SLEEPING BEAUTIES

(UDGIVET JANUAR 2018)

Stephen Kings nyeste mastodont af en roman, Sleeping Beauties på godt 700 sider, er skrevet i samarbejde med hans yngste søn Owen King. Begge hans sønner er forfattere (but of course), men det er oftest Joe Hill jeg støder på, da han skriver historier lidt i samme genre som sin far (Sleeping Beauties lå faktisk på bestsellerlisten sammen med Joe Hills nyeste udgivelse Strange Weather). Jeg har aldrig læst noget af Owen King, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, men jeg kan i hvert fald godt mærke, at det ikke er en helt typisk King-roman. Jeg var dog ret hooked allerede fra de første sider, så på den front er der heldigvis ikke sket de store ændringer.

Sleeping Beauties har et forrygende set-up - der sker noget mærkeligt med alle verdens kvinder, når de falder i søvn. De bliver i søvnen indhyllede i en klæbrig kokon, og bliver de revet ud af kokonen, vågner de op som frådende zombie-agtige monstre. Horror-elementet er dog forholdsvist underspillet i romanen, der helt overordnet handler om forholdet mellem mænd og kvinder, hvordan mændene reagerer på en verden (næsten) uden kvinder - og ikke mindst, hvordan kvinderne forholder sig til en verden uden mænd. Lille spoiler følger; imens kvinderne tilsyneladende sover tungt i deres kokoner, er de vågnet op i en ny , mennesketom dimension de kalder 'Our Place', hvor tiden går meget hurtigere end på den anden side, og hvor de når at opbygge et helt samfund i løbet af den uges tid, der forløber hos mændene. Man aner ikke, om kvinderne er døde, eller om de kan vågne op igen og vende tilbage, og det er en ganske spændende faktor historien igennem.

De globale problemer bliver meget typisk for King taget ned på mindre by-niveau, og Sleeping Beauties udspiller sig primært i byen Dooling, West Virginia, der bliver et knudepunkt for Aurora-epidemien med ankomsten af den mystiske, overjordiske Evie. Hun er helt central for historien, og vi hører efter min mening alt for lidt om hende, men følger i stedet alt for mange lidt irrelevante byboere. Romanens egentlige hovedpersoner er trods alt ikke irrelevante - byens sherif Lila og hendes mand, psykologen Clint, optræder som et godt (omend en anelse for tydeligt) billede på de fundamentale forskelle mellem mænd og kvinder, der er historiens omdrejningspunkt. Stephen King har tidligere skrevet virkeligt stærke kvindelige karakterer, og Lila er bestemt også en troværdig kvinde, der langsomt bliver mere og mere paranoid og virkelighedsfjern jo mere træt hun bliver. (Da det går op for kvinderne hvad der foregår omkring dem, kæmper de fleste selvfølgelig en brav kamp for ikke at falde i søvn.) Ægteskabets udfordringer kan (selvfølgelig) overføres til de globale problemer, og det viser sig - måske ikke så overraskende - at man kommer langt med ærlighed og tillid.

Det er specielt at læse Sleeping Beauties lige nu i en tid, hvor kvinders rettigheder og #metoo fylder meget i medierne og vores fælles bevidsthed. Meget af romanen foregår i et kvindefængsel i byen, og her møder vi mange kvinder, der har fået nok - nok af at få mindre i løn, tæv af deres mænd og fordømmelse fra abortmodstandere. King og King skriver overbevisende om både mænd og kvinder, men det er kvinderne, der hyldes i denne historie. Mændene er de egentlige monstre, der på ingen tid er i gang med at fucke verden helt op, og karakterer som den ekstremt misogynistiske og sexistiske Don Peters gør ikke rigtigt forestillingen bedre - det er næsten lidt for meget.

Historien mistede dog desværre noget momentum undervejs. Der var som nævnt lidt for mange karakterer vi kom lidt for tæt på, og noget af historien var lettere forudsigelig. Slutningen var også lidt et antiklimaks for mig, og jeg havde trods romanens længde nok håbet på lidt mere - og jeg vil til enhver tid foretrække Stephen King alene. Far og søn har snakket om en 'tredje fortællerstemme' som de udviklede under skriveprocessen, og jeg er ikke sikker på, at den helt fungerer for mig. Når det er sagt, var jeg dog helt overordnet ganske underholdt af Sleeping Beauties, der i øvrigt også mindede mig lidt om 'Y, The Last Man' - med omvendt fortegn, selvfølgelig. Jeg sender kun en forsigtig anbefaling efter bogen, for plus 700 sider er trods alt ikke at spøge med, og hvis man ikke kender så meget til Stephen King i forvejen, vil jeg ikke anbefale at starte her.