TV-SERIER 2018 PT. II

(UDGIVET JANUAR 2019)

Det er blevet tid til min liste over de bedste tv-serier fra anden halvdel af 2018. Sidste år betød afslutningen på flere af mine faste serier, hvilket egentlig var ret velkomment, eftersom mængden af nye, interessante serier bare vokser støt. Denne gang bliver gennemgangen en anelse kortere en vanligt; da jeg jo stadig ikke har gennemført mit Red Dead Redemption-spil.

18. Fear The Walking Dead sæson 4

Jeg opsummerede egentlig mine følelser omkring Fear the Walking Dead ret godt sidste år, og jeg har kun set videre, fordi min kæreste af uransagelige årsager stadig følger med. Med introduktionen af mystiske Morgan fra hovedserien havde fjerde sæson bestemt potentiale, men da man valgte at skrive de mest interessante karakterer ud af serien og ende sæsonen på verdens mest irriterende måde, nåede den desværre heller ikke i mål denne gang.

17. Disenchantment sæson 1

Da jeg placerede metaltrætte The Simpsons nederst på forårets liste, nævnte jeg samtidig mine forventninger til serieskaber Matt Groenings nyeste projekt Disenchantment - en fantasyserie med udgangspunkt i det middelalderlige kongedømme Dreamland, hvor vi følger den rebelske prinsesse Bean og hendes venner; den irriterende alfenisse Elfo og dæmonen Luci. Det kunne være så godt, men det er mest af alt bare lidt ligegyldigt, desværre. Serien har bestemt sine højdepunkter, men nyskabende eller overraskende er den langtfra.

16. South Park sæson 22

South Park opnår ikke en højere placering denne gang, men det betyder ikke, at jeg er blevet træt af drengene fra Colorado, for serien formår at være mere aktuel end nogensinde. Det kan nok betyde, at de seneste sæsoner ikke vil være helt så sjove at gense om nogle år, men det har en helt særlig virkning med SÅ aktuelle animationsserier. Mit yndlingsafsnit i denne omgang handler ikke overraskende om Red Dead Redemption II, og så har Randy Marsh en af sine særligt gode sæsoner, hvor han flytter hele familien på landet for at dyrke weed.

15. Channel Zero sæson 4 - The Dream Door

Jeg skrev om tredje sæson sidste gang, men allerede i oktober udkom fjerde sæson af den amerikanske horrorantologiserie, der denne gang bygger på 'Hidden Door' af Charlotte Bywater. Det blev samtidig seriens sidste sæson - desværre, for jeg er blevet ret glad for formatet, selvom serien aldrig blæste mig helt bagover. Denne gang får vi historien om et nygift par, der efter indflytning i deres nye hus opdager en mærkelig, låst dør i kælderen. Snart bliver de plaget af fortidens spøgelser; selvfølgelig både i bogstavelig og overført betydning, og der var bestemt nogle fede scener i sæsonens seks afsnit.

14. Cobra Kai sæson 1

Meget uventet kan jeg placere en Karate Kid-spin-off-serie på min liste, for som jeg nævnte her, kom Cobra Kai helt bag på mig. Jeg havde slet ikke opdaget, at serien eksisterede, men jeg bingede de ti afsnit på rekorttid - og har også måttet gense de gamle film, som jeg stadig elsker til døde. Jeg er pinligt glad for denne serie, selvom jeg stadig ikke er helt sikker på, hvilken tone den sigter efter - den er både sjov, kikset, kitchet, rørende, sarkastisk og oprigtig, men lidt af det hele på samme tid i en rodet omgang, der potentielt også godt kan være lidt... problematisk i sin fremstilling af alle slags minoriteter. Det kan jeg dog sagtens tilgive, for det er det hele værd at se Johnny Lawrence fortælle sin version af mødet med Daniel, der i hans øjne var en virkelig irriterende møgunge, der oven i købet stjal hans kæreste. Johnny genåbner Cobra Kai-dojoen og bliver lidt uventet nørdernes redning, og snart træner de op til den store karateturnering. Det var desværre en lidt antiklimatisk slutning, der dog bestemt retfærdiggjorde en anden sæson, så jeg glæder mig til at se mere actionfyldt karate og low-life drama.

13. Forever sæson 1

I 2018 sagde vi farvel til Portlandia, men det betød heldigvis ikke et farvel til Fred Armisen, der spiller overfor Maya Rudolph i denne bizarre dark comedy-serie fra Amazon Prime, som jeg fik anbefalet af min veninde (tak!). Armisen og Rudolph spiller et gift par (Oscar og June Hoffman), der altid spiser det samme, holder ferie det samme sted, og måske i virkeligheden er ved at vokse lidt fra hinanden - synes June i hvert fald. For at forklare seriens præmis bliver jeg nødt til at spoile første afsnit, men jeg begyndte at se serien uden at have læst om den overhovedet, og det kan jeg virkelig anbefale. Seriens titel giver også et lille hint, for allerede i første afsnit dør Oscar i en absurd skiulykke, og June bliver kvalt i en macadamia-nød et år efter på et fly på vej til Hawaii for at starte på en frisk. Hun vågner op i et absurd forstads-lignende kvarter til en yderst begejstret Oscar, der er SÅ klar på at fortælle hende om det evige efterliv de nu skal tilbringe sammen i Riverside. Det er sjovt og godt - mest pga. Rudolph og Armisen.

12. Mr. Mercedes sæson 2

Første sæson af Stephen Kings Mr. Mercedes kom fuldstændig bag på mig, da jeg mildest talt ikke var begejstret for romanen - og jeg har stadig ikke fået skrevet om nummer to og tre i trilogien. Anden sæson dækker begivenheder fra tredje bog, og det er lige blevet bekræftet, at den kommende tredje sæson har bog to som udgangspunkt, hvilket giver god nok mening når man kender historien. Jeg laver en grundigere opsamling engang, men kort sagt var anden sæson god, og den burde nok i virkeligheden ligge lidt højere placeret - især fordi Brendan Gleeson leverede endnu en pragtpræstation - men jeg kan ikke helt tilgive, at Holly og Jerome næsten ikke havde noget skærmtid.

11. Kidding sæson 1

Ligesom alle andre, lettere alternative kvinder i min aldersgruppe, ELSKEDE jeg filmen 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind' fra 2004 af Michel Gondry med Jim Carrey og Kate Winslet i hovedrollerne, og nu har Carrey og Gondry igen skabt noget helt særligt sammen. Dave Holstein er manden bag Kidding, men Gondry er executive producer, og har helt tydeligt haft en ret stor indflydelse på serien, der i tone, tema og stil minder meget om den femten år gamle film. Jim Carrey kan altså noget helt særligt; især i de mere alvorlige roller - og selvom Kidding er en comedy-dramaserie, er den mere seriøs end sjov. Carrey spiller Jeff Piccirillo, der blandt sine mange, mange fans kendes bedst som Mr. Pickles fra børne-TV, hvor han gennem årene er blevet et kæmpe navn. Serien følger ham og resten af familien komme sig ovenpå en voldsom tragedie, og Jeff kæmper virkelig med at holde hovedet oven vande. Det er ubehageligt at være vidne til hans sammenbrud, hvilket fortæller om godt skuespil - og skuespilspræstationerne er i det hele taget noget af det bedste ved serien, der er blevet forlænget med en anden sæson.

10. The Haunting of Hill House

Jeg blev meget positivt overrasket af Netflix-serien The Haunting of Hill House, der blev kraftigt promoveret i efteråret. Jeg frygtede en lidt for poppet og slet ikke uhyggelig slasher-serie, men det er faktisk noget af det bedste horror-TV jeg har set længe, og der var flere scener, der var legit uhyggelige. Selvfølgelig kan man ikke opretholde den samme, knugende stemning gennem alle ti afsnit, og der var måske lidt for heftig brug af jumpscares, men det kan jeg sagtens tilgive, for modsat mange andre horror-film og serier, var den bagvedliggende historie faktisk virkelig god. (Serien er bygget på romanen af samme navn, skrevet af Shirley Jackson i 1959, men instruktøren har bestemt taget sig nogle friheder). Serien er instrueret af Mike Flanagan, der også stod bag filmatiseringen af Stephen Kings Gerald's Game, og han har igen hyret Carla Gugino i en stor rolle - denne gang som moderen, der skal holde sammen på familien i det kæmpestore, uhyggelige hus. Til sidst lige et shoutout til børneskuespillerne, der var virkeligt gode - det er ellers SÅ sjældent det sker.

9. Preacher sæson 3

Jeg fik aldrig skrevet om første sæson af Preacher, og da jeg fortalte om sæson to, lovede jeg at yde serien retfærdighed og skrive et ordentligt indlæg efter sæson tre, da den helt bestemt fortjener det. Det er jeg stadig ikke afvisende overfor, men i første omgang nedfælder jeg blot et par linjer der kan understrege, at serien stadig står knivskarpt - og denne sæson har været sjovere end nogensinde. Man ser tydeligt forbindelsen til tegneserien i de ekstremt overdrevne actionsekvenser og den glorificerede vold, der er voldsom, men også virkelig underholdende og sjov. Danmark og danskerne får en uventet overhaling af den misforståede nazi-lignende skurk Herr Starr i denne sæson; Gud er stadig bare en mand i et hundekostume, Hitler flygter fra helvede og får arbejde på en burgerbar, og kristendommens frelser er en savlende, indavlet idiot. Det er bizart og rigtig, rigtig fedt.

fredag den 1. februar 2019     we will hide and build a new reality

 

I dag følger anden del af min liste over de bedste tv-serier fra det sidste halvår af  2018, og nu bliver det straks lidt vanskeligere at sætte placeringerne. Det er virkelig en udfordring for mig at vælge én god serie frem for en anden, ISÆR når de er så forskellige i genrer og temaer som de er - men jeg har lyttet efter min mavefornemmelse og også bidt mærke i, hvor ivrig jeg var efter at se nye afsnit af den gældende serie. Derfor er de øverste otte serier placeret således:

8. BoJack Horseman sæson 5

På bedste Netflix-facon udkom alle afsnit af femte sæson af BoJack Horseman på samme tid, så her nåede jeg slet ikke forventningens glæde mellem hvert afsnit. Det har nu også sin charme at bingewatche, og det gjorde jeg, for jeg er stadig helt vild med denne übermelankolske, destruktive, virkeligt sjove og rørende serie, der kun er blevet mere og mere mørk som årene er gået. Jeg er kæmpe fan af seriens evne til at stille skarpt på menneskelige relationer på både sjov og respektfuld vis, og i denne sæson ser vi blandt andet mere til karakteren Todd (Aaron Paul lægger stadig stemme til - og det gør han godt) og dennes forhold til den aseksuelle axolotl Yolanda. 

 

7. The Handmaid's Tale sæson 2

En syvendeplads er stadig en god placering i dette fine selskab, men jeg havde håbet på mere, og var alligevel en lille smule skuffet over anden sæson af The Handmaid's Tale. Jeg er stadig vild med at den er så kompromisløs og brutal - måske endda endnu mere end første sæson -  og jeg var underholdt (det lyder lidt forkert, når emnerne er religiøs fanatisme, voldtægt og undertrykkelse) igennem det meste af sæsonen, men slutningen var simpelthen så irriterende, at det trækker meget ned for mig. 

6. Better Call Saul sæson 4

Fjerde sæson var som altid et godt gensyn med Better Call Saul, der stadig vinder på forrygende godt skuespil og stærk dialog. Der skete nogle ret vilde ting i slutningen af sæson tre, der for alvor starter vores hovedpersons transformation fra den gode og sympatiske Jimmy McGill, der hjælper gamle damer med at sagsøge deres plejehjem, til den noget mere shady Saul Goodman som vi kender fra Breaking Bad. Det er en naturlig udvikling - det er trods alt hele seriens eksistensberettigelse - men det føles stadig vemodigt at sige farvel til den naive og optimistiske Jimmy. 

 

5. The Terror sæson 1

The Terror fra starten af sidste år har jeg fået anbefalet flere steder fra, og nu har jeg endelig set den overraskende gode første sæson, der bygger på Dan Simmons-romanen af samme navn; en forfatter, jeg længe gerne har villet tjekke ud. The Terror foregår i årene 1845-1848 og fortæller historien om kaptajn John Franklin og hans arktiske ekspedition for at finde Nordvestpassagen - den del er faktuelt korrekt, men herfra tvivler jeg stærkt på, at begivenhederne i serien stemmer helt overens med virkeligheden (og gudskelov for det). Det er et virkelig barskt horrordrama, der især vinder på de overbevisende skuespilpræstationer fra prominente navne som Ciarán Hinds og Jared Harris. Jeg vil gerne sende anbefalingen videre, for The Terror er en overset perle. 

4. Castle Rock sæson 1

Jeg er stadig glad for Castle Rock, der var en ren skattekiste af referencer og velkendt materiale for en Stephen King-fan som mig. En af seriens forcer er dens evne til også at fange helt almindelige, ikke-King-nørdede mennesker, selvom deres begejstring nok er noget mere moderat end min, men en god King-serie MÅ udløse en høj placering hos mig, og jeg er faktisk lidt ked af, at jeg ikke kan sætte den i top tre. Jeg har dedikeret et helt indlæg til serien her. 

3. Sharp Objects

HBOs miniserie Sharp Objects er det bedste, 'nye' TV, jeg så i 2018. De otte afsnit er frygteligt deprimerende, men også noget af det mest fængende og gribende tv, jeg har set meget længe. Amy Adams er efter min mening helt forrygende i rollen som den lettere alkoholiserede, selvskadende journalist Camille, der vender tilbage til sin hjemby for at dække efterforskningen af mordet på to unge piger. Den helt bizarre relation imellem Camille, hendes mor og hendes søster stjæler dog hurtigt billedet, og det er et foruroligende og fascinerende indblik i en totalt dysfunktionel familie.

2. Adventure Time sæson 10

Det måtte jo ske. Efter ti sæsoner sluttede Adventure Time af med et brag af en finale, der formåede at leve op til mine forventninger, besvare en acceptabel mængde spørgsmål, kæde mange, mange historier sammen, og efterlade mig tilfreds og taknemmelig. Jeg kunne dog snildt snuppe ti sæsoner mere med Finn og Jake, for det er et helt fantastisk univers, Pendleton Ward har skabt - og måske græd jeg en lille bitte smule, da det hele var slut. 

 

1. American Horror Story: Apocalypse 

Det tog mig kun ti minutter af åbningsafsnittet af American Horror Storys ottende sæson at beslutte, at den måtte ende øverst på min liste. Jeg har haft tårnhøje forventninger til sæsonen, for undertitlen er Apocalypse, hvilket jo er et af mine yndlingstemaer i hele verden, og så havde jeg hørt rygter om, at det gamle vinderhold var samlet igen  - og jeg bliver nødt til at namedroppe, for med Evan Peters, Jessica Lange, Sarah Paulson, Frances Conroy, Connie Britton, Kathy Bates, Emma Roberts og Billie Lourd samlet i én sæson, kan jeg ikke få armene ned. Cody Fern er nyeste tilføjelse til castet, og han gør det forrygende som The Antichrist - og så er han en helt utroligt flot mand. Der er så mange episke scener, jeg har lyst til at fremhæve, men jeg vil nøjes med at sige at Apocalypse er den bedste AHS-sæson siden Freak Show, og det lykkedes dem så godt at flette Murder House og Coven-sæsonerne i denne historie. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af Ryan Murphy og Brad Falchucks horrorantologi-show, og der er heldigvis både en sæson ni og ti i støbeskeen.