DOCTOR SLEEP (FILM)

(UDGIVET NOVEMBER 2019)

Stephen Kings Doctor Sleep udkom i 2013, og jeg skrev en ret kortfattet anbefaling af romanen samme år - siden dengang har mine King-skriverier udviklet sig en del, og det kribler lidt i mig for at uddybe mine tanker, men det kan jeg jo passende gøre i dag, hvor det skal handle om Mike Flanagans nye filmatisering af opfølgeren til The Shining. Det er umuligt at sige noget meningsfyldt om Doctor Sleep uden at spoile The Shining - både bog og film - men det må være okay med værker, der har fyrre år på bagen. Det er vigtigt for denne nye filmatisering, for Kings The Shining endte markant anderledes end Kubricks, da hotellet eksploderer og brænder ned til jorden i romanen - og det gør det immervæk svært at lade The Overlook være en vigtig lokation i den nye film. Mike Flanagan er stor King-fan og er gået til materialet med den største respekt, og han har på fineste vis formået at flette de to historier sammen; The Overlook eksisterer i allerhøjeste grad i den nye Doctor Sleep, og filmen kan derfor ses som en fortsættelse af Kubricks version, men karaktererne er meget mere tro mod King. Jeg var skeptisk over for den heftige markedsføring af filmen, der næsten udelukkende har fokuseret på The Overlook, men Doctor Sleep er helt overordnet en vellykket filmatisering af en ikke helt fantastisk roman (det er altså også vildt at skrive en fortsættelse til så ikonisk en historie).

Filmen har dog fået en noget blandet modtagelse, og jeg tror, at den fejler på netop sin markedsføring. Jeg forstår godt, hvorfor der skal lægges vægt på The Overlook-vinklen, men det er faktisk ikke en særligt stor del af selve historien - og da slet ikke i bogen. Uden at spoile (endnu) er slutningen markant anderledes end Kings - men i modsætning til Kubricks The Shining, er Flanagans Doctor Sleep meget mere i Kings ånd. Flanagan viser også glimtvis, at han sagtens ville kunne lave en fremragende horrorfilm, men det er ganske enkelt ikke dét, Doctor Sleep er. Markedsføringen er dog gået galt lige fra starten, da King ved bogens udgivelse proklamerede, at det var hans mest uhyggelige i årevis - hvilket er helt forkert, og i øvrigt også unødvendigt, da historien er spændende nok uden at være en horrorfortsættelse til The Shining.

Det er som sagt svært at sætte en genre på denne horror/drama/thriller/adventure-film, der helt kort fortalt handler om den nu voksne Danny Torrance, der ligesom sin far har udviklet et massivt alkoholmisbrug. Han flytter til New Hampshire og starter på en frisk, får nogle gode venner og et arbejde på et hospice, hvor han bruger sine evner til at sende folk godt afsted på deres sidste rejse. Han møder Abra, en ung pige med de samme evner til the shining som ham selv, og må snart beskytte hende mod filmens skurke; en gruppe af omrejsende, moderne vampyrer kaldet The True Knot.

Castingen af Ewan McGregor i hovedrollen som den nu voksne Danny Torrance var nok til at gøre filmen interessant for mig, og han spiller både rørende og overbevisende rollen som (tidligere) alkoholiker. I romanen er de fleste karakterer straight, white dudes, men filmen er noget mere inkluderende og har navne som Cliff Curtis, Zach McClarnon og Zackary Momoh på rollelisten, og Abra spilles fænomenalt godt af Kyliegh Curran. I The Dark Tower fandt jeg det (udelukkende pga. historien) helt ærligt lidt mærkeligt, at Idris Elba spillede Roland the Gunslinger, men i stort set alle andre King-historier betyder race absolut ingenting, og det er kun godt, at filmskaberne er lidt mere up-to-date end King selv.

Inden jeg går til spoilers, vil jeg slutte af med at sige, at jeg sagtens kan anbefale Doctor Sleep. Man behøver ikke nødvendigvis ofre en biografbillet på den (selvom det er fedt at se hotellet på den store skærm og høre soundtracket blive blæst ud i mørket), men det er bestemt en seværdig film - forvent dog ikke en direkte opfølger til The Shining.

SPOILERS ON for Doctor Sleep - og jeg starter denne spoilersektion med slutningen, der er umulig ikke at fokusere på. Filmen er to-en-halv time lang og er meget tro mod bogen det meste af tiden - lige indtil de episke slutscener, der foregår på The Overlook. Jeg har helt ærligt stadig ikke besluttet mig for, om jeg synes det er en ærgerlig og unødvendig leflen for publikum, eller om det er en sand genistreg af Flanagan at bruge Kubricks slutning til Kings nye historie. Jeg ender nok et sted midt imellem, for jeg var ikke fan af den hitparade af gamle spøgelser, der gjorde det af med Rose The Hat (Mrs. Massey fra badekarret er RIGELIGT), men det var ubeskriveligt frydefuldt at høre det velkendte soundtrack og se de genkendelige mønstre i gulvtæpperne på hotellet.

Det fungerede rigtig godt i Doctor Sleep:

- Jeg har nævnt det allerede, men castingen til filmen sidder lige i skabet. Det var også en klog beslutning at skære nogle karakterer fra; i bogen spiller både Abras forældre og Dans AA-sponsor en langt større rolle, men filmen kan sagtens undvære dem - og har i øvrigt rigeligt med historie at få afdækket på to-en-halv time.

- Baseballdrengen Trevors tortur- og dødsscene. Der er ikke helt tid nok til at vise The True Knot som den ret interessante gruppe af bad guys de faktisk er, men at pine et barn langsomt til døde i en grusom og velfungerende scene, satte en streg under, at de er en reel trussel. Det er også vigtigt, fordi Abra ærligt talt virker ret overlegen i forhold til dem.

- Enkelte af hotelscenerne. Selvom jeg stadig er skeptisk over for hotellets tilstedeværelse i det hele taget (se ovenfor), var det SÅ fedt at se Danny gå rundt på gangene på det gamle hotel, og se lysene tænde ét efter ét. Det gav også Danny mulighed for at konfrontere fortiden og bruge sine traumer til at overkomme nye udfordringer, og dén storyline kunne sagtens være skrevet af King selv.

- Easter eggs galore! Mike Flanagan er stor Stephen King-fan, og han har drysset lækre, subtile Dark Tower-referencer over hele Doctor Sleep. Den mest åbenlyse er Dick Halloran, der siger "Ka is a wheel", men Trevors baseballnummer 19 burde også vække genklang hos constant readers. På Abras værelse ses ordet Ka i baggrunden, og Trevor bliver myrdet hos LaMerk Industries, der spiller en mindre rolle i Dark Tower-universet, og det er en fornøjelse med easter eggs, der ikke er forstyrrende for handlingen.

Det fungerede ikke helt så godt i Doctor Sleep:

- The True Knot. De er stadig en ret interessant gruppe af skurke, men der er ikke helt tid nok til at lære dem rigtigt at kende, og der er meget, der går tabt i farten. De er dog helt overordnet en lidt sejere flok end i bogen, og derfor er det endnu mere ærgerligt, at de har så tåbelige navne som Rose The Hat og Crow Daddy (sidstnævnte i øvrigt oversat til Kragefar på dansk - jeg ved heller ikke, hvad det ellers skulle være, men det lyder SÅ dumt!).

- Dans død. I bogen er slutningen som nævnt helt anderledes, og uden mange helt ærligt unødvendige dødsfald. Tematisk er det helt genialt at lade Dan Torrance få den død, som hans far fik i The Shining-romanen, da han reelt set endte med at ofre sig for sin familie og lod hotellet brænde ned til grunden, men jeg synes bare ikke, at det var nødvendigt at lade Danny dø. (Eller Billy. Eller Abras far.)

- Lidt i samme boldgade er inkluderingen af de mange beboere på Overlook. King har gjort meget ud af at humanisere sine skurke de sidste mange år, og i romanversionen af Doctor Sleep bliver Mrs. Massey meget symbolsk uskadeliggjort i løbet af første kapitel, og derfor er det lidt ærgerligt, at filmen bliver en greatest hits af monstre og spøgelser.

- Udeladelsen af det faktum, at Danny Torrance er Abras ONKEL!!! Det forstår jeg absolut ingenting af, da det for mig er en stor del af historien. Det bliver afsløret sent i romanen, så jeg regnede heller ikke med, at filmen ville spoile det med det samme, men jeg synes det er ærgerligt, at det er skrevet helt ud.

- Inkluderingen af genindspillede scener fra The Shining. Jeg kunne godt lide Dannys konfrontation med sin far i hotelbaren, der også var en sekvens skrevet til filmen, men jeg var mindre glad for at se ikoniske scener med nye skuespillere i rollerne. Det er et bevidst valg fra Flanagans side ikke at bruge CGI eller de-aging-teknologi, men jeg synes mest af alt, at det var forstyrrende.

Alt i alt ånder jeg dog lettet op, og jeg nød mit gensyn med Danny. Nu står der Mr. Mercedes og Castle Rock på programmet, inden The Outsider rammer HBO til januar - det er virkelig fantastisk at være Stephen King-fan i øjeblikket.