GERALD'S GAME

(UDGIVET OKTOBER 2018)

I slutningen af september ramte endnu en Stephen King-adaption tv-skærmene, og jeg VED godt, at det har handlet meget om Stephen King på det sidste, men jeg kan lige så godt advare jer - der er stadig flere projekter i støbeskeen. Denne gang har Mike Flanagan og Netflix instrueret og produceret filmatiseringen af thrilleren 'Gerald's Game', som jeg genlæste for et par år siden og havde lidt blandede følelser for. Historien er faktisk rigtig god, men bogen var for langtrukken, selvom det måske er meningen - jeg spoiler ikke ret meget ved at fortælle, at det meste af handlingen foregår med hovedpersonen Jesse lænket til en seng i håndjern i et øde sommerhus med sin døde mand ved foden af sengen - og romanen er langt hen af vejen uden dialog. Derfor er det egentlig et ganske modigt valg at filmatisere den, og selvom jeg måske også har lidt blandede følelser denne gang, er Gerald's Game bestemt ikke nogen dårlig film, og helt sikkert det bedste man kunne få ud af det lidt lunkne forlæg.

Jesses mand Gerald vil gerne spice deres sexliv lidt op. Han lænker hende fast til sengen, tager en Viagra, får et hjertestop og dør oven på hende. Det er en mildest talt uheldig situation, og selvom jeg ikke er ubetinget glad for Carla Guigno, gør hun det virkelig godt i den altdominerende hovedrolle. De kommer godt omkring problemet med, at Jesse er den eneste person i rummet - hun begynder at hallucinere og have samtaler med både Gerald (Bruce Greenwood) og en stærkere, no-nonsense version af hende selv - samt at have flashbacks til en traumatisk episode fra en solformørkelse hun overværede som tolvårig. Hendes tolvårige jeg spilles i øvrigt meget overbevisende af Chiara Aurelia, og hun er klart filmens bedste indslag. Derudover er jeg glad for de utallige King- referencer - ligesom i bogen spiller historien om en stærk kvinde, Dolores Claiborne, en ret stor rolle; Gerald henviser til Cujo, Bag of Bones og The Shining - og bedst af alt siger han 'all things serve the beam', hvilket stammer direkte fra The Dark Tower-serien. Det er nemme tricks, men det går rent ind hos mig.

Fra at starte lidt langsomt ud, udvikler filmen sig faktisk til at blive ret medrivende og rørende - og lidt senere også ganske voldsom og blodig. Mike Flanagan ER trods alt også manden bag klassikere (ahem...) som Oculus, Hush og Ouija: Origin of Evil, men jeg havde alligevel ikke forventet så drastisk en udvikling, selvom jeg jo godt kendte historien fra bogen. Det var en dejlig overraskelse. Filmens sidste ti minutter trækker desværre ned igen; det er en underlig, overforklarende og utilfredsstillende slutning på en hæderlig historie, men den er taget næsten direkte fra romanen, så det kan jeg ikke klandre instruktøren for. Jeg har faktisk læst, at Flanagan, der også er stor King-fan, godt vidste at epilogen ville dele vandene, men at han havde besluttet sig for at gå hele vejen, da han startede projektet. Alt i alt er Gerald's Game et hæderligt match mellem en kvinde og hendes indre dæmoner - og måske også en ægte en af slagsen.