkværdige opførsel og visheden om et nærliggende militærprojekt øger mistanken om monstrenes oprindelse, og den religiøse Mrs. Carmody overbeviser mange om, at dommedag er kommet. Stephen King er eminent til at skrive om mennesker, der er under pres, og så betyder det ikke så meget om presset kommer fra overjordiske monstre eller mistillid og religiøsitet. The Mist er helt klart en af mine short story-favoritter.

Filmen fra 2007 er med den måske ypperste Stephen King-instruktør Frank Darabont (The Green Mile, The Shawshank Redemption) bag roret, og den er faktisk sit kildemateriale ganske tro. Slutningen er dog markant anderledes, og der er bred enighed om (også fra Stephen King selv), at filmen gør det langt bedre - og jeg er helt enig; det er en chokerende og overvældende afslutning på en i forvejen voldsom historie. Ved dette gensyn må jeg desværre konstatere, at det er en af de eneste rigtig gode ting jeg kan sige om filmen, for den er slet ikke så fantastisk, som jeg husker den. Noget af det må jeg tilskrive den allerede forældede CGI, der leverer nogle ikke altid helt overbevisende monstre - de eneste, der virkelig fungerer, er de War of the Worlds-lignende mastodonter, der vandrer næsten fredfyldt hen over kaos, død og ødelæggelse.

Frank Darabont er også manden bag de første sæsoner af The Walking Dead, og filmen har også et par kendte ansigter med. Desværre var jeg kun glad for at se Melissa McBride (Carol), da de andre var blandt seriens mest irriterende karakterer, og førstepræmien går også her til Laurie Holden (Andrea), der i filmen overspiller og forstyrrer i en næsten uudholdelig grad. David Drayton spilles af Thomas Jane, som jeg nu bedst kender fra The Expanse, men han leverer heller ikke en overbevisende præstation, og det er ærgerligt, at den trykkede stemning fra novellen ikke bliver overført til det store lærred. Det er dog langt fra nogen dårlig film, og i Stephen King-regi er den nok stadig i top ti (der skal ikke såååå meget til for at komme på dén liste), men jeg kan ikke længere retfærdiggøre at kalde den et mesterværk, desværre.

Ligesom mine forventninger til filmatiseringen af The Dark Tower var ekstremt lave, så jeg heller ikke for alvor frem til tv-serie-udgaven af The Mist - jeg forventede nok faktisk Under the Dome-lignende forfærdeligheder. Og måske har det hjulpet med disse absurd lave forventninger til danske instruktører, for Nikolaj Arcel gjorde et hæderligt forsøg med The Dark Tower, og selvom Christian Torpe ellers er bedst kendt for... Rita, var The Mist heller ikke helt så katastrofal, som den kunne have været. Serien startede ellers rigtig skidt ud med et forfærdeligt første afsnit, og den har i virkeligheden forsvindende lidt med novellen at gøre - de eneste fællestræk er tågen og den mystiske militæroperation - men den er bygget på Stephen Kings historie, så jeg måtte naturligvis se videre.

Og det blev langsomt bedre. Min irritation over Alyssa Sutherland (beklager at dette indlæg fokuserer så meget på kvindelige skuespillere, jeg bestemt ikke kan lide), blev opvejet af en fin præstation af min elskede Frances Conroy, og selvom der blev brugt alt for lang tid på ligegyldige konflikter mellem karikerede karakterer spilledet af middelmådige skuespillere, blev jeg alligevel moderat interesseret i historiens udvikling. Monstrene var faktisk ganske skræmmende (shoutout til the Four Horsemen!), drabene ret brutale, handlingen var ikke alt for forudsigelig, og tempoet blev gradvist højere. Sæsonafslutningen var decideret spændende, og efterlod os med flere spørgsmål end svar - og det er lidt ærgerligt, for jeg tror sagtens hele historien kunne være presset ind i sæsonens ti afsnit, og det virker måske lidt overkill med en anden sæson. Lou Reeds Perfect Day akkompagnerede en nærmest episk slutscene, der på samme tid var totalt cliché og ret fantastisk, og lidt overraskende ender jeg med at kunne give The Mist en over middel-karakter. Jeg vil nu stadig ikke direkte anbefale den, men jeg endte med at være ret godt underholdt, og når jeg nu stadig mangler svar på de mange spørgsmål, vil jeg helt sikkert også komme til at se en eventuel anden sæson.