TV-SERIER 2021 PT. I

(UDGIVET JULI 2021)
Det er allerede blevet tid til at snakke lidt om tv-serier igen. I dette halvår er jeg kommet tilbage i formen og har set store mængder tv, men det bliver også mere og mere udfordrende at putte de enkelte programmer i kasser. Skal jeg have miniserier, dokumentarserier, realityserier og underholdning med, f.eks.? Alene i Vildmarken og LEGO Masters er noget af dét, jeg har set med allerstørst entusiasme, men jeg synes alligevel ikke, at de hører til på min liste. Jeg har til gengæld også set flere ældre serier, som normalt ikke har for vane at tage med, men i år har det været så udtalt og så stor en del af dét jeg har set, at de lige får et par korte ord med inden listen kommer. Serier som Rick and Morty og Lisey's Story er stadig i gang, og vil figurere på næste liste. 

Min mand og jeg har først og fremmest brugt i alt tre dage og seksten minutter på at gense alle sæsoner af Game of Thrones, og det var en meget bedre oplevelse, end jeg havde frygtet. Det er ikke fair at dømme serien på den sløve ottende sæson, for de første sæsoner er noget af det allerbedste TV, der nogensinde er blevet lavet.

Billedet øverst i indlægget er fra Silicon Valley, den amerikanske komedieserie skabt af Mike Judge, der kørte over skærmen i seks sæsoner mellem 2014 og 2019. Jeg er stødt på serien adskillige gange - den havde en prominent plads på væggen, da jeg var ansvarlig for tv-serierne i hedgangne FONA på Strøget - men jeg har været helt overbevist om, at den ikke var noget for mig. Det var heldigvis forkert, og Silicon Valley er faktisk en både virkelig sjov og hjertevarm (omend karikeret og allerede her i 2021 en anelse stødende) fortælling om en gruppe af gode venner og nørder, der prøver at klare sig i den meget konkurrence- og præstationsprægede kultur i solrige Californien. Serien ville have endt ret højt oppe på min liste, hvis den altså var fra i år, men det er en af de bedste amerikanske komedieserier jeg har set siden Parks and Recreation og The Office.

Det her billede? Det er ikke rigtig noget, der normalt ville få mig til at bruge tid på en tv-serie, men efter at have arbejdet mig igennem hele D.C.- og Marvel-universet har jeg måtte indse, at historier om superhelte faktisk kan være ret fede. Især når forbillederne mest af alt er antihelte (no spoilers) som her i The Boys, der indtil videre har fået to sæsoner i 2019 og 2020, og som jeg har været utrolig godt underholdt af. Skuespillet er lige i skabet; superkræfterne er klassiske, men fortolket på nye måder, og de mange scener med blod og vold er innovative og ret voldsomme. Jeg glæder mig meget til tredje sæson, der godt kunne ende blandt de øverste på en kommende liste (selvom første sæson var lidt bedre end anden). 

Og nu til første, nederste del af listen:

14. The Handmaid's Tale sæson 4

Jeg ved ikke, om det er fair at placere June og resten af oprørerne allernederst på min liste, men lige siden anden sæsons horrible slutning, har jeg simpelthen været så skuffet over The Handmaid's Tale, der ellers burde være lige noget for mig - den er på sin vis postapokalyptisk, æstetisk imponerende og med et tema om tvangsgraviditeter, der er mit absolut værste mareridt - men historien bliver bare ikke ved med at hænge sammen. Og selvom det nok ikke er særligt woke at sige, synes jeg Elisabeth Moss som den forurettede og (forståeligt) hævngerrige June Osborn er helt vanvittigt irriterende, og eftersom hendes rolle er altdominerende, tager det selvfølgelig også en del af fornøjelsen. Min mand så kun første afsnit af denne sæson før han kastede håndklædet i ringen, og jeg tror altså heller ikke, at jeg orker en femte sæson. Måske sjette sæson af Fear The Walking Dead ville have endt endnu lavere på listen, men her har jeg rent faktisk givet op - og jeg har ikke fortrudt så meget som et sekund. 

13. Disenchantment sæson 3

Jeg har tidligere skrevet om Disenchantment, som aldrig har fået mig helt op at ringe, og tredje sæson er også en lidt lunken oplevelse. Den er dog lige præcis interessant og underholdende nok til at være en kandidat til en lidt lettere, tyve-minutter-pr.-afsnit-serie, der kan ses under indtagelsen af aftensmaden eller bryde stemningen efter to hardcore afsnit af en dramaserie. Troede vi. Men med Netflix' mere frie format, er flere af episoderne over en halv time lange, og det er for længe at være i selskab med Matt Groenings tegnede middelaldertrup, hvor Abbi Jacobson dog stadig leverer en uovertruffen stemmepræstation som (anti)prinsessen Bean.  

12. The Mandalorian sæson 1 + 2
Det er lidt snyd, at jeg medregner begge sæsoner af Disneys The Mandalorian i min bedømmelse, men jeg glemte helt ærligt at skrive om den første, og den anden fik vi først set i starten af året. Jeg accepterer afvigelsen, da serien alligevel ikke når en højere placering på min liste, for jeg deler ikke helt begejstringen over denne Star Wars-fortælling skabt af Jon Favreau, der ellers altid vil have pluspoint i min bog for at have instrueret Elf. Pedro Pascal spiller titelrollen, men Grogu er selvfølgelig seriens største trækplaster, og han er da også virkelig nuttet, bevares. Mit yndlingsøjeblik er helt klart Grogus ustyrlige trang til at spise frødamens æg, og det alene var tæt på at sende The Mandalorian flere pladser op af listen.

  

11. Shadow and Bone sæson 1

Shadow and Bone er den nyeste fantasysatsning produceret af Netflix over trilogien af samme navn af Leigh Bardugo, men selvom jeg med stor fornøjelse ser masser af børne- og ungdomsserier (og endda har en af sidstnævnte helt i toppen denne gang), er denne liiidt for young adult til mig. Præmissen er ellers spændende nok; omend alt for kompliceret at gengive kort, præcist og meningsfuldt - men det er noget med magi, en troldmandsskole og et uigennemtrængeligt mørke kaldet The Shadow Fold, der splitter Ravka i to. Jeg skal også se en sæson to, men forventer ikke at blive blæst bagover.   

10. Moonbase 8 sæson 1
Jeg har tidligere anbefalet den quirky Portlandia (2011 - 2018), der er instrueret af Jonathan Krisel og med Carrie Brownstein og Fred Armisen som helt perfekte sketchskuespillere, og nu er Krisel og Armisen på banen med en langt bedre kandidat til de tredive minutters timeslots, som Disenchantment kunne udfylde. At de så tilmed har taget John C. Reilly med på holdet er et kæmpe plus, og med så stærke navne kan det aldrig gå helt galt. Det gør det heller ikke, men jeg vil måske vove at påstå, at mine helte kører på laveste blus i denne komedieserie om livet i en NASA-simulation af en månebase, og alene det spildte potentiale er nok til at rykke Moonbase 8 et godt stykke ned af min liste. 

9. The Stand (miniserie)
Jeg har allerede sagt, hvad jeg havde at sige om Josh Boones fortolkning af Stephen Kings The Stand. Jeg havde sådan håbet, at jeg kunne placere den højere på min liste, men serien lod desværre meget tilbage at ønske. Vi har stadig den perfekte adaption af The Stand til gode.  

Anden del af min liste er selvfølgelig også den sjoveste - og denne gang byder den faktisk på en del overraskelser. Jeg er spændt på at høre, om I også har set nogle lidt atypiske serier den sidste tid, og så glæder jeg mig især til American Horror Story og The Walking Dead i den kommende tid. 

8. The Walking Dead sæson 10B

Ligesom mange andre produktioner har The Walking Dead været hårdt ramt af coronavirussen, hvilket har medført at den planlagte sæson 11 er blevet udskudt - men i foråret fik vi i stedet seks bonusepisoder i sæson ti, der endte med svimlende 22 episoder. Serien kunne med fordel være afsluttet for et par sæsoner siden, men selvom det ikke lykkedes at stoppe på toppen, er jeg stadig relativt godt underholdt af zombieapokalypsen. Der er efterhånden kun to karakterer tilbage, der har været med helt fra første sæson (no spoilers), og de helt nye føler jeg absolut intet for - men der er heldigvis kommet et par særdeles interessante til undervejs, og også i denne sæson er Jeffrey Dean Morgans Negan klart mest underholdende. De seks bonusepisoder er tydeligvis lavet under restriktioner, men giver samtidig mulighed for at komme helt tæt på vores hovedpersoner igen - og her er det altså Negans historie, der gør størst indtryk. (Spoiler - at jeg overhovedet kan overveje at være på Negans side i konflikten med Maggie er jo helt vanvittigt, men serien har formået at overbevise mig om hans gode kvaliteter). Nu må vi se, hvad sæson 11 har at byde på, men jeg ligger ikke vågen om natten og venter i spænding. 

7. American Gods sæson 3
Tredje sæson af American Gods blev også den sidste, og serien over Neil Gaimans roman af samme navn var da også bedst i den første sæson, hvor Bryan Fuller stod bag roret. Jeg havde faktisk forudset seriens endeligt, men denne tredje installation fulgte Shadow Moons flugt til det lille samfund Lakeside i Wisconsin, og det var faktisk ganske rørende at se ham forsøge at få en normal tilværelse på benene i skjul fra The New Gods. En ekstra bonus var selvfølgelig Marilyn Mansons gæsteoptræden i rollen som forsanger for vikingdødsmetalbandet Blood Death. 

6. Welcome to Utmark sæson 1

Og nu bliver det vildt - der er kun én engelsksproget serie blandt listens top seks; og hele tre af de andre er fra Norge. Jeg er nemlig hoppet i det hypede, norske underholdningshav med hovedet først, og selvom besøget i Utmark måske får én til at tænke liiiidt for meget på Fargo, var jeg stadig ret optaget af dette vanvittige bysamfund i Nordnorge - og så får det en ekstra karakter alene på grund af sproget. Rammen om fortællingen er et ganske klassisk trekantsdrama med to meget forskellige mænd og den kvinde, de begge vil have; tilsat en fåreflok og en glubsk hund ved navn Horagallis - og så gør det ikke så meget, at karaktererne er lige lovligt karikerede ind imellem. Serien skriver sig ikke ind i historien, dog, og jeg vil hellere anbefale resten af min top fem. 

5. Babylon Berlin sæson 1-3
For det ikke skal være løgn, kommer der nu to tyske serier i træk - og så bryder jeg igen formatet og snyder helt vildt ved at medbringe alle tre sæsoner i bedømmelsen, men sådan bliver det. Babylon Berlin er jo et enormt ambitiøst værk i sig selv - den dyreste tysksprogede tv-produktion nogensinde - og det er noget strengt af mig at reducere min anbefaling til et par linjer på en liste. Men serien om en kriminalenhed hos politiet i 1920'ernes dekadente Berlin er heldigvis så forrygende flot, velskrevet og i det hele taget vellykket, at den heldigvis sagtens kan tale for sig selv - så hop endelig ind på DR TV og giv den et skud. 

4. Dark sæson 3 

Listens andet tyske indslag er nok lidt sværere at sælge til den gennemsnitlige tv-seer, men afslutningen på fortællingen om indbyggerne i den lille by Winden var lige i skabet - selvom (og fordi) man stadigvæk skal have tungen lige i munden for at kunne følge med. Jeg var ret begejstret for første sæson, som jeg fortalte om lige her, og her i tredje sæson er historien om muligt kun blevet mere kompliceret, da hovedpersonerne ud over at kunne rejse i tid nu også oplever andre dimensioner og versioner af deres virkelighed. Det lyder enormt spacey, men serien formår at gøre en absurd fortælling ganske realistisk og til tider helt hverdagsagtig, hvilket er en af dens største forcer - sammen med det tyske sprog, selvfølgelig.   

3. Exit sæson 1 + 2
Nu vi er i gang med at snyde, ryger begge sæsoner af Exit også lige på listen. Jeg er ligeglad med at det ikke er stor filmkunst - jeg har været helt ufatteligt godt underholdt af dette chokerende, karikerede, hysterisk morsomme og rørende "indblik" i fire norske rigmænds liv, der skræmmende nok bygger på faktiske udsagn fra anonyme, superrige forretningsmænd. Hvor mange af historierne der egentlig er sande, betyder egentlig ikke så meget, for det er helt umuligt at kigge væk, når Jeppe, William, Henrik og Adam folder sig ud. 

2. Mare of Easttown (miniserie)
Miniserien Mare of Easttown skabt af Brad Ingelsby er utroligt tæt på at indtage førstepladsen, for den er helt forrygende, hvilket ikke mindst skyldes fantastiske Kate Winslet i titelrollen som en hærget detektiv (forfriskende med en kvinde på dén post for en gangs skyld), der forsøger at opklare mordet på en ung pige i lokalsamfundet. Imens er hendes privatliv ved at falde fra hinanden på stort set alle fronter, og serien er knivskarp i sin formidling af en både handlekraftig og sårbar kvinde, hvis fortid langsomt og tålmodigt åbner sig for os. Der bliver kaldt assistance ind til opklaringsarbejdet omkring mordsagen, og Mare må modvilligt arbejde sammen med den friske og sympatiske Colin Zabel, der spilles af min øjesten Evan Peters. Kate Winslet kommer utvivlsomt og fortjent til at vinde priser for den her. Se den! 

1. Rådebank (Benzin i Blodet) sæson 1 + 2 

Jeg ved det godt. Jeg har én gang tidligere været pinligt betaget af et norsk teenagedrama (SKAM, selvfølgelig), og nu er det sket igen med den fremragende og forfriskende Rådebank, der har taget mit hjerte med storm. Stedet er Bø, en meget lille by i den norske provins, hvor den unge bilmekaniker Glenn-Tore i seriens første afsnit bliver dumpet af sin kæreste, der er flyttet til storbyen for at studere til sygeplejerske. Glenn-Tore bliver rigtig, rigtig ked af det, men er ikke meget for at vise sine følelser over for de herligt bøvede, men ellers utroligt varme og sympatiske venner han har i bilmiljøet, der optager al hans tid. 

SKAMs gymnasieliv blandt storbyens (øvre) middelklasse var genkendeligt på mange måder, men Rådebank rammer plet og tager mig direkte tilbage til min ungdom i en lille provinsby. Jeg var én af dem, der rejste væk - og det var nødvendigt for mig på dét tidspunkt, men jeg genkender følelsen af at prøve at få tiden til at gå et sted, hvor det føles som om alt står stille. Serien giver sig tid til at være langsom og lade karaktererne udfolde sig helt uden ord, og det er f.eks. sært afslappende at se Glenn-Tore arbejde på en bil. Og selvom det lyder voldsomt banalt, så har serien faktisk fået mig til at reflektere noget over min ungdom, hvor jeg i perioder følte mig så anderledes og alene. Jeg var så sikker på, at ingen havde det ligesom mig - og da mindst af alle de utallige bonderøve, der kun gik op i deres biler; hvordan skulle de kunne forstå knuste hjerter og desperation? Rådebank sætter en stor, fed streg over alle mine fordomme, og jeg har flere gange grædt i sympati med de norske, unge knægte - og sæson to er decideret hjerteskærende. Jeg ved ikke, om serien er for alle, men prøv at giv den en chance - den ligger på DR lige her.