and the moon is the only light we'll see

Den første novelle i Different Seasons var den fremragende forårshistorie Rita Hayworth & The Shawshank Redemption med undertitlen Hope Springs Eternal, og det er svært at forestille sig en anden fra samlingen udfordre Shawshank på favoritværdigheden. Men efterårshistorien The Body med undertitlen Fall From Innocence giver den kamp til stregen, og filmatiseringen - Rob Reiner's Stand By Me - slår i mine øjne Shawshank med flere længder. I år har Stand By Me 35 års jubilæum, og mine yndlings-King-podcasts er svømmet over med dybdegående analyser og interviews med skuespillere og producenter - og alle er enige om, at også denne historie kan noget helt specielt. 

The Body er endnu en King-historie uden overnaturlige elementer, og den er egentlig overraskende enkel. Rammen er en forfatter, der ser tilbage på den sommer han havde i 1960, da han var 12 år gammel og boede i Castle Rock. Det er et indblik i et rørende venskab mellem fire venner, der alle på den ene eller den anden måde kommer fra dysfunktionelle familier, og som er meget overladt til sig selv. En sensommerdag begiver de sig ud for at finde en jævnaldrende, forsvundet dreng, og det bliver starten på et helt klassisk ud-og-hjem-eventyr, der indeholder tre ikoniniske hændelser; først på lossepladsen, dernæst den hæsblæsende flugt over en bro med toget lige i hælene, og så de ultraklamme igler, der bider sig fast på de panikslagne drenge. 

Turen er krydret med dybe samtaler drengene imellem, men også mindst lige så meget trash talk og platte jokes, og det er en fornøjelse at læse. Kulminationen på historien er selvfølgelig opdagelsen af den døde, forsvundne dreng og den efterfølgende konfrontation med überbøllen Ace Merrill (som vi ser meget mere til i Needful Things) og hans bande, der vil gøre "krav" på fundet af drengen, men det er klart beskrivelsen af et både helt særligt og samtidig helt almindeligt, tæt venskab mellem fire 12-årige der gør størst indtryk 

The Body er ikke decideret selvbiografisk, men Stephen King har trukket på minder og oplevelser, han selv havde i sin barndom – han var også tolv år gammel i sommeren 1960. Som nævnt er historien bygget op på en ret traditionel plotstruktur, men det fungerer til perfektion.  Novellen er helt eminent i sig selv og kan sagtens stå alene, men den har også fungeret som et springbræt for King til at kaste sig over mastodontfortællingen It, der også har disse meget tætte børnevenskaber som hovedelement. The Body er trods alt en noget mere simpel historie, der dog allerede her excellerer i sine karakterbeskrivelser. 

Det er svært at tale om The Body uden at have billederne fra 1986s Stand By Me kørende over nethinden, og da Rob Reiners filmatisering er så utroligt tro mod novellen og stemningen i den, synes jeg det giver mening at inddrage den i min beskrivelse af karaktererne. Stephen King er enig - efter han havde set filmen for første gang (alene, som han altid gør), kom han ud til instruktøren og producenterne med tårer i øjnene og udbrød "those were all my friends". Det er en af mine helt klare favoritfilmatiseringer, hvilket er lidt utroligt, når hovedrollerne er indtaget af børn. Men det ER simpelthen et af verdens bedste cast af børneskuespillere, hvilket jo ellers kan gå så grueligt galt. Det er tydeligt, at børnene blev castet med afsæt i deres egen personlighed; River Phoenix var altoverskyggende god som den alvorlige Chris, bedstevennen til den kloge og følsomme hovedperson Gordie, der også blev spillet lige i skabet af Wil Wheaton, som jeg siden har lært at kende i Star Trek TNG. Det er lidt specielt at se Stand By Me vel vidende at River Phoenix døde som ganske ung i 1993, og det har været rørende at lytte til interviews med medvirkende og producere i anledning af filmens jubilæum, for det var selvfølgelig noget, der påvirkede dem dybt. 

Corey Feldman og Jerry O'Connell var også gode som Teddy og Vern, men ud over Phoenix, er det en ung Kiefer Sutherland som skurken Ace Merrill jeg husker bedst. De yngre skuespillere var angiveligt også lidt bange for ham på settet, der ellers bliver nævnt som værende et helt fantastisk sted. Drengene blev sat sammen et par uger inden optagelserne startede, og de udviklede hurtigt et ægte venskab, som man nu kan, når man er ung teenager - og det bar pote under indspilningerne, hvor de havde en god dynamik. Deres samtaler virker for det meste enormt ægte, for selvfølgelig er det vigtigt at debattere, hvad man ville vælge, hvis man kun måtte spise én ting resten af sit liv. (Jeg må dog erklære mig stærkt uenig i cherry flavored Pez-svaret). 

Jeg har set filmen hundrede gange, og det er umuligt for mig ikke at have de nostalgiske briller på - og især scenen med iglerne har bogstaveligt talt givet mig mareridt flere gange. (Jeg har været ret skeptisk overfor igler siden jeg lærte om dem i Det Lille Hus på Prærien som helt lille, og det er jeg sådan set stadig.) Drengenes venskab er også udsprunget af et helt andet tidsbillede, hvor de kunne få lov til at være væk i to hele dage, uden deres forældre var synderligt bekymrede for dem eller vidste, præcis hvor de var. Den var nok ikke gået i dag, og jeg synes det er ærgerligt, at mulighederne for at børn kan gå på eventyr på egen hånd er stort set ikke-eksisterende - igler eller ej. 

Stand By Me er en af de allerstørste coming-of-age-film i både filmhistorien og for mig personligt. Børneskuespillet er næsten perfekt hele vejen igennem, og selvom den godt kan virke en anelse kunstig og cheesy i 2021, er det vigtigt at huske at den trods alt er 35 år gammel, og det er helt overordnet bare en virkelig god film. Den er en anelse mere håbefuld end novellen; færre karakterer ender med at dø, OG der er meget mere Ace Merrill/Kiefer Sutherland i filmen, så det er endnu et af de få tilfælde, hvor jeg foretrækker adaptionen frem for det skrevne

Som en sidste lille detalje bliver jeg nødt til at nævne, at jeg har 100% sympati med den stakkels lossepladsbestyrer Milo og hans slet ikke så bidske vagthund, som drengene flygter fra og sidenhen håner og driller igennem hegnet. Asshole kids, altså. Jeg må også opponere mod den romantiske forestilling om, at man "aldrig får venner som dem, man havde da man var 12", for selvom jeg bestemt havde nogle gode venner dengang, har jeg nogle helt fantastiske venner nu. 

Jeg har selvfølgelig ikke glemt Different Seasons' sommerhistorie Apt Pupil, men jeg ville gerne lige nå at være med til at fejre jubilæet for Stand By Me, for den har virkelig betydet meget for mig de sidste 25 år. Jeg kan kun anbefale at man smækker filmen på en kold vinterdag, for den kan bestemt godt tåle et gensyn.