INSOMNIA

(UDGIVET MARTS 2018)

Jeg havde egentlig sat mig for at genlæse Stephen Kings værker i kronologisk rækkefølge, men med udsigten til sidste års filmatisering af The Dark Tower kunne jeg ikke lade være med at snuppe endnu en tur mod tårnet sammen med Roland og resten af hans ka-tet. Denne gang har jeg dog grebet det lidt anderledes an, for der er flere af Kings mellemliggende udgivelser der i høj grad relaterer sig til The Dark Tower-universet, og dem har jeg ikke tidligere læst med DT-brillerne på. Der var en lang pause mellem bog fire og fem som King blandt andet brugte på at skrive Insomnia og Hearts In Atlantis, der begge er enormt relevante for The Dark Tower-oplevelsen, og jeg bryder nu kronologien ved at anbefale netop Insomnia fra 1994.

Insomnia er ubetinget en af Stephen Kings mest forhadte romaner, med kritikere der mener den er både kedelig og uforståelig. Det er længe siden jeg læste den første gang, men jeg huskede den egentlig som værende ret god, så jeg var spændt på denne genlæsning, også fordi jeg denne gang kunne sætte den i et større perspektiv. Den skuffede bestemt ikke, og jeg er stadig meget begejstret for historien om Ralph Roberts, der ikke kan sove.

Insomnia udspiller sig i Derry; en by vi lærte at kende i It, hvor vi fulgte The Loser's Club som både børn og voksne. (Bogen byder da også på et skønt gensyn med Mike Hanlon, der er blevet bibliotekar i byen.) Derfor er det meget passende, at denne roman handler om alderdommen, og at de fleste vigtige karakterer er et godt stykke over pensionsalderen, og hovedpersonen er den halvfjerdsårige Ralph Roberts, der prøver at komme sig over tabet af sin kone. Han får sværere ved at sove om natten, og han bliver ved med at vågne tidligere og tidligere indtil han kun får et par timers søvn hver nat. Han er altid træt, men aldrig søvnig (det lyder forfærdeligt!). King beskriver desperationen ved søvnløsheden helt eminent - jeg har gudskelov aldrig været helt så hårdt ramt, men jeg havde en periode, hvor jeg vågnede klokken halv fire hver nat, og det var vanvittigt frustrerende.

Hos Ralph har søvnløsheden også den effekt, at han begynder at se verden i et helt andet lys; den eksploderer af og til i farver og lader ham se auraer på alt fra naboer til babyer og gadehunden Rosalie. Efter en periode med både forundring og frustration finder han heldigvis ud af, at naboen Lois også lider af søvnløshed og også kan se auraer, og det viser sig snart, at de er helt særligt udvalgte til at gøre en forskel i historien om The Dark Tower - og på et lidt mere jordnært plan til at redde byen fra rabiate abortmodstandere. Herfra eskalerer historien med små, skaldede doktorer, et andet stadie af bevidsthed og et opgør med fjenden med det fantastiske navn The Crimson King, der altså er Stephen Kings allerstørste skurk nogensinde.

Henvisningerne til The Dark Tower-serien gjorde denne gang en kæmpe forskel for læsningen for mig. Uden baggrundsviden var superskurken The Crimson King alligevel et ganske ubehageligt bekendtskab, men det gør det så meget værre, når man ved hvad han ellers er i stand til. Insomnia kan sagtens læses uden kendskab til The Dark Tower, men en af de små, skaldede doktorer giver en virkelig smuk beskrivelse af tårnet, og da en hændelse i Insomnia havde direkte indflydelse på Roland og hans venner i serien, fik jeg nærmest kuldegysninger. Det giver virkelig historien en ekstra dimension, og jeg er kun blevet endnu gladere for Insomnia siden sidst.

Romanen er en af de forsvindende få King-historier, der ikke er blevet filmatiseret. Det finder jeg helt uforståeligt - Insomnia er med sit farverige og flotte univers SÅ oplagt at lave til en film - eller måske endda en tv-serie. Bevares, den kan sagtens tåle at blive moderniseret lidt, og med dens fokus på kvinders rettigheder kunne Lois også nemt være hovedperson i stedet for Ralph, men uanset hvad er der så meget godt at finde i denne historie, som jeg gerne sender en stor anbefaling efter - selvom jeg til sidst må nævne, at den er på knap 900 sider.