17 januar 2022

until the sun cries morning

I 2021 fyldte Stephen King 74 år, men han er produktiv som aldrig før, og det er tid til at gøre en lille status over det forløbne år - og kigge på det kommende. 

2021
- Det føles som mere, men det er faktisk kun præcis et år siden at den nye tv-serie-adaption af The Stand løb over skærmen. Den havde jeg meget at sige om - desværre var den helt overordnet ikke specielt vellykket. 

- I marts udkom den første af årets to romaner, nemlig den korte, hæsblæsende 'Later', der handler om Jamie, der kan se døde mennesker - og ja, det er ret meget som det lyder, men det fungerer virkelig godt her. It didn't break my heart, but it did squeeze it a little. 

- I maj blev jeg færdig med min gennemgang af de syv The Dark Tower-bøger. Man bliver dog aldrig helt færdig med tårnet, og jeg mangler stadig at snakke om de tilhørende historier og noveller. I efteråret genlæste jeg i øvrigt lige de første tre, og jeg bliver heller aldrig træt af at hænge ud med min ka-tet.

- Årets primære udgivelse - crime noir-romanen Billy Summers- udkom i august måned til ganske pæne anmeldelser, og det var da også en velskrevet, solid pageturner. Jeg foretrækker nu stadig mine King-historier med et touch af det overnaturlige.  

- I løbet af sommeren blev miniserieudgaven af Lisey's Story vist på Apple+, og den var jeg noget mere begejstret for end jeg var for The Stand. Det er en ualmindeligt svær historie at formidle til TV-seere, men især dens fokus på sorg og sorgprocesser fungerede rigtig godt på TV. 


2022
- Stephen King skrev 'Gwendy's Button Box' i 2017 sammen med Richard Chizmar - en fin lille historie, der dog sagtens kunne have foldet sig meget mere ud. I 2019 skrev Chizmar fortsættelsen 'Gwendy's Magic Feather' alene, og om en måneds tid udkommer så den tredje og sidste i serien, nemlig 'Gwendy's Final Task', der igen er et samarbejde mellem de to. Jeg har været lidt uinteresseret i hele konceptet og har faktisk ikke fået læst nummer to endnu, men min interesse steg gevaldigt, da omslaget til den sidste bog blev offentliggjort for nylig. Øhm, undskyld, men hvad laver THE DARK TOWER lige dér!?! Det gør mig mere nervøs end begejstret, men jeg er i hvert fald spændt på d. 15. februar.

- Til efteråret kommer en ny fortolkning af vampyrmesterværket 'Salem's Lot', hvilket er forståeligt, for hverken miniserien fra 1979 eller filmen fra 2004 sidder lige i skabet - om end sidstnævnte med Rob Lowe er underholdende på sin helt egen måde. Denne gang skal Gary Dauberman instruere, og jeg er forsigtigt optimistisk, selvom han plejer at gøre det bedst som screenwriter. Pilou Asbæk skal i øvrigt spille Richard Straker, hvilket jeg utroligt nok heller ikke er helt afvisende over for. 

- 2022 kommer efter alt at dømme også til at byde på en reboot af 1984's 'Firestarter' - med Zac Efron som Andy McGee. Det har jeg blandede følelser omkring. 

- Der kommer helt sikkert også til at ske mere end dét, men meget er endnu på rygtebasis. For mig personligt fortsætter jeg min gennemgang af Stephen King-udgivelser; det næste indlæg i rækken kommer til at handle om de to sidste historier fra Different Seasons, nemlig Apt Pupil og The Breathing Method. Jeg bryder dog kronologien lidt senere på året, for jeg kan ikke vente fem år mere med at fortælle om to af mine top-ti King-udgivelser, nemlig 'Duma Key' fra 2008 og 'Revival' fra 2014. 

- Det er længe siden jeg sidst har købt nye t-shirts fra ka-tet19, men nu kan jeg snart ikke holde mig i skindet længere. Jeg har ellers stadig en ti-femten t-shirts i skuffen, som jeg ikke har fremvist endnu, og 2022 vil derfor fortsat byde på kiksede poseringer, skiftende frisurer og awesome King-design - lige som jeg bedst kan lide det. 

15 januar 2022

nite and fog are my days

 
Argh, januar er en lortemåned! Væk er decembers julehygge og opmuntrende lyskæder, og tilbage står januar grå og blæsende i en sådan grad, at jeg i går måtte cykle knap syv kilometer på arbejde i strid modvind og første gear hele vejen. Det er aldrig sjovt at skulle trampe i pedalerne for at komme ned ad Knippelsbro. Her er lidt mere, der har været rigtig træls den sidste tid: 

- Martí Cifuentes er fortid i AaB, og det er jeg virkelig træt af. På den ene side har jeg fuld forståelse for, at han flytter "hjem" til Stockholm, til sin kone og sine små børn, som han ikke har set meget til det sidste års tid (for det ER jo den primære årsag), men på den anden side burde han nok havde forudset det?! Jeg var blevet rigtig glad for hans trænerstil og hans flotte udseende, og jeg jubler ikke ligefrem ved udsigten til f.eks. Thomas Thomasberg. 

- Min far har været et par dage på sygehuset. Hans situation kan heldigvis ret nemt løses med et antibiotikadrop, men det var stadig noget af en forskrækkelse, og det var svært ikke at tænke på sidste år, hvor han gennemgik en operation og fik fjernet en nyre. Min hjerne går helt i selvsving når jeg bekymrer mig, men det bliver forhåbentligt kortvarigt denne gang.

- Jeg har brudt begge mine ellers ufatteligt uambitiøse nytårsforsætter (som kun jeg selv kendte til.) For det første skulle jeg slette mobilspillet 'Merge Dragons', der har taget pinligt meget af min tid de sidste par år, men jeg mangler kun liiiige at gøre én ting mere, før jeg har nået alle mine mål! Så der går nok lige en måneds tid endnu. For det andet skulle jeg holde mig langt væk fra reddit og influencergossip, der er den underligste guilty pleasure jeg længe har haft - jeg følger ikke en eneste influencer på sociale medier, men en af mine overspringshandlinger er altså at læse om, hvor meget de fucker op. Det har ikke været muligt for mig at holde mig helt væk, og jeg ved derfor alt om både Fie Laursens graviditet og #nabogate. Jeg er ikke stolt af mig selv. 
 

09 januar 2022

and meet me in the middle

Det er igen blevet tid til min halvårlige liste over periodens bedste tv-serier - årets første liste kan findes lige her, men ligesom i første del af 2020, har jeg heller ikke denne gang haft overskud til at skrive kække opsummeringer til de forskellige serier, og jeg tager igen den nemme udvej med bare at udgive listen uden opfølgende kommentarer. Jeg øver mig virkelig i, at det er okay - og bedre end ingenting! - at gøre noget halvt, og det ER noget, der betyder meget for mig, men i øjeblikket er mine ressourcer bedre brugt på at læse bøger, min malebog, puslespil - eller at se flere tv-serier. Vi er i øvrigt i gang med Succession herhjemme, og jeg kommer helt sikkert til at snyde og have den med på min næste liste - den er virkelig vild. Derudover er vi også i gang med tredje sæson af Star Trek: Voyager, der ikke er helt på højde med TNG, men alligevel overraskende underholdende. 

Nå, men til det, det hele handler om; nemlig en rangeret liste over de tv-serier, der har været bedst i løbet af det sidste halve år. Jeg starter fra toppen, da spændingen alligevel er trukket lidt ud af foretagenet - men tag ikke fejl; bare fordi jeg ikke skriver om serierne, betyder det bestemt ikke, at jeg ikke har været godt underholdt, og jeg sender en varm anbefaling efter i hvert fald top fem. Kom endelig med andre gode bud i kommentarfeltet!

1. Midnight Mass
2. What We Do In The Shadows s. 3
3. Rick and Morty s. 5
4. Wandavision s. 1
5. Foundation s. 1
6. Squid Game
7. La Casa De Papel s. 5
8. American Horror Stories
9. Solar Opposites s. 1 -2
10. Y The Last Man
11. American Horror Story s. 10
12. Lisey's Story
13, Locke & Key s. 2
14, Kastanjemanden
15, The L Word Generation Q s. 2
16. Loki s. 1
17. American Dad s. 18
18. Sunday s. 4

07 januar 2022

counting shadows in the sun

Onsdag eftermiddag havde jeg arbejdet ti dage i træk, og det gjorde mig egentlig ikke så meget, at en aftale jeg ellers havde glædet mig til, blev rykket til i dag. Der er sket lidt meget på arbejde den sidste tid, så jeg nød at kunne slå hjernen fra og slappe lidt af. Jeg lyttede til podcasts og sad med min malebog foran min lysterapilampe, og det var en dejlig start på fire dages fri. I går morges blokerede jeg overboernes larm med ørepropper, og jeg sov næsten til klokken tolv! Dét er længe siden. Vejret var fremragende, og jeg fik lokket min mand med ud på en gåtur på og omkring Christiania. Selvom solen på denne tid ikke står højt nok på himlen til at have en egentlig kemisk effekt på vores humør, føltes solstrålerne alligevel som et kærligt kram, og jeg var træt på den helt rigtige måde, da vi ramte lejligheden og sofaen igen. 

Jeg har været lidt flad den sidste tid, men jeg har alligevel svunget mig op til et par aftaler, og det har også gjort mig godt. En tur i det iskolde Øresund formår altid at tømme mit hoved for tanker, og det var også tilfældet i tirsdags, hvor jeg tog tre dyp med min veninde. I dag har jeg været en tur i Nordvest og besøge en af mine gode venner og hans kæreste - vi anmeldte chips, kiggede i tegneserier og spiste lækre pizzaer, og så kunne jeg ikke have ønsket mig meget mere. 

02 januar 2022

with their hands in the air bringing in the new year

Godt nytår! Her er en liste over 2022s første...

- fysiske udfoldelse: Jeg er ret sikker på, at min mand og jeg hoppede alt for sent fra sofaen ind i det nye år, men vi hørte høj musik og havde kun billedet fra Rådhuspladsen på skærmen som reference - og lige før midnat var der så meget fyrværkeri og røg, at man ikke kunne se klokken slå tolv. 

- musik: I 2021 har jeg mest af alt lyttet til det musik, min mand har sat på - eller et par numre på random fra vores fælles, nu endelig digitaliserede, enorme musikbibliotek. Vi har hørt rigtig meget Paul McCartney i løbet af året, og særligt pladen han lavede sammen med Linda, 'Ram', er blevet spillet i rotation herhjemme. Derfor skulle vi naturligvis lytte til 'Uncle Albert' da klokken slog tolv, og jeg har haft den på hjernen lige siden (hvilket er godt nok, fordi den er rigtig god, men mindre heldigt, fordi den giver mig lyst til at råbesynge HAAAAANDS across the water på upassende tidspunkter).   

 - måltid: En pose fremragende mexicanske majssnacks indtaget nytårsnat, som jeg glæder mig til at fortælle mere om. Altså snacksene. Mit første egentlige måltid var kebab og fritter, som min fantastiske kollega havde med til mig på arbejde, hvor det hele gik lidt nemmere, da min sukker-og saltbalance var genoprettet (jeg drak naturligvis også en cola). 

- drink: Det allerførste væskeindtag i 2022 kom utroligt nok ikke fra en cola, men derimod fra en afsindigt lækker Piña Colada, som min mand lavede nogle stykker af nytårsaften. 

- nederlag: Når min mand jeg jeg spiller 500, vinder jeg nok 80% af tiden. Men her måtte jeg altså se mig slået, og jeg håber virkelig ikke, at det bliver symptomatisk for hele 2022. Jeg undskylder mig med, at jeg var relativt beruset.

- TV: På et tidspunkt i løbet af aftenen kom jeg i tanke om, at der måtte være kommet en ny sæson af Cobra Kai på Netflix, og ganske rigtigt - sæson fire af en af de sidste års helt store positive overraskelser ligger nu klar. Vi snuppede lige tre afsnit inden jeg gik i seng - og hvis det ikke var fordi jeg skulle på arbejde dagen efter, havde vi nok taget dem alle.

- kærlighedserklæring: Den første gang jeg sagde 'jeg elsker dig' i 2022, var det ikke til min mand, men derimod til min kat, som jeg prøvede at lokke frem fra hans skjul under sengen. Her på sine gamle dage er han ikke længere så glad for fyrværkeri som han var de første år, men han kunne heldigvis godt overtales til at komme ud med en snack - og min erklæring, selvfølgelig. 

Det har været en dejlig nytårsweekend, og med søde rotter og en god kollega, som man kunne møde til champagne/kebab/cola-pause, har det også været helt fint at skulle bruge årets første weekend på arbejde. Jeg håber I havde skøn og sygdomsfri nytårsaften, og at I også er kommet godt ind i 2022. Tak fordi I læser med. 

31 december 2021

I'll pretend the music is too loud to hear your voice

Jeg ved det godt. Jeg har snakket meget om LEGO den sidste måneds tid. Men inden året rinder ud, bliver jeg simpelthen nødt til at fremvise endnu et sæt, for selvom sættet i sig selv ikke er specielt julet (udover juletræet og lidt pynt, selvfølgelig), er der generel konsensus om, at Alene Hjemme er en julefilm. Sødeste, lillebitte Macaulay Culkin er jo decideret legendarisk i rollen som den opfindsomme Kevin McCallister, der ved et uheld er blevet efterladt alene hjemme i julen, og nu må holde to ihærdige – men ikke specielt intelligente – tyveknægte ude af huset. Jeg tror ikke jeg kender nogen, der IKKE har set Alene Hjemme, så lad os bare springe direkte ud i det.

Det er et stort hus - det er 32 centimeter langt og næsten lige så højt, og jeg er virkelig imponeret af alle de kloge løsninger man har fundet for at få det til at ligne huset fra filmen. Selvfølgelig er der nogle småting, der ikke helt passer, og sættet har også fået kritik for at mangle f.eks. tagrender, når det nu ellers er så detaljeret, men helt overordnet har jeg ikke en finger at sætte på det. Jeg kan godt lide, at taget er hvidt frem for mørkeblåt som i filmen - det giver mening at vise et snedækket tag, og så matcher det også med vinduerne og snedriverne foran huset, der er pyntet med fine lyskæder og julekranse. Huset er designet som et traditionelt dukkehus, der kan foldes ud på midten og afsløre værelserne indenfor, og jeg synes det ser helt utroligt charmerende ud. Etagerne kan også løftes af ligesom LEGOs modular buildings, og det er i det hele taget nemt at lege med dette sæt, der også har et hav af skjulte gimmicks.

Bagpå huset er der ikke udvist helt den samme detaljegrad, og det meste af energien er gået med den lille tilbygning, der er en klog inkludering af både kælder og køkken i McCallister-huset. I øvrigt er døren med kattelem et helt nyt LEGO-element, der jo passer perfekt til sættet - jeg elsker, at Marv kan stikke sit hoved igennem den! Fra  husets loft kan Kevin tage svævebanen ned til sit træhus, hvor der ganske belejligt også er den saks, som han efterfølgende klipper linen over med. Banditternes flugtbil følger også med sættet, men køretøjet er ikke videre imponerende, og det er en lidt undervældende og unødvendig tilføjelse.  

Jeg har virkelig hygget mig med at iscenesætte de forskellige, ja, scener fra filmen, og selvom mine billeder lader en del tilbage at ønske i forhold til de mange superflotte billeder på nettet, vil jeg stadig gerne vise dem frem. Jeg er virkelig imponeret af detaljegraden og dedikationen til at inkludere så mange referencer som muligt, og jeg elsker, at det er muligt at genskabe alle de værste fælder i huset. Min favorit er mere et trick end en fælde; nemlig Kevins geniale iscenesættelse af en stor julefest med mange gæster. Det lille tog med en papfigur af Michael Jordan er helt perfekt gengivet her - og man kan selvfølgelig skrue på en hemmelig klods, der får toget til at køre rundt.  


Mit eneste kritikpunkt til minifigurerne er, at der ”kun” er fem, for de er virkelig spot-on. Kevin selv er en sød og glad LEGO-dreng, der dog også har et mere overrasket udtryk at vise frem – utvivlsomt taget fra den famøse aftershave-scene. Hans mor er også ganske vellignende; et glad ansigt på den ene side, og et chokeret ét på den anden (hvilket jeg ikke har et ordentligt billede af), men det ER nok heller ikke særlig fedt at finde ud af, at man har glemt sin otteårige søn på et helt andet kontinent. Men allerbedst er skurkene Marv og Harry, der har en slående lighed med The Wet Bandits fra filmen, og jeg ELSKER både Harrys glimtende guldtand og begge Marvs ansigter – det er jo helt fænomenalt, at hans strygejernsskade er synlig! Old Man Marley er også fin, men jeg kunne godt have brugt en figur eller to mere fra Kevins familie – allerhelst den utålelige storebror Buzz eller den sengevædende fætter Fuller (tænk at han bliver spillet af Kieran Culkin!). 


Sættet koster 1.999 kr hos LEGO, men det er alle pengene værd. Og til sidst vil jeg ønske jer alle et godt nytår med dette fantastiske billede af to mennesker, jeg har været stor fan af det meste af mit liv (og selvfølgelig Michael Jordan, der jo også er inkluderet i dagens sæt). (#MJInnocent). Lad 2022 blive vores allesammens år! 

27 december 2021

we drank until our thirst went out

Årets sidste chipsanmeldelsesrunde starter med en hyldest til noget helt specielt - som taget ud af mine drømme lancerede KiMs i år nemlig en decideret JULEKALENDER! Med CHIPS! Det er banebrydende og livsændrende, samt en blåstempling af at lade en lille mængde chips indgå i ens daglige kostplan, og jeg er ikke overraskende KÆMPE fan. De tilhørende visdomsord skrevet på indersiden af flapperne var også et stort plus, ligesom jeg -ganske forudsigeligt - elsker den lille gaffel til indtagelse af ostepops. Selve varianterne vil jeg ikke sige så meget om, for det har jeg allerede gjort - jeg er lidt for doven til at linke til dem enkeltvis, men de kan nemt findes lige her. Hvis jeg alligevel skal give kalenderen en samlet karakter, må det blive en klokkeklar 10'er alene for konceptet, og så gør det ikke så meget, at udvalget er lidt begrænset. 
De to første, rigtige varianter til anmeldelse er to Pringles-rør mere til samlingen. (Her vil jeg gerne præcisere, at jeg taler om min figurative samling, for jeg har altså ikke 29 rør stående fremme til skue i stuen) Det første rør med 'pulled pork burger' troede jeg, at jeg havde anmeldt før, og de var da også ret meget som jeg forventede - hvis jeg skulle blindsmage, ville jeg nok have gættet på ribs, men der er i hvert fald en klar og tydelig svinekødssmag. Både min mand og jeg startede på et syv-tal i karakter, men vi blev enige om, at vi nok mest af alt var sultne på bedømmelsestidspunktet, og efter indtagelse af en kontrolchip måtte vi sænke karakteren til et seks-tal og tilføje kommentaren "lidt klam eftersmag". 

Bedre gik det for rundens andet rør med 'smokey paprika and almonds'-smag, selvom der nu ikke var skyggen af mandel over dem. Jeg kunne heller ikke smage distinkt peber- eller paprikasmag, men for mig er det jo kun en fordel, og jeg var ret glad for det, jeg i stedet vil kalde en tacokrydderiblanding. Chipsene er både salte og syrlige, og kunne sagtens også have indeholdt lime - min mand mener endda, at de dufter bedre end de smager. Både han og jeg kaster et syv-tal efter varianten, fordi det trods alt er skuffende med den manglende mandelsmag. 

Interessen for mine chipsanmeldelser har nu også spredt sig til mit arbejde, hvorfor flere af mine kollegaer er kommet med poser til anmeldelse. De største mærker på det danske marked kender jeg ind og ud, men jeg mangler stadig at give mig i kast med hver enkelt butiks discountmærker, for der er virkelig også guld imellem. Derfor er jeg kun glad for at blive hjulpet lidt på vej, og selvfølgelig må jeg starte med en ostevariant, nemlig tortilla chips fra  Wanted-serien produceret af OK Snacks. Og de er overraskende gode! Nachochippen er i sig selv tyk, knasende og med en god majssmag, og ostesmagen er også lækker, selvom de er lidt for salte. Det sidste trækker posen ned på et flot syv-tal, hvilket belønnes med selskab fra fødselsdagsdinoen, der prøver at skabe lidt liv i årstidens kedelige, indendørs billeder. 

Min skønne, svenske kollega ramte plet med en pose fra mit svenske yndlingsmærke Gårdschips, og selvom det hverken er en kartoffel- eller majssnack, får den veganske kikærtevariant lov til at være med i legen - primært fordi de er ufatteligt gode. De dufter som de skal og smager ligeså - nemlig af en lækker hummus med hvidløg. De har en utroligt god konsistens - de er støbt i en Pringles-lignende form, men lidt tykkere (mere ovre i den klassiske Chipsletten), og de sviner stort set ikke når man spiser dem. De er lidt stærke, men jeg synes de er godt afstemt og giver dem et pænt ni-tal. Min mand deler ikke min begejstring - han synes de er lidt for salte, og han og ender på et syv-tal. 

På det næste hold havde der også sneget sig andre smage ind, for i den første pose fra Søstrene Grene gemte der sig både rødbede og pastinak. Her dog med noget ringere held end kikærtesuccessen, for rodfrugt-chipsene var slet ikke salte nok, men til gengæld næsten lidt brændte i smagen. Jeg kan ikke give dem mere end fire, og min mand sniger sig også kun lige op på et fem-tal.

Det gik heldigvis noget bedre for den gule pose, der var yderst sprøde, tynde og lækre kartoffelchips med en mild sourcream & onion-smag. Igen var der lige antydningen af en brændt smag, men her var det ikke på en dårlig måde, og jeg ender faktisk på et ni-tal - min mand på otte. Den sidste pose indeholder blå nachos fra, ja, blå majs, og jeg bilder mig faktisk ind, at jeg kan smage det. De er ordentligt lavet, ganske letsaltede og i en rigtig god kvalitet, og de får et lille otte-tal fra både min mand og jeg. 

Den sidste pose i denne omgang er endnu en svensk variant; nemlig riflede kartoffelchips med smag af sort peber og creme fraiche fra Estrella. Kartoflerne er nyhøstede og meget lækre, og jeg synes næsten jeg kan smage en undertone af svampeflødesovs, men måske det bare er fordi de minder mig om denne seks år gamle pose. Jeg var bange for, at de ville være for pebrede, men det var heldigvis ikke tilfældet, og jeg slutter runden af med et otte-tal og et ønske om lidt mere smag. Min mand slutter på toppen med et begejstret ni-tal, og vi er begge spændte på, hvad 2022 vil bringe på den salte snackfront. 

24 december 2021

I don't want a lot for Christmas

 

Julefreden har sænket sig over mit barndomshjem, hvor jeg skal fejre juleaften sammen med min far. Det er første gang jeg har prøvet at være så få til jul, men det er nu ikke pga. corona-aflysninger eller sygdom - min søster skal fejre jul hos svigerfamilien, og min mand har endelig fået opfyldt sit hedeste juleønske om at være helt alene juleaften; han skal i sit øvelokale og lave musik. Vi fejrede en minijul i går i Nordjylland, hvor vi fik flæskesteg, gik rundt om juletræet og pakkede gaver op, så jeg lider bestemt ingen nød - og i dag hentede min far og jeg julemenuen på Krastrupsøgaard på vej hjem (med ekstra sovs medbragt fra min søster - det er det vigtigste!), ligesom vi også har været et smut på kirkegården og besøge min mor. Rigtig glædelig jul! 

23 december 2021

I've been nice and I've been naughty

Det er lige på falderebet, men jeg når at snakke lidt mere om LEGO inden jul - heldigvis, for jeg forudser, at min samling af jule-LEGO kun vil vokse sig større de næste år (og jeg mangler også at vise det episke Alene Hjemme-sæt, men der har ganske enkelt ikke været dagslys nok til, at jeg har kunnet nå at fotografere det!).  

Efter de sidste par års succeser var jeg selvfølgelig også nødt til at købe dette års LEGO-julesæt - Santa's Visit - der i modsætning til honningkagemænd og nisser er lidt mere nede på jorden, og viser en helt almindelig LEGO-familie få besøg af julemanden i deres hyggelige vinterhytte. Jeg er helt vild med den lille postkasse ved hegnet i vejkanten - og faderens glæde over at modtage et julekort - og i det hele taget er huset enormt charmerende med det fineste, grønne pynt (der oprindeligt var kløer lavet til Wolverine).  

Jeg er glad for både mor, far og den lille pige, og de har noget ret sejt tilbehør - blandt andet en for sættet unik småkage, der er inspireret af de småkager, designeren Chris McVeighs mor altid laver til jul. Det er altid lige lidt ekstra hyggeligt at bygge jule-LEGO, og julemanden selv er også lige i skabet. Han kan i øvrigt hoppe ned gennem skorstenen og kommer ud af kaminen (i et halsbrækkende tempo, må jeg tilføje), hvorpå der selvfølgelig hænger tre fine julesokker. 
Der er generelt pyntet op til jul i det lille hjem, og jeg synes især at spisebordet med løber og lys er virkelig fint. Jeg er også imponeret over, at LEGO kan blive ved med at finde på nye måder at bygge juletræer på; jeg har endnu ikke lavet to, der er ens, og jeg er ret vild med denne version, der endda kan lyse, når man trykker ned på det. Pigen er tydeligvis glad for planeter og rumraketter, hvilket går igen både på hendes lille, fine værelse (som der ikke er en trappe op til - forståeligt, men også lidt spøjst) og i gaverne under træet. En ekstra detalje er de gaver, der er gemt rundt omkring i huset; blandt andet på loftet og bag lænestolen.  
I år har LEGO også udgivet Santa's Sleigh, og det virker meget oplagt at fremvise de to sæt sammen. Jeg elsker den! Det skyldes primært de ekstremt nuttede rensdyr, der også var at finde i sidste års julesæt, og jeg har set mange købe flere sæt, så de kan spænde alle julemandens ni rensdyr for kanen. Det er ikke helt der, jeg er endnu, og jeg synes egentlig at kanen er rigtig flot selvom der "kun" er fire dyr. (Jeg kan også godt leve med, at dyrene nok nærmere er hjorte end rensdyr...)
Der er godt med plads i kanen, der er fyldt op med julegaver i alle farver, former og størrelser. Bagpå er også et hemmeligt rum med en kringle til julemanden og gulerødder til rensdyrene, og i hånden har julemanden sin liste over alle de søde børn. Faktisk synes jeg godt, at kanen kan minde lidt om den, som julemanden styrter ned med i en af mine yndlingsjulefilm Elf, og det trækker selvfølgelig også lidt op. Jeg ville dø for en Will Ferrell-figur, der kunne sidde ved siden af julemanden i kanen! 

Jeg er utroligt glad for begge sæt, men Santa's Sleigh er en no-brainer, hvis man vil opbygge en LEGO-juleby. Der findes godt nok mange flot opsatte byer derude, og jeg overvejer helt at give mig i kast med både vat og spejle næste år. Jeg er ikke heeelt sikker på, at min mand er med på dén idé, men jeg har heldigvis et helt år til at få ham overtalt.