THE DARK TOWER

(UDGIVET NOVEMBER 2018)

22 år efter den første bog i serien om The Dark Tower udgav Stepen King på sin fødselsdag i september 2004 den syvende og sidste - og det har været med rystende hænder, at jeg sammen med Roland og de andre igen begav mig ud på dette sidste stykke mod det forjættede tårn. I modsætning til mange andre, trofaste læsere har jeg ikke flere gange været nødt til tålmodigt at vente i årevis på næste bog i serien, og på mine ture har jeg kunnet læse hele historien i mit eget tempo - men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor overvældende det må have været for constant readers at stå med den sidste bog i hænderne efter så mange år.

Den sidste bog i serien er meget passende illustreret af samme kunstner, der også leverede de ikoniske illustrationer til den første; nemlig den dygtige Michael Whelan, hvis stemningsfulde billeder giver et godt indblik i Mid-Worlds barske omgivelser. Hans portrætter af karaktererne ligner som sagt ikke dem, jeg efterhånden selv har manet frem i mit hoved, men de er alligevel helt rigtige, og jeg synes det er så fedt, at bøgerne blev udgivet med dét ekstra lag.

Det er svært at skrive en meningsfuld anmeldelse af den sidste bog i en serie, der har strukket sig over 4200 sider, uden på en eller anden måde at komme til at afsløre noget. Denne anmeldelse har derfor en nærmest mikroskopisk målgruppe, men The Dark Tower-bøgerne er vigtigere for mig, end jeg lige kan sætte ord på, og Roland er i mine øjne Kings mest velskrevne karakter nogensinde, og hans bedste helt - selvom og fordi han langt fra er fejlfri - så den sidste bog fortjener lidt ekstra granskning. Inden jeg går totalt spoiler-amok, må jeg dog lige sende en sidste, kraftig anbefaling efter denne serie, der byder på alt fra voksende verdener, tidsrejser, videnskab, wizards, cowboys og magic doorways til robottjenere, -bjørne og -toge, dæmoner, orakler, portaler og meget mere.

Så. Here goes. Jeg må spoile med det samme, for historien fortsætter hvor den sluttede i Song of Susannah, og Jake og Father Callahan er i et episk showdown med vampyrer, taheen og can-toi på restauranten Dixie Pig i New York. Father Callahan går under, men det er en værdig død, hvor han får reddet Jake, og jeg må igen understrege hvor glad jeg er for at Stephen King skrev ham ind i sagaen om The Dark Tower. Det er interessant, at han ender med at opnå redemption, når Roland faktisk ikke gør det - men vi må klynge os til de små sejre, vi får. Susannah bliver adskilt fra Mia, der føder Mordred - en baby/edderkop-hybrid, der forfølger Roland i resten af historien for at slå ham ihjel. Det er grotesk og morbidt, og jeg elsker det - han er en virkelig god karakter, og de præcise beskrivelser af hans transformationer er kuldegysfremkaldende. Truslen om Mordred har været overhængende siden bog tre, og jeg er vild med, at endnu en af de helt store skurke i Kings univers viser sig at være ret almindelig - ud over selvfølgelig at være en edderkop, er Mordred mest af alt bare en surmulende teenager. Vennerne mødes igen, og det er en rørende reunion - men allerede her teaser King, at det er ved at være sidste gang vi ser dem samlet alle sammen. Jake kalder Roland for 'father', og så græd jeg lidt for første, men laaaangt fra sidste gang.

I Black House fik vi et ufatteligt dystopisk billede af området Thunderclap og lokationen Agul Siento, der var en enorm, frygtelig evighedsmaskine, hvor børn og såkaldte breakers blev tvunget til at arbejde. Breakers er folk med specielle, psykiske kræfter, der kan ødelægge de 'beams', der holder The Dark Tower på plads. Allerede tre år efter afviger King noget fra det billede, og breakerne i Dark Tower bliver ikke holdt som slaver af varulve, vampyrer og monstre, men lever i stedet det gode liv i et absurd, forstadslignende paradis midt i ørkenen. Deres vogtere er (næsten) almindelige mennesker med et regulært arbejde, og jeg synes det er sjovt at King igen afmystificerer flere af sine store skurke (på dette tidspunkt har vi i øvrigt sagt farvel til selveste Randall Flagg, aka. The Man in Black, der led en hurtig, uværdig og ynkelig død, da Mordred kom forbi). Vi møder Ted Brautigan fra Hearts in Atlantis, og han hjælper vores ka-tet med et angreb på Agul Siento. Det lykkedes, alt er godt, og vores helte samles i et gruppeknus (som på billedet herunder) - og så rejser en af skurkene sig op for sidste gang og skyder Eddie i hovedet...

Mit hjerte gik i stå et øjeblik - også denne gang, selvom jeg vidste, hvad der ventede mig. Første gang var det SÅ uventet; efter sidste bog, der ret beset var Susannahs historie, havde jeg regnet med, at hun ville dø - eller måske lille Oy, selvom det ville være ubærligt. Og hvem ved - måske ville Roland i et sygt tvist ende med ikke at nå tårnet, og Eddie ville tage over som dinh? Jeg troede, at Eddie var sikker, og jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at han ville dø sådan en meningsløs død - selvom virkeligheden ofte er meningsløs og sloppy, regner man med noget andet i et episk værk som The Dark Tower, og jeg kan godt lide, at King ikke automatisk indfrier vores forventninger.

Vi får ikke lov at dvæle ved tabet ret længe, før Roland, Jake og Oy rejser til Maine i 1999 for at redde Stephen King fra et biluheld. Det er ekstremt meta, for King VAR jo ved at dø, da han blev ramt af en bil på en gåtur - og han har skrevet om biluheld SÅ mange gange i sine historier, at ka måske har prøvet at fortælle ham noget? I hvert fald - vi har knapt nok tørret øjnene efter Eddies død, før Jake forpurrer Rolands planer og kaster sig ind foran Stephen King i øjeblikket før en varevogn rammer dem begge. Roland har en frustrerende samtale med en groggy og skadet King, imens Jake langsomt DØR i vejkanten bag dem - det er hjerteskærende og uretfærdigt, at Roland ikke får lov til at sige farvel til den dreng, han ser som sin søn. Den efterfølgende scene, hvor Roland og Oy begraver Jake i en lysning i skoven er nærmest umulig at komme igennem, især Oys reaktion gør så ondt på mig. Det er ikke en historie, man bliver belønnet for at læse, men hvorfor skulle det også ende godt? Det er vi aldrig blevet lovet, selvom det føles ekstremt urimeligt, når uretfærdigheden rammer. Den stakkels dreng er allerede død TO GANGE!!!

Tilbage i Mid-World rejser Roland, Susannah og Oy videre over The Badlands igennem områder med ekstrem kulde. Beskrivelsen af deres kolde nætter er uhyggeligt præcis, og jeg kan mærke kulden kravle ind i mine knogler, når jeg læser om det. Hos den vanvittige vampyr Dandelo, der lever af sine ofres følelser, er Roland bogstaveligt talt ved at dø af grin, og det er ganske absurd beskrevet - og meget mere skræmmende, end man skulle tro. Her befrier de drengen Patrick Danville, der spillede en stor rolle i Insomnia. Det viser sig, at Patrick har en helt særlig evne - ligesom Topper og næsehornet bliver alt hvad Patrick tegner til virkelighed, og snart tegner han en dør til Susannah. Hun har flere nætter i træk haft den samme drøm om en version af Eddie, der venter på hende i en version af New York, og selvom hun kan risikere at vandre rundt i todash space (en slags ingenting mellem de forskellige dimensioner) for evigt, tager hun chancen og åbner døren. Det er en sørgelig afsked, især fordi det er Susannahs eget valg at forlade Roland, men det er intet imod de to chokerende dødsfald vi lige har haft, og intet imod dét, der venter.

For det måtte åbenbart komme. Selvom det reelt er helt unødvendigt for fortællingens fremdrift, sker det eneste, der absolut IKKE måtte ske - min lille superhelt Oy bliver slået ihjel af Mordred. Vores nuttede, racoonagtige bedste ven bliver spiddet på en gren, og jeg tror aldrig jeg har grædt så meget til en bog, som til den scene, hvor Roland sidder med en døende Oy i armene. Sætningen 'His body was much smaller than the heart it had held' gets me every time. Det dødsfald er så vanvittigt sørgeligt, og mit hjerte går i tusind stykker hver gang.

Bedst som det hele ikke rigtigt kan blive værre, sker det endelig: I en utroligt velskreven scene kigger Roland op fra den endeløse vej - og får øje på The Dark Tower. Mit hjerte sad helt oppe i halsen (det har været en hård omgang for mit hjerte, kan I nok forstå), og jeg fik næsten tårer i øjnene ved beskrivelsen af det. Før Roland kan gå op ad trapperne, må han dog lige besejre überskurken The Crimson King - men efter endnu en Harry Potter-sneeches-shoot out, klarer Patrick det relativt nemt ved at viske den julemandslignende psykopat væk fra en tegning af tårnets balkon. Det er liiiidt for nemt, og selvom jeg forstår pointen med at også denne skurk er ligesom The Wizard of Oz - en hel masse ingenting - synes jeg det er lidt ærgerligt. Han virkede bestemt ikke som ingenting i hverken Insomnia eller Black House, og det er den eneste sekvens, der ikke fungerer for mig. Jeg kan dog godt lide idéen om, at The Crimson King har været låst ude på balkonen i både et par uger og samtidig i al evighed. Roland sender Patrick tilbage, og går selv mod tårnet, men inden han kan åbne døren, får vi et glimt af Susannah. Hun har rigtigt nok mødt versioner af Eddie og Jake i en version af New York, og selvom ingen af dem kan huske meget, ved de, at de hører sammen. Det er nok meningen, at det skal være en happy end, men det virker mest lidt bittersødt.

Her advarer King mod at læse videre. Han kommer med en lille tale om vigtigheden i at sætte pris på rejsen, og ikke destinationen, og at den bedste slutning på historien for læseren ville være at have et billede af smilende Jake, Susannah og Eddie på nethinden. (Husk på, at King skrev The Green Mile LØBENDE - han udgav første installation, før den sidste var færdig!) Men det ER ikke slutningen, for Roland går op ad den lange, snoede trappe i tårnet, og bliver på hver etage konfronteret med et minde fra sit liv. Da han nærmer sig toppen, begynder at han få det underligt, og han er forfærdet, da det går op for ham, hvad der er bag den sidste dør - The Mohaine Desert, hvor vi første gang mødte Roland på hans quest. Han protesterer højlydt, men bliver skubbet igennem døren af usynlige hænder (det blev tidligere nævnt, at tårnet er den fysiske manifestation af Gan, en gudelignende skikkelse) og ender tilbage i ørkenen. Først er han i vild panik og frustration - han husker de mange, mange gange han er blevet sendt tilbage til dette sted - men snart har han fortrængt det hele, og starter sin lange vandring endnu engang. Den episke fortælling slutter, hvor den startede: "The man in black fled across the desert, and the gunslinger followed".

Det er en helt vanvittig slutning på en helt vanvittig historie, og lige da jeg havde læst den, havde jeg lyst til at kaste bogen gennem stuen. Jeg var SÅ vred. Nu synes jeg ikke, at den kan slutte på andre måder, selvom det ER en voldsomt frustrerende slutning. Men det er langt fra et cop-out, for det giver så meget mening, at rejsen vil blive ved med at starte forfra for Roland - i hvert fald indtil han lærer af sine fejl. Det er der i øvrigt et hint til, at han har gjort, så jeg vælger at tro på, at der er håb for Roland denne gang. Igen, han er Kings bedste karakter nogensinde. Han er en actionhero af episke dimensioner, der ikke lader sig stoppe af noget, men udviser samtidig en ærlig og rørende kærlighed, når folk har gjort sig fortjent til det. Jeg er vild med, at han har været så besat af The Dark Tower, at han ender med bogstaveligt talt at blive opslugt af det.

Det er blevet UTROLIGT langt, men det har været svært at lægge bånd på mig selv, for jeg er så glad for dette hovedværk i Stephen Kings bibliografi. Jeg har slet ikke nævnt alle easter eggs - udover de nævnte, er der referencer til Desperation, It, Little Sisters of Eluria, Bag of Bones, The Dead Zone, The Stand, Eyes of The Dragon, Everything's Eventual, Misery og The Langoliers. Det bliver ikke min sidste tur til tårnet (og næste gang skriver jeg om de første fire); ligesom Roland har jeg udviklet mig en lille smule siden sidste omgang, og jeg får noget nyt ud af hver rejse.

Og så lad mig lige slutte af med at sige, at det var en utroligt frustrerende oplevelse at være i New York i så kort tid på min ferie i foråret, at jeg ikke kunne nå at opsøge de forskellige lokationer fra The Dark Tower. Jeg havde allerede slæbt min tålmodige mand med til Maine, så jeg synes ikke helt, at jeg kunne retfærdiggøre mere King-hysteri, men jeg vender meget gerne tilbage engang!