THE TOMMYKNOCKERS

(UDGIVET DECEMBER 2019 - billeder spist af photobucket, desværre)

Der sker tusind andre ting i Stephen King-universet lige nu; vi bliver næsten oversvømmet med nye bogudgivelser, film og tv-serier, men midt i det hele skal vi altså lige omkring The Tommyknockers fra 1987. Jeg har glædet mig enormt meget til at besøge den lille by Haven i Maine igen; både fordi jeg husker historien som nogenlunde, men også (og mest) fordi mastodontromanen helt generelt bliver betragtet som Kings allerværste udgivelse nogensinde; af både kritikere, fans og ikke mindst manden selv, og det er jo i sig selv interessant.

Historien har ellers alle forudsætningerne for at kunne lykkes. Efter at have været omkring de fleste horror-klichéer med vampyrer, varulve, telekinese, spøgelser og monstre, kastede King sig endelig over aliens; et emne han vender tilbage til med Dreamcatcher i 2001, der pudsigt nok også fik dårlig respons fra både kritikere og fans. Uden at spoile for meget, fylder gæsterne fra det ydre rum dog ikke ret meget i fortællingen, og jeg nød faktisk virkelig mit gensyn med Bobbi Anderson, Jim Gardener og hunden Pete.

Bogen har en lidt ambitiøs struktur med tre separate dele, hvilket ikke altid virker lige godt. Det betyder blandt andet at vi tilbringer de første mange hundrede sider sammen med kun western-forfatteren Bobbi Anderson (og lidt senere hendes sidekick Jim 'Gard' Gardener), der lever et tilbagetrukket liv i udkanten af Haven i Maine. På en gåtur i skoven falder hun over noget, der snart viser sig at være en ufo, og på rekordtid i del to og tre bliver både hun og resten af byens beboere besatte af at grave den op - tydeligt under indflydelse af noget, der strømmer ud fra skibet i jorden. Gard er ikke påvirket, og kæmper en desperat kamp for at redde byen og sin veninde. Det lyder helt åndet, men hvis man kan tilgive den uheldige struktur og pacing, er The Tommyknockers faktisk en virkelig underholdende historie, og hvis man graver lidt dybere under overfladen, gemmer den også på ganske seriøse problematikker. Det er dog svært at gøre uden spoilers, der kommer i det følgende, men inden da vil jeg bare sende en tøvende anbefaling efter romanen, der nok ikke skal prioriteres højest på læselisten, men dog er en oplevelse værd.

Roberta 'Bobbi' Anderson er en lidt besynderlig hovedperson og et tidligt (og noget halvhjertet) forsøg fra King på at skabe mere interessante kvindelige karakterer i sine historier. Det lykkedes han senere rigtig godt med i bøger som Dolores Claiborne, Rose Madder og en af mine favoritter Lisey's Story, men i The Tommyknockers kunne Bobbi ligeså godt have heddet Bobby, for hendes altoverskyggende, definerende karaktertræk er ikke overraskende hendes profession som forfatter, og King har i store træk skrevet en roman om sig selv. Hendes sidekick Jim Gardener er heller ikke umiddelbart elskværdig - han er faktisk en ret ulidelig, alkoholiseret poet, der har skudt sin kone, men han gør i det mindste historien noget mere interessant, og da han pludselig bliver historiens midtpunkt, tog jeg faktisk mig selv i at heppe på ham. De to har et meget realistisk forhold - de er bare to venner, der også går i seng med hinanden ind imellem, uden at gøre det hele for kompliceret, og det er en meget sympatisk historie, der dog ikke havde behøvet at fylde første tredjedel af bogen.

Jeg kan godt lide vinklen med, at alle byens beboere i anden del bliver skøre opfindere, der nok er underligt teknologisk kloge, men ikke bliver mere reflekterende eller intelligente. Det er enormt underholdende at læse om deres forskellige påfund, og Bobbis flyvende havetraktor og skrivemaskine, der spytter romaner ud, imens hun sover, er awesome. Anden del af bogen, der netop handler om byen og dens beboere, der langsomt bliver overtaget af The Tommyknockers, er ganske fantasifuld, men aaaaalt for lang og udpenslet, og vi bliver præsenteret for grotesk mange unødvendige karakterer. En af Kings forcer er normalt at beskrive mindre bysamfund, og her vil han så gerne skrive endnu en It eller The Stand, men vi når bare ikke at fatte sympati for karaktererne, før de enten lider en grusom død eller bliver indkapslet i alien-kollektivet.

Der er dog to individer, hvis skæbne har indprentet sig hos mig siden jeg læste historien første gang som meget ung. Den ene er den nuttede, 4-årige David Brown, der bliver tryllet væk til den golde planet Altair 4 af sin storebror, og det var rædselsvækkende at læse, hvordan han lå alene i mørket og kæmpede for at trække vejret. Den anden var den godmodige, elskværdige gamle beagle Peter, Bobbis trofaste hund, der endte sine dage som et levende batteri i Bobbis skur, og begge dele giver mig stadig mareridt.

Slutningen er hæsblæsende spændende, og virker alt for forhastet i forhold til resten af bogens langsomme tempo. Selvom det egentlig ikke ender med at være det, historien handler om, er det enormt tilfredsstillende endelig at se vores hovedpersoner nå skibets åbning og gå ind. Mødet med rumvæsenerne er både underspillet og absurd; de er rent fysisk frydefuldt klamme med lange ben og snuder, men ellers er det ret genialt at vise dem som en langt fra overlegen race, men i stedet blot nogen, der tilfældigvis kunne rejse i tid og rum. De har et lille teknologisk forspring, men ikke nogen egentlig udvidet intelligens, og de har f.eks. aldrig tænkt på at udvikle en omformer, så de ikke skulle bruge mistænkeligt mange batterier til deres bizarre opfindelser.

Kulminationen på historien er både episk, totalt over-the-top, og samtidig lige som den skal være - Gard får startet det gigantiske skib op, flyver det langt, langt ud i ingenting og dør af en overdosis valium. Det er en ret dyster roman, og der skal ikke graves ret dybt i The Tommyknockers for at opdage, at historien først og fremmest handler om afhængighed, og som nævnt også ret meget om King selv. Helt konkret er Jim Gardener dybt alkoholiseret og lever med konsekvenserne af det, men også Bobbi og de andre indbyggeres besættelse af skibet i jorden er en tydelig metafor for afhængighed, og det er de samme sårende og selvskadende mekanismer, der er på spil. For en historie, der er spækket med rumskibe, amokløbende colamaskiner og flyvende traktorer, er den menneskelige side overraskende deprimerende.

EASTER EGGS

The Tommyknockers bliver mere eller mindre elegant placeret midt i Kings sammenhængende univers, og referencerne til tidligere historier er mange, men desværre også ret kluntede. Den bedste er Gards møde med Jack Sawyer fra The Talisman, der er med i en direkte cameo i starten, men derefter følger et decideret minireferat af The Dead Zone, og så går det helt galt, da King namedropper sig selv. Historien fortæller os, at Bobbi skriver fornuftige westerns, "not like that fellow up Bangor way", og senere refereres filmen The Shining, da Gard forestiller sig dette: "What was he supposed to do? Grab Bobbi’s axe and make like Jack Nicholson in The Shining? He could see it. Smash, crash, bash: HEEEEEERE’S GARDENER!" Det er altså lidt kikset.

Jeg har ikke været på dette skøre eventyr alene - denne gang har jeg sideløbende lyttet til Tommyknockin'-podcasten med værterne Charley Macorn og Eliza Oh, der har gjort det uendeligt meget sjovere at genlæse romanen. De er gået slavisk til værks og taler indgående om hvert kapitel, og det er hysterisk morsomt og rart at høre andre sige wtf? til præcis de samme ting som mig - for det ER en vanvittig bog. Nogle referencer i Kings romaner er meget interne og obskure, og det er rart at høre, at heller ikke amerikanere kender dem alle. Da historien udspiller sig på navngivne datoer, har podcasten fundet frem til vigtige begivenheder, der skete samtidig - hvor biografpremieren på 'Coming To America' blandt andet retfærdiggør, at Bobbi besøger en helt mennesketom bar. Det er usandsynligt nørdet og sjovt, og det har gjort min oplevelse meget, meget bedre.

Dette er allerede blevet så langt, at miniserien fra 1993 burde få sit eget indlæg, men det kan jeg simpelthen ikke retfærdiggøre, for det er så miserabel en omgang, at jeg ikke vil bruge mange linjer på den. Den varer også tre timer, og er derfor for lang til at sætte på bare for sjov - der er ikke et eneste sekund af tiden, hvor skuespillet føles den mindste smule ægte. Jeg er som sådan ikke imod Marg Helgenberger og Jimmy Smit som Bobbi og Gard - på dette tidspunkt har de tilsyneladende bare ikke lært at spille skuespil endnu, og den legendariske Traci Lords er altså heller ikke overbevisende. I bogen kommunikerer byens indbyggere telepatisk, efter at være blevet eksponeret for skibet, hvilket ikke er tilfældet i filmen - så en stor del af historien går tabt. De bliver heller ikke fysisk påvirkede og ulækre at se på, hvilket jeg ellers havde glædet mig til - til gengæld var der stadig liv i the tommyknockers nede i skibet. Seriens eneste gode øjeblik er hos den lille bys dyrlæge, der har absurd travlt, og tilsyneladende har alle slags kæledyr blandt sine kunder; der er katte, leguaner, slanger og kaniner. Helt overordnet er det dog en rædselsfuld adaption, og jeg er lidt spændt på at se, om der er hold i rygterne om en mulig genindspilning snart - det kan være en svær historie at tackle, men det kan også blive rigtig godt.