03 januar 2021

JURASSIC PARK: T. REX RAMPAGE

 

Knuthenborg har skruet på alle knapper for at lokke besøgende til, og et af deres mest succesfulde tiltag har været Dinosaurskoven. Det har også helt klart været én af grundene til, at et visit i parken har stået højt på min ønskeliste, for selvom dinoerne i Aalborg Zoo er flotte, og dem i København er store og sjove, er det sydpå, de mest imponerende dinosaurer bor. Jeg har taget billeder af dem alle sammen, men jeg skal nok spare jer for dem - og de tager sig selvfølgelig også bedst ud i virkeligheden. Men jeg fik faktisk decideret hjertebanken og kuldegysninger foran flere af dem; den der helvedesfugl - en quetzalcoatlus - fra billede tre har givet mig mareridt lige siden mit møde med den. Det var en forrygende udstilling, som jeg gerne vender tilbage til engang.  

Til gengæld slipper I ikke for at se billeder af et af mine nye yndlings-LEGO-sæt, nemlig 'Jurassic Park: T. Rex Rampage', der byder på både den ikoniske port og den fedeste model af Roberta, der er den imponerende Tyrannosaurus Rex fra filmene. Jeg havde en dinosaurplakat hængende over min seng da jeg var barn, og hver aften inden jeg skulle sove, øvede jeg mig på navnene på alle de seje giganter, som jeg havde svært ved at forstå havde eksisteret i virkeligheden. Der er sket ret meget i dinosaurverdenen siden dengang, og jeg er slet ikke lige så up to date, som jeg engang var, men LEGO-modellen rammer rent plet i mit nostalgiske hjerte. Den får ikke udelukkende ros blandt LEGO-entusiaster, hvilket afholdt mig fra at købe sættet i et godt stykke tid - men jeg elsker ALT ved det. 
Jeg kan godt følge lidt af kritikken. Til 1899,- på LEGOs egen hjemmeside (men til 1599,- andre steder, og værd at kigge efter, når der er 30% rundt omkring) er sættet ikke ligefrem billigt, og man burde måske have taget et par hundrede mere for det, og til gengæld smidt en bil eller en anden dinosaur oveni. Der er også lidt kritik af Robertas kæbe og lidt wobbly lårben, men ellers er de fleste imponerede af det store byg - jeg er i hvert fald. Roberta var SÅ fed at bygge, og inden i hende er et easter egg i form af en frø, hvilket er en snu reference til brugen af frø-DNA i Jurassic Park. Hun er massiv, men overraskende nem at få til at posere på forskellige måder, og jeg er lykkelig for, at hun er flyttet ind hos os.   

Porten er også et virkelig fedt byg - jeg er vild med den frodige beplantning på forsiden og den kloge indretning af små rum på bagsiden. Der er mange fine detaljer, hvoraf min yndlings nok er den afrevne arm, der overrasker Ellie, da hun skal tænde for strømmen - men det er også fantastisk, at de har inkluderet toilettet fra en af de mest ikoniske scener i filmen. Minifigurerne er ikke på samme størrelsesskala som Roberta, men det gør ikke så meget, synes jeg, og jeg er vild med, at de er så detaljerede - især Ian Malcolm, der er både solbrun og svedende, men jeg er også glad for den isspisende John Hammond. Jeg kan ikke rigtigt få armene ned over dette sæt, men det er muligvis kun interessant, hvis man i forvejen rigtig godt kan lide dinosaurer. Eller sjove LEGO-byg. What's not to love?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar