DREAMCATCHER

(UDGIVET JANUAR 2012)

Dreamcatcher fra 2001 er en fortælling om sammenhold og venskab - et evigt tilbagevendende tema i Kings romaner, men if it ain't broken, don't fix it. Henvisningerne til en anden vennegruppe i Derry, hovedpersonerne i It, trækker også op på skalaen, men jeg er jo også en sucker for disse intertekstuelle referencer. Her lander vennerne Jonesy, Pete, Beaver og Henry pludselig midt i et inferno af dødelig virus, aliens og korruption i militæret, og det er svært ikke liiiige at læse et par sider mere, når man først er kommet i gang. Der er heldigvis sekshundredeogtyve af slagsen, og det er en hæsblæsende, grotesk, ulækker og virkelig sjov jagt efter det femte medlem af vennekredsen; Duddits med Down's syndrom, der måske er den eneste, der kan redde verden fra klamme 'shit weasels'. Dreamcatcher er ikke ligefrem finere litteratur, men den er altså utroligt underholdende.

Filmen fra 2003 er en helt, helt anden historie. Sjældent er der SÅ stor diskrepans mellem bog og filmatisering, men dette forsøg på at genskabe stemningen i romanen er totalt forfejlet. Rannvá har netop læst bogen, så vi så filmen sammen, og hun var helt enig med mig. Ting, der i romanen måske nok virker lidt platte, er tåkrummende pinlige i filmen. Og Duddits har ikke engang Down's syndrom, men er bare en virkelig irriterende og dårlig skuespiller. Skuespillere med Down's syndrom er jo ellers fantastiske i de roller (tænk f.eks. på Riget, American Horror Story); det er lidt som om de ser andre ting end vi andre. Nå, men filmen er elendig. Morgan Freeman er ond, hvilket man ikke ser så tit. Ellers vil jeg kun anbefale den til interesserede, der allerede har læst bogen og selv kan udfylde de (mange) huller. Jeg vil give bogen et lille syvtal, mens filmen må nøjes med 4.3.