TV-SERIER 2017 PT. I

(UDGIVET JULI 2017 - jeg beklager de manglende billeder)

Jeg ved godt, at jeg har proklameret hvor svært det er at sammenligne tv-serier, der spænder fra animation over comedy til drama og sci-fi, men jeg er så frygtelig glad for at lave lister, at jeg ikke har kunnet nære mig for at lave en ekstremt subjektiv rangering af de sæsoner, der er blevet sendt enten helt eller delvist i første halvår af 2017. Jeg har set pinligt mange tv-serier allerede - ikke på listen er også serier som Twin Peaks, Preacher, Fear The Walking Dead og American Dad, hvis sæsoner ikke er afsluttede endnu, ligesom en serie som American Gods også burde figurere - den har jeg bare ikke fået set endnu. Det løber alligevel op i hele enogtyve(!) serier, og selvom jeg nok skal lade være med at skrive en hel roman om dem alle, føler jeg det alligevel nødvendigt at dele listen op i tre. I dette første indlæg præsenterer jeg de syv lavest placerede.

21. Orange is the New Black sæson 5

Det er lidt en skam, at jeg ikke har fået skrevet om kvindefængselsserien Orange is the New Black tidligere, for serien som helhed fortjener ikke en plads blandt bundskraberne. Serieskaberen er den dygtige Jenji Kohan, der også står bag komediedramaet Weeds, der har en særlig plads i mit hjerte. Mine forventninger til Orange is the New Black var derfor tårnhøje, og de to første sæsoner var også grænseoverskridende, rørende og sjove, men så gik det hurtigt ned ad bakke. Slutningen af fjerde sæson fik mig til at føle en hel masse (ingen spoilers), men denne femte sæson har igen været lidt en kamp at komme igennem, desværre.

20. Fargo sæson 3

Tredje sæson af den quirky dark-comedy/crime/dramaserie Fargo er desværre meget langt fra sine forgængere i niveau. Jeg ville så gerne elske den, for jeg var så glad for de første to, og skuespillerne alene burde have været rigeligt til at underholde mig, da man på rollelisten kan finde både Ewan McGregor og min nye favorit Carrie Coon, samt selveste David Thewlis, som jeg bedst kender som Remus Lupin. Især sidstnævnte spiller enormt overbevisende, og jeg har sjældent set så usympatisk en karakter som hans superskurk Varga, hvilket er ret imponerende, når jeg nu er så glad for ham i Harry Potter. Men det gode skuespil er desværre bare ikke nok, for historien er uinteressant og forvirrende, og det er ikke rigtig sjovt, at McGregor spiller de to hovedroller som to brødre. Serieskaber Noah Hawley har udtalt, at Fargo nu holder pause på ubestemt tid, da han er løbet tør for idéer. Det er nok en meget god idé.

19. Bloodline sæson 3

Jeg var ret glad for første sæson af Bloodline, men allerede anden sæson begyndte at blive trættende med lidt for indgående portrætter af Rayburn-familien fra Florida Keys, og selvom denne tredje og sidste sæson bringer nye konflikter til bordet (og får dem løst igen på en ikke helt tilfredsstillende måde), er det som om, at man undervejs lidt har glemt, hvorfor man overhovedet interesserede sig for de her mennesker. Hovedpersonen John spilles dog stadigvæk af Kyle Chandler, og ham vil jeg nok altid interessere mig lidt for, og det var da også rart at få en afslutning på en serie, jeg trods alt har været ret investeret i.

18. Vikings sæson 4

Vikings er endnu et eksempel på en serie, der i sin helhed ville få en langt højere placering på listen, men fjerde sæson er desværre så langt fra de første tre, at jeg næsten synes det er ærgerligt, at der også kommer en femte. Jeg er utroligt glad for vikinger, og jeg kunne sagtens acceptere seriens præmis om lige at skrue en tand op for dramaet uden at skelne for meget til historiebøgerne, og jeg har faktisk været rigtig godt underholdt det meste af seriens levetid. Skuespillet rangerer fra det nogenlunde hæderlige til det meget overbevisende, og selvom jeg godt ved, at det er lidt en primitiv glæde, synes jeg det er sjovt at se de mange nordiske navne på rollelisten - blandet med påfaldende mange australiere. Gladest er jeg for Gustaf Skarsgårds Floki og Katheryn Winnicks Lagertha, mens Alyssa Sutherlands Aslaug giver mig lyst til at slå hårdt til et eller andet.

Fjerde sæson bød på hele tyve afsnit mod de første tre sæsoners ti, og det kan desværre mærkes på kvaliteten. Derudover kan jeg uden at spoile også godt konstatere, at vi ligesom har fået afslutningen på seriens vigtigste storyline, og de andre er bare ikke lige så interessante. Jeg ender nu nok med at tænde for femte sæson alligevel, om ikke andet så for at se hvordan det går med Ivar the Boneless (der bliver spillet af en dansker).

17. Modern Family sæson 8

Ottende sæson af Modern Family fortsætter hvor syvende slap, og serien har som altid et ret højt bundniveau. Jeg bliver sjældent overrasket eller udfordret af Modern Family mere, men jeg er blevet ret glad for de tre familier, og jeg beholder gerne serien som en lille guilty pleasure, selvom jeg endnu engang må nævne det liiiidt tåkrummende ved at alle seriens børn praktisk talt er voksne nu.

16. The Expanse sæson 2

The Expanse har jeg næsten lige skrevet om, og selvom jeg som sagt var godt underholdt, kan det ikke blive til en højere placering for denne actionfyldte sci-fi serie.

15. Animals sæson 2

Animationsserien Animals er en af HBOs skjulte perler. Den er skabt af Phil Matarese og Mike Luciano, handler om livet i New York set med diverse (skade)dyrs øjne, og dyrene i de forskellige sketches hedder næsten altid netop Phil og Mike. Heldigvis har jeg efterhånden set en del animations- og tegneserier lavet til voksne, så der er ikke længere nogen nyhedsværdi i en rotte, der siger fuck og tager stoffer, eller to bed bugs, der flytter ind i borgmesterens kønshår (okay, det er faktisk ret sjovt), men Animals har alligevel noget helt særligt over sig. Der er en løssluppenhed og skødesløshed i replikkerne, der får dem til at virke improviserede (hvilket jo er ret usandsynligt), men det fungerer rigtig godt, og giver serien den helt rette tilbagelænede stemning. Første sæson var lidt skarpere end anden, men jeg har stadig været rigtig godt underholdt, og jeg er glad for, at serien er blevet forlænget.

(DEL 2)

Her følger anden del af min meget subjektive liste over de bedste tv-serier, der er løbet over skærmen i det første halvår af 2017. Denne gang har jeg fundet plads til lidt flere titler, da jeg har skrevet indgående om de fleste før, og ikke vil kede jer med gentagelser. Derudover er det bare lidt federe at ende med en top fem, frem for en top seks eller syv. Har I nogle bud på de fem bedst placerede?

14. Unbreakable Kimmy Schmidt sæson 3

Tredje sæson af denne vanvittige Netflix-komedieserie buldrer afsted i et lige så hæsblæsende tempo som sine to forgængere, og der er stadig skruet helt op for karikerede karakterer og en overflod af gode og dårlige jokes. Under alt det fjollede gemmer sig faktisk en række ganske stærke kvindefigurer; selvfølgelig med den ukuelige Kimmy i spidsen, der i denne sæson starter på college, og må navigere rundt mellem alle former for privilegier og fordomme. Hun er så naiv og åben i sin tilgang til andre mennesker, at jeg i hvert fald ikke finder det over stregen, når hun stadig ikke heeelt ved, hvordan hun skal omgås minoritetsgrupper - tredje sæson af Unbreakable Kimmy Schmidt får  også en anbefaling med herfra, og jeg er glad for, at serien er blevet forlænget med endnu en sæson. 

13. The Last Man on Earth sæson 3

Phil Tandy måtte hurtigt sande, at han langt fra var The Last Man on Earth, og nu har serien efterhånden tre sæsoner på bagen. Historien har naturligvis kun udviklet sig i endnu mere vanvittige retninger siden første og anden sæson, og det er stadig ikke helt så problemfrit som man skulle forestille sig at leve i en helt mennesketom verden. Serien er stadig afsindig plat, men er samtidig begyndt at belyse noget mere alvorlige emner - January Jones' Melissa (nok min favoritkarakter) lider af en voldsom omgang PTSD, Gail er efterhånden noget alkoholisk og var ved at møde sit endeligt i halvsæsonens afslutning, og det er begyndt at gå op for de to gravide kvinder, at fødsler ikke altid sker helt smertefrit eller uden komplikationer. 18 afsnit pr. sæson er i overkanten, og jeg ved ikke, hvor længe serien kan blive ved med at holde niveau, men The Last Man on Earth er en af de mest uforudsigelige komedieserier lige nu, og (spoiler!) sæsonafslutningen introducerede en helt ny karakter spillet af Kristen Wiig, så jeg satser stærkt på, at fjerde sæson også bliver underholdende. 

12. The Path sæson 2

Anden sæson af dramaserien om livet i sekten The Meyerist Movement kunne ikke helt leve op til det høje spændingsniveau fra første sæson, men en lang række gode skuespilpræstationer og en stadig interessant historie trækker op. Jeg har skrevet om den her.

11. New Girl sæson 6

Sidste år skrev jeg om de første fem sæsoner af New Girl, og nu har sjette sæson også været sendt. Sidste afsnit i sæsonen blev lavet med det udgangspunkt at der ikke ville komme mere New Girl - at serien siden er blevet forlænget med en kort sæson otte, ændrer ikke på det ret fine afslutningsafsnit. Jeg vil ikke komme med nogen spoilers, så jeg har egentlig ikke så meget at tilføje til sidste års indlæg - det er stadig hyggeligt at følge med i vennernes liv. 

10. The Americans sæson 5

Femte sæson af The Americans var endnu en hæsblæsende affære, selvom man aner en anelse metaltræthed i krogene. De første tre sæsoner var fremragende, og fjerde sæson holdt også et relativt højt niveau, og det er imponerende, at et spiondrama stadig kan holde min opmærksomhed efter fem sæsoner. Philip og Elizabeth Jennings (spillet helt eminent af Matthew Rhys og Keri Russel) spionerer stadig for moderlandet Sovjetunionen, men tvivler i denne sæson mere end nogensinde på vigtigheden af deres missioner, og de begynder for alvor at sætte spørgsmålstegn ved de konsekvenser deres dobbeltliv har for familien. Samtidig ser vi lidt mere til deres børn - parret har været nødsaget til at fortælle den ældste, teenageren Paige, at de altså ikke bare arbejder på et rejsebureau og er helt almindelige, kedelige forældre. Familiens problemer og udfordringer er måske lidt ud over det sædvanlige, men det er dynamikken imellem dem ikke, og The Americans er stadig et helt specielt og nuanceret familieportræt. Der kommer en sjette og sidste sæson næste år, og jeg glæder mig til at se, hvordan serieskaber Joe Weisberg får afsluttet historien. 

9. Girls sæson 6

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for Girls - jeg har tidligere skrevet om serien her, og fjerde sæson her. Der er åbenbart en del, der har været skuffede over denne sidste sæson af Lena Dunhams comedy-drama om fire selvoptagede veninder i tyverne i New York, men jeg synes serien bevarede sit høje niveau hele vejen igennem. Og nu spoiler jeg altså lidt - men jeg synes det er så modigt at lade pigerne glide fra hinanden, i stedet for at please publikum med en tårevædet genforeningsseance. Og så kan det godt være, at jeg personligt havde håbet på et andet udfald for Hannah, men jeg synes stadig, at Girls er noget af det fineste og mest troværdige tv, der er lavet de sidste mange år. 

8. Master of None sæson 2

Jeg var noget spændt, da jeg blev præsenteret for Aziz Anzaris helt egen comedy-dramaserie Master of None, da jeg indtil da kendte ham bedst som den kække Tom Haverford fra Parks and Recreation. Master of None endte dog med at overraske mig særdeles positivt som en langt mere seriøs og velskrevet serie end forventet, og anden sæson fortsætter, hvor første slap. Den starter i Italien, hele første afsnit er i sort/hvid, det er på én gang prætentiøst og selvironisk, og det er simpelthen så godt. Anzaris karakter Dev cykler rundt i byen, lærer at lave pasta fra bunden og fyrer hæderlige italienske fraser af, alt imens han prøver at komme sig over sit knuste hjerte. Pengene rækker dog ikke evigt, og efter hjemkomsten til USA må han tage et job som vært på det ikke ligefrem finkulturelle show 'Clash of the Cupcakes', og Dev har i det hele taget stadig lidt svært ved at få livet til at flaske sig, som han gerne vil. Der er ikke nogen struktureret, overordnet storyline i Master of None, og nogle afsnit er nærmest som små, selvstændige kortfilm uden nogen relation til resten af serien. Det er en forfriskende tilgang til den traditionelle komedieserie, og anden sæson var faktisk lige end tand bedre end første. 

7. Portlandia sæson 7

Det er helt ufatteligt, at jeg ikke har fået anbefalet Portlandia (øverste billede) tidligere, da Carrie Brownstein og Fred Armisen laver satire lige efter mit hoved. Serien har efterhånden imponerende syv sæsoner bag sig, og man skulle egentlig tro, at det ville være rigeligt til et sketch-show omhandlende Portlands quirky og hipster-prægede befolkning, men det er stadig virkelig sjovt og relevant. Armisen og Brownstein spiller selv de fleste roller, men har gennem årene fået selskab af en imponerende række gæstestjerner; der er alt for mange at nævne, men det er alle sammen skuespillere og musikere, jeg rigtig godt kan lide. De fleste har kun en enkelt optræden, men Kyle MacLachlan har en hysterisk morsom tilbagevendende rolle som Portlands borgmester (Portlands rigtige borgmester er i øvrigt også med, som assistent til MacLachlan...) Ej, SE lige hans hyldestsang til Portland her!    

Portlandia slutter desværre næste år efter ottende sæson. Det er ellers virkelig sjældent, at en komedieserie stadig kan holde så tårnhøjt et niveau efter så mange år, men for min skyld kunne Portlandia lave tusind sæsoner mere - jeg skal nok kigge med. Jeg kan heller ikke udelukke, at jeg laver et lidt længere hyldestindlæg til serien en anden gang, for det er en overset perle, der burde nå ud til mange flere mennesker. 

6. Adventure Time s. 8

Sidste serie i denne omgang er min elskede Adventure Time, der godt nok allerede er i gang med sæson ni, men som afsluttede sæson otte i februar med den forrygende miniserie-i-serien Islands, der gav os længe ventede svar om mennesket Finns fortid. Jeg har underligt nok ikke dedikeret et helt indlæg til Adventure Time på bloggen endnu, men vi er store fans herhjemme, og har både puslespil, tegneserier, kalender og figurer stående. Selvom jeg er ualmindeligt glad for Svampebob Firkant, overgår Adventure Time alle andre animationsserier i niveau, og det er uden sammenligning den mest intelligente, rørende, voldsomme og spændende børnetegneserie, jeg nogensinde har set. (Den er nok mest for store børn, dog... Og voksne, selvfølgelig, men altså uden perversiteter ala BoJack Horseman, Rick & Morty og American Dad.)

 

søndag den 16. juli 2017

I already found what I was looking for

5. SKAM sæson 4

Det er strengt at bruge et billede fra tredje sæson af SKAM, når det er fjerde sæson, der er blevet vist i år. Men det er også strengt af mig kun at give SKAM en femteplads, når serien nu har været så vigtig for mig lige fra sæson et. De første par sæsoner så jeg i ét stræk og skrev lidt om dem her, men tredje og fjerde sæson har jeg set i realtid med daglige klip, chats og instagram-posts. At se tredje sæson på den måde var en helt vanvittig intens oplevelse, og var det den jeg skulle anmelde, lå SKAM på en klar førsteplads på denne liste. Ligefrem livsændrende har det måske ikke været (ro på, kvinder på +40 i Kosegruppa), men jeg har sjældent været så investeret i en serie.

Fjerde sæson havde Sana som hovedperson, og det har været et ret fint indblik i en verden, jeg ikke kender ret meget til. Jeg har ingen muslimske veninder, og selvom det selvfølgelig ikke er meningen, at Sana skal repræsentere alle Norges unge, muslimske kvinder, er hun en ung, muslimsk kvinde, der pludselig får plads til at fortælle sin historie. Desværre synes jeg ikke helt, at Iman Meskini (endnu) kan bære en hovedrolle, ligesom jeg samtidig ikke fandt manuskriptet helt lige så stærkt som tidligere, og flere gange i løbet af denne sæson har jeg - i modsætning til før -været meget bevidst om, at det ’bare’ er skuespil. SKAM er dog stadig en af de bedste ungdomsserier, jeg nogensinde har set, og selvom jeg virkelig gerne havde set en Vilde-sæson, synes jeg det er en ganske fornuftig beslutning at stoppe på toppen. 

4. Better Call Saul sæson 3

Breaking Bad introducerede den noget alternative og opfindsomme advokat Saul Goodman, der gentagne gange hjalp Walter White med at hvidvaske penge, holde sig ude af fængslet og med at skabe tvivlsomme forretningsforbindelser mellem ham og andre små(og stor-)kriminelle. Efter Breaking Bad blev en kæmpesucces, besluttede Vince Gilligan sig heldigvis for at malke videre på universet, og skabte en prequel i form af serien Better Call Saul. Serien har nu kørt i tre sæsoner, og fortæller historien om hvordan den enormt sympatiske advokat Jimmy McGill (Bob Odenkirk) udviklede sig til den mere kyniske og udspekulerede Saul Goodman (et ordspil på It's all good, man). Det giver mig næsten ondt i maven at vide, hvordan det kommer til at gå med ham senere, for man har virkelig heppet på ham de tre sæsoner igennem. Alle odds er imod ham, og han træffer også ind imellem nogle helt tåbelige valg, men som udgangspunkt er han altså et virkelig godt menneske, der har måttet kæmpe lidt hårdere end de fleste med at få sine drømme til at gå i opfyldelse.

I de første par afsnit af Better Call Saul blev der lagt op til en lidt lettere og mere komisk tone end Breaking Bad, men der har ikke været så meget at smile af i denne sæson tre. Serien har i stedet udviklet sig til at være en virkelig stærk dramaserie, og Vince Gilligan har medbragt alt det gode fra Breaking Bad - det er en vanvittigt god historie, den er eminemt flot filmet, og så giver den sig goooood tid til at skabe nogle interessante karakterer, som jeg er blevet ret investeret i. Jeg er især meget, meget glad for partneren - både arbejdsmæssigt og privat - Kim (spillet af smukke Rhea Seehorn), og jeg kan næsten ikke bære, at hun ikke er med i Breaking Bad, for det tegner ikke så godt for parrets umiddelbare fremtid. Sæson tre endte med en gigantisk cliffhanger, men der kommer heldigvis en sæson fire næste år. 

3. The Handmaid's Tale sæson 1

Årets bedste overraskelse har været den dystopiske The Handmaid's Tale, der er en adaption af Margaret Atwoods roman af samme navn fra 1985. Jeg har (endnu) ikke læst bogen, men serien har været vidunderligt mørk, barsk og spændende. Historien foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor USA på rekordtid har været igennem borgerkrig og et succesfuldt kupforsøg, - det er nu teokratiet Gilead, hvor kvinder reelt er frataget alle deres rettigheder og af mænd inddelt i forskellige kategorier. Vores hovedperson (Mad Men's Elisabeth Moss) er titlens handmaid - en af de få kvinder, der stadig er i stand til at føde børn, og hun lever under slavelignende forhold hos kommandøren Mr. Waterford (Joseph Fiennes) og hans kone, der ikke selv kan få børn. Camoufleret af adskillige ritualer, bibelvers og ceremonier er egentlige voldtægter af de fertile handmaids, og man sidder i det hele taget ofte med en klump i halsen og en lille smule kvalme, når man ser, hvad de stakkels piger bliver udsat for. 

2. The Leftovers sæson 3

The Leftovers blev efter bare to sæsoner en af mine all-time yndlingsserier, og jeg sluttede min tidligere lovprisning af serien af med en bekymring for, om denne tredje og sidste sæson kunne leve op til de første to. Jeg startede faktisk også sæsonen med at være en anelse skeptisk, for de første par afsnit var bare så mærkelige, og jeg havde svært ved at se, hvor historien skulle føre os hen. Det ville være synd at sige, at det blev mindre mærkeligt hen mod slutningen af serien (der skete nogle seriøst vanvittige ting), men på det tidspunkt havde jeg forlængst overgivet mig til den helt særlige stemning og historiefortælling, og de sidste par afsnit er igen noget af det smukkeste tv, jeg nogensinde har set. Justin Theroux og Carrie Coon har en unik kemi på skærmen, og selvom man skulle holde tungen lige i munden for bare at kunne følge lidt med til sidst, blev det aldrig prætentiøst og opskruet. Jeg har set sæsonen to gange for at få det hele med, og det bliver ikke sidste gang, jeg ser The Leftovers. En kæmpestor anbefaling herfra. 

1. The Walking Dead sæson 7

Min førsteplads kommer jeg nok til at stå ret alene med, men jeg er stadigvæk fuldstændig opslugt af zombieserien (der efterhånden handler forsvindende lidt om zombier) The Walking Dead. Tidligere fans er forlængst stået af, men jeg synes kun serien bliver bedre og bedre for hver sæson, ligesom skuespillet også er gået fra at være liiiidt karikeret og B-filmsagtigt til at være lige så godt og overbevisende som i de bedste dramaserier. Jeg læser også tegneserierne, og har derfor med både bekymring og spænding set frem til introduktionen af superskurken Negan, der har fyldt meget i denne syvende sæson, og han er heldigvis perfekt castet i den ellers ganske sympatiske Jeffrey Dean Morgan, som jeg aldrig kan se på med samme øjne igen. Selvom jeg havde fået handlingen spoilet for mig selv, var første afsnit af denne syvende sæson noget af det mest emotionelle og voldsomme tv jeg nogensinde har set, og jeg får stadig kuldegysninger af at tænke på scenen på ovenstående billede. De fleste serier er forlængst udtjente efter syv sæsoner, men The Walking Dead er kun blevet mere spændende, dramatisk, rørende og fedt med tiden, og det bekymrer mig slet ikke, at producerne siger vi kun er halvvejs. Realistisk set får serien nok ikke lov til at køre ti år endnu, men der er altså rigeligt materiale i tegneserierne, og jeg vil i hvert fald sidde klistret foran skærmen, så længe serien kører. 

Det var afslutningen på min meget subjektive liste over de bedste tv-serier i det første halvår af 2017. (Og lur mig om jeg ikke laver en tilsvarende ved årets slutning). Jeg mangler helt sikkert nogle gode serier på listen - blandt andet har jeg sendt kærlige blikke efter Taboo, Santa Clarita Diet, David Brent: Life on the Road, Feud og Big Little Lies, men jeg kan jo ikke nå det hele. Hvis jeg er gået glip af verdens bedste serie, må I dog gerne lige sige til.