THE DRAWING OF THE THREE

 

(UDGIVET AUGUST 2020)
For et par måneder siden fik jeg endelig givet en lille introduktion til The Gunslinger; den første roman i Stephen Kings The Dark Tower-saga, og i dag skal det handle om bog nummer to - The Drawing of The Three. The Gunslinger er svær at elske, og jeg vil gerne medgive at to'eren også til tider kan være et anstrengende bekendtskab, men jeg er vild med den! Især i 2020 kan flere elementer i historien opfattes som direkte krænkende, men mit fokus vil ikke ligge på Kings til tider problematiske beskrivelse af en sort kvinde, for det er meningen, at hun skal være karikeret, hvilket virker lidt overvældende her 33 år efter udgivelsen. 

Hvor The Gunslinger nærmest fungerede som en slags prolog, begynder historien for alvor at tage fart med The Drawing of The Three, der på én gang er hæsblæsende action og grundig karakteropbygning, for nu møder Roland endelig resten af sin ka-tet (næsten). En ka-tet er en gruppe af mennesker (og billy bumblers), der er knyttet sammen af skæbnen, og som står sammen i tykt og tyndt - gerne for at opnå et fælles mål. Frivillighedsgraden er varierende, og Rolands udvælgelse af sit squad er både foruroligende og meget underholdende - via tre magiske, fritstående døre på den forladte fantasy-strand kan Roland træde ind i andre menneskers bevidsthed og se verden med deres øjne, hvilket bringer ham til vores New York i firserne og et alternativt New York i tresserne. Phil Hales illustrationer i bøgerne er ret specielle, men de medførte, at jeg allerede fra jeg var barn, drømte om alternative universer man kunne tilgå via magiske, fritstående døre i landskabet. 

Det allerførste møde med en af mine yndlingskarakterer Eddie Dean er næsten for spændende; da Roland træder ind i hans bevidsthed sidder han storsvedende i et fly med flere kilo heroin spændt fast på kroppen, og Roland må tage over og bringe Eddie forbi skeptiske stewardesser og gennem paskontrollen - men før man kan ånde lettet op, befinder de sig midt i et gigantisk shoot-out med New Yorks største narkobaron og hans mænd. Det lyder overhovedet ikke om noget, jeg normalt ville finde interessant, men Rolands første møde med nutidens (altså firsernes...) New York er eminent godt beskrevet og siger meget om hans karakter - han danner sig hurtigt et overblik og formår at udnytte uventede situationer til hans egen fordel. Det fungerer overraskende godt, at Roland ser med Eddies øjne - det bliver sammenlignet med at se verden med det lidt dovne blik, man bruger til at se 3D-billeder med. 

Han trækker Eddie med tilbage på stranden i Mid-World, og herefter følger rammende beskrivelser af to mænd, der har det virkelig dårligt. Eddie er på en brutal kold tyrker fra stofferne, imens Roland er ved at dø af en infektion han fik, da en lobstrosity tidligere klippede et par af hans fingre af. The lobstrisities er nogle af mine yndlingsmonstre - gigantiske hummerlignende væsener, hvis klikken med kløerne lyder som insisterende spørgsmål. Det er i øvrigt helt genialt, at Roland aldrig har været tættere på at dø end nu - han har været gunslinger siden han var helt ung, og har jaget The Man in Black i årevis, men det var alligevel en oversize hummer, der skulle bringe ham næsten ud over grænsen. Og de klipper flere af hans fingre af - som gunslinger er det hans levebrød at være hurtig på aftrækkeren, og da det sker på bogens første sider, er der altså stadig ret lang vej til tårnet uden fingre. 

Det holder hårdt for de to mænd, og det bliver ikke nemmere for dem, da de bliver introduceret for Odetta og Detta. Hun er en sort kvinde med en psykisk sygdom, der dog bliver manifesteret noget mere ekstremt end normalt, for hun har to personligheder, der ikke kender til hinandens eksistens. Odetta kommer fra en velhavende familie, hun er dannet, rolig og er medfølende, og så sidder hun i kørestol efter hun blev skubbet ud foran et tog som ung. Detta er hendes diametrale modsætning, og det er hér, at fremstillingen kan blive lidt problematisk, for hun er en karikatur på en rasende, bandende og svovlende, vulgær sort kvinde, der hader hvide mænd som Roland. Men det fungerer altså også. Alene i skrivestilen skaber King en tydelig distinktion mellem de to kvinder; Odettas tanker og handlinger beskrives i nydelige, stringente sætninger, mens første introduktion til Detta foregår gennem tre siders non-stop, vanvittig stream of consciousness. Og det er sjovt at læse om de to mænds strabadser med at skubbe kørestolen med en modvillig Detta langs stranden. 

Bogen er inddelt i tre sektioner, så da de tre aparte rejsende møder en sidste fritstående dør på stranden, ved man som læser godt, hvad der skal ske. Denne gang går Roland ind i bevidstheden på Jack Mort, der er en enormt ubehagelig fyr, der bliver refereret til som "The Pusher". Det var ham, der tilbage i tresserne tilfældigt skubbede Odetta ud foran et tog, og nu har han intentioner om at skubbe Jake ud foran en bil (den handling der førte til hans optræden i The Gunslinger, hvilket heller ikke endte godt for ham.) Nu må Roland vælge, om han vil lade Jake dø endnu engang, og samtidig tvinger han Odetta og Detta til at anerkende hinanden - det hele foregår på en ganske spektakulær måde, som jeg ville have svært ved at redegøre for, selvom jeg forsøgte - men der er jo heller ingen grund til at spoile hele historien her. Odetta/Detta-paradokset bliver løst, og den lille gruppe rejser videre mod tårnet i tredje bog, "The Waste Lands", der nok er min favorit. 

The Drawing of The Three var meget bedre end jeg huskede den. Jeg bryder mig som sagt sjældent om deciderede actionsekvenser, men historien var spækket med dem, og jeg kunne ikke lægge bogen fra mig. Samtidig bliver de første spadestik taget til den dybe og meningsfulde relation mellem medlemmerne i Rolands ka-tet, og Stephen Kings fremragende karakterbeskrivelser skaber (i hvert fald hos mig) en spirende kærlighed til især Eddie Dean, som jeg for evigt og altid vil se som en ung Aaron Paul. Det er en blid overgang til det fantasyunivers, der for alvor folder sig ud på siderne af de næste bøger i serien, for det meste af handlingen udspiller sig på enten en forladt strand i Mid-World eller i en af de mange forskellige versioner af New York, der dog alle ligner "vores" New York meget. King tackler igen svære emner som psykisk sygdom og stofmisbrug - og sidstnævnte havde han selv researchet i lidt for voldsom grad på dette tidspunkt, så han vidste godt, hvor ringe Eddie havde det under sin kolde tyrker. 

(SPOILERS! For HELE The Dark Tower! SPOILERS!)
Det er også helt særligt at genlæse The Drawing of The Three, når man kender karakterernes skæbne. Stephen King får lynhurtigt skabt en parallel mellem Eddie og Cuthbert, der var medlem af Rolands første ka-tet, og som vi hører meget mere til i seriens fjerde bog - og ligeledes fungerer Roland som en erstatning for den storebror, som Eddie mister hurtigt efter vi møder ham første gang. Allermest påfaldende er selvfølgeligt mødet med Odetta/Detta, for når man når længere hen i serien er det i følgeskab med Susannah, som er resultatet af de to personligheders forsøg på at udligne hinanden, og som bliver et helstøbt medlem af Rolands ka-tet. Det lyder forvirrende, men King er heldigvis noget bedre til at forklare og fortælle end jeg er. 

Susannah og Eddie bliver næsten for hurtigt forelskede i hinanden, men ligesom Roland og Jake også følte sig unaturligt knyttede til hinanden helt fra starten, giver det mening, når man tænker på, at de har mødt hinanden for første gang mange, mange gange før. Jeg er også vild med, at det skal være så forfærdelig og usympatisk en karakter som Jack Mort, der skal bringe medlemmerne fra vores ka-tet sammen - han har haft en stor negativ indflydelse på Odettas liv, og slår tyve år senere Jake ihjel, så han er et ualmindeligt dumt svin, der fortjener sin straf. Det er meget symbolsk, at han ender sine dage under selvsamme tog, som han ville have skubbet Odetta ud foran - og King formår at gøre springene i tid ganske plausible. 

Og ja, jeg elsker virkelig the lobstrosities. Jeg købte min egen lille lobstrosity i Boston, og der flashede jeg også min lobstrosities-t-shirt på en meget varm dag - ligesom jeg naturligvis havde den på, da vi spiste hummer.