DESPERATION

(UDGIVET FEBRUAR 2013)

Senest har jeg kastet mig over Stephen Kings Desperation fra 1996, en af de få romaner i hans lange forfatterskab der IKKE udspiller sig i Maine, men derimod i en fiktiv lille mineby kaldet Desperation - midt i Nevadas ørken. Her er grænsen mellem vores verden og en anden dimension ganske tyndslidt, og da minearbejdere ved et tilfælde sprænger hul ind til en gammel mineskakt, slipper de på samme tid dæmonen Tak fri. Denne er ikke til at spøge med, for den kan antage menneskelig skikkelse ved at overtage landsbyboernes kroppe, og det er derfor ikke en helt almindelig landbetjent, der kort tid efter kører rundt på Highway 50 og stopper uskyldige og uvidende gennemrejsende. Det er denne lille gruppe af anholdte der bliver romanens omdrejningspunkt, og i hvert kapitel skifter fortællesynspunktet. Det fungerer egentlig rigtig godt, selvom jeg i Kings forfatterskab normalt foretrækker de karakterdrevne romaner frem for de mere plotorienterede. Sidstnævnte byder ofte på næsten karikerede persontegninger, og der er da også et par figurer i Desperation jeg godt kunne have undværet, blandt andet forfatteren (King skriver næsten a-l-t-i-d en midaldrende, mandlig forfatter ind i sit persongalleri) Johnny Marinville, der mest bare er irriterende. Anderledes er det med gruppens usædvanlige leder, den elleveårige David, gennem hvem Gud tilsyneladende taler.

Religion fylder en hel del i Desperation; meget mere end hvad man normalt er vant til fra Kings hånd. Linjerne mellem det onde og det gode trækkes skarpt op, med den forhistoriske Tak på den ene side og den umage gruppe på den anden. Gud er her en ganske konkret størrelse, der giver David håndgribelige hjælpemidler i kampen mod Tak, hvilket som læser kan være lidt svært at acceptere - men flere af de andre karakterer i romanen er også noget skeptiske, og det hjælper lidt på det. Denne kristne Gud og hans budskaber virker dog aldrig forceret eller prædikende, og han er altså også en strid banan, der gerne tillader horrible hændelser som led i en større plan. Tak er også manifestationen af en slags religion, en art naturforbundethed gone terribly wrong. Dæmonen har nemlig ørkendyrene i sin magt, og det er altså de ubehagelige af slagsen - blandt andet edderkopper, skorpioner, gribbe og prærieulve. Især prærieulvene får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig - der er noget særdeles skræmmende over en kæmpe flok store dyr, der sidder helt kontrolleret langs en vej og holder vagt. Desperation var en af de første King-romaner jeg læste, og den blev siddende i kroppen på mig længe - tænk, at et helt lille samfund kunne forsvinde uden nogen bemærkede det... Her ved tredje eller fjerde gennemlæsning er den ikke helt så uhyggelig mere, men det har længe været en af mine favoritter og er det stadig.

Jeg er som sagt ret glad for Desperation, der på mange måder skiller sig ud af mængden. Filmen er dog en helt anden historie, og er et godt eksempel på hvor galt det kan gå med filmatiseringer af Kings univers. Faktisk er det måske den ringeste af dem alle sammen, og det siger altså ikke så lidt - og det er ikke engang fordi den er produceret direkte til TV. Af Mick Garris - manden, der sætter sit fedtede aftryk på alt for mange af de rigtig gode King-historier, senest Bag of Bones. Stephen King har faktisk selv skrevet manuskriptet, men det gør den bestemt ikke bedre. Mange andre horrible King-filmatiseringer som f.eks. Maximum Overdrive har stadig en ret høj underholdningsværdi grundet deres helt absurde plot og overdrevne skuespil, men hvor skuespillet i Desperation også er helt overdrevet, er det mest bare på den dårlige måde. De fleste skuespillerpræstationer er direkte elendige, og det er KUN Ron Pearlman som den uhyggelige sherif Entragian (Taks første vessel) der har gjort, at jeg har sat filmen på mere end én gang. Mange vigtige plotforbindelser er ganske enkelt udeladt, og har man ikke læst bogen, må filmen være utroligt forvirrende. Netop pga. udeladelsen af den rørende historie om Davids ven Brian og hvordan David fandt sin tro må slutningen også ændres - til en forfærdelig gang cheesy sødsuppe. Suk. Det kunne være så godt, men det er det altså bare ikke.