I let my mind give in

Bang! Så blev det december, og jeg forstår ikke, hvor dagene bliver af. Til gengæld har jeg det faktisk en lille smule bedre, og jeg har - efter snart mange års erfaring - fundet ud af, at det er november, der trækker tænder ud for mig, og ikke december, selvom det var der, min mor døde. De første år uden hende havde jeg det meget svært med julen, men de sidste år er glæden langsomt vendt tilbage - især i form af min julebegejstrede niece. Og jeg føler faktisk, at jeg mistede min mor i november, for det var i månedens sidste dage, at hun havde det allerværst - i december var hun ikke længere vågen. På tirsdag er det ni år siden hun holdt op med at trække vejret, hvilket jeg heller ikke forstår noget af. 

Hvor julelysene og tvangshyggen førhen virkede næsten kvalmende på mig, er jeg nu igen gået all-in på en måned med lidt lys i mørket. Jeg sover stadigvæk meget dårligt om natten, men jeg er begyndt at møde lidt tidligere på arbejde (cykelstien er også dejlig tom lidt i seks), hvilket betyder at jeg kan nå en lille smule dagslys når jeg har fri. På min afdeling på arbejde har vi pakkekalender; i næste uge skal vi i Tivoli, og der er blevet pyntet op på kontoret med både rottelyskæder og julemus.
   

Herhjemme juler jeg også lidt, og jeg er lykkelig over, at stuen står (næsten) færdig, så jeg kan finde plads til både julekalendere og mit jule-LEGO. Jeg måtte jo købe chipskalenderen, der er som lavet til mig; min far har foræret mig både skrabe- og Kinderkalender, og årets Harry Potter-LEGO-kalender var også selvskreven. De sidste år har jeg købt LEGOs uimodståelige julehuse, og i år er det lyseblå vidunder flyttet ind. Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg selvfølgelig kommer til at snakke meget mere om både chips og LEGO? Det bliver dog ikke nu, for jeg skal flade ud på vores nye sofa inden jeg skal arbejde i weekenden.