2015 var alt i alt et fremragende år i kartoffelsnackens verden; jeg har både anmeldt gamle favoritter, der stadig er helt i toppen, og jeg har kastet min kærlighed på Irland, der er leveringsdygtige i nogle forrygende chips. Denne omgang runder 2015 af med en ny favorit, et par oversete perler og chips-varianter fra selveste Chili-Klaus.
Den nye favorit kommer faktisk i hele to udgaver - både en dansk og en svensk. Den danske kommer fra Taffel, som jeg kender bedst fra juleaftens franske kartofler, og det er en usandsynligt lækker bølgechip, der helt tog fusen på mig. Hvorfor ved jeg ikke helt - jeg var jo virkelig glad for de polske champignon-chips, og de her lækkerier var endnu bedre; cremede og med en god smag af både kartoffel og svampe. Efter at have smagt dem i august, kunne jeg ikke finde dem i månedsvis, og kom derfor ved et glædeligt gensyn i Brugsen i Hadsund til at udbryde et glædeshyl så højt, at en dame lige måtte høre, hvad jeg var så begejstret for. En af mine gode venner bosat i Sverige har – helt uden at vide det – købt mine nye favotitter til mig i en svensk udgave. Hvor heldig kan man være! Taffel med nye kartofler får topkarakteren 10/10.
Denne pose er endnu en af min fars opdagelser fra enten Aldi eller Lidl. De er faktisk overraskende lækre; med rigtige kartoffelskiver og godt med pulver. Smagen er god og jævnt fordelt af en lækker creme fraiche-lignende overflade. De får et stort syvtal af mig.
Det er egentlig lidt utroligt, at jeg ikke har anmeldt Kims Sour Cream & Dild før nu. I virkeligheden har jeg nok glemt dem lidt, til fordel for varianten med løg i stedet for dild, men de sidste par måneder har vi spist tre-fire poser af denne udgave, og de er meget bedre end jeg husker. Jeg er generelt begejstret for Kims standard-udformning af deres bølgechips, og her er der endnu mere creme fraiche på end på dens grønne bror. De er super lækre, og lige nu min go-to frådepose. 9/10.
En af mine kollegaer har opsnappet, at jeg anmelder chips, så han var ikke sen til at fortælle mig om de nye varianter fra selveste Chili Klaus. (Ikke Chili-Klaus, åbenbart.) Der gik lidt tid før jeg endelig fik et par poser opstøvet, og da jeg startede med den milde udgave i den røde pose, var jeg faktisk ret skuffet over dem. Grovchips er en god ting – men de helt billige kan nogle gange være lidt for olierede, og det var også tilfældet her. Chilismagen var ikke gennemtrængende nok, selvom den da godt kunne smages efter en stor mundfuld. De må nøjes med 5/10.
Den sorte storebror med vindstyrke otte var et noget sjovere bekendtskab. Det er samme slags chips, men chilien er markant stærkere, og hvis man lige får fat i en af de rigtige, kradser de virkelig i halsen. Jeg kan godt lide stærk mad, men ikke overdrevet stærk mad – og det er de her chips altså heller ikke, så man skal ikke være bange for at smage dem. De får otte små pringlesrør af mig – det sidste på grund af posernes flotte design.
Jeg ville egentlig have fortalt om den nye Coca Cola Life allerede i sommer, da jeg fandt den i Tyskland. Nu er den kommet til Danmark, og nyhedens interesse er allerede forsvundet, men som den cola-entusiast jeg er, får den alligevel lige en anmeldelse med på vejen. Den har en pæn farve, er delvist sødet med stevia (men selvfølgelig stadig med ekstremt meget sukker), og så var jeg faktisk meget glad for den dér i Tyskland. Måske havde det dog noget med de smukke omgivelser at gøre, for den danske variant er altså ikke nær så spændende. Den kan sagtens drikkes – ligesom en Cola Zero også kan det, men jeg tror jeg holder mig til originalen. Jeg glæder mig til at se, hvad 2016 har at byde på!
(UDGIVET MARTS 2016)
Midt i de marokkanske rejseberetninger kommer her en ganske urelateret omgang anmeldelser af chips, for de hober sig virkelig op i øjeblikket, de gode chips, og nu har jeg også over ti varianter fra Marokko jeg skal bedømme. Det ligger mig også meget på sinde at I når at smage de rigtigt gode poser, inden de eventuelt måtte udgå - og dem er der flere af i denne omgang, der er dedikeret til min yndlingsproducent, KiMs.
Først vender jeg som lovet tilbage til KiMs halvkiksede forsøg på at være ung med de unge, og hvor jeg sidste gang havde fået fat i den uheldige cheeseburger-variant, var denne runde noget bedre, og det største plus var, at begge poser ikke var udformet som snack-chips, men som de meget bedre bølgechips. Pizza-smagen var overraskende gennemtrængende, hvilket næsten altid er et plus, og så var selve chipsen bredbølget og med en perfekt tykkelse. Epic Beef var ovre i noget barbecue, der aldrig har været et hit hos mig, men der var dog en ekstra røget bismag, der gjorde dem helt tålelige. Poserne... Altså, igen burde jeg synes, at de er helt forfærdelige, og det gør jeg også, men jeg må samtidig give dem lidt point for forsøget. Pizzaposen får syv store pringlesrør, mens bøffen trods flyvende køer og Befri Willy-motiv må nøjes med seks.
Indlæggets egentlige stjerner er de dugfriske nyheder fra KiMs; crunch cut-chips i to varianter - Purløg & Sour Cream samt Læsø Sydesalt, og jeg havde slet ikke regnet med, at de ville være så lækre, som de var. Selve chipsen var ekstra sprød og knasende og vel nok lidt at sammenligne med de også gode sticks, der dog aldrig har så herligt meget pulver på som disse. For mig smagte den grønne pose næsten som de grønne poser plejer at smage - der var ikke den store forskel på purløg og almindelig løgsmag, men den var stadig forrygende. Det er helt klart en ny favorit hos mig, og den får topkarakteren ti/ti pringlesrør.
Den salte variant havde jeg ikke nær så høje forventninger til, men crunch chipsenes udformning gjorde dem lige lidt ekstra spændende. Jeg ved ikke, hvordan sydesalt fra Læsø skal smage, men de smagte i hvert fald lækkert og heldigvis ikke bare af almindeligt køkkensalt. Jeg er i gavehumør i dag og giver lidt ekstra for den flotte pose, så vi ender på otte ud af ti pringlesrør.
Franske kartofler kommer fra Taffel. Sådan har det været lige siden min barndom, hvor jeg kan huske dem fra hyggelige juleaftener på min bedstemors gård; med and, brune og hvide kartofler, masser af sovs og et stort fad med lune, franske kartofler. Jeg var derfor lidt skeptisk ved KiMs, men de leverer også et solidt bud på varianten med en kartoffel, der ikke er for grov eller olieret (det må franske kartofler endelig ikke være). De er gode at fråde, og de skraber også et ottetal med hjem.
Måske er det lidt strengt at slutte af med at anmelde den almindelige havsalt-udgave fra KiMs, når jeg nu lige har rost crunch cut-varianten til skyerne, men jeg havde faktisk købt denne pose først. De er okay, men lidt for salte i længden, og jeg foretrækker dem med en omgang dip. De får et syvtal fra mig, hvilket stadig er en ganske pæn karakter, men KiMs kan vist heller ikke for alvor fejle i min verden.
(UDGIVET APRIL 2016)
Marokko havde faktisk et overraskende stort udvalg i chips, og de fleste kom heldigvis i så små poser, at jeg sagtens kunne nå at smage en del forskellige. Vi fik lov til at betale alt fra et par kroner pr. pose til sindssyge overpriser for blandt andet den pose på øverste billede, men de var også rejsens bedste, så det var ydmygelsen værd. Disse Fun-chips med pizza-smag smagte faktisk overraskende nok af pizza, og ikke på en klam, kød-agtig måde. De smagte af tomat, basilikum og ost, og de var perfekte som siesta-snack på vores tagterrasse. Otte ud af ti pringlesrør.
Disse tre varianter af mærket Leader var den første indikation på, at noget var anderledes i det marrokanske chips-univers. De var lidt mærkelige i smagen - de var ikke for gamle, konsistensen var god nok, men de havde alligevel en udefinerbar eftersmag. Den blå variant med løg og ost var meget overvældende i smagen, hvor løget klart dominerede og var intens på den dårlige ånde-måde, og kebab-varianten var ikke meget bedre. De får et lille femtal hver, mens ostevarianten (der næsten altid står stærkt hos mig) lige kan snige sig op på en sekser - mest fordi det var rart med en mere anonym smag efter to insisterende smagsoplevelser.
Jeg havde svært ved at skjule min begejstring, da vi i et spændende supermarked i den nye bydel fandt intet mindre end Gangnam Style-chips. Det var nyt og spændende, og rent guf for en anmelder som mig, der nogle gange er fanget i en endeløs strøm af forskellige bølgechips med sour cream & onion-smag. Jeg var villig til at være lidt large med min anmeldelse, bare fordi posen var så fantastisk. Desværre var de små, luftige majskugler måske de dårligste chips, jeg nogensinde har smagt. De skulle tilsyneladende smage af ketchup, men de smagte kun af meget luftigt pap. Jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end ét pringlesrør, og det får de udelukkende på grund af posens design.
Lidt bedre gik det med de fire mikrosopiske poser af mærket Chipsy D'Or, som vi købte for ingen penge i samme supermarked som de forfærdelige Gangnam-snacks. De gyldne chips havde dog samme mærkelige grundsmag som Leader-chipsene, så det passede mig egentlig fint nok, at der ikke var 200 gram i hver pose. Den bedste af bunken var også den sikre - nemlig Sour Cream & Onion-varianten, der ender med syv pringlesrør, mens både Mexican Chili og Ketchup-varianterne er helt nede på et femtal. Især sidstnævnte skuffede ved ikke at smage nævneværdigt af hverken ketchup eller eddike. De stadigt relativt høje karakterer skyldes selve chipsenes udformning, og de skønne omgivelser de blev indtaget i. Solskin og en miniaturecola kunne dog ikke redde den sidste, sølle pose med en omgang mærkeligt krydderi, der smagte decideret ulækkert. De får et to-tal, fordi de stadig var klasser bedre end PSYs katastrofe.
Hvis jeg blev glad for at se Gangnam snacksene, der allerede har fået alt for meget taletid, blev jeg decideret euforisk, da jeg så de marokkanske Lays med Cheese flavor. Jeg var helt sikker på, at jeg endelig havde fundet de legendariske Queso Blanco-chips fra Den Dominikanske Republik, og på gåturen hjem fortrød jeg allerede, at jeg ikke havde købt flere. Det skulle dog vise sig at være en god beslutning, for det var ikke de samme chips. De gør altså et eller andet underligt ved deres chips i Marokko, for selv Lays smagte off, og denne variant var ikke god. Den fortjener måske seks pringlesrør, men jeg giver den kun fem, fordi jeg blev så skuffet.
Testens sidste omgang chipsposer var også nogle af de dyre af slagsen - vi købte dem i en café ved en busholdeplads, der var første stop efter vores overnatning i ørkenen, og de fungerede derfor også som vores morgenmad, da tørt brød serveret klokken halv syv om morgenen ikke var helt så fristende. Det kan derfor ikke helt udelukkes at disse Chio-varianter får en lidt højere karakter end de egentlig fortjener, for de var altså ret gode efter tre timer i en bus på tom og rumlende mave. Egentlig var de begge bare ganske hæderlige, omend oste-varianten blev en anelse kvalm i længden. De får begge syv pringlesrør af mig.
Marokkos chips tog mig altså ikke helt med storm, men jeg giver stadig point for deres store udvalg, der på kartoffelsnack-fronten var bedre end de fleste andre lande, jeg har besøgt, og det havde jeg ikke regnet med.
(UDGIVET JUNI 2016)
Jeg fik naturligvis prøvesmagt lidt forskellige chips på min tur til Barcelona - jeg har sagt det før, men Spanien har faktisk et udmærket udvalg af forskellige chips, så det var ikke svært at finde en variant, jeg ikke har prøvet før. Den første fra Patatas Marinas så god og gourmet-agtig ud med den flotte pose, og det var da også tydeligvis en kvalitetsudgave af klassikeren salt&vinegar, der denne gang var opgraderet med balsamico-eddike, peber og ø-salt. Posen blev selvfølgelig indtaget ved Middelhavet, ligesom navnet lagde op til, hvilket nok også hjalp lidt på helhedsindtrykket.
Firmaet bag har vist ansat nogle dygtige kommunikationsfolk, for der bliver ikke sparet på noget i hverken reklamevideo eller produktbeskrivelse på hjemmesiden, men det er altså også nogle gode chips. Læs bare denne yndige, maleriske beskrivelse: "During after-dinner conversation, shared with your friends and family, in the countryside or next to the sea; the occasion is accompanied with a velvety flavour like balsamic with emerging laughter and moments which taste like pepper. Sounds lovely, right? Give them a try." De får et stort otte-tal herfra - jeg giver sjældent mere til så neutral en smagsvariant, men jeg var meget tilfreds.
Min kæreste køber denne pose, hver gang vi er i Spanien. Det er det sygeste discountprodukt; Frit Ravich har en totalt skodhjemmeside, posen koster ingenting og er usandsynligt grimt designet - og så hjalp det ingenting, at jeg lavede opstilling i vores fine hotelværelsesstol. Discount er nu ellers ikke altid en dårlig ting, når det kommer til chips, og for min kæreste er varianten blevet en klar favorit, men jeg er nu stadig lidt i tvivl om dens kvaliteter. Jeg troede aldrig, at for meget smagspulver kunne blive en dårlig ting, men her kammer smagen (der i små portioner er lidt a la ostepops) over i det kunstige, og det hele bliver hurtigt lidt vammelt. Til gengæld var de meget tømmermændsegnede, og fordi de faldt på et meget tørt sted lige i dén forbindelse, når de - trods min skepsis - faktisk helt op på et syvtal.
Til festivalen kunne man købe Doritos og et par andre varianter af snacks i boderne, og det var perfekt sammen med en kold øl. De bredbølgede chips fra Ruffles var tykke og lækre i konsistensen, men jeg var ikke helt overbevist om smagen, der var lidt for kunstig - og i hvert fald slet ikke smagte som alt det anden lækre skinke, vi fik i Barcelona. Indtaget under en skinnende sol og skyllet ned med en Heineken, ender de spanske bølgechips alligevel med at hive et lille sekstal hjem, men de var turens dårligste.
Den sidste pose vidste jeg egentlig godt, at jeg ikke ville elske, men jeg kunne ikke stå for posen. At jeg så endte med at tage et halvdårligt billede af posen klokken fem om natten inden et late-night-frådegilde, behøver vi ikke snakke mere om. Helt simple, franske kartofler er nok den nemmeste variant at sammenligne, og her vinder Taffels klassiske med afstand ned til KiMs økologiske udgave, der dog heller ikke er helt uden evner. Denne udgave når ikke de to andre til sokkeholderne, og selvom Lay's normalt laver fremragende chips, rammer de franske kartofler lidt ved siden af. Seks ud af ti Pringlesrør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar