TV-SERIER 2019 PT. II

 (UDGIVET JANUAR 2020)

Det er igen blevet tid til min halvårlige opsamling over periodens sete tv-serier, og i den forbindelse må jeg lige nævne, at det er blevet lidt svært for mig at følge med - og jeg har derfor slækket lidt på kravene og tilladt lidt ældre serier på listen, hvilket især gør sig gældende i toppen. Eftersom det også er slutningen på et helt årti, burde jeg lave alverdens tilbageskuende, episke lister med avancerede pointsystemer, men lige nu holder jeg mig til det vanlige format for mit mentale helbreds skyld. 

23. Fear The Walking Dead sæson 5
Det er efterhånden blevet en selvfølge at placere bastardserien Fear The Walking Dead nederst på min liste, og jeg har flere gange truet med at holde op med at se den, men af uransagelige årsager bliver jeg ved. Denne sæson blev hundrede gange bedre, da Dwight fra hovedserien pludselig dukkede op, men jeg er godt nok ved at være træt af de tilbageværende karakterer og deres evige problemer - og jeg har besluttet mig for kun at give den kommende sjette sæson et par afsnit til at overbevise mig om at se videre. 

22. The Handmaid's Tale sæson 3

Jeg må desværre placere tredje sæson af denne ellers herligt dystopiske HBO-serie langt nede på min liste, for efter anden sæsons svage slutning, kører historien desværre helt af sporet i sæson tre. Jeg kan ikke forstå karakterernes motivation, og så begynder begivenhederne desuden at være noget urealistiske, hvilket ikke var tilfældet i de første sæsoner. Elisabeth Moss overspiller totalt, og seriens eneste lyspunkt er at se Alexis Bledels Emily finde fodfæste i Canada. 

21. The Terror sæson 2

Første sæson af The Terror tog fuldstændig fusen på mig, og det var en meget underholdende og skræmmende fortolkning af Sir John Franklins ekspedition med skibet af samme navn i søgen efter nordvestpassagen. Anden sæson med undertitlen Infamy kan desværre ikke helt leve op til den første, og er -selvfølgeligt nok- noget helt andet. Her udspiller handlingen sig under anden verdenskrig på USAs vestkyst, hvor mange tusinde japansk-amerikanere blev tvunget fra deres hjem og ind i beskedne lejre - og i denne fortolkning flytter en bakemono - en art spøgelse - altså med dem. Det er en fin historie, men der findes så meget andet godt derude, at jeg ikke for alvor kan anbefale den.  

20. Orange is the New Black sæson 7

Jeg har egentlig længe været gået lidt kold på Orange is the New Black, men da jeg hørte, at denne syvende sæson også var den sidste, så jeg igen på serien med friske øjne og nød dette sidste gensyn med kvinderne i fængslet. Det var en af de allerførste Netflix-serier, skabt til at bingewatche, og denne sidste sæson føltes også som én lang, uafbrudt fortælling. Den introducerer en ny række karakterer med immigrant-baggrund, og selvom det bestemt er prisværdigt, er det måske også at tage munden lidt for fuld, for der sker rigeligt i fængslet i forvejen. Der er lidt for mange dødsfald i denne sidste sæson, hvilket er en ret ærgerlig måde at afrunde karakterers fortællinger på, men den lidt vemodige stemning klæder serien, der slutter ganske pænt af. 

19. Dark sæson 2

Jeg var rigtig glad for første sæson af denne interessante, tyske sci-fi serie, og jeg er også godt tilfreds med anden installation, selvom man godt nok skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med i de mange spring i tiden (hvilket vel ikke for alvor kan være en spoiler nu..?). Serien bliver vildere og vildere, og med kigget ind i fremtiden er historien kun blevet endnu mere spændende - og stadig overraskende realistisk. Selvom jeg egentlig synes jeg er både fornuftig og observant, har jeg dog været nødt til at google karakterernes tilhørsforhold og familiehistorier flere gange, og det trækker altså en lille smule ned. Jeg glæder mig til at se, hvad tredje og sidste sæson kan byde på - jeg skal bare lige have et ordentligt resumé af sæson et og to først. 

18. Big Little Lies sæson 2

Billedet siger nærmest det hele - med dét hold er det svært ikke at være bare lidt underholdt, og Big Little Lies kan mere end at underholde, for serien tør også blive rigtig grim og sørgelig. En plads som nummer atten synes måske ikke af meget, men det skyldes egentlig bare, at der har været så meget andet godt, for anden sæson af dette skarpe drama er virkelig god - og soundtracket trækker bestemt også op med både Sufjan Stevens og Sparklehorse i vigtige scener. Første sæson var måske lige en tand bedre, men denne fortsættelse kan bestemt også noget - Meryl Streep er en forrygende modbydelig svigermor, hvilket alene trækker flere pladser op, og så er det bare rart at se noget straight up drama ind imellem. 

17. South Park sæson 23

South Park bliver bare ved, men i modsætning til The Simpsons, som jeg faktisk slet ikke har set siden sidst, bliver jeg aldrig rigtig træt af det. Første del af sæson 23 handler primært om Randy Marsh og hans Tegridy Farm-projekt, hvor han har flyttet Stan og resten af familien på landet for at gro lovlig marihuana, hvilket både går rigtig godt og helt forfærdeligt. PC Babies gør også et comeback - South Park er ekstremt åndssvagt, ofte over stregen og virkelig sjovt, og helt bestemt stadig værd at se. 

16. Russian Doll sæson 1

Min absolutte favoritkarakter fra Orange is the New Black er Nicki, der spilles af Natasha Lyonne, der også har spillet med i hundrede andre ting. Hendes roller virker ofte som varianter af den samme karakter, og i Russian Doll, som hun selv har skrevet og instrueret (sammen med min heltinde Amy Poehler) føles den sarkastiske og afslappede Nadia mere end nogensinde som en udgave af Lyonne selv. Det er måske lidt ærgerligt, taget i betragtning at Nadia bruger hele sæsonen på at dø (det er ikke rigtigt en spoiler - efter et kvarter er hovedpersonen selv helt med på, at hun igen og igen vågner op på sin fødselsdag - og til en grusom død), men det føles også meget ægte. Det er en ret god, Groundhog Day-agtig historie, der utroligt nok ikke kommer til at føles gentagen eller kedelig, og jeg er spændt på at se, hvad anden sæson indeholder. 

15 . Creepshow sæson 1
Greg Nicotero (The Walking Dead) besluttede sig sidste år for at puste liv i George Romero og Stephen Kings Creepshow fra firserne, og det var en rigtig god idé, for de seks afsnit med i alt tolv historier er en hitparade af kendte horrorinstruktører og -skuespillere, flotte visuelle effekter og flere gange oprigtigt uhyggelige fortællinger. Stephen Kings 'Gray Matter' skyder ballet i gang, hvilket jeg går mere i dybden med i et senere indlæg, men ellers er 'The House of the Head' seriens klare højdepunkt. Creepshow er heldigvis også blevet fornyet, så jeg glæder mig til at se mere til The Creep og hans historier. 

14. Mr. Mercedes sæson 3
Tredje sæson af Mr. Mercedes med Brendan Gleeson i hovedrollen som betjenten Bill Hodges vender i allerhøjeste grad tilbage til Stephen Kings univers, og jeg har senere tænkt mig at skrive mere indgående om sæsonen, der ender på en pæn plads nummer 14.

13. Norsemen sæson 1 + 2 
Sjette og sidste sæson af Vikings løber over skærmen netop nu, og bliver derfor først anmeldt i næste omgang, men jeg kan allerede afsløre, at den vil ende langt lavere end denne spoofserie, hvilket egentlig er ret trist. Men den norske Netflix-komedieserie Norsemen/Vikingane (der i øvrigt også tager tykt pis på Game of Thrones) er helt forrygende sjovt, og udstiller på samme tid den noget højtidelige, pompøse tv-serie og historiens ægte, fjollede legender. Det virker, fordi vores temmeligt menneskelige vikinger naturligt nok stiller spørgsmålstegn ved absurde traditioner som f.eks. at kaste sig ud fra en klippeskrænt for at komme til Valhalla (no spoilers, men det ritual har jeg set grusomt udført i sidste års bedste film). Jeg har set flere anmeldelser nævne seriens klare Monty Python-inspiration - jeg er enig, og jeg har virkelig nydt en omgang fjollet, norsk humor.

12. After Life sæson 1 
Jeg har savnet Ricky Gervais. Det britiske The Office (2001 - 2003) og ikke mindst Extras (2005 - 2007) er stadig noget af det sjoveste fjernsyn, der nogensinde er produceret, og hans nyere solooptrædener er bestemt også skarpe, men nu er han for alvor tilbage med After Life, som han selv har skrevet, produceret og spiller hovedrollen i. Det er en meget, meget mørk komedieserie om Tony, der lige har mistet sin kone til brystkræft, og nu overvejer at følge efter hende. I mellemtiden lever han livet helt uden filter og hæmninger; fornærmer alt og alle omkring sig med sin brutale ærlighed og skaber generelt dårlig stemning, og det er hårdt arbejde for folkene omkring ham at ændre hans syn på livet. Serien er dybt rørende, og samtidig fyldt med sort humor, sarkasme og skarpe observationer, og selvom det ikke var strengt nødvendigt, kommer der heldigvis også en sæson to af After Life.
 

11. Sunday sæson 1 + 2
Noget uventet har der sneget sig en dansk komedieserie ind på min liste, men min søster fik mig overtalt til at give Sunday på XSee et skud, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Jeg så begge sæsoner (de er korte) sammen med min mand og min far i julen, og det er længe siden jeg har grinet så meget af dansk comedy. Hovedpersonen Sunday spilles helt forrygende naivt af Melvin Kakooza, der også har været med til at udvikle serien, og den rammer virkelig plet. Sunday bliver hentet til FC Fredericia af klubbens træner, der desperat prøver at finde det næste, afrikanske talent - problemet er bare, at Sunday aldrig rigtig har spillet fodbold før. Alle seriens karakterer er spot on; Lars Hjortshøj er naturligt irriterende som klubbens direktør, holdets anfører Jonas er det perfekte røvhul, og stakkels Sunday bliver udsat for lidt af hvert i Fredericia. Jeg kan virkelig anbefale denne lille perle, der runder dagens indlæg af. 

10.  American Horror Story: 1984 (sæson 9)

Jeg er mildt skuffet over niende installation i American Horror Story-sagaen, men Ryan Murphy og Brad Falchuck formår trods en lidt svag historie at strikke en hæderlig sæson sammen uden mange af de tidligere kerneskuespillere. Jeg mangler især Evan Peters, Jessica Lange og Sarah Paulson - uden dem er det næsten ikke AHS - men Emma Roberts, Billie Lourd og Leslie Grossman er perfekte i denne sæson, der (som titlen afslører) foregår i 1984. Det er en underholdende omgang campy og kitchet horror, der heldigvis er fyldt med callbacks til tidligere sæsoner, hvilket trækker en del op. Der går rygter om, at tiende sæson igen vil handle om heksene fra sæson tre, så der er heldigvis noget at se frem til i efteråret. 

9. Preacher sæson 4
Fjerde og sidste sæson af Preacher var en helt vanvittig afslutning på en bizar, hæsblæsende og enormt underholdende historie, og jeg synes det er en skam, at der ikke er flere, der kender og sætter pris på denne undervurderede perle. Den egentlige hovedperson, præsten Jesse, er efterhånden blevet så besat i sin søgen efter Gud, at han er blevet decideret usympatisk, men hans kæreste Tulip og vampyrvennen Cassidy, er alligevel sjovere og mere interessante karakterer, så det gør mig ikke så meget, at de får lidt mere skærmtid. Jeg har kun læst den første tegneserie, men jeg har hørt, at serien afviger meget fra originalen - men historien er opfindsom og slutningen tilfredsstillende, så det gør mig ikke noget. Preacher indeholder nogle af de bedste, flotteste og vildeste volds- og kampscener jeg har set på tv, og jeg er glad for, at serien sluttede på toppen.

8. Good Omens

Jeg har længe villet læse Neil Gaiman og Terry Pratchetts Good Omens, men jeg fik det desværre ikke gjort inden jeg så årets farverige adaption - den er dog heldigvis så god, at det ikke gør så meget. Den fortæller historien om englen Aziraphale og dæmonen Crowley - spillet fremragende af Michael Sheen og David Tennant  - der er blevet livslange venner og vant til bekvemmelighederne og fordelene hos de dødelige, så da de bliver informeret om fødslen af Antikrist, forsøger de aktivt at forhindre jordens undergang og kæmpe imod Apokalypsens fire ryttere. Det er en meget underholdende, kæk og flot miniserie på seks afsnit, som jeg kan anbefale alle at se over et par aftener. 

7. Maniac 

Cary Fukunagas Netflix-serie Maniac er fra 2018, men den gjorde så stort indtryk på mig, at den alligevel må nævnes her. I en verden meget lig vores møder vi de to fremmede Owen (Jonah Hill) og Annie (Emma Stone), der begge har meldt sig som prøvekaniner hos et stort medicinalfirma, ledet af Dr. Mantleray (Justin Theroux) der påstår at kunne kurere alle psykiske sygdomme og mentale udfordringer med en række piller. Sammen med ti andre begynder de på det tre dage lange eksperiment, der selvfølgelig hurtigt eskalerer helt ud af kontrol. Annie og Owen har en hel speciel forbindelse, og Maniac er både syret og rørende, spændende og frustrerende, og fyldt med gode skuespilpræstationer, og de ti afsnit er hurtigt væk. 

6. Barry sæson 1 + 2

Jeg har slet ikke set nok Saturday Night Live, men jeg ved godt, at der gemmer sig uendeligt meget guld - ikke mindst fra Bill Hader, der for alvor charmede sig ind på mig under sin præstation som voksne Richie i sidste års It Chapter Two. Derfor måtte jeg naturligvis også se Barry, som Hader selv har været med til at producere og spiller titelkarakteren i, og det var en endnu bedre oplevelse, end jeg havde turdet håbe på. Barry er en tidligere marinesoldat, der nu arbejder som (en utroligt dygtig og effektiv) lejemorder, der ender i Los Angeles pga. et job, og snart finder sig involveret i amatørteaterscenen med en skuespildrøm - og med en russisk mafiafamilie ledet af den fantastiske NoHo Hank i hælene. Barry formår at være både absurd sjovt og ganske seriøst på én og samme tid; Barry lider klart af PTSD, og han træffer stadig nogle dumme beslutninger ind imellem, og selvom han virkelig må siges at være en antihelt, hepper man selvfølgelig på ham. Det er en fremragende serie, der kan ses på HBO, hvilket jeg klart kan anbefale. 

5. Castle Rock sæson 2

Anden sæson af Dustin Thomason og Sam Shaws Stephen King-inspirerede Castle Rock er meget svær at sammenligne med den første - men den er god på en helt anden måde. Jeg har meget at sige om Lizzy Caplans version af Annie Wilkes (spoiler: primært gode ting), hvilket følger i et senere indlæg. Dog kan jeg ikke helt udelukke, at den høje placering har rod i min King-fiksering, men det er en god serie. 

4. Broad City sæson 5

Det er næsten utilgiveligt, men i sommer glemte jeg fuldstændig at nævne femte og sidste sæson af fremragende Broad City, der ellers har været en af mine klare favoritter de sidste år. De to veninder Ilana og Abbi (spillet af Ilana Glazer og Abbi Jacobson) startede deres eventyr i New York da de var i starten af tyverne, og det har været interessant, relatérbart, rørende og sjovt at følge deres rejse frem mod de voksne kvinder, vi møder i sidste afsnit. Portrætteringen af et meget tæt venskab er spot-on, og det er rart at se en serie, hvor traditionelle, romantiske forhold ikke er i fokus, men derimod et bevis på, at andre relationer kan være mindst lige så betydningsfulde.

 

3. Gösta sæson 1

Svenske Lukas Moodysson er min yndlingsfilminstruktør, så det er ikke så underligt at jeg forelskede mig totalt i hans HBO-serie Gösta. ALLE bør se den. Den handler om den ekstremt godhjertede 28-årige børnepsykolog Gösta, der får sit første job i en lille by i Småland, og flytter op i en dejlig lille hytte ved skoven. Gösta er det bedste menneske i verden. Han har en syrisk flygtning boende, køber mad til tiggeren hver gang han handler, cykler alle steder hen og er helt overdrevet lydhør og forstående for andres problemer - ikke kun de ulykkelige børn og unge, han møder i sit arbejde, men også for kollegaerne, vennerne, kæresten og familien. Det bliver helt absurd, så langt han strækker sig for at gøre andre mennesker glade, og det er interessant hvordan det også kan værre irriterende (dog slet ikke i nærheden af hans ufrivillige roommates, der langt overskrider alle rimelige grænser for god opførsel), for vi burde egentlig alle stræbe efter at være bare lidt mere som Gösta. Hovedrollen spilles af Vilhelm Blomgren, der også har en stor rolle i sidste års bedste film Midsommar, og der er generelt godt skuespil fra alle i denne forrygende serie, der er både sjov, tåkrummende pinlig og meget rørende. 

2. His Dark Materials sæson 1

Der findes tre helt store fantasyserier i min verden; Lord of the Rings, Harry Potter og Phillip Pullmans His Dark Materials, og alle tre har været relativt heldige med de tilhørende filmatiseringer. I sidstnævnte serie fik vi dog kun én film, nemlig The Golden Compass fra 2007, der var lidt en blandet oplevelse; det var en fantastisk flot film med godt skuespil, men den manglede bogens skarpe religionskritik (hvilket bestemt ikke var holdningen i religiøse kredse, der boycottede filmen), og der kom aldrig en toer. Det har BBC One og HBO heldigvis rettet op på nu; denne fremragende første sæson har fortalt historien fra første bog, men der er allerede bestilt en sæson to, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det er fantasy med parallelverdener, når det er allerbedst - vores hovedperson  er den elleveårige Lyra, der lever i en version af Oxford, hvor alle mennesker har et dyr som ledsager; en såkaldt daimon, der er menneskets sjæl i dyreskikkelse. Allerede dér er jeg solgt, men historien byder på meget mere; isbjørnehære, luftskibe, nordlys og episke rejser - og serien fanger virkelig essensen af Pullmans bøger. Der er fremragende skuespil over hele linjen, effekterne er flotte, og der bliver ikke sparet på kritikken af (i hvert fald denne form for) organiseret religion. 

1. Mr Robot sæson 4

Det har været meget tæt i toppen denne gang, men fjerde og sidste sæson af Mr. Robot er lige en tand bedre end det meste andet. Første sæson var også fantastisk, men siden er min begejstring dalet en anelse - indtil nu, altså, hvor det viser sig, at der (selvfølgelig) har været en større mening med det hele. Jeg er dybt imponeret over, at serieskaber Sam Esmail kunne levere en afslutning, der både var helt mindblowing, men også helt rigtig. Rami Malek ER den unge, deprimerede hacker Elliot Alderson i mine øjne, og han spiller bedre end nogensinde - så godt, at jeg faktisk overvejer endelig at få set Bohemian Rhapsody. Mr. Robot er et utrolig intelligent og samfundskritisk kunstværk, og trods en lunken sæson tre, har den helt overordnet gjort et stort indtryk på mig. Det er en heftig omgang, der kræver koncentration og handler om noget helt andet, end man først regner med, og den får mine varmeste anbefalinger. 

Det har været et godt halvår på seriefronten, og 2020 ser ud til at fortsætte i samme stil. Lige nu kæmper vi os godt nok igennem Vikings, men december bød på en fremragende halvsæson af Rick and Morty, og vi har lige været godt underholdt af Dracula - og så er jeg endelig kommet i gang med Euphoria, der helt sikkert ender med en topplacering næste gang, selvom første sæson jo heller ikke er helt ny mere. Mangler jeg noget på min liste, og hvad er det bedste, I har set det sidste år?