TV-SERIER 2019 PT. I

(UDGIVET JULI 2019)

Endnu et halvår er gået, og det er dermed blevet tid til en liste over de tv-serier, jeg har binget i årets første seks måneder. Som altid har jeg kun medregnet de serier, hvor jeg har set sæsonen færdig - derfor vil serier som The Handmaid's Tale og den fremragende Gösta først optræde på næste liste. Der er også mange, mange serier, jeg har skrevet på min must-see liste, men som jeg ikke har haft tid til at gå på opdagelse i endnu, så der vil også være åbenlyse mangler i disse indlæg. All that being said; her følger første del af min prioriterede liste over årets første tv-serier:

17. Simpsons sæson 30

De serier, der indtager pladserne nederst på min liste, bliver sværere og sværere at komme igennem, men som jeg har talt om tidligere, har jeg utroligt svært ved at stoppe med at se f.eks. The Simpsons, selvom det efterhånden meget sjældent får mig til at trække på smilebåndet. Jeg havde håbet, at serien ville stoppe med denne nye milepæl - tredive sæsoner er virkeligt imponerende! - men det lader til, at jeg ikke er helt færdig med den gule familie fra Springfield.

16. Modern Family sæson 10

Jeg har også tidligere skrevet om, at Modern Family stadig er nogenlunde relevant, selvom børnene i familierne nu reelt er blevet voksne, men i denne tiende sæson er historieskrivningen begyndt at virke lidt anstrengt. Jeg blev helt lettet over at se, at næste sæson også bliver den sidste, for det er så synd, når ellers gode serier ender med fire-fem helt ligegyldige sæsoner.

15. Arrested Development sæson 5

Det var en virkelig god nyhed, at Arrested Development vendte tilbage til skærmen i 2013 efter syv års pause, men denne nye reunion har desværre ikke været helt så vellykket, og Bluth-familiens uduelighed er efterhånden mest af alt en smule trættende. Det kan jo aldrig gå heeelt galt med Ron Howard bag roret og en bunke virkeligt sjove skuespillere, men jeg havde helt ærligt håbet på lidt mere fra det talentfulde hold.

14. Vikings s. 5

Det er meget længe siden at Vikings har været bare i nærheden af noget, der er historisk faktuelt korrekt, og i denne anden halvdel af femte sæson er serien for alvor gået amok i farverige ritualer og udklædning lånt fra diverse fiktive og rigtige trossamfund, men det klæder den faktisk. Jeg ser udelukkende Vikings pga. underholdningsværdien nu, der i denne sæson er i top pga. nogle ret episke kampscener og helt urealistiske karakterer. Vikings stopper efter næste sæson, og det er endnu en serie, jeg ikke er ked af at se slutte, selvom femte sæson har føltes som lidt af en genfødsel.

13. Unbreakable Kimmy Schmidt s. 4

Til gengæld var det tid til at sige farvel til Kimmy Schmidt; Tina Feys enormt sympatiske og naive karakter, der prøver at navigere et hektisk liv i New York efter at have været indespærret i en bunker af en vanvittig kultleder hele sin ungdom. Den sluttede med en timelang finale, der var et ret sjovt take på filmen 'Sliding Doors', og selvom serien også i denne sidste sæson går efter nogle lidt nemme ofre (Trump får ret selvfølgeligt nogle tæsk), har det været et virkelig fint bekendtskab i alle fire sæsoner, og jeg kan sagtens anbefale den til en regnvejrssøndag.

12. Black Mirror sæson 5

Jeg havde virkelig håbet, at jeg ville placere femte sæson af Black Mirror helt i toppen af min liste, men når kun ét ud af tre afsnit for alvor vækker genklang hos mig, kan jeg ikke retfærdiggøre en højere placering. Det første afsnit, 'Striking Vipers', er et helt forrygende afsnit, der måske nok spiller på lidt rigeligt af de samme tangenter som tidligere set, men som alligevel når i mål med fantastisk flotte billeder, godt skuespil og en virkelig god historie. Andet afsnit sagde mig desværre ikke så meget, og selvom jeg havde håbet at jeg ville elske 'Rachel, Jack and Ashley Too' med Miley Cyrus, som jeg har et underligt crush på, var det ikke tilfældet. Historien bag føltes lidt rigeligt som genbrug, og selvom Miley gjorde det godt, var jeg ikke overbevist af de andre skuespilpræstationer.

11. The Act

HBO satser ligesom Netflix stort på true crime-genren, og heldigvis for det, for The Act er med sine otte afsnit et sært fascinerende indblik i historien bag Gypsy Rose, der blev løjet syg af sin mor under hele sin opvækst. Moderen, der spilles hårrejsende godt af Patricia Arquette, lider af Münchausen By Proxy og stopper derfor ikke ved bare at lyve; hun mishandler indirekte og direkte sin datter, og det er virkeligt hjerteskærende at se. Chloë Sevigny spiller en heldigvis nysgerrig nabo, og skuespillet er helt overordnet med til at trække serien op, men jeg synes måske, at den er to afsnit for lang.

10. Star Trek Discovery s. 2

Anden sæson af Star Trek Discovery overbeviser mig igen om, at jeg tilsyneladende er blevet sci-fi-fan i almindelighed og har tydelige Trekkie-tendenser i særdeleshed, for jeg er igen virkelig godt underholdt af mandskabet på Discovery, og er især imponeret af seriens evne til respektfuldt at blande ældre Star Trek-historier (jeg elsker nok denne version af Spock mest af alle) med nyere storylines. Den er flot, spændende og ind imellem ganske rørende, og det vil være et godt sted at starte, hvis man kunne tænke sig at tjekke noget Star Trek ud.

9. American Gods s. 2

Jeg har ventet i to år på anden sæson af fantasyserien bygget på Neil Gaimans American Gods, og i foråret fik vi ti vilde afsnit med Ian McShanes Odin og hans bodyguard Shadow Moon, der i løbet af denne sæson selv udviser visse overjordiske egenskaber. Bryan Fuller, som jeg er meget glad for, stod bag den fremragende første sæson, men efter hans afgang bærer serien desværre lidt præg af at mangle en ordentlig showrunner. Der er dog stadig knald på, og der er et væld af interessante karakterer, nye og gamle guder - måske endda lidt for mange. Jeg er spændt på at se, hvor historien fører os hen i tredje sæson, men så tror jeg heller ikke, at der er mere gods tilbage i dén roman.

(UDGIVET JULI 2019)

8. NOS4A2 sæson 1

Første sæson af adaptionen af Joe Hills NOS4A2 skulle egentlig have haft sit eget indlæg sammen med min anmeldelse af romanen, men tiden er løbet fra mig, og det må vente lidt. Jeg har dog generelt snakket alt, alt for lidt om Stephen Kings talentfulde søn, der især med sine noveller er fuldt ud på højde med sin far i dennes storhedstid, og som har skrevet et lille mesterværk med NOS4A2. Serien lever desværre slet ikke op til bogen - heller ikke selvom jeg havde virkeligt lave forventninger. Der er nogle ret problematiske ændringer; den største værende hovedpersonen Vic McQueens alder, der ellers er en kæmpe faktor i historien, og så er det ærgerligt, at de så tydeligt trækker historien ud til at skulle bære en anden sæson, hvilket er helt unødvendigt. Den havde stået meget skarpere som en afsluttet historie, men jeg skal helt sikkert se med næste år - for trods mine lidt hårde ord, har jeg været ret godt underholdt af dette moderne vampyrdrama. 

7. Chernobyl

Ligesom alle andre har jeg også gyst over HBOs Chernobyl, der ganske respektfuldt behandler ulykken på atomkraftværket i april 1986. Den har primært britiske skuespillere i hovedrollerne, hvilket er et valg, jeg egentlig synes de lykkes ret godt med, og i det hele taget navigerer serien fint udenom at pege fingre af andet end åbenlyse løgne og dumhed. Det er en tragisk historie, og det er svært ikke at få en klump i halsen flere gange; som når brandmændene forgæves kæmper mod flammerne, når hele familier danser rundt i radioaktivt nedfald, og når unge mænd sendes ud for at aflive alle husdyrene i området. Det er en barsk, vigtig og anbefalelsesværdig serie. 

6. Game of Thrones sæson 8

Meh. Det er nok desværre den dominerende følelse jeg sidder tilbage med et par måneder efter afslutningen på Game of Thrones, og det er måske mest sigende af alt, at jeg faktisk havde glemt serien, da jeg først lavede min liste. Der er SÅ. MEGET. jeg gerne vil sige om disse seks afsnit og serien generelt, men på den positive side har jeg sjældent set noget TV, der har fået mig til at føle så meget, som et par af afsnittene i denne sidste sæson har gjort. Og når historien nu alligevel var ved at udvikle sig helt skørt, var slutningen heller ikke horribel - der var bare meget undervejs, jeg ikke kan tilgive (Night Kings tidlige endeligt, Jamies ekstremt uværdige død og Daenerys' helt vanvittige karakterbrist, for bare at nævne et par stykker). 

5. High Maintenance sæson 3

Jeg har flere gange skrevet om Ben og Katja Sinclairs High Maintenance, og jeg er stadig meget glad for denne lille, langsomme perle, der giver nogle fine portrætter af både helt almindelige og meget skæve indbyggere i New York. Serien står stadig virkelig stærkt, selvom serieskaberne ikke selv mener, at det er deres bedste sæson. Her er til gengæld en serie, der for min skyld gerne må blive ved længe endnu, og jeg glæder mig til sæson 4. 

4. Stranger Things sæson 3

Med en udgivelsesdato den fjerde juli, burde Stranger Things først optræde på min næste liste, men jeg har lige binget hele serien sammen med min kæreste, og det er jo nu, det er sjovt at snakke om den. For det var et herligt gensyn med ungerne fra Hawkins - selvom serien til tider er lige lovligt karikeret, føles det trygt og velkendt at tilbringe tid med de forskellige grupper, omend jeg godt kunne have ønsket mig at se det originale slæng samlet lidt oftere. Jeg tror stadig jeg synes, at serien godt kunne have sluttet efter første sæson, men når det nu skal være, er jeg virkelig godt underholdt af de vellykkede monstre og sjove replikker - og Steve er lidt overraskende blevet en af mine favoritkarakterer. Jeg var pinligt glad for 'Never Ending Story'-duetten. 

3. Cobra Kai  sæson 2

Første sæson af Cobra Kai var sidste års store overraskelse, og anden sæson fortsætter på samme - lidt overraskende - høje niveau, og er i mine øjne kun blevet endnu bedre. Jeg har skrevet mere om præmissen bag serien her, og nu er Daniel LaRusso blevet så træt af Cobra Kai og Johnny Lawrence (our hero!) at han åbner Miyagi-Do Karate. Det giver anledning til nogle hysterisk morsomme cultural appropriation-jokes, og serien er i det hele taget stadig bare virkeligt sjov - og rørende, actionpacked og ekstremt klichéfyldt. Jeg elsker det, og historien rørte mig så meget, at jeg stadig har lidt en klump i maven over sæsonafslutningen - jeg har sjældent glædet mig så meget til en ny sæson af noget, som jeg gør med Cobra Kai. 

2. The Walking Dead sæson 9

Jeg var noget så skuffet over ottende sæson af The Walking Dead, og det var hårdt at se en af mine tidligere favoritserier falde fra tinderne. Men showrunner Scott M. Gimple har lykkeligvis overladt tøjlerne til Angela Kang, og The Walking Dead er virkelig en serie, hvor man tydeligt kan se en forskel i kvaliteten alt efter hvilket hold, der sidder bag skærmen. Det er svært at snakke om sæson 9 uden at spoile, men en ellers virkeligt god sæson bliver skæmmet lidt af Ricks ikke-død - jeg var faktisk klar til at sige farvel til ham, og det var et perfekt afskeds-afsnit, men det gør mig rasende, at de lader ham overleve og vil lave tre film med hans videre oplevelser. Det bekymrer mig også lidt, at tiende sæson bliver Michonnes sidste, og serien er efterhånden også ved at have indhentet tegneserien, så jeg er lidt spændt på at se, hvor længe de vil fortsætte. 

1. What We Do in the Shadows sæson 1

Allerbedst i årets første halvår har været lidt af en overraskelse, som jeg slet ikke havde opdaget var på trapperne. Jeg ELSKER Jermaine Clements hysterisk morsomme vampyrfilm af samme navn fra 2014, og tv-serien fortsætter i samme mockumentary-stil med at portrættere fire vampyrer, der bor sammen i et hus i New York, og det er mildest talt utroligt, at de har formået at eksistere så længe - for der er meget langt til de seriøse, intelligente og frygtindgydende vampyrer, man ellers er vant til at se. Nandor, Lazlo og Najda er tre traditionelle, ældgamle vampyrer, mens den fjerde, Colin Robinson, er en såkaldt 'energy vampire', der lever af at suge energien ud af kollegaer og roommates med lange, ligegyldige samtaler, og det alene gør serien værdig til en førsteplads. Det er simpelthen så sjovt og veludført et koncept, og jeg glæder mig meget til sæson to.