and I will frame this moment in time

 

Det har været en herlig weekend! Vi har haft besøg af min far i fire dage, og selvom det afsindigt dårlige vejr slog bunden ud af vores planer, skruede vi i stedet op for hyggen indendørs. Derfor var det endnu mere perfekt, at jeg fredag kunne hente en ganske særlig pakke - min yndlingslæser Carina har nemlig importeret hele tre nye Pringles-varianter til mig fra Spanien! Og ja, man bliver altså min yndlingslæser, hvis man skaffer ukendte chips til mig - og papkasser til Jimmy. TAK! <3 De gjorde os selskab til den nye Texas Chainsaw Massacre, der var dum, blodig og ganske underholdende; til Das Privileg, der sagtens kan springes over, og til The Suicide Squad, der altid tåler et gensyn. Der følger naturligvis chipsanmeldelser senere.

 

Vores udflugter blev altså kortet noget ned på grund af stormen Nora, så lørdag gik turen kun lidt sydpå til Dragør, hvis fine, gule huse også er ganske charmerende uden sommerens imponerende mange stokroser. Vi blev blæst godt igennem på fortet og spiste frokost på en café med udsigt til havnen, og så nåede vi heldigvis hjem på sofaen inden det begyndte at hagle. Det efterlod heldigvis plads i programmet til en middagslur, og det efterfølgende planlagte restaurantbesøg blev hurtigt vekslet til en stak lækre pizzaer fra OTTO. 

Og hvilken vidunderlig dag søndag var! Jeg slæbte min far og min mand med en tur på Prøvestenen, hvor vi endnu engang blev blæst godt igennem - og så gik turen igen hjem på sofaen, hvor der var optakt til AaBs forårspremiere på udebane i Herning. Vi dulmede nerverne med fastelavnsboller og cola, men det var stadig næsten uudholdeligt spændende at overvære kampen. AaB kom fortjent foran efter en halv time, og da debutanten Kasper Høgh scorede til 2-0 efter en time, ville jublen ingen ende tage. Den sidste halve time var decideret ulidelig (selvom AaB spillede fremragende - jeg er bare evig pessimist), og jeg turde først for alvor fejre sejren tre minutter inde i de seks minutters tillægstid. Det var en smuk, smuk fodbolddag, og jeg ville ønske vi kunne beholde Hiljemark som cheftræner. 

into the black of a starless sky

 

Dagens tekst har været længe undervejs, for som det solfyldte billede nok afslører, genlæste jeg Different Seasons fra 1982 i min sommerferie sidste år, og jeg har også for længst delt mine tanker omkring både forårshistorien The Shawshank Redemption og efterårsfortællingen Stand By Me. Apt Pupil har undertitlen 'Summer of Corruption', og selvom jeg altså læste den i juli måned, gik der alligevel lige nogle måneder før jeg kunne overskue at gense filmen, for den er ikke just opløftende. Men nu er denne onde, onde historie printet på min nethinde igen, og det vil jeg naturligvis gerne dele med jer. 

Forsidebilledet til min fars gamle paperbackudgave af Different Seasons har altid virket dragende på mig, og da jeg var barn, glædede jeg mig til at blive gammel nok til at læse den. Det er dog en dybt misvisende illustration, for selvom samlingen bestemt indeholder både død og mord, er det ikke med det uhyggelige eller overnaturlige aspekt i fokus. Både Stand By Me og Shawshank var helt overordnet - trods alt det grusomme - positive, realistiske historier om venskab, og Apt Pupil er også fortællingen om en aparte slags venskab; omend - ahem - knap så positivt. Den korte vinternovelle The Breathing Method falder liiidt udenfor og kommer klart tættest på forsidens løfter om horror, men mere om det til sidst.

APT PUPIL
I 1974 er 13-årige Todd en stjerneelev, der bliver meget interesseret i holocaust, og han kan ikke få armene ned, da han tilfældigt opdager, at den højtstående nazist Dussander lever en stille tilværelse i hans nabolag under dæknavnet Dencker. Han afpresser den gamle mand - han vil høre alle de grusomme historier fra kz-lejrene, og hvis Dussander ikke makker ret, vil Todd gå til politiet. Da Todds karakterer styrtdykker som følge af frygtelige mareridt og manglende koncentration efter de mange samtaler med Dussander, foregiver denne at være Todds bedstefar og tager til møde med skolevejlederen - og så er Todd ikke længere interesseret i at afsløre Dussanders sande identitet. Historien eskalerer med naziuniformer, mord på hjemløse og hjerteanfald, og den har en særdeles dyster slutning, der er blottet for alt håb om bedring.   

Apt Pupil er en hårrejsende portrættering af et besynderligt, symbiotisk venskabs- (eller afhængigheds)forhold mellem en all american 13-årig dreng og en højtstående nazist i skjul, og det er præcis så bizart og fascinerende som det lyder. Det er en ret unik historie, og jeg kan faktisk rigtig godt lide den, selvom det til tider er hård læsning. Det er en undersøgelse af to mørke personligheder på forskellige stadier af deres liv, og selvom de til dels udforsker deres tendenser sammen, bliver det aldrig en forherligelse af vold og drab. Det er ikke en horror-historie, men den er stadig dybt skræmmende.

Det er svært at snakke objektivt om Bryan Singers filmatisering af Apt Pupil fra 1998. Det er i hvert fald relevant at nævne, at Bryan Singer blev anklaget for at have bedt mindreårige drenge om at optræde nøgne i en badescene i filmen, ligesom han senere er blevet anklaget for adskillige overgreb mod mindreårige - og han er temmelig meget cancelled nu. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over noget, jeg ikke ved nok om - men filmen er uomtvisteligt meget mere fokuseret på sex end novellen er det. Den omtalte badescene er underligt lang og unødvendig, og senere følger en bizar (men veludført) parallel impotens, da en scene, hvor Todd ikke kan få den op at stå, klippes med Dussanders heldigvis fejlslagne forsøg på at gasse en kat i ovnen. Men ja, det er lidt meget, og helt overordnet fungerer Apt Pupil klart bedst på skrift. 

Todd spilles ellers ganske overbevisende af Brad Renfro, der døde som 25-årig af en heroinoverdosis. King-filmatiseringer har ikke den bedste track record når det kommer til barnestjerner. Dussander spilles af altid fantastiske Ian McKellen, og filmens (og novellens) uden sammenligning bedste scene er den, hvor han bliver tvunget til at marchere rundt i køkkenet i naziuniform. Hans indledende afsky og modvilje, der - meget hurtigt - bliver erstattet af en uhyggelig, altopslugende nostalgi er spot-on, og jeg var nødt til lige at se lidt Lord of the Rings bagefter for at blive glad igen. Det MÅ også nævnes, at en purung Joshua Jackson også optræder i filmen, ligesom den ikoniske skolevejleder spilles af selve David Schwimmer, der 'ikke ville typecastes' som Ross fra Friends. Det er umuligt at se ham som andet.

Vi kommer dog ikke tæt nok på Todd og hans dystre tankespind, og filmen viser heller ikke hvordan han sideløbende med Dussander slår hjemløse ihjel. Og nu spoiler jeg helt vildt, men i novellens slutning slår Todd sin skolevejleder ihjel, hvorefter han går på en shooting spree ved motorvejen og ender med at dø af skud fra politiet. Det er noget anderledes end filmens mere bittersødt optimistiske slutning, hvor Todd afpresser David Schwimmer til tavshed ved at true med at lyve om, at Schwimmer har lagt an på ham. Det er mildest talt lidt ukomfortabelt at overvære - og svært ikke at tænke på Bryan Singer bag kameraet.    

THE BREATHING METHOD
Den fjerde og sidste novelle i Different Seasons er også med afstand den korteste - og The Breathing Method er også den eneste, der (endnu) ikke er blevet filmatiseret. Rammefortællingen handler om et hemmeligt broderskab (eller i hvert fald en hemmelig klub), der mødes i New York og fortæller historier til hinanden ud fra devisen "It is the tale, not he who tells it". Klubben er i sig selv fascinerende - primært grundet dens omfattende bibliotek, der byder på ukendte værker af ellers kendte, store forfattere - men det er en af de fortalte historier, der er novellens kerne. 

Et par dage før juleaften fortæller en ældre læge - McCarron - en gammel historie fra 1930 om patienten Sandra, der insisterer på at gennemføre sin graviditet og fødsel som alenemor trods både finansielle udfordringer og misbilligende øjne fra samfundet. McCarron beundrer hendes mod og beslutsomhed, og bliver nok også lidt forelsket i den unge kvinde, der går i fødsel juleaften. Hun giver McCarron besked og tager en taxa til hospitalet, men den skrider ud på den glatte vej og kolliderer med en ambulance - og så går det hverken værre eller bedre end at Sandra bliver halshugget. McCarron kommer til at sparke hendes hoved ned i rendestenen, da han løber mod ulykkesstedet, og det er en af de forfærdeligt frydefulde King-detaljer, som jeg aldrig glemmer. Før genlæsningen havde jeg i hvert fald glemt alt om både loge og hemmeligt bibliotek - jeg kunne kun huske den fødende, hovedløse kvinde. For Sandra er FAST besluttet på at føde sit barn, selvom hun teknisk set er død, og ud af det gurglende hul i halsen kan lægen høre hende prøve at lave de åndedrætsøvelser, han har lært hende. Det er dybt bizart, og det er helt forrygende beskrevet. 

you go with a whistle and a heartbreak

 

Min verden styrtede i grus i går. OK, måske det er en anelse overdrevet, men mit fodboldhjerte bristede i hvert fald, da AaB og Frederik Børsting annoncerede, at deres veje skilles til sommer, når Børsting har kontraktudløb. Superpøleren skal efter SYTTEN år i AaB til Norge og spille for SK Brann, og når det nu skulle være, har han håndteret det perfekt - og præcis, som man kunne forvente af ham. Han er tydeligvis stadigvæk AaB-dreng i hjertet, men vil gerne nå et lille eventyr, der kan udvikle ham både som spiller og som menneske - og det er ham SÅ velundt, men jeg er stadig meget, meget ked af at han forlader AaB. De sidste mange år har han været min absolutte favoritspiller; for det første fordi han er så alsidig og i mine øjne undervurderet på banen, men mindst lige så meget fordi han netop er 100% nordjyde; han er en gæv gut med glimt i øjet og godt humør, samt en altoverskyggende loyalitet. Og så er han en af de stakler, der altid skal være med til AaB TVs fjollede påfund - her lærer han bl.a. Okore nordjysk, og her bager han med Beate fra Den Store Bagedyst, og jeg er vild med det. 

Jeg ønsker Frederik Børsting ALT det bedste i Norge, og jeg skal stadig have nummer 25 bag på den trøje, jeg har villet købe de sidste mange år. 

slip unseen into the skein of trees

 

Efter ti arbejdsdage i træk og en ond forkølelse oveni trængte jeg virkelig til nogle fridage, og de blev spenderet på allerbedste vis. I fredags forbarmede min gode veninde sig over mit snøftende, sølle jeg og tog mig med på roadtrip til Lolland og Falster. Første stop var længe ventet - endelig fik vi besøgt Museum Obscurum i Nykøbing Falster, der var en herlig udstilling af naturligvis helt ægte genstande, der dog måske alligevel var lidt 'på grænsen til virkeligheden', som udstillingen også hedder. Bag en hemmelig dør i bogreolen blev vi inviteret ind i samleren Cornelius S.C. Rødders univers, og det var frydefuldt uhyggeligt og helt overordnet rigtig godt lavet.  

Der var alt fra varulve til feer og nisser - med andre ord lige den del af mytologien, jeg er allergladest for. Vi var helt alene på museet, og vi brugte meget lang tid på at studere alle de små detaljer - og på at bryde et kodet brev fra Satankulten. Entréen kostede 65 kroner, og jeg kan bestemt anbefale et besøg, hvis man alligevel er i nærheden. 

Vi spiste frokost i Nykøbing Falster, og så satte vi kursen mod Maribo, hvor vi nåede at besøge allerfineste Frie Vilje inden solen gik ned. Jeg er helt vild med hendes stok af fuglehuse og hendes hår af troldegrene, og jeg er glad for at kunne krydse hende af listen. Lige nu mangler jeg kun en enkelt trold i Danmark, og så prøver jeg at lade være med at tænke for meget på dem, jeg ikke nåede at se, før de blev taget ned igen.  

your eyes appear in every one of my dreams

 

I går havde min mand og jeg bryllupsdag - det er fire år siden vi tog hinanden i hånden og blev gift på Københavns Rådhus. Selvom vi ikke på nogen måde går all-in på fejring, plejer vi nu alligevel at markere dagen med lidt hygge - men i går var jeg ramt af to for kærligheden uheldige omstændigheder; jeg tilbragte dagen på Outlook-kursus OG jeg er blevet forkølet. Jeg var 99,8% sikker på, at jeg nu endelig havde fået corona, men PCR-testen er utroligt nok uenig med mig, så det er åbenbart stadig muligt at få en helt almindelig forkølelse. Vores planlagte kagedate på Bertels Salon (hvor vi spiste 'bryllupskage' efter vi blev gift) blev byttet ud med sofahygge og tomatsuppe, men mon ikke vi nok skal få spist kage en anden gang. Vi har resten af livet! <3  

I guess we'll have to move

 

Jeg køber de fleste af mine klodser og sæt hos LEGO selv; enten på hjemmesiden eller i en af de to fremragende butikker i København. Det er ikke det billigste sted, hvilket de heller ikke prøver på at være, men de belønner alligevel med bonus-point og ekstra gavesæt ved køb - og så er servicen helt uovertruffen. Men en gang imellem dukker der et tilbud op, som det er umuligt at sige nej til - og sådan et tilbud faldt jeg over til Black Friday (som jeg jo principielt er imod og alt det der, hvilket nok klinger lidt hult i skrivende stund) sidste år, hvor jeg fik spøgelseshuset med hjem fra Fætter BR for bare 878 kr., mod de 1999 kr. det koster hos LEGO selv lige nu.  

Sættet har nummer 10273 og er en del af det større forlystelsespark-tema, som jeg gerne vil have fat i nogle flere sæt fra, men de fleste (og dem jeg helst vil have) er udgåede. Det er nok meget godt, for jeg bør virkelig ikke sprede min interesse over flere LEGO-serier! Haunted House er nu også ganske fin i sig selv, og kan i øvrigt sagtens stå i udkanten af den række af modular buildings jeg har bygget i efteråret, hvilket er en helt anden historie. Jeg kan godt lide den olivengrønne farve til huset, og selvom jeg normalt ikke er stor fan af brun, passer det godt til husets indretning og de mange hjembragte skatte. 

Den egentlige forlystelse i spøgelseshuset er et "frit fald" fra toppen af tårnet. Elevatoren fungerer upåklageligt, og det er uhyre tilfredsstillende at trække forlystelsen op til toppen, hvor den kortvarigt åbner dørene og derefter giver slip. Jeg synes egentlig også, at forlystelsens bagside er ganske fin - i rigtige forlystelsesparker er noget af mekanikken også synlig, så det ville for mig være unødvendigt at skjule det med flere klodser. Min eneste anke er, at tårnet - selvfølgelig - fylder det meste af spøgelseshuset, og jeg havde egentlig gerne set dem være to separate sæt. Det er ikke rigtig muligt for minifigurerne at gå rundt i huset og interagere med samlingerne, og det er lidt en skam - ligesom det måske er et lidt stenet sted at lave et frit fald.   

Detaljegraden i sættet er helt i top, og det endda uden brug af et eneste klistermærke. I manualen forklares det også, at huset tilhørte den afdøde Baron von Barron (der var en kendt minifigur fra det hedgangne Adventure-tema), og at alle skattene er nogle, han har bragt hjem fra sine utallige rejser. Der er alt fra obelisker, Anubis-hoveder og lysende portrætter til utallige referencer til tidligere LEGO-sæt, og jeg er allergladest for det formidabelt flotte 'Organ of Catarino', der er en hyldest til en afdød LEGO-designer.

Minifigurerne er en lille smule meh. Jeg er ret vild med de uhyggelige tvillingebutlere, men jeg savner de gamle spøgelser, der tilmed også kunne lyse i mørke. Jeg kan godt lide, at de fem gæster er så farverige, og så er det selvfølgelig en fin detalje, at forlystelsen også er tilgængelig for mennesker i kørestol. 

Jeg er ret glad for sættet, og jeg er ekstra glad for, at jeg fik det på tilbud. Den lidt besynderlige - omend nødvendige - indretning trækker en lille smule ned, men mekanikken er sjov, detaljerne er grundige, og så er jeg generelt bare glad for spøgelseshuse og referencer til alt overnaturligt, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. 

miniature heads that color the shore line

 

Jeg kan næsten ikke huske hvornår min mand og jeg sidst har haft en familietur til Jylland sammen - de sidste par år har vi været afsted hver for sig, eller haft besøg i København. Men nu skulle det være, og vores familier havde heldigvis også glædet sig til at få besøg, så i Skive blev vi mødt af ganske overdådige forhold, da vores nevø havde forvandlet sit værelse til et luksuriøst hotel til os. Jeg var meget imponeret over detaljegraden og serviceniveauet; vi brugte roomservicen til at bestille en skål chips, og de blev leveret på under et minut - free of charge. Topkarakter herfra! Vi fik også fejret min svigermors 70-års fødselsdag, og jeg fik snakket lidt LEGO med både min svigerfar og nevø, der heldigvis godt kunne se det fornuftige i at stille en skibbruden øboer op til fotografering ved Limfjorden. 

Efter et par dage på kattehotellet tog vi nordpå til den anden side af Limfjorden og fejrede min søsters fødselsdag. Min mindste niece er seks uger gammel nu, og jeg synes allerede der er sket SÅ meget siden jeg besøgte dem i julen. Stormen Malik rasede udenfor, men vi hyggede os i varmen fra brændeovnen og Encanto på skærmen imens regnen piskede mod ruderne og træerne susede i skoven. I søndags kørte vi til Vesterhavet, og jeg kunne ret hurtigt konstatere, at jeg heller ikke denne gang skulle i vandet, for bølgerne var stadigvæk ret heftige. Jeg nød i stedet at blive blæst godt og grundigt igennem og grave i sandet sammen med min niece, og vi var alle godt trætte, da vi ramte sofaen igen. Der var heldigvis både varm kakao og boller tilbage fra fødselsdagen, hvilket gav min mand og mig energi nok til en aftentur med hundene - vi måtte dog opgive at komme ned til stranden, da de sidste hundrede meter af grusvejen stod under vand. 

Der var næsten lige så fine forhold hos min søster som på min nevøs hotel - den manglende roomservice blev opvejet af hjemmebagte knækbrød og brownie/cheesecake, og min niece stod for morgenvækningen og lod os endda sove overraskende længe. Vi fløj tilbage til København i mandags med fuldt opladte batterier, der forhåbentlig kan holde mig kørende et godt stykke ind i regnvåde og triste februar.