CHIPS 2018 PT. I

(UDGIVET JANUAR 2018)

Årets første indlæg om chips kommer til at handle om en række varianter fra vores naboland Sverige, der efterhånden er blevet en reel konkurrent til Danmark på chipsefronten, da de bliver ved med at sende lækre poser på markedet.

Først på bordet til bedømmelse er tre nye, spændende varianter fra et af mine nye yndlingsmærker, Gårdschips. Jeg troede ikke, at noget ville kunne komme i nærheden af deres eminente parmesanchips og forrygende trøffelchips, men den hallandske cheddar-variant er lige så englene synger. Den får selvfølgelig et ti-tal fra både min kæreste og jeg, og selvom det ikke er så overraskende at jeg igen giver topkarakter til en ostechip, må jeg understrege denne variants kvaliteter. Selve chippen er af samme høje kvalitet, som jeg kender fra de andre poser; en tynd, sprød og ikke for olieret grovchip med mere pulver, end hvad man normalt forventer fra de grove varianter, og det var en lidt uvant - men ikke dårlig! - oplevelse at smage cheddar på en grovchip. Som de selv siger på hjemmesiden - 'Vad är godare än ost och potatis?'

Varianten med sourcream og sweet ginger smager rent faktisk af sødt ingefær, og er ikke så stærke at det ødelægger smagsoplevelsen. I længden bliver smagen alligevel lidt for dominerende for mig, men det er en ren subjektiv oplevelse, og jeg vil stadig give varianten et fint syv-tal. Min kæreste er større ingefær-fan end jeg, og kaster et ni-tal efter posen. Den sidste pose fra Gårdschips i denne omgang var noget så tilforladeligt som havsalt fra den chilenske ørken Atacama, men de var overraskende dårlige! Der er 35% mindre natrium i chipsene, og jeg ved ikke om det er det, jeg kan ikke-smage, men de smager i hvert fald ikke af nok. Der står godt nok på hjemmesiden at de er perfekte til dip, men en chip skal kunne bestå smagstesten uden hjælpemidler, og her fejler Atacama-varianten, som jeg kun kan give et lille fire-tal, utroligt nok.

Cream cheese-varianten fra en anden god svensk fabrikant, OLW, kravler også højt op på karakterskalaen med deres cremede, tynde, sprøde og fine kartoffelchips. Chipsene havde en sart smag af flødeost, der naturligvis ikke var alt for dominerende, så jeg var lidt overrasket over hvor gode de alligevel var. De havde en god fråde-faktor, og den store pose blev hurtigt fortæret af min søster far og jeg, der giver posen henholdsvis et otte-tal og to ni-taller.

I sommer faldt jeg over to små, fine svenske poser i en Rema-butik i Århus under vores besøg hos vores venner. De var helt ærligt ikke mindeværdige, men jeg ser nok på dem med lidt mildere øjne af den simple årsag, at de blev indtaget i ualmindeligt godt selskab og under åben himmel i en dejlig have. De led lidt under grovchippens sædvanlige uheldige karaktertræk med at være lidt for olierede, og så smagte de ikke rigtigt af nok, men vi var alle gavmilde og har noteret et pænt fem-tal alligevel. I denne anmeldelsesrunde virker de dog totalt overflødige, så længe Gårdschips eksisterer.

I Danmark er Estrella-fabrikkerne lukkede og flere af varianterne bliver sendt på markedet under Taffel-navnet i stedet for - et mærke, jeg oftest er ret begejstret for. Jeg ved ikke, om disse ranch-stjerner har været i de danske butikker, men vi er ikke gået glip af det helt store, da de mest af alt er lidt kedelige. De smager en anelse af den berygtede ranch/holiday-krydderiblanding, som jeg aldrig har været fan af, mens deres største forsonende kvalitet er deres konsistens, der minder en anelse om de danske Meny-chips. Det kan dog ikke blive til mere end et fem-tal fra mig, mens min kæreste også kun kan svinge sig op på et lille seks-tal.

Meget bedre blev det med Estrellas grovchips med havsalt og eddike fra deres Västkust-serie, der også findes i andre spændende varianter. De er hårde, perfekt saltede og olierede, og de har en hjemmelavet vibe, der stemmer godt overens med den rustikke forside. Min kæreste og jeg er gavmilde og sender et otte-tal efter denne solide salt&vinegar-chip.

I denne omgang har OLW ikke kun begejstret mig med deres cream cheese-variant - de får lov til at runde indlægget af med deres 'Cheez ballz', der trods det uheldige navn er en pose ualmindeligt lækre ostekugler. Sammenlignet med de danske Kanonkugler, som jeg ikke har anmeldt endnu, er de svenske cheez ballz mere cremede og finere i konsistensen, hvilket bestemt er et kompliment for denne type snack. De er også rullet i en solid mængde velsmagende ostepulver, der virkelig gør det svært ikke at inhalere hele posen øjeblikkeligt, og både min kæreste og jeg giver gavmildt to store ni-taller til kuglerne.

Det har været en god omgang, hvor jeg har kastet om mig med ni- og ti-taller, og jeg har måttet spørge mig selv om det har haft betydning for anmeldelserne, at chipsene stammer fra et land så eksotisk som Sverige? Gårdschips kan jeg heldigvis købe i Meny, men OLW kan jeg kun finde lidt for dyrt i en import-slikbutik, der har alt (deriblandt en bunke Kinder-produkter; blandt andet favoritterne Kinder Country og selvfølgelig Happy Hippos), og måske gør det chipsene lidt ekstra spændende. Jeg tror nu kun mine karakterer ville være faldet fra store ni-taller til små, så I kan stadigvæk roligt stole på mine anbefalinger - og jeg kan allerede nu afsløre, at jeg langt fra vil være lige så gavmild i den næste runde anmeldelser.

(UDGIVET MARTS 2018)
Denne omgang chipsanmeldelser er mildest talt en blandet landhandel med varianter fra mange lande og kun få kendte mærker. Vi starter med de allerbedste - Jalapeño Flavored Cheese Curls var et mirakel sendt fra himlen og en klokkeklar tier på skalaen. Herr's er oprindeligt fra Pennsylvania, men min trofaste bland-selv-kioskmand er ind imellem leveringsdygtig i ualmindeligt spændende chipsvarianter, og denne er blandt de bedste overraskelser nogensinde. Disse bastante, ostepop-lignende majssnacks er kæmpestore og lækre, og udformningen gør dem særligt spændende at indtage. Smagen er forrygende og overraskende stærk - der skal godt med cola til efter en pose af Herr's Cheese Curls. 

Egentlig anmelder jeg jo ikke popcorn her på bloggen (majssnacks er - tydeligvis - noget andet), men serien fra Portlebay Popcorn havde sådan en fin indpakning, at jeg ikke kunne lade være med at købe dem alligevel - og nu, da jeg har smagt dem, finder jeg det egentlig på sin plads med en advarsel i stedet. Den første variant med Crispy Bacon & Maple Syrup smagte decideret harske - hvorfor jeg alligevel har givet dem et to-tal, undrer også mig. Chilli & Lime var også klamme, og jeg fandt slet ikke smagen forenelig med popcorn, men det er nok en smagssag - jeg kan dog kun give dem et lille tre-tal. Noget bedre går det med bandens flotteste pose, Sweet & Salty, der vækkede minder om mine egne kreationer i teenageårene, hvor jeg flere gange ugentligt spiste en pose popcorn med krymmel på. Jeg har altid været fan af det søde og salte i skøn forening, og den sidste pose ender derfor med et flot syv-tal, selvom færdiglavede popcorn aldrig bliver et hit i min verden.  

fakta har været helt i Kuwait for at skaffe rundens seks næste varianter hjem fra mærket Kitco. De havde umiddelbart ikke behøvet at gøre sig besværet, for det var en relativt forglemmelig omgang. De tynde Stix vandt klart på deres alternative udformning - nogle gange har man bare lyst til at kværne små kartoffelpinde i stedet for den klassisk udformede chip. Hot & Spicy lagde dog ret dårligt ud med at have en ubestemmelig bismag, der bestemt ikke gjorde noget godt, og de kan kun få et fire-tal fra både min kæreste og jeg. Bedre gik det med de neutrale 'saltstænger', der skraber et hæderligt seks-tal hjem, mens vinderen ikke overraskende var sourcream & onion-varianten, der på en god dag får et otte-tal. 

Noget mere anonyme var Kitcos forsøg på mere traditionelle kartoffelchips, og de bedste var faktisk de mest almindelige med havsalt, for de smagte rent faktisk af havsalt - eller i hvert fald af salt med et tvist. Jeg synes alle varianterne var en anelse for olierede, men første pose får alligevel et pænt seks-tal herfra. Den grønne pose bød på French Cheese-smag, og de var faktisk udmærkede, men smagte slet ikke af nok. Det kan også kun blive til et lille seks-tal. Allerværst var varianten med Honey & Barbecue - de var decideret klamme, og får kun et to-tal af mig - min kæreste var noget gladere for dem, og endte faktisk på et syv-tal; hvilket endnu engang understreger subjektiviteten i mine anmeldelser. 

På vej hjem fra vores ultrakorte bryllupsrejse for et par måneder siden fyldte vi kufferten med fire gigantiske chipsposer fra svenske OLW, som jeg som tidligere nævnt er blevet meget glad for. OLW vinder ikke prisen for det mest æstetisk behagelige design, men jeg kan faktisk ret godt lide deres poser i klare farver og tydelige billeder. Jeg har efterhånden anmeldt en del OLW-varianter her på bloggen (nu må jeg også snart få lavet den oversigt), men vi formåede alligevel at finde fire 'nye' i Malmö. 

Vi ligger højt på skalaen med alle fire poser. Kartoflerne brugt til chipsene er tydeligvis af en god kvalitet, og selve chippen er tyktskåret, perfekt bølget og knækker ikke nemt i posen. Smagspulveret er rigeligt og holder som oftest, hvad det lover, og OLW-chips har generelt en høj frådefaktor. Min kæreste (mand, bevares!) og jeg var rørende enige - det blev et otte-tal til både 3xLök og Sour Cream & Chives, mens både Sourcream & Onion- og Grilled Cheese & Onion-varianterne får et ni-tal. Sourcream & Onion-varianten minder noget om Lay's udgave af samme, med en smag der går i en lidt anden og mere cremet retning end KiMs. 

Der er også blevet plads til en enkelt pose Lay's i denne anmeldelsesrunde; denne gang fra deres 'Sensations'-serie med varianten Mexican Peppers & Cream. Jeg er ikke imponeret af selve posen, der mest af alt minder mig om et discountdesign til en kropsplejeserie for mænd, men chipsene var der bestemt ikke noget i vejen med. Jeg har ikke belæg for at sige det, men jeg tror de var en anelse tykkere end Lay's normale chips - for de havde det helt rigtige crunch. Smagen lå lige lovlig tæt på en almindelig barbecue, men jeg ender alligevel på et otte-tal for et godt forsøg.

Sidste chipspose i denne omgang er slet ikke en pose, men derimod et Pringlesrør, der jo er hele inspirationen for mit pointgivningssystem. Jeg har nævnt det før, men det er lidt paradoksalt at bruge Pringles som målestok, da det helt generelt ikke er chips ud over det sædvanelige, og jeg havde derfor ikke de store forventninger til det flotte blå rør med Salt & Vinegar-smag. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, for de smagte faktisk af meget, og min kæreste synes faktisk, at det er den bedste Pringles-variant nogensinde og giver dem et otte-tal. Jeg nøjes med et stort syv-tal, men salt & vinegar-chips skal også sidde lige i skabet for at få topkarakterer af mig. 

(UDGIVET APRIL 2018)

Lays følger strømmen og lancerede sidste år deres gourmet-serie i 'eksklusive' skinnende, sorte poser, der dog har lidt den modsatte effekt på mig - jeg synes mest af alt de ligner discountchips. Noget bedre er indholdet, der faktisk virker temmeligt gourmet - der er klart brugt kvalitetskartofler, de er skårede i tykke skiver, og man har været generøs med pulveret. Især min favorit, der - ikke overraskende - er Mature Cheddar-varianten, er badet i ostepulver i en meget tilfredsstillende grad, og de får et stort 9-tal fra mig. Min kæreste er endnu mere begejstret og giver dem topkarakteren 10. 

Chorizo & Roasted Onions var på papiret en ret spændende variant, men jeg synes de var alt for salte og smagte for lidt af både løg og pølse. Der var mest bare en undertone af barbecue, men det var i det mindste en god én af slagsen, og posen får alligevel et 7-tal af mig. Igen kan min kæreste ikke få armene ned; denne gang lander han på et 9-tal. Den sidste variant var den klassiske Sea Salt, og der er ikke så meget andet at sige end at det var endnu en solid chip, ikke for olieret og med den rette mængde salt - to pæne 8-taller fra min kæreste og jeg. Jimmy var også ret begejstret for alle tre poser, men virkede umiddelbart mest interesseret i ostevarianten, som han sneg sig til at smage på flere gange.

En af mine gode venner, der deler min passion for chips, har foræret mig denne meget interessante pose Doritos. Som navnet antyder, er nogle af majschipsene i Roulette-posen ret stærke - jeg blev faktisk positivt overrasket over hvor spicy de var. Det er ikke umiddelbart til at se, hvilke chips der brænder tungen og hvilke, der bare er helt almindelige, og det gør det klart til en anderledes oplevelse at fråde posen. De almindelige er dog liiiige almindelige nok, og smager mere af chili end af ost, så helt generelt foretrækker jeg nok originalen - men jeg sender stadig velvilligt et stort 8-tal efter den nye lillebror.  

Jeg har sagt det før - jeg er slet ikke færdig med at lovprise svenske OLW. Denne gang anmelder jeg Cheez Cruncherz; deres bud på mine nye favoritter Crunchy Cheetos, og jeg kan afsløre med det samme, at de er meget tæt på at være lige så gode - de har næsten samme virkeligt lækre tekstur og rigelige mængder pulver. For mig trækker chilifaktoren en anelse ned, men med en noget mere rimelig kilopris kan jeg sagtens 'nøjes' med den svenske variant, og de får da også et stort 9-tal. 

To dage efter vores bryllup skulle min kæreste på kursus i Warszawa. Alle der hørte, at han skulle afsted, regnede med at det var vores bryllupsrejse - men selvom jeg bestemt er glad for Polen, er det måske ikke det første land jeg ville vælge til en romantisk getaway. Han havde den perfekte gave med hjem til mig - dagens fjerde variant fra Lays, og Google Translate fortæller mig, at de er stærkt krøllede. Det var de bestemt også - billedet holder for en gangs skyld hvad det lover, og langt de fleste chips havde overlevet flyveturen godt klemt i en kuffert. Det alene trækker op, og det gjorde dem sjove at spise, men selve smagen imponerede mig ikke. De smagte mest af alt af sennep, og det er en smag jeg aldrig er blevet gode venner med. Derfor bliver det ikke til mere end et 7-tal, men jeg vil gerne smage nogle andre smagsvarianter af de stærkt krøllede chips. 

I'm not even sorry - da jeg spottede endnu en ny OLW-pose, der lovede mig ost, måtte jeg straks slå til. Denne gang hedder snacken 'Cheez Doodles' og er et svensk bud på vores elskede ostepops, men de er meget slankere og noget mere cremede. KiMs ostepops har en noget grovere tekstur, men den svenske udgave smelter nærmest på tungen, og det bliver næsten - men kun næsten - lidt for vammelt i længden. Jeg kan ikke svinge mig op til helt samme begejstring som for fætteren Cheez Crunchers, og osterejerne må nøjes med et lille 8-tal. 

Vi runder af med en sjov, lille overraskelse jeg fik forærende på min fødselsdag. I har nok efterhånden luret at ostechips er en klar favorit i min bog, men det er noget mere spændende at smage nye, lidt uventede varianter, og man må sige at denne pose fra Mackie's med smag af haggis og sort peber falder under denne kategori. Endnu engang var jeg heldig med en rigtig god, tynd kartoffelchip uden for meget olie, så smagen virkelig kunne træde frem. Mest dominerende var den sorte peber, men der var bestemt også undertoner af noget leverpostej/paté-agtigt, og det var slet ikke så ulækkert som det lyder. Min kæreste kunne sagtens have spist en større pose selv og kaster glad endnu et 9-tal efter den sorte pose, imens jeg igen er mere mådeholden og giver den et pænt 8-tal. Gode kandidater denne gang!