20 oktober 2021

all the trees are turning color now

 
Da jeg fremviste Medieval Blacksmith nævnte jeg, at det var et af mine nyeste yndlingssæt, men at det trods alt var overgået af Tree House, som det skal handle om i dag - og jeg forudser, at det bliver svært at slå af pinden, for jeg har genopdaget så mange fede detaljer ved at tage billeder til indlægget, og jeg var helt solgt i forvejen. Det er på én gang en forrygende byggeoplevelse med mange forskellige teknikker og en tilfredsstillende stabilitet, og en invitation til at lade fantasien folde sig løs - og hvem har ikke drømt om at flytte ud i skoven mindst en gang eller ti i løbet af de sidste halvandet år? Hvis jeg fik muligheden, ville jeg i hvert fald flytte ind i LEGOs udgave på et splitsekund - især, hvis der også lige var nogen, jeg kunne ringe til, når noget skal fikses... Det ultimative træhus vil for mig i øvrigt altid være det fra Valhalla-tegnefilmen. 

Jeg elsker alt ved sættet; både ude og inde. Udenfor er jeg meget betaget af bækken, der er virkelig fint designet og en tydelig opgradering fra min barndoms printede plader (der nu bestemt også havde sin charme). De forskellige blomster og svampe pynter i landskabet, og på bålet kan man lave snobrød eller riste skumfiduser. Og gyngen! Ej, men jeg kan nærmest ikke forestille mig noget mere dejligt end at sidde på dén gynge en varm solskinsdag - måske efterfulgt af et dyp i vandet. 

Jeg kan også rigtig godt lide, at det ikke 'bare' er en klubhus-lignende hytte, men rent faktisk en permanent bolig. Eller - i hvert fald i sommerhalvåret - jeg er ikke sikker på, at det er specielt hyggeligt at spise aftensmad udendørs i februar måned, og eftersom hytterne er reserveret til badeværelse og soveværelser er indretningen måske ikke helt gennemtænkt. Men okay - hvem kan sige nej til et træk-og-slip-toilet i toppen af et træ? Det bidrager kun til sættets awesomeness, og jeg kan anbefale det til alle, der har lyst til at bygge noget lidt anderledes og virkelig fedt. 1799,- på LEGOs hjemmeside, og sikkert lidt billigere andre steder. 

En ekstra detalje ved det i forvejen imponerende sæt er i øvrigt muligheden for at skifte bladene ud med efterårsfarver i gule og orange nuancer. Det var egentlig min intention at få udskiftet bladene og få taget lidt flere billeder (jeg havde tydeligvis indlægstitlen klar), men I må vente i spænding lidt længere - eller google det. Jeg undskylder mig med Chorizo (min Far Cry 6- amigo), der er en hund efter flere eventyr, og jeg kan i hvert fald ikke sige nej til de øjne. 

17 oktober 2021

there's something living in these lines

Fredag aften var jeg til kulturnat sammen med resten af København - og to gode venner, der heldigvis havde helt samme afslappede indstilling til programmet som jeg selv. Vi fik alligevel oplevet lidt af hvert - vi startede med 'Rundetaarn i kvindernes tegn', hvor vi blandt andet stødte på en overdimensioneret klitoris-skulptur, der rystede mit selskabs yngste (og af hankøn) medlem i sin grundvold. I en lidt anden boldgade besøgte vi også flere kirker på vores vej, og tændte et lys for min mor i den ene, hvorefter vi havde en fed tur i Odd Fellow-palæet, der var fyldt med uendelige rum, gange, trapper og døre; ligesom deres store logesal var perfekt. Vi fandt dog hurtigt ud af, at vi med vores bekendelse til ateismen aldrig kan blive logemedlemmer, så jeg må nøjes med at besøge palæet til kulturnatten, hvor de også underholder med fægtning(!). 

Vi nåede også forbi konservatoruddannelsen inden vi nåede aftenens højdepunkt - min mand skulle optræde på Medicinsk Museion sammen med en af sine tidligere kollegaer, og det ville jeg absolut ikke gå glip af. Det blev beskrevet sådan her: "Mutantgruppen Dødstrompeterne udfører et sonisk ritual, der bearbejder, hvordan vi alle tilsyneladende er adskilte, men alligevel sammenviklede via svampesporer, lydlige vibrationer og livets vilde netværssystemer", og det var mindst lige så underligt, som det lyder. Jeg viser lige et billede engang, hvis jeg får fat i ét - min mand var meget yndig som svamp.

Hele dagen i går blev brugt på at spille Far Cry 6. Jeg havde egentlig tænkt mig at lave noget andet om aftenen, men udsigten til at få den ekstremt nuttede Chorizo som følgesvend i spillet, fik mig til at spille til langt ud på natten. Det var det hele værd, og jeg er virkelig godt underholdt! 
I dag tog jeg mig sammen og cyklede et smut til Korsgadehallen og Nørrebronx Tegneseriedage. Det er en tegneseriemesse primært for de små forlag og de uafhængige og selvudgivne kunstnere, og jeg kiggede forbi af en helt særlig årsag. For et par måneder siden var jeg til koncert i Støberiet, hvor jeg faldt pladask for en helt vidunderlig udstilling af tegninger på væggene. De fortæller sammen historien om en verden, som menneskene har forladt, men som hundene stadig nyder at gå på opdagelse i, og jeg købte en original, som jeg bliver glad af at kigge på hver eneste dag. Det lyder banalt, men jeg bliver næsten helt ydmyg, når jeg ser hvor tilfreds hunden bliver af en solstråle, og mit humør stiger et par grader hver eneste gang. Kunstneren er Michael Schiøler Tingsgård, og nu har han fået tegningerne samlet i en udgivelse, så de rigtig kommer til sin ret - og den skulle jeg altså hente i dag. Jeg vidste, at det ville blive en umulig opgave kun at købe Hundenes Dage, og jeg kom da også hjem med fire andre udgivelser, som jeg glæder mig til at kigge nærmere på - især Wayfinders: Off Course, der ser SÅ flot og spændende ud, og hvis skabere jeg fik lejlighed til at snakke lidt med i dag. Den regner jeg bestemt med at fortælle mere om engang. Men nu - tilbage til Chorizo og befrielsen af Yara!

13 oktober 2021

and the doorknob becomes your enemy


Jeg mødte en af mine bedste veninder på grundforløbet til dyrepasseruddannelsen, og vi har hængt sammen lige siden, selvom hun hurtigt skiftede drømmen om en elevplads ud med at læse biologi på universitetet. Lang historie kort er hun nu ved at undersøge forekomsten af Toxoplasma-parasitter i sjællandske vildkatte, og det foregår på den gamle Landbohøjskole midt på Frederiksberg, hvor jeg havde de nok bedste måneder af min elevtid for tre år siden. Det var fedt at være tilbage igen, spændende at kigge min veninde over skulderen, og skønt at nyde solen i Landbohøjskolens Have, der så ud til at være kommet lidt skævt ind på årstiderne – men jeg klager bestemt ikke over forårsfornemmelser i oktober.


I de sidste dage af min ferie har jeg også binget tv-serier i en helt uhørt grad, og jeg har været ret godt underholdt af Midnight Mass, Kastanjemanden og Squid Game - ligesom alle andre. Jeg var gladest for Mike Flanagans Midnight Mass, der har tydelige Stephen King-vibes og en fantastisk setting i et klaustrofobisk ø-samfund. Den er velfortalt, stemningsfuld og ikke bange for at være langsom, og jeg er virkelig vild med den. Kastanjemanden var ganske fin, selvom dansk krimi måske ikke ligefrem er min favorit - men folk skal altså lige slappe lidt af med de kastanjer dér. Og så kommer jeg til at lyde usandsynlig arrogant i det kommende, men nu er jeg altså bare ret glad for japansk og koreansk horror i det hele taget og har set meget af det - og jeg tror en stor del af Squid Games succes er baseret på chokeffekten; mange er slet ikke vant til at se noget så voldsomt og absurd, og så lader man sig måske lidt rive med. Men det er bestemt en underholdende serie med virkeligt fede og intense scener, og jeg vil anbefale, at man ikke læser noget om den, før man ser den. Eller at man ser Battle Royale i stedet.

Det må gerne begynde at regne og ruske lidt udenfor for min skyld, for jeg forudser, at jeg alligevel vil bruge det næste lange stykke tid inden døre i selskab med Far Cry 6, som jeg i skrivende stund er ved at installere på min Xbox. Jeg var helt utroligt godt underholdt af spillets forgænger, og jeg er spændt på at se, hvordan jeg denne gang redder en lille del af verden.  

10 oktober 2021

ain't no other way to make a reason

Det er efterhånden ved at være længe siden (alt er relativt) siden jeg sidst snakkede om chips, men i år har jeg selvfølgelig heller ikke været på spændende udlandsrejser til eksotiske snackdestinationer, så det er måske ikke så underligt at udvalget har været beskedent. Jeg har derudover haft travlt med at få lavet en oversigt over alle mine chipsanmeldelser, og det har altså ikke været en lille opgave, skulle jeg hilse at sige. Men nu skal det være - og jeg præsenterer hermed King og Klodsers første chipsanmeldelser.

Jeg syntes derfor, at der burde være noget lidt særligt over dagens første pose, og selvom den ikke ser ud af meget - og må leve med et billede taget indendørs i dårlig belysning - er den lidt speciel. De helt almindelige, franske kartofler fra KiMs har i denne udgave nemlig fået følgeskab af Mariager Sydesalt, hvilket i denne anledning er interessant, fordi jeg er opvokset i netop Mariager, der har en - hvis vi nu skal være helt ærlige - lidt stenet turistattraktion i form af et Saltcenter, der er et museum for... salt. Man kan også bade/dyppe sig i en mikroskopisk pool med samme saltindhold som Det Døde Hav, og udenfor kan man få lov til at syde sit eget salt. Sælger jeg den godt nok? Nej? Ovenstående billede er ellers et still fra en tv-reklame, jeg medvirkede i som 13-årig, da halvdelen af min klasse fik lov til at skippe en skoledag for dette noble projekt. Den var nok ikke gået i dag. Det er mig til højre, i øvrigt, men jeg tænker, at mine ret karakteristiske kinder afslører mig - dem har jeg altid haft, også da jeg var en streg i luften. 

Nå, men tilbage til dét, det handler om - jeg har ikke ret meget interessant at sige om chipsene. Jeg kunne ikke smage forskel på almindelig salt og salt fra Mariager, og alle ved, at lige netop når det kommer til franske kartofler, er Taffel KiMs totalt overlegne. Eller lidt, i hvert fald - KiMs har godt styr på en solid grundchip, og den kunne også sagtens anvendes til jyde-nachos med den brune sovs, så den ender alligevel på et pænt otte-tal.   

Rundens næste poser kommer fra Norge - eller fra fakta, hvor de har været på tilbud de sidste mange måneder. Jeg har tidligere anmeldt et par varianter fra Sørland, hvor de fik point for posen, men ikke så meget for indholdet - og det er lidt samme problematik med denne omgang. Den første pose er med havsalt og "pragtfuld peber", og de er så friterede, at kartoffelsmagen næsten er væk. De smager mest - men ikke for kraftigt - af en pebersmagsforstærker, og man kan lugte den olie, de er lavet i, men selvom vi ikke ville købe dem igen, er de ikke decideret dårlige, og de får et sekstal fra min mand og jeg. 

En anelse bedre gik det med posen med sweet chili, der smagte af lige netop dét, og så var chipsene heller ikke helt så friterede som de første. Det er små gitterchips; næsten som de helt tynde kartoffelsticks, men endnu sprødere. Der er meget smag på dem og ikke så meget chip, hvilket ofte er tilfældet, når der er meget olie - og selvfølgelig når formen er et pulveropsamlende gitter. De får et syvtal fra både min mand og jeg. 

Bedst af de tre var ikke overraskende den "skønne sour cream" og skalotteløgspose, hvis chips var en mere almindelig grovchip - men en god en af slagsen. Kartoflerne er af en god kvalitet, hvilket man ikke helt kunne smage hos gitterchipsene, og det klædte blandingen med den mildere smag af skalotteløg frem for den nogle gange dominerende løgsmag. Posen får også et helt point alene for at have en chips-ko på forsiden, og dermed ender den på et pænt ottetal. 

De næste tre poser købte vi i vores trofaste bland selv-slikbiks, der byder på mange, mange interessante snacks fra alle mulige og flere umulige lande. Jeg er ret glad for de almindelige cheetos, men jeg havde på forhånd ret lave forventninger til disse varianter, der mest af alt var for store, for luftige og for anonyme majssnacks. Den første pose var fromage-flavoured og snacksene udformede som sten, saks og pote, så man - hvis man virkelig, virkelig keder sig - kan spille en halvdårlig udgave af klassikeren. Det er det mest spændende ved dem, for selvom konsistensen er god på de crispy poter, er sour cream-smagen for mild, og de kan ikke få mere end et lille sekstal.  

Formen på de næste snacks kom ikke som den store overraskelse, da de netop var poterne fra den første pose. Denne gang skulle de dog tilsyneladende smage af oste-toast med ketchupsmag ('serowy' er jo en ganske logisk oversættelse af cheddarost), og det gjorde de faktisk også, selvom de var ramt af samme forbandelse med at smage af for lidt. Smagen er kun på overfladen, og de skal frådes lidt; og når man har munden helt fuld af poter, er de egentlig fine nok. De får også pluspoint for posen, og når derfor op på et syvtal.

Ost og ketchupsmagen gik igen hos den sidste Cheetos-variant, der var kæmpestore, luftige majsspiraler. Igen var udformningen det bedste ved snacksene, og det var umuligt at spise dem elegant - men efter et par sekunders tyggetid havde de præcis samme konsistens som de forrige. Jeg har engang smagt en riskiks med cheddar, hvilket var en stor fejl, og de smagte af lidt af det samme - men spiralerne har slet ikke samme mængde pulver på. Vi sluttede af med den dårligste variant, og var enige om at give dem et lille femtal. 

Jeg er lidt træt af, at KiMs bruger så meget energi på at nyfortolke deres snackchips, som i mine øjne med afstand er deres mindst interessante produkt. Men min mand er vild med dem, og jeg var også nysgerrig på at se størrelsen på disse nye MEGA snackchips - og anmeldes skal de jo under alle omstændigheder, så vi har været i gang med begge poser. De ER store, og de er ikke knækkede i posen - og ellers er de præcis, som de normale snackchips. Jeg har faktisk overladt det til min mand at anmelde en pose alene, eftersom det var det eneste, han havde i lejligheden en sen aften jeg var i Jylland. Han kastede sig over den umiddelbart mindst interessante variant med holiday + onion, og de smagte mest bare af rød og grøn peber - en slags intens holiday-smag, der alligevel ikke ville have været noget for mig. De får også kun et sekstal fra min mand.  

Den røde pose lugtede meget af ost og bacon, men smagte desværre primært af sidstnævnte, og lidt ligesom de dårlige, lune baconsnacks, man køber af tvivlsomme sælgere i omrejsende tivolier. Baconsmagen er for vulgær, men de ville nok være gode til dip - og så er det lidt sjovt, at de er så store - og at man ikke kan høre noget som helst, når man spiser dem. Det er dog ikke nok til at bringe dem op på mere end et femtal fra mig, imens min mand lige sniger sig op på seks - selvom han foretrækker de klamme tivolisnacks.   

Den sidste pose i denne omgang er en limited edition-udgave fra Taffel; nemlig 'chili & sourcream chicken style'-kyllingelår. Jeg er ret glad for udgaven med kylling og fritter, og jeg synes det er lidt ærgerligt, at der ikke er kartoffelsticks med til disse, for udformningen betyder faktisk overraskende meget. De smager ikke ret meget af chili, men derimod en del af løg, selvom det jo ikke umiddelbart er en del af ingredienserne, og selvom de er ganske gode, kan jeg godt nøjes med de almindelige fremover. Vi slutter af med et pænt syvtal, og så håber jeg at kunne give topkarakter i næste runde i stedet. 

08 oktober 2021

your feet can just lose track of time

 
De sidste par dage hos min søster i Nordjylland blev lige, som jeg havde håbet på - og endda uden den lovede heldagsregn. Om formiddagen tog min svoger på arbejde; min niece var i børnehave, og min søster og maven hvilede - så jeg fik lejlighed til at gå nogle lange ture ved fjorden med skiftevis Esther og Quark. I flere timer var de eneste lyde omkring mig hundenes poter på græsset, fuglene ved det rolige vand - og indimellem min egen stemme, der med relativt korte intervaller fortalte hundene, hvor fantastiske de er. Det lyder så banalt, men den stilhed må ikke undervurderes, og det er så vigtigt for mig at have mulighed for at få den af og til. I skrivende stund denne fredag aften larmer det ret meget i min lejlighed på Amager - jeg kan høre biler og unge nede på gaden, Nirvana hos naboen (i det mindste bedre end det, de plejer at høre), børnene ovenpå og en ubestemmelig bankelyd; måske fra underboen, der er ved at lave køkken. 
Vi gik all-in på efterår og samlede kastanjer i skoven bag min søster og svogers hus. Der var varmt nok til at gå rundt i t-shirt, hvilket også var en glimrende anledning til at fremvise endnu en ka-tet19 t-shirt (okay, det er et reach, men jeg har SÅ. MANGE. T-SHIRTS jeg ikke har vist endnu, og jeg kan jo ikke blive ved med at få alt til at relatere til The Dark Tower). Hjemme igen drak vi kakao med skumfiduser og lavede kastanjedyr (ja, jeg ER i gang med Kastanjemanden, men googly eyes og glimmer kan tage uhyggen ud af det meste), hvilket fremkaldte gode minder fra min barndom - min far var den bedste til at lave kastanjedyr. Jeg ville ønske jeg kunne slutte mig til flokken, når de skal besøge min far i efterårsferien, for jeg er sikker på, at han nok skal vise min niece nogle tricks, jeg har glemt. 

04 oktober 2021

would you capture it or just let it slip?

 

I fredags afholdt mit arbejde endelig årets sommerfest, og det var ret tydeligt, at vi alle sammen havde trængt til at grine og danse sammen igen efter halvandet år uden at kunne samles. Jeg havde egentlig planlagt at holde lidt igen grundet lørdagens program, men de grønne granatæbleshots ville det anderledes, og det var befriende at danse rundt på gulvet i vores frokoststue og forsøge at rappe med på 'Lose Yourself' (da vi havde fået vristet playlisten ud af hænderne på de unge elever, der i fem-seks timer ikke havde spillet et eneste nummer, jeg kunne genkende), hvorefter to kollegaer og jeg glædestrålende delte historien om Eminems nye restaurant 'Mom's Spaghetti' til alle, der gad lytte. Jeg cyklede fuld og lykkelig hjem, og var ikke alt for bekymret over at have blandet bobler, øl, shots, cocktails (jeg kan drikke gin igen - sådan en Gin Hass er lige mig!) og slush-ice-koncentrat, selvom tidligere erfaringer burde have givet mig et varsel om, hvad der ventede mig lørdag. 

Det var ikke dødstømmermændene, som jeg har oplevet dem to eller tre gange før, hvor jeg har ligget i rutefart mellem seng og toilet og brugt flere dage på at komme mig igen, men timingen kunne have været bedre, da jeg lørdag eftermiddag skulle flyve til Aalborg. I et fly uden faste pladser. Med mundbind på. (Sidstnævnte skjulte i det mindste min knaldblå tunge, som jeg ellers havde børstet så godt jeg kunne komme til det uden at kaste op). Jeg havde så ondt af mig selv, at jeg kortvarigt overvejede at udsætte min flyvetur til dagen efter - men min far fyldte altså 65 i lørdags, og jeg ville meget gerne give ham et fødselsdagskram. Min søster diskede op med en perfekt flæskesteg, brun sovs og kartofler - det kunne gå begge veje, men det var den helt perfekte tømmermændskur. Min niece ville "mosle på moster", hvilket er en aktivitet, jeg liiige skal være i humør til, og det var altså ret hårdt i lørdags - men jeg har taget revanche de sidste par dage. 

I går var min søster og jeg i Intimsalen i Musikkens Hus i Aalborg til koncert med Lau Højen, der netop her i oktober har været et betydningsfuldt element i vores liv i hele tyve år. Mit forhold til Carpark North kræver en hel føljeton at få afdækket, og det føles næsten forkert at tage hul på dén historie uden at dykke ned i den - men Laus relevans for min søster og jeg er i hvert fald ikke ligefrem blevet mindre, siden han mistede sin mor og begyndte at synge om det. Det clashede nok en lille smule med CPNs sædvanlige univers, og derfor kan jeg kun bifalde, at han valgte at gå endnu længere ned af den sti og lave en soloplade på dansk, som han nu turnerer med. 

I går sad min søster og jeg på første række og følte det hele - jeg græd flere gange, og var absolut ikke den eneste. Det lyder nok helt bizart og som alt for meget, men det var simpelthen så dejligt at være til en koncert, hvor der var plads til sorgen og savnet. Selvom musikken ellers ikke er sammenlignelig, havde jeg lidt den samme oplevelse til den helt forrygende Sufjan Stevens-koncert i Falconer Salen i 2015, hvor han også sang om sin døde mor - omend dét forhold var helt anderledes kompliceret. Når Lau fortalte om sin mor, om sygdomsforløbet, døden og tankerne omkring det hele, kunne min søster og jeg genkende så utrolig meget, og det gjorde ondt og godt på samme tid. Der var nu også plads til grin, popmusik og velspillende musikere, og jeg var virkelig taknemmelig for at kunne dele det med min søster. 

Det var svært ikke at bevæge sig lidt i stolen og vippe med fødderne til koncerten, og min søsters mave ville også danse med. Da Lau slog strengene an til det første nummer, mærkede jeg et par gevaldige karatespark gennem hendes maveskind, hvilket jo ikke gjorde hele situationen mindre rørende. Jeg skal nemlig være moster til endnu en lille pige, og i dag fik jeg også lov til at komme med til scanning på Aalborg Sygehus, hvor jeg så hende møve sig rundt i min søsters mave. Jeg har aldrig været med til en scanning før, og det er det tætteste jeg kommer på selv at opleve det, så det var en stor oplevelse for mig. Min søster er desuden også så langt henne, at det rent faktisk var tydeligt at se, hvad vi kiggede på, og selv 3D-scanningen til sidst var en rørende oplevelse. Dem har jeg ellers haft det liiiidt svært med (i det mindste var det ikke en MRI-scanning), og jeg er ret overbevist om, at min glæde udelukkende skyldes, at jeg rent faktisk kunne genkende ansigtstræk fra min snart fireårige niece på det lille myr derinde.

Min søsters graviditet er selvfølgelig ikke en nyhed for mig, men de sidste par dage har alligevel været særligt følelsesladede, fordi jeg er kommet lidt ekstra tæt på. Jeg bliver dog nødt til at slutte af med et lille aber dabei og dreje fokus tilbage på mig selv og en detalje, jeg bare skal se at komme over - men da jeg sendte en snap af scanningsbilledet (med tilhørende tekst om min søster) til mine veninder, var der TRE(!), der reagerede med "CHOK!" og "Ej, jeg troede lige". Én ting er, at det ville være et medicinsk mirakel, eftersom jeg blev steriliseret for to år siden (og desuden har set alle veninder inden for den sidste måned) - men jeg blev faktisk en lille smule ked af, at de overhovedet kunne tænke tanken. Jeg ved godt, at det bare var et splitsekund, men jeg føler, at mit fravalg af børn er så stor og vigtig en del af mig, at der ikke burde være den mindste tvivl fra mine gode veninders side. 

Ekstreme first world problems aside, så har jeg to dage mere hos min søster, og jeg ligger i skrivende stund i min seng under skråtaget og lytter til regnen mod vinduet. I morgen vågner jeg til hønsenes kaglen, og hvis der er bare et enkelt ophold i den lovede heldagsregn, vil jeg gå en laaang tur med min søsters hund og nyde efterårsfarverne ved Limfjorden. 

29 september 2021

nothing will ever stay the same

Jeg endte faktisk på Brøndby Stadion i søndags, da jeg fik lokket min yndlingskollega med på udebaneafsnittet, selvom hun - gys! - er FCM-tilhænger. Hun klappede og sang dog langt mere af AaB, end jeg nogensinde ville kunne gøre af FCM, så årsagen til nederlaget må findes et andet sted - men det er da påfaldende, at min 15-år lange stime af AaB-sejre på Brøndby Stadion lige skulle slutte i søndags. Jeg har også været heldig og har overværet de rigtige kampe, men nu gik den altså ikke længere, og det var en laaang tur hjem fra stadion.

- Min gode veninde Heidi har fået udgivet et debatindlæg i Politiken, der handler om at vokse op som homoseksuel i et kristent miljø. Det er både interessant og rørende læsning, og jeg synes det er helt ufattelig sejt, at hun har skrevet det. Jeg lærte hende først at kende som voksen, men de to efterskoler hun nævner i sit indlæg, er faktisk fra min hjemby, så jeg kender godt til netop det miljø hun omtaler. Det kræver nok lidt mere uddybning, men det har også været en af grundene til, at jeg i dag er ateist og udmeldt af folkekirken. 

- I dag har jeg for første gang nogensinde fået professionel massage. Min arbejdsplads er tilknyttet en sundhedsordning, der tilbyder både fysioterapi og massage, men jeg har aldrig tidligere gjort brug af det. Det har virket utroligt grænseoverskridende for mig; og det er svært at forklare, at det ikke så meget skyldes, at nogen skal røre meget ved min krop, men mere, at det hele udelukkende handler om mig, når jeg nu ikke fejler noget. Men tilbuddet er også forebyggende, og min kollega kunne ikke komme til sin aftale, så jeg tog en hurtig beslutning og snuppede en halv time på briksen. Dét var dejligt, og jeg kunne godt finde på at gøre det igen - og tænk, at der skulle gå 36 år før jeg prøvede dét. 

- Det var i det hele taget en begivenhedsrig dag på arbejde, da jeg også måtte anmelde en arbejdsskade, fordi jeg havde fået én dråbe desinficerende middel i øjet. Det var vitterligt én dråbe, og jeg tror min kontaktlinse fangede det meste, men jeg skyllede også lige de anbefalede ti minutter. Jeg har altid været lidt hysterisk omkring mine øjne, og det var lidt dårlig timing at det skete så kort tid efter jeg læste om ham, der blev blind efter at have spist en burger(!), men jeg mærker heldigvis ikke noget til det nu. 

25 september 2021

I let my mind give in

 

I hele sidste uge var jeg nedlagt af en grusom forkølelse, der hverken lod mig bygge LEGO eller nyde en tv-serie, men i stedet krævede 15-16 timers søvn i døgnet under planeterne. Jimmy udnyttede hurtigt muligheden for at tage adskillige middagslure sammen med mig i løbet af dagen, og når vi af og til kom op til overfladen, nød vi lidt frisk luft og sol på altanen. Derude hilste vi også på edderkoppen Mattias, som efterhånden har boet længe i vores oliventræ, og et par dage senere blev jeg helt trist over at opdage, at spindelvævet var blæst væk i stormen. Men Mattias havde heldigvis gemt sig godt, og han har nu bygget endnu et fint spind mellem bladene. 

Det har været liiidt hårdt at arbejde i denne uge, og min hoste er stadig en trofast følgesvend, men i dag går det lidt bedre, og min mand og jeg cyklede en tur ind til byen og spiste grilled cheese sandwich, tuna melt og hash browns på The Midwestern Diner. Det var fedtet og lækkert, og bagefter spadserede vi en tiltrængt tur i en solbeskinnet Ørstedsparken inden vi satte os i Imperials røde sæder og så Dune. Det er helt klart en af de film, der fortjener at blive set i biografen, og jeg nød virkelig at blive blæst helt væk af lydsiden og de flotte billeder. 

23 september 2021

the night is long since you went away

Jeg kan lige så godt fortsætte, hvor jeg slap, og lade King og Klodsers første rigtige indlæg omhandle Stephen King, for der er som altid noget nyt under solen - denne gang en miniserie i otte afsnit på Apple TV+. Første gang jeg skrev om Lisey's Story var i 2012, seks år efter romanens udgivelse, og jeg er stadig særligt glad for denne noget specielle kærlighedshistorie fra King. Det er ikke mange af mandens udgivelser, der undgår en adaption af den ene eller den anden slags, og det er altid med lige dele bankende hjerte og bange anelser, at jeg kaster mig over tv-serier og film med King-tema. Jeg har dog mest bare glædet mig til at se Lisey's Story på skærmen - Stephen King har nemlig selv skrevet manuskriptet, og med Julianne Moore og Clive Owen i hovedrollerne kunne det aldrig gå helt galt. I det følgende uddyber jeg miniseriens styrker og svagheder uden de helt store spoilers.  

DET FUNGEREDE RIGTIG GODT: 
- Jeg er rigtig glad for, at der stort set ikke er lavet om i historien, der følger romanen næsten til punkt og prikke. Det er en meget personlig roman for King, der på sin vis også reflekterer over, hvad der kunne være sket - med både hans familie og hans uudgivne værker -  hvis han var død i den ulykke, der næsten tog livet af ham i 1999. Undtagelsen er inddragelsen af Liseys søstre i serien, hvilket er en velkommen tilføjelse og giver mulighed for mere dialog, der kan fortælle os om Liseys tanker, som hun i romanen ellers mest holder for sig selv.

- Netop søstrene fortjener et punkt for sig selv. Jennifer Jason Leigh og Joan Allen spiller Darla og Amanda, der er henholdsvis en no-nonsense pragmatiker og en psykiatrisk, katatonisk patient. Og det gør de altså godt!   

- Serien er helt ufatteligt flot. Der er et smukt, næsten dæmpet farvevalg igennem hele serien, og selve fantasiverdenen Boo'ya Moon er lige, som jeg havde forestillet mig den. The Long Boy er forrygende uhyggelig og - synes jeg - godt lavet. Der er lidt delte meninger om seriens visuelle udtryk, men jeg synes den næsten kitchede grafik fungerer rigtig godt.  

- Jeg sætter pris på den ærlige portrættering af selvskade, som jeg havde frygtet de ville skrive ud eller censurere. Et af de største temaer i historien er ubehandlet psykisk sygdom i både Scott og Liseys fortid og familier, og serien er bestemt ikke bange for at skære helt ind til benet. Michael Pitt (som jeg for altid vil huske bedst som Jenns uskyldige kæreste Henry i Dawson's Creek) er helt uigenkendelig i rollen som Scotts plagede far, og den rolle spiller han skræmmende godt. 


DET FUNGEREDE MINDRE GODT:  

- Jeg er lidt usikker på, om tv-seriens opbygning og struktur gør det for svært af følge med, hvis man ikke kender historien på forhånd. Den er fyldt med time-jumps og flashbacks - og dobbelt-flashbacks - og det er ikke altid nok at holde tungen lige i munden. Dermed ikke sagt, at den er action-packed, for det er bestemt ikke tilfældet - jeg tror tværtimod at den vil afskrække en del seere med sin langsommelighed. Måske det ikke kun er en fordel, at King har skrevet manuskriptet - eller måske er Lisey's Story bare ikke for alle. 

- Det er som udgangspunkt en fordel, at serien ligger så tæt op ad romanen, men Scott og Liseys interne 'par-sprog' var tåkrummende at læse, og næsten ulideligt at lytte til. Det er hverken Owen eller Moores skyld, men de mange 'babyluv' fik mig ud af den hver gang. På den anden side understreger det jo også parrets samhørighed og den fortrolighed, der kan opstå efter mange år sammen - det er bare lidt for meget af det gode. Moore og Owen er før set bedre, i øvrigt - hvilket er lidt en skam, når man ved hvad de kan. 

- Jeg kunne godt have ønsket mig en bedre forklaring af Boo'ya Moon-verdenen. Jeg er villig til at lade min fantasi strække sig langt og selv udfylde nogle huller, men jeg mangler virkelig lidt mere forhistorie om især The Pool og The Long Boy. 
 
 

Jeg har ikke nogen Lisey's Story t-shirt, men jeg kan altid få et Dark Tower-motiv til at passe, og "Go then, there are other worlds than these" er ikke engang et stretch, da der lige præcis ER en anden verden i Lisey's Story - og så er der faktisk også et DT-easter egg i serien, da Scott finder Charlie the Choo Choo på biblioteket, og fortæller hvordan det var hans yndlingsbog som barn. Den bog (der selvfølgelig også er skrevet af King) har stor betydning i Dark Tower-universet. 

Alt i alt er jeg faktisk ret glad for miniserieudgaven af Lisey's Story. Den vælter ikke nogen omkuld - men det gør romanen jo heller ikke, og jeg er bare taknemmelig for, at tv-serier efterhånden er blevet et medie med højt til loftet og plads til også de mere langsomme historier. Helt ærligt kunne der godt være skåret et enkelt afsnit af de otte, men jeg tager det hele med. Jeg er især glad for, at historien starter to år efter Scotts død, hvor alle omkring hende stadig kondolerer, og hvor hun stadig sørger - men også er på vej lidt videre, for det er en sjælden vinkel at få på en sorgproces. Man kan godt argumentere for, at Lisey's Story egentlig mest er Scotts historie, men det er Lisey vi følger, og det er igennem hende, at vi oplever Scott fortælle om sin ekstremt traumatiske barndom. De sidste to afsnit er det hele værd og en stor forløsning, men jeg er ikke sikker på, at alle seere når hele vejen, desværre - og jeg kan heller ikke sende en ubetinget anbefaling efter Lisey's Story, hvis man ikke er King-fan i forvejen. 

21 september 2021

can't decide what words to wear

Velkommen til! Det føles underligt grænseoverskridende at skrive disse linjer; ikke ulig den følelse jeg fik, dengang jeg trofast skrev dagbog i hånden hver eneste dag, og af og til skulle starte på den allerførste side i en helt ny notesbog. I dag får jeg sjældent nedfældet mine tanker på papir, men de sidste elleve år har jeg delt ud af dem på domænet MusicIsMySecret. Lang historie kort blev mine billeder taget som gidsel af min hosting-service, så jeg tog en rask beslutning og slettede mit bagkatalog, der især tidligere lagde vægt på mine fotografier. 

Og nu bor jeg her! Jeg har også skiftet navn, men indholdet ændrer ikke karakter - jeg har stadig tænkt mig at have en upassende bred og ufokuseret samling af indlæg om Stephen King, LEGO, chips, trolde, memes, AaB, min kat Jimmy og mine tanker om alt og ingenting. Og den vågne læser har måske bemærket, at dette teknisk set heller ikke er King og Klodsers første indlæg, for jeg kunne naturligvis ikke bare droppe mine samlinger af netop King, LEGO, chips, tv-serier og trolde, så de har alle fået deres egen side i panelet til højre - og jeg har for overblikkets skyld givet hvert indlæg en udgivelsesdato i starten af 2021, med den originale udgivelsesdato nævnt i toppen af indlægget. Det kunne jo være, at nogen havde lyst til at læse mine observationer om de polske chips, jeg købte i 2013. 

Og hvorfor netop i dag, d. 21. september? Det er selvfølgelig fordi Stephen King blev født på denne dag for 74 år siden, og hvilken bedre anledning til at starte et nyt kapitel som constant reader? Det virker i hvert fald ikke som om King har tænkt sig at sætte tempoet ned, og jeg er stadig kun i halvfemserne i min gennemgang, så jeg løber ikke tør for materiale lige med det samme. (Min LEGO-samling vokser sig også større måned for måned, men det er en helt anden snak...)

Jeg håber, at I har fundet med herover og stadigvæk har lyst til at læse med. Jeg bliver altid enormt glad, når jeg får en ny kommentar, og det betyder meget for mig at vide, at nogen faktisk synes min sære sammenblanding af interesser er meget hyggelig. Jeg tror slet ikke, at jeg ville kunne finde ud af at stoppe nu - heller ikke, hvis der ikke var nogen, der læste med - men det ER nu engang sjovere med lidt interaktion. Tak fordi I er her! <3 Jeg kunne virkelig også godt bruge nogle flere blogs på min læseliste, så kom endelig med tips i kommentarfeltet!