Ingen Tysklandstur uden nye spændende chips, der denne gang er særligt udvalgt af min søster. Den første pose fra velkendte Crunchips så meget interessant ud med en tegning af en lille franskmand og et billede af en Flammkuchen, for især sidstnævnte er jeg meget glad for. Disse chips smagte dog mest af bacon, hvilket også stod på den engelske indholdsfortegnelse bagpå posen. Det var noget skuffende, for jeg havde håbet på noget mere oste/fløde-smag, så de kan ikke få mere end et seks-tal herfra. Uden at være helt sikker, tror jeg at både min søster og min kæreste var noget gladere for dem.
Den venlige bonde, der skrabte et heldigt sekstal med hjem sidste år for sine oste-chips, prøver igen med smør-og-salt-varianten. Jeg vil så gerne være begejstret, men de var simpelthen utroligt kedelige. Smagen af smør var næsten ikke-eksisterende (hvilket omvendt kan være en god ting, da smørchips kan smage lidt harske), og selve chippen skal virkelig være god, hvis saltet er eneste krydderi, og her kan Hof Chips altså ikke stå distancen. De må nøjes med et fem-tal, og nu synes jeg altså, at bonden må oppe sig lidt, hvis jeg skal anmelde flere af hans poser.
Min søster har lidt en svaghed for de helt billige, tyske figur-chips. Derfor skulle Jumpys' kænguruer naturligvis også prøves, og jeg fik lov til at smage. Jeg var enormt positivt overrasket! De små kænguruer var næsten alle intakte i posen, og de var nogle smagfulde, små, luftige chipskugler, der smeltede på tungen. Hvis de havde smagt af sourcream & onion havde de nok fået topkarakter, men jeg giver dem gerne et otte-tal med på vejen.
Tidligere på året føjede jeg en ny favorit til samlingen, nemlig KiMs grønne pose Crunch Cut. I Tyskland fandt min søster en discountudgave af varianten - denne dog med løg i stedet for purløg. Lige umiddelbart var det et godt bytte, og smagen var god - men i længden blev de liiidt for klamme. Jeg kunne godt forestille mig, at de ville være gode til en gang dip (som posen også antyder), men alene kan de kun skrabe et lille syv-tal med hjem.
Til sidst en lille gæsteoptræden fra to hjemlige varianter, der fortjener at blive nævnt på bloggen så hurtigt som muligt - og jeg har ellers mange, mange chips, der venter på anmeldelse - nemlig Taffels nye Holiday og Chili Bernaise-chips. Holiday-chipsene er småriflede, og hvis man er glad for dippen af samme navn, vil chippen ikke skuffe. Jeg kan personligt bedre lide dild-dip, fordi jeg ikke er så glad for peberfrugt; og måske derfor falder den nye variant heller ikke lige i min smag. Jeg kan kun give den et fem-tal, men jeg må igen lige understrege at det er en stærkt subjektiv holdning, og jeg tror som sagt mange andre vil sætte pris på Holiday-posen.
Straks bedre går det for mig med den lækre Chili Bernaise, der er en god kombination af... ja, chili og estragon. De smager faktisk overraskende godt, men nu har jeg heller aldrig været kræsen i forhold pulversauce og lignende, for man skal nok være klar på en lidt kunstig smag. Chipsen er bredriflet og helt perfekt, og jeg synes virkelig, at Taffel har gjort et godt stykke arbejde med denne nye variant. De får et lille ni-tal med fra mig.
(UDGIVET AUGUST 2016)
Man kan ikke beskylde mig for at ligge på den lade side, når det kommer til mit vigtige hverv som anmelder af chips. Jeg finder hele tiden lovende kandidater, og min familie og mine venner bidrager lystigt til anmeldelserne. Senest har jeg været på rov i Meny, og faldt straks for de skønne poser, der alene ville kunne indbringe en god karakter. Heldigvis er indholdet også utroligt lækkert - cidereddiken gør, at den grønne pose ikke bliver for sur, og i den gule pose kan man rent faktisk smage, at cheddaren er moden. Et stort ottetal og en lille nier til henholdsvis den grønne og gule Tyrrell's-pose.
Taffel har igen haft travlt på tegnebrættet, og her gælder det deres bud på en urørlig klassiker - nemlig KiMs ostepops. Det er en modig satsning, og eksistensen af Taffels osterejer er faktisk berettiget, for de smager meget mere af Holiday end af Cheddar. Jeg forestiller mig, at det kan være et hit hos nogen, men jeg har aldrig været glad for peberfrugt, og smagen er ikke lige noget for mig. Posen får dog alligevel et seks-tal for forsøget, mens min veninde Rannvá er noget strengere og kun giver et lille femtal.
I Søstrene Grene af alle steder har jeg også fundet et par fine, små poser, der naturligvis måtte med hjem. Jeg er ikke vild med den brune farve til cheddar-posen, men indholdet fejler ikke noget - det er en lækker chip, der både har en god sødme fra de karamelliserede løg; en karakteristisk ostesmag og en passende mængde salt til at afbalancere den interessante smag. Chipsen kan desværre ikke få topkarakter trods dens lovende smag, for den var lidt for olieret og stegt, men et lille otte-tal kan det godt blive til. Den fine nabo er allerede foran på point med den blå pose, og her var de grove chips heldigvis ikke for stegte, så trods en noget mere anonym smag af Chardonnay Wine Vinegar, kan de også godt skrabe en lille otter med hjem.
En af mine vigtigste leverandører til anmeldelser er min far, der er god til at købe en pose med til mig, hvis han ser noget nyt og spændende. Sidst fik jeg et par poser til min fødselsdag (ja, der har været andre, vigtigere chips, der snød foran i køen af anmeldelser) - den første er en discount-men-god-udgave af klassikeren sourcream & onion fra Lidl, og den anden en noget mere aparte variant med lime og koriander fra Coops eget mærke. Crusti Croc er kvantitet over kvalitet, og halvvejs igennem bliver de noget kedelige og ville have nydt godt af en omgang dip. Decideret dårlige er de dog ikke, og et seks-tal er også en fin karakter.
Straks værre er det med den næste pose, der (som lovet) har en altdominerende smag af koriander. Jeg synes ikke selv, at jeg er specielt kræsen, men koriander er jeg ikke ret glad for - en lækker ret kan ødelægges totalt af den insisterende lille plante, der er alt for populær i thaimad, så jeg havde heller ikke store forhåbninger til denne chips-variant. Men én ting er den dårlige smag, en anden ting er den ringe kvalitet af selve chipsen, der er alt for olieret og klam. Det kan kun blive et to-tal fra mig.
Vi slutter af med en lille, uventet perle: jeg kunne ikke stå for denne fine pose fra Burts, da den lokkede på hylderne i Meny, og det var naturligvis varianten med vintage cheddar & spring onion jeg måtte have med mig hjem. Den indbydende kok holder sit løfte om at levere tykke, semigrove kartoffelchips med 'great crunch', og det er længe siden jeg har smagt så vellykkede af slagsen. På smagssiden lykkedes chipsene også; pulveret var rigeligt og velsmagende, og jeg var faktisk ret imponeret af disse chips. Der er åbenbart noget med de gule, britiske poser fra Meny - se bare den første pose i indlægget. De får et stort ni-tal af mig (for at nå topkarakteren skulle ostesmagen dog have været lidt mere dominerende), og så håber jeg på en dag at få lejlighed til at smage nogle af de andre spændende varianter fra Burts.
(UDGIVET NOVEMBER 2016)
Jeg har naturligvis også fejret min elevplads med bunkevis af forskellige chips, og jeg har fundet guld i denne omgang i det svenske mærke Gårdschips. Indpakningen alene er særdeles overbevisende med en yndig tegning af kartoffelplanten på en baggrund med fine, sarte farver, og på posen er også påtrykt navnet på den kartoffelavler, der har leveret kartofler til produktionen (og man kan læse mere om dem på hjemmesiden. Adorable.) De chips, der bliver brugt i alle varianterne, er i øvrigt nogle af de tyndeste og sprødeste chips, jeg nogensinde har smagt. Det er en gammel sang, at grovchips altid bliver for olierede og måske lidt for grove, men Gårdschips smager slet ikke af den frygtede olie, men derimod kun af de mange lækre krydderier, der er drysset på.
Og nu til karaktererne. Allerbedst, og et nyt medlem i den eksklusive 10/10-gruppe, er den helt vidunderlige parmesan-variant, der smager afsindigt lækkert. Endelig har jeg fundet en værdig afløser til den ligeledes fantastiske 'Queso Blanco' Lays-variant, jeg fandt i Den Dominikanske Republik - de smager næsten identisk, men de nye svenske favoritter er naturligt nok lidt grovere i strukturen (det er jo grovchips). Næsten lige så god er den, for mig, nye smagsvariant med trøffel, der faktisk smager præcis af... trøffel, hvilket er en overraskende god smag til chips. De får et stort 9-tal herfra.
De to sidste varianter ender også ganske højt på min karakterskala med fine 8-taller. Deres smagsvarianter var måske ikke helt så nyskabende og interessante, men de fungerer bare. 'Créme fraiche & peppar' var bunkens mindst spændende variant, mens 'chipotle chili' leverede et godt take på en halvstærk chip, der havde en meget afbalanceret smag. Jeg plejer ikke at være så glad for chili på chips, men her fungerede det cirka hundrede gange bedre end på en tør majs-tortillachip. Jeg kan se på hjemmesiden, at jeg stadig har et par smagsvarianter til gode, nemlig 'sourcream & black garlic', 'lime & rosépeppar' og den interessante 'sparris', som jeg går ud fra er asparges. Dem havde de ikke i min lokale Meny, men måske kan jeg få min svenske chipspusher til at skaffe mig et par poser. Gårdschips er i hvert fald hurtigt blevet et nyt favoritmærke herhjemme.
KiMs har også haft travlt det sidste års tid og har lanceret en god håndfuld nye varianter. Jeg har ikke prøvesmagt dem alle endnu, men fritterne købte jeg med det samme. Jeg ville gerne sige noget negativt om posens design og den grimme, lille pomfritmand, men jeg må med skam melde, at jeg faktisk godt kan lide ham. Fritterne er både hans hår og hans stok - og jeg er vild med det. Selve fritterne var også overrraskende gode - jeg var forberedt på en halvtør og kedelig omgang salte chips, men grundet deres udformning har de et ualmindeligt godt crunch, og så smager de faktisk lidt af godt krydrede pomfritter. På hjemmesiden optræder de under kategorien 'snacks', men selvom de er gode, snupper jeg nok en pose ostepops, næste gang jeg har lyst til 'snacks' og ikke chips. De får nu alligevel et fint syvtal fra både min kæreste og jeg, og de findes i øvrigt også i en variant med barbecue-smag, men den ser jeg ikke mig selv anmelde i nærmeste fremtid.
Nu startede jeg dette indlæg med at lovprise et helt brand, så for at afbalancere indlægget lidt, har jeg også medbragt en pose seriøst dårlige chips. De blev solgt i fakta til en femmer pr. pose for et par måneder siden, og selvom jeg egentlig godt vidste hvor ringe de ville være, kunne jeg ikke lade være med at købe dem. Jeg var sært fascineret af den på posen afbillede fodboldspiller, der tydeligvis skal ligne Suarez, men ikke er det(?!), og synes det er ekstremt søgt at kalde de små papstykker for 'Football snacks', når de på ingen måde har lighed med en fodbold. Jeg skulle til at sige, at de smagte af helvede til, men faktisk smagte de af ingenting, hvilket er en endnu større dødssynd i min chipsverden. De var bare triste og klæge og ulækre, og de får kun skrabet et 1-tal med hjem, fordi jeg synes Suarez-efterligningen er så syret.
De sidste tre chipsvarianter til anmeldelse i denne omgang er østeuropæiske; hjembragt af min kæreste efter han var på tour med bandet i Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland. De andre bandmedlemmer havde souveniers og chokolade med hjem til deres kærester, men min kæreste ved, at jeg sætter større pris på muligheden for at smage nogle nye chips. I Slovakiet fandt han denne pose ostechips til mig, og som man næsten kan ane på posen, var det nogle meget solide og tykke bølgechips, der havde klaret den lange tur hjem uden problemer. Selve chippen havde en meget lækker konsistens, der trods tykkelsen knækkede godt i munden, og havde den haft cirka dobbelt så meget ostepulver på sig, havde den ligget helt i top. Desværre var smagen lidt for anonym, og det kan kun blive til et syvtal fra både mig og min kæreste, der var en meget ivrig medanmelder denne gang.
De to sidste poser i denne omgang er fra Tjekkiet og fra mærket Chio, og det var to stærkt smagende varianter. Pennene i den gule pose smagte meget kraftigt af noget udefinerbart krydderi, men hellere lidt for meget end for lidt, og jeg giver point for intensiteten. Selve pennene var mindre end jeg havde regnet med, men de havde også et godt crunch. Jeg er gavmild og slipper et 8-tal, mens min kæreste kun giver dem 6. Wasabivarianten var jeg lidt skeptisk overfor, men de var faktisk helt perfekte af sin slags at være. Selve chippen var en tyndtskåret 'fransk kartoffel'-agtig variant, hvilket passede utroligt godt til den skarpe smag. Jeg er normalt ikke stor fan af wasabi, men her virkede det godt - lige når jeg syntes det blev for stærkt på tungen, forsvandt smagen og efterlod lyst til mere. Min kæreste giver et 9-tal, mens jeg trods alt nøjes med 8.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar