TV-SERIER 2017 PT. II

(UDGIVET JANUAR 2018)

Det er blevet tid til anden omgang af min liste over 2017s bedste tv-serier. I sommer præsenterede jeg mine favoritter fra årets første halve år, og nu følger en rangeret liste over alle de tv-serier jeg har set fra det sidste halve år. Kriteriet denne gang er at serien skal have afsluttet en sæson i årets sidste seks måneder - derfor er en serie som The Walking Dead f.eks. ikke på listen igen, da vi i december blot var vidne til afslutningen på halvsæsonen. Jeg har set mange nye serier i løbet af 2017, men har ikke nået alle dem jeg gerne ville - den tyske Dark og fjerde sæson af Black Mirror ville helt sikkert have fået en høj placering på listen, hvis jeg havde haft mere tid, men ind imellem bliver jeg desværre nødt til at fylde min dag med irrelevante aktiviteter som at gå på arbejde eller socialisere med venner. Det er blevet til tyve serier dette efterår, hvilket vel også må siges at være et relativt højt antal, og her følger min prioriterede liste med de dårligste først.

20. The Mist sæson 1

Allersidst på listen er første og eneste sæson af katastrofen The Mist, som jeg kun så færdig på grund af Stephen King-forbindelsen. Jeg har allerede beskrevet forfærdelighederne, så der er ingen grund til at spilde mere tid på dette makværk.

19. Fear The Walking Dead sæson 3

Jeg har aldrig været god til at opgive en tv-serie selvom jeg virkelig ikke er glad for den (host, Under The Dome, host). Fear The Walking Dead er ingen undtagelse, og derfor har jeg nu set hele tre sæsoner af denne spin-off serie, der aldrig kommer i nærheden af at nå niveauet fra The Walking Dead. Jeg forstår ikke, hvorfor de historier skal foregå i samme univers, når de er så forskellige i tone, opbygning og mytologi, og jeg tror egentlig jeg ville synes bedre om serien, hvis den bare var sin egen. Nu er det mest af alt en omgang overdrevet action udført af middelmådige skuespillere, der er udvalgt til at udgøre en lidt for tydelig politisk korrekt smeltedigel af mennesker fra alle kulturer og med alle baggrunde, og selv efter tre sæsoner er jeg stadig ret uinteresseret i alle hovedpersonernes skæbne. Jeg burde virkelig stoppe med at se serien nu, men nu sker der åbenbart et crossover med TWD, når Morgan tilsyneladende snart dukker op i Mexico. I'm not happy about that, men bliver naturligvis nødt til at se videre.

18. South Park sæson 21

21 sæsoner er det blevet til indtil videre for Trey Parker og Matt Stone siden første sæson af South Park løb over skærmen for tyve år siden, og de har efter sigende tænkt sig at blive ved, så længe Comedy Central vil have dem. Det er både godt og skidt, for selvom South Park stadig af og til rammer plet med dens satiriske samfundskritik, er der efterhånden lidt for langt mellem de rigtigt gode afsnit. South Park var blandt pioneerne, men vi har vænnet os til chokerende tematikker, vulgært sprogbrug og grænseoverskridende opførsel fra andre animationsserier rettet mod voksne, og her bliver de desværre ofte overhalet indenom - som det også er sket på denne liste. Bedste afsnit var sæsonfinalen 'Splatty Tomato', der parodierede både Stranger Things og It, men South Park er ikke længere spændende nok til at jeg for alvor ser frem til sæson 22, desværre.

17. Stan Against Evil sæson 2

Jeg ville egentlig gerne have givet Stan Against Evil en lidt højere placering på listen, men jeg kan samtidig ikke retfærdiggøre det, da det virkelig ikke er en traditionelt god serie - og man skal nok være gjort af et særligt stof for at sætte pris på dette freakshow. Stan Against Evil er den lidt dårligere fætter til Ash Vs. Evil Dead, endnu omgang langt ude comedy horror fyldt med dæmoner, sære monstre og en gnaven gammel mand til at holde styr på det hele. I Stan Against Evil er det John C. McGinley der udfylder rollen som sidstnævnte - en rolle, der ikke ligger langt fra hans eminente hovedværk Dr. Cox fra Scrubs, hvilket naturligvis kun trækker op i min verden. Stan Against Evil står stærkere og skarpere i anden sæson, lidt mere sikker på sig selv og med monstre som den afbildede Werepony, og det var plat, overdrevet og virkelig underholdende at være vidne til.

16. American Dad sæson 14

American Dad var en af de allerførste tv-serier, jeg skrev om på bloggen, og den kan bestemt stadig underholde mig - på denne liste lider den kun under at være i selskab med så mange andre gode serier. Måske holder den ikke helt samme niveau som i de første par sæsoner, men American Dad har efter min mening klaret de mange, mange afsnit bedre end South Park.

15. Top of the Lake sæson 2

Ligesom i det virkelige liv er der i anden sæson af Top of the Lake gået fire år efter begivenhederne i første sæson, der handlede om en gravid 12-årigs forsvinden i New Zealand. Detektiven Robin Griffin (spillet af en altid dygtig Elisabeth Moss) er nu i Sydney for at opklare endnu en sag - denne gang om en myrdet, asiatisk pige. Hun bliver teamet op med den australske politibetjent Miranda (spillet virkelig godt af Gwendoline Christie, der såmænd også spiller Brienne i Game of Thrones), og med Nicole Kidman i en af de andre vigtige roller, kan man i hvert fald ikke klage over castingen. Måske netop derfor føles sæsonen en anelse uforløst - jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad der mangler, men anden sæson er et godt stykke fra sin forgænger i niveau. Den er dog bestemt stadig værd at se; ikke mindst på grund af det stærke, sjove og rørende samspil mellem Moss og Christie.

14. Godless

Et af årets bedste overraskelser var den amerikanske Netflix-serie Godless, der er en western i syv afsnit. Jeg har i Politiken læst den sammenlignet med Cormac McCarthys roman 'Blood Meridan', der foregår i samme periode og område - Colorado 1884 - og det kan jeg sagtens se, da den også er desperat og ultravoldelig. Godless overraskede med sin grafiske og udpenslede død og vold, men jeg klager bestemt ikke, for det gjorde kun serien mere interessant for mig. I en af hovedrollerne er britiske Jack O'Connell, som jeg har været småforelsket i siden Skins - og superskurken Frank Griffin spilles til perfektion af Jeff Daniels, så castingen er der heller ikke noget galt med. Godless er en rigtig flot serie fyldt med billeder af smukke heste, men måske den dvæler lige længe nok ved fantastiske landskabsbilleder og eftertænksomme karakterer - jeg manglede i hvert fald lige det sidste til at serien kunne kravle længere op ad min liste.

13. Search Party sæson 2

Jeg fik ikke skrevet om første sæson af Search Party sidste år, men det er en solid lille mystery/dark comedy-serie med Alia Shawkat (den fantastiske skuespillerinde med det ultraseje navn portrætterede også fantastiske Maeby i Arrested Development) i hovedrollen som Dory Sief; en ung kvinde med en uforløst tilværelse, der i første sæson blev besat af tanken om at opstøve en tidligere bekendt fra college, der tilsyneladende er forsvundet op i den blå luft. Første sæson var god og finurlig, mens anden sæson er endnu bedre, klaustrofobisk og paranoia-fremkaldende. Kæmpe spoiler for første sæson følger: Dory ender sæsonen med at 'komme til' at slå en mand ihjel, og gemmer ham sammen med sine venner. Det mærker hun sjovt nok eftervirkningerne af i anden sæson, og jeg synes faktisk, at det er både realistisk, interessant og meget veludført.

(UDGIVET JANUAR 2018)

Her følger anden del min liste over andet halvår af 2017s bedste tv-serier. Nu begynder det for alvor at blive godt. 

12. Preacher sæson 2 

Preacher har af flere årsager længe været en af mine dårlige samvittigheder. Jeg fik tegneserien forærende af en god ven, men havde den stående på hylden i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at få den læst - og jeg elskede den selvfølgelig. Sidste år løb første sæson af tv-serien over skærmen, og den var jeg såmænd også ret begejstret for, så jeg skammer mig lidt over ikke at have sendt anbefalingen videre noget før.

Det er ærlig talt lidt svært kort at forklare Preachers præmis, men here goes - serien handler om den fallerede præst Jesse, hans eks-kæreste og en irsk vampyr (spillet af Joseph Gilgun, som jeg elsker). Jesse bliver besat af en overjordisk kraft, der gør ham i stand til at kontrollere folk med sin stemme. Nåja, kraften er i øvrigt resultatet af et møde mellem en engel og en djævel, og dens blotte eksistens har startet en krig mellem himmel og helvede. Preacher er bizar, mørk, sjov og voldelig, og egentlig fortjener den sit eget indlæg. Det må blive efter tredje sæson, som jeg ser meget frem til. 

11. Transparent sæson 4

Transparent er et andet eksempel på en serie, jeg helt sikkert burde have anbefalet tidligere. Nu har serien fire fabelagtige sæsoner bag sig, og måske kommer der heller ikke flere, da Jeffrey Tambor, der spiller seriens karismatiske hovedrolle Maura, er blevet anklaget for krænkende opførsel af to transkvinder, der også arbejder på serien. Det har jeg overhovedet ikke belæg for at kunne udtale mig fornuftigt om, og vil helst ikke ud i at gradbøje upassende adfærd, men det er virkelig en skam, hvis serien ikke kan fortsætte - og måske burde den ikke fortsætte uden Tambor. 

Serien handler om den dybt dysfunktionelle Pfefferman-familie fra Los Angeles med transkvinden Maura som familiens overhoved. Normal har familien aldrig været, men de tre voksne børn voksede op med Maura som værende deres far Mort, og den nylige omstilling har ikke været problemfri. Samtlige af seriens karakterer er egentlig nogle selvoptagede røvhuller, men de er samtidig så ufatteligt menneskelige og sært sympatiske alligevel, og jeg er virkelig imponeret over både manuskript og skuespillernes præstation. Sæson fire har mere end tidligere indeholdt rørende flashbacks til karakterernes opvækst, og det gør kun historien endnu mere levende. Transparent har bestemt ikke tabt pusten i fjerde sæson, og den får mine varmeste anbefalinger. 

10. Lady Dynamite sæson 2

Anden sæson af Lady Dynamite fortsætter i samme hæsblæsende og farverige spor som den første, men nu er Maria flyttet sammen med sin søde kæreste, og det skaber en god grobund for nye udfordringer og skøre forviklinger. Ellers har jeg ikke så meget at tilføje min kun et år gamle anbefaling, men jeg er stadig rigtig godt underholdt af denne komedieserie om psykisk sygdom, og jeg gad virkelig godt give Maria Bamford et kram (jeg er ellers ikke krammetypen). 

9. BoJack Horseman sæson 4

Jeg anbefalede BoJack Horseman efter at have set de første to sæsoner, og serien har bestemt ikke mistet momentum siden da, men er om muligt kun blevet endnu mere hjerteskærende, grænseoverskridende og bizar. Hvor de tre første sæsoner havde en tydelig storyline og mission for den fallerede skuespiller BoJack, der fik et lidt uventet comeback, er hans fremtid i fjerde sæson noget mere uklar. BoJack gennemgår en eksistentiel krise af dimensioner, og hans mere eller mindre sympatiske venner (jeg elsker stadig Todd mest af alle - og hvor er det fint, at han er aseksuel) har det heller ikke for nemt, og det er i det hele taget ikke altid særlig sjovt at være vidne til. Men i modsætning til de sidste par sæsoner er der en undertone af optimisme under al elendigheden, en samhørighed i smerten og en forsigtig tro på fremtiden, og jeg er spændt på at se hvad sæson fem byder på senere i år. (Zach Braff lægger i øvrigt stemme til en hysterisk irriterende version af sig selv, hvilket naturligvis også trækker op.)

8. Stranger Things sæson 2

Åh, Stranger Things. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give sæson to af dette fine nostalgitrip en højere placering, men jeg synes desværre ikke helt at den lever op til sin forrygende forgænger. Når det er sagt, er en ottendeplads stadig en rigtig flot placering, og jeg har bestemt også nydt at se fortsættelsen på historien om Hawkins og The Upside Down. Børnene er stadigvæk ubeskriveligt nuttede, stemningen er tilpas hygge-uhyggelig, og monstrene er fede, men sæsonen mangler en anelse fokus, synes jeg. Der er måske lidt for mange ligegyldige sidehistorier; Elevens soloafsnit var sååå irriterende (selvom hun stadig er min klare favorit), og det var bare dumt, at Dustin blev så glad for øglemonsteret (selvom det var lidt sjovt at han kaldte den D'Artagnan). Stranger Things er blevet fornyet med en sæson tre, og jeg er spændt på at se, om jeg stadig synes 'børnene' er søde til den tid. 

7. Mr. Robot sæson 3

Efter en til tider lige i overkanten filosoferende anden sæson, er tredje sæson af Mr. Robot tilbage på sporet med højintense og næsten uudholdeligt spændende afsnit. Jeg har kort anbefalet denne drama-thriller tidligere, og ligesom dengang finder jeg det svært at fortælle ret meget uden at storspoile. Der er virkelig sket meget siden Elliot arbejdede for Allsafe og var småhacker i sin fritid, og Rami Malek leverer noget af det mest overbevisende skuespil, jeg har set i år. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med, men det er det hele værd, og Mr. Robot får mig til at sætte pris på en genre, jeg ellers ikke troede jeg kunne lide.

Det var anden del af min liste, og der er nu kun de seks bedste tilbage. Der vil helt sikkert være flere af jer, der har gættet nogle af titlerne - men jeg tror ikke, at I har gættet dem alle. 

(UDGIVET JANUAR 2018)

6. Broad City sæson 4

Abbi og Ilana, pigerne fra Broad City , føles lidt som et par gode veninder jeg gerne vil hænge ud med hele tiden, og fjerde sæson er ingen undtagelse. Pigerne har begge fået nye jobs og nye problemer, og især Ilana kæmper med at finde sig selv og sin orgasme efter Trump er blevet præsident. Det er både komisk og trist ligesom de fleste af de særdeles aktuelle tematikker, der behandles ganske forfriskende - og når det hele bliver lidt for alvorligt, dukker Steve Buscemi eller Shania Twain op og løfter stemningen lidt. Nogle gange kammer begivenhederne fuldstændigt over, men det føles alligevel velkendt og ikke fuldstændig uden for rimelighedernes grænser, og Broad City er bedre end nogensinde. 

5. American Horror Story sæson 7

Efter en lidt lunken sjette sæson, som jeg aldrig fik skrevet om på bloggen (men jeg har skrevet om første, anden, tredje og fjerde sæson her), er American Horror Story tilbage på sporet med syvende sæson, der har undertitlen Cult. Ikke alle er lige så begejstrede som jeg, men Ryan Murphy og Brad Falchucks univers tiltaler mig virkelig - jeg er kæmpefan af både den underspillede og udpenslede humor, de overdrevne karakterer og den vanvittige vold, og Cult indeholder det hele i overflod. Det har nok også betydning, at Evan Peters, som jeg virkelig elsker (det siger jeg tit - denne gang mener jeg det) har sin(e) største rolle(r) endnu; primært som den forskruede alt-right Trump-tilhænger Kai Anderson, hvis udvikling er sjov at følge - og selvfølgelig helt overdrevet.

En anden AHS-regular, Sarah Paulson, leverer som altid i rollen som den virkeligt fobi-plagede Ally Mayfair-Richards, der er gift med den prestigefyldte kok Ivy, med hvem hun har sønnen Oz. De er full-blown democrats på den irriterende måde, og scenen, hvor Trump bliver annonceret som vinder af præsidentvalget, er helt hysterisk morsom - og gør egentlig ligeligt grin med begge ender af det politiske spektrum (selvom det serien igennem nok er relativt tydeligt, hvilken politisk orientering serieskaberne selv har). Jeg er som sagt stadig fan, men jeg kan godt forstå, at American Horror Story ikke er for alle. 

4. Mr. Mercedes sæson 1

Jeg har været lidt i tvivl om jeg egentlig skulle placere Mr. Mercedes så højt på min liste, men det kom virkelig bag på mig hvor glad jeg var for den, og selvom jeg naturligvis var forudindtaget, da serien er baseret på Stephen King-romanen af samme navn, tror jeg bestemt også at andre kan have glæde af denne krimi-thriller. Jeg har allerede skrevet udførligt om serien her, så ingen grund til at gentage mig selv. 

3. Game of Thrones sæson 7

Og således nåede vi listens tredjeplads, der indtages af syvende sæson af Game of Thrones. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg var tæt på at dumpe den et stykke ned af listen alene af den grund, at Ed Sheeran fik lov til at have en grotesk lang og overflødig gæsteoptræden, der spildte livsvigtige minutter af skærmtid. Ellers var jeg godt underholdt af syvende sæson, og selvom jeg synes det nu går liiige lovligt stærkt til tider, var det også en rigtig god fornemmelse ikke at vide, hvad der ville komme til at ske. SPOILER. Jeg græd, da Viserion døde. Jeg elsker de drager, og jeg kan slet ikke klare tanken om, at de skal slås mod hinanden i den sidste sæson. Jeg jublede også over Jon og Daenerys, og jeg er lidt ligeglad med, at det åbenbart var både forudsigeligt og utroværdigt ifølge kritikere. Jeg glæder mig meget til afslutningen på denne mastodont af en tv-serie, men jeg glæder mig endnu mere til de bøger, som jeg stadig har et naivt håb om at George R.R. Martin får skrevet færdige engang. 

2. Twin Peaks The Return

Jeg havde frygtet Twin Peaks genkomst, men min frygt viste sig hurtigt at være ubegrundet, for The Return er et studie udi weird, grænsesøgende, ufatteligt sjovt, rørende og spændende tv. Jeg var så heldig at se flere af afsnittene i selskab med nogle af mine rigtig gode venner, der er endnu gladere for David Lynch end jeg, og jeg har vist et par billeder fra premiereaftenen lige her.  Igen føler jeg at det er omsomst at begynde at beskrive begivenhederne i Twin Peaks, men jeg var alt i alt meget tilfreds med denne 'tredje' sæson, der var noget mere bizar end sine forgængere og til tider syrede helt ud i deciderede kunstinstallationer (jeg kigger på dig, afsnit otte). Det var dejligt at se alle skuespillerne igen, og bedst af alle var Kyle MacLachan, der var helt eminent i alle sine roller (spoiler, sorry), men allerbedst som stakkels Dougie, der medvirkede i de fleste af sæsonens mest absurde scener. 

1. Rick And Morty sæson 3

Allerøverst på min liste er den helt forrygende tredje sæson af animationsmesterværket Rick & Morty. Samtidig må jeg dog understrege, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne en serie som Rick and Morty med en fantasyværk som Game of Thrones eller westerndramaet Godless, hvilket er grunden til at jeg ikke længere har en komplet liste over alle mine yndlingsserier på min TV-serie-side. Rick & Morty endte øverst på denne liste af den simple årsag, at det var den serie, jeg glædede mig mest til at se nye afsnit af, og min ventetid var bestemt ikke forgæves. 

Serien følger den vanvittige videnskabsmand Rick Sanchez og resten af hans familie; særligt barnebarnet Morty, der ofte bliver slæbt med på diverse sindssyge eventyr. Familien lever lidt udenfor Seattle, men de rejser ganske ofte gennem portaler til andre planeter og dimensioner mellem et uendeligt antal virkeligheder. Helt standard. Serien er skabt af Dan Harmon (Community) og Justin Roiland, og sidstnævnte lægger ganske imponerende også stemme til begge titelkarakterer. Tredje sæson var endnu mere mørk og uforudsigelig end de foregående, hvilket er en præstation i sig selv, og jeg er stadig kæmpe fan af Rick & Morty.