LATER

                 

(UDGIVET APRIL 2021)
I marts nåede Stephen King op på svimlende 62 romanudgivelser med den skarpe 'Later', der samtidig er hans tredje på forlaget Hard Case Crime (de første to værende Colorado Kid og Joyland). Senere i år udkommer 'Billy Summers', der med sit noget højere sideantal nok bliver årets King-udgivelse, men jeg er faktisk ret glad for den korte 'Later'. Det er endnu en coming-of-age-historie, hvilket King excellerer i - og den er fyldt med spøgelser, grusom horror, korrupte politifolk og et særligt bånd mellem en dreng og hans mor. 

Den otteårige Jamie bor i New York sammen med sin mor, og han kan se døde mennesker. Han fortæller selv historien som ung voksen, og han forsikrer hurtigt læseren om, det 'ikke er ligesom i den film med Bruce Willis', men det er det lidt. Det er dog helt okay, for præmissen er jo ret interessant, og King har desuden tilføjet et par ekstra spilleregler til genfærdenes tilstedeværelse; de kan kun ses i nogle dage efter deres død, og de skal svare ærligt på spørgsmål, hvilket i sig selv er et ret godt udgangspunkt for en historie. Jamie så sit første genfærd som bare fireårig, og King får lejlighed til at komme med dejligt grufulde beskrivelser af især trafikofre, og da hans mor opdager hans evner, opfordrer hun ham til at skjule dem. For Jamie er det ikke noget særligt at se genfærd, men noget, der falder ham helt naturligt, og det virker både godt og overbevisende. 

Jamie må hjælpe sin mor og hendes lille forlag fra økonomisk ruin ved at snakke med hendes afdøde stjerneklient og få slutningen på dennes populære romanserie, og senere bliver han udnyttet af moderens kæreste - den småkorrupte politibetjent Liz - på en opgave, der er både farlig og ubehagelig og skaffer Jamie et permanent genfærd, der er noget mere skræmmende end dem, han normalt møder. Herfra tager historien fart, og det er en god hybrid af krimi, thriller og horror, der faktisk er lidt af en pageturner. Jeg er helt overordnet rigtig glad for 'Later', og i det følgende uddyber jeg med lidt flere detaljer - og spoilers.

Jeg bliver nødt til at snakke om det allervigtigste ved 'Later' først. Den er skødesløst blevet refereret til som værende et ekko af 'It', men den kan faktisk også læses som en art fortsættelse, for vi får meget mere at vide om de frygtindgydende deadlights og det mystiske Ritual of Chüd, der begge spillede altafgørende roller i konfrontationen med Pennywise i 'It'. Ondskaben, der besætter bombemanden Thumper, er nok ikke direkte Pennywise, men tydeligvis en entitet fra samme oprindelse og univers, og det er vildt, at så vigtig information om Stephen Kings multiverse næsten droppes tilfældigt i en kort Hard Case Crime-bog. Der er i det hele taget et væld af King-referencer, men det bliver aldrig forstyrrende, og det virker ikke så meget som fanservice som et reelt forsøg på at skrive historien ind i den større King-fortælling. 

Jeg kan godt lide spillereglerne for de døde. De kan se, når Jamie kigger på dem, og der er gode beskrivelser af, hvordan folk ubevidst flytter sig fra genfærdene; undlader at sætte sig på tomme bænke og slår en bue udenom dem på fortovet - og næste gang jeg ser en hund krybe sammen uden grund, vil jeg i øvrigt nok kigge mig lidt mere nervøst omkring. De eneste følelser, genfærdene kan vise, er en venlig ligegyldighed eller et indædt had, og sidstnævnte er dét, der får dem til at blive hængende i længst tid. Thumper er en virkelig god monster-skurk, og moderens eks-kæreste Liz er trods alt en relativt sympatisk menneske-skurk. Det er en god kombination af overjordisk ondskab og den noget mere almindelige, menneskelige version.  

Historiens mest underlige og unødvendige twist kommer i slutningen af romanen, hvor det afsløres, at Jamies Alzheimer-ramte onkel også er hans far. Altså, WTF? Jeg forstår virkelig ikke, hvad det skulle have af betydning for noget som helst. Det overskygger dog heldigvis ikke det gode forhold, Jamie har til sin mor - det er oprigtigt og rammende, og nok i virkeligheden historiens omdrejningspunkt. 

King er som altid uhyggeligt god til at skrive coming-of-age-historier, men enkelte steder kan man måske godt fornemme, at han efterhånden er 73 år gammel, og ikke helt ved, hvordan en otteårig og en tolvårig tænker i dag. Ligesom i et par andre af de tidligere, nyere udgivelser er nogle af referencerne også en anelse daterede og forcerede; her namedroppes The Wire, der dog retfærdigvis også må siges at være verdens bedste politiserie. 'It' har været mange constant readers første introduktion til Stephen King, og 'Later' er trods enkelte fodfejl ikke et dårligt bud på en ny generations entry-novel til Kings univers. Den er hurtig og nem at læse, den kan sagtens stå alene, og det er en god, nuancefyldt lille historie. "It didn't break my heart, but it did squeeze a little".